27.05.18 Tartu Ved morgenbordet er manden skiftet ud med en dame. Jeg spørger til noget grød
i en skål? Det er porridge, altså "havregrød" lavet på 5 slags korn. Det er
fint. Lægger lige bunden. Så må jeg have 2 tallerkner müsli knas og cornflakes.
Og jeg lærer, hvordan man laver cappucino på maskinen. Det havde hun ikke helt
styr på, men nu ved vi det begge to. Og så et par ostemadder med syltetøj - så
er jeg klar. Vi kommer til at snakke om det ene og det andet, og i den forbindelse siger
jeg: Er Rusland ikke et problem for jer? Nej, ikke et problem, de kunne være en
mulighed, men.... Jeg kan godt se, at her nede i hjørnet af Estland er der nok ikke så meget
arbejde at få, hvis man ikke kan sidde og arbejde hjemmefra på sin computer.
Havde grænsen været som den dansk-tyske, kunne man have taget over og arbejdet i
den store by på den anden side. Den der var estisk før krigen, og der ville have
været udveksling af varer og ydelser på tværs. Nu med den "lukkede" grænse er
der mange muligheder, der går tabt. Det er kun hvis man har slægtninge på den
ene eller anden side, at man nemt kan få visum.
 |
|
| Gården og russer-damernes bil |
Kl.9 kører jeg. Skal nå et tog i Koidola til Tartu. Ellers skulle jeg køre over 100 i dag, nu kan jeg nøjes med 56 km, men jeg er bekymret for vejens beskaffenhed. Toget kører 13.39, så jeg har 4½ time.
Allerede inden jeg har kørt 1 km, er vejen blevet til grus, men det varer dog kun 4½ km, så bliver den til asfalt igen. Men nu er vejen under rekonstruktion, så det er næsten som en grusvej. Jeg lader hesten strække ud, kører så stærkt det er forsvarligt på gruset og i løbet af en time, har jeg kørt 20km.
 |
|
| For det meste gik vejen op og ned - men var for det meste også fin |
Vejen er nu fin, men det har gennemgående været meget bakket Jeg tænker skiftevis på, hvor langt jeg har kørt, og hvor lang tid, jeg har tilbage, og på et tidspunkt forskyder tiden sig, så jeg tror, jeg kun har en time tilbage. Det er efter 40½ km, hvor vejen igen bliver til grus. 16 km på en time på grus? Kan jeg nå det?
 |
|
| Borgen fra 1342 - vel næsten samtidig med Hammershus |
Og jeg knokler på. Inden da når jeg heldigvis at holde en fin pause i et udsigtstårn. Der er faktisk lige så god udsigt som i går, og her er det gratis. I hvert fald i dag, for der er ikke et menneske bortset fra mig. Jeg kommer også forbi en gammel borgruin, som er museum og under genopbygning.
 |
|
| Mere udsigt ind over Rusland |
 |
|
| Den gamle - efter at have været oppe og se på udsigten |
Nu, hvor jeg er kommet ud på de små veje, må jeg tjekke GM hver gang, der er en sidevej. Og alligevel går det galt. Pludselig er jeg kørt for langt. Skal jeg virkelig tilbage? Kortet viser en mulighed for at dreje til venstre her i stedet og komme tilbage på sporet. Og ikke længe efter er det, det går op for mig, at jeg ikke har EN time igen, men TO. På den måde ankommer jeg til stationen mere end en time for tidligt.
Der er dødt. Man kan ikke komme ud på perronen. Og ikke noget med at gå rundt om stationsbygningen. Der er hegn til begge sider. Faktisk tror jeg, hegnet begyndte allerede to km i den retning, jeg kom fra. Det er jo grænsen til Rusland her.
Jeg har set en kvinde gå frem og tilbage fra en bil nogle gange, og næste gang hun passerer, kommer vi til at snakke. Hun taler glimrende engelsk. Så godt, at jeg ikke tror, hun er ester, men det er hun. Fra den anden ende af landet: Saaremaa, den store ø. Da jeg siger, at jeg jo kan køre ned til byen mens jeg venter, siger hun, at der ingen by er. Koidola er kun en grænseovergang og en station. Er der ikke engang en butik? Nej, intet. Men derfor synes hun godt, jeg kan køre derhen, en grænseovergang kan vel også være interessant.
Jeg får spurgt hvem esterne føler sig mest knyttet til, finnerne eller de andre baltiske lande. Hun personligt mest til Finland, andre vil hun ikke tale for. Og hvad laver hun her, hvis jeg må være så fri? Hun arbejder med "border control". Ja, hvad ellers.
Der bliver først åbnet til perronen, når toget kører ind, så jeg kører ned til grænsen. Der er virkelig intet ud over masser af parkerede biler, og hvor ejerne af alle disse biler opholder sig, er ikke godt at vide.
 |
|
| Grænsen - skyggen er fra den bro toget kører over |
Frokosten er lidt begrænset: rugbrød og én banan.
 |
|
| Fra stationen og til grænsen er der ingen bus eller taxa |
Endelig kommer toget ind, og der bliver åbnet. Min lastede cykel kan lige netop komme igennem de 5 dør, man skal igennem. At få cyklen ind i toget, er som en drøm. Højdeforskellen mellem tog og perron er muligvis 1 cm. Højst. Desværre skal cyklen op at hænge, så bagagen skal af, men det er ikke noget problem.
Men toget bliver fyldt efterhånden, så da der kommer flere cykler og 4 store hunde, bliver jeg bedt om at stuve min bagage ind under sæderne og flytte længere ind.
Det koster 5 € for de 1 tim 20 min til Tartu. Cykel er gratis.
Toget bliver fyldt, men der er da ikke så mange, der står op. Men der er cykler overalt. De mindste, der startede med at hænge, er taget ned og stuvet af vejen på anden måde. De 3 af hundene er gået omkuld, og jeg sidder også og nikker.
Da vi kommer til Tartu, venter jeg pænt til alle er kommet ud, før jeg laster min cykel. Heldigvis skal toget ikke videre, og jeg når at blive færdig, før jeg bliver rangeret væk.
Vanen tro taster jeg hostel'ets adresse ind i GM og kører ud for at finde det. Jeg når ikke så langt, før et navn på den anden side af gaden, fanger min opmærksomhed. Hektor Design Hostel. Det er da det, det hedder! Hvorfor GM vil anbringe det andet steds i byen, ved jeg ikke, men var jeg ikke kommet forbi, kunne jeg have fået mine problemer.
Jeg får nr. 203A og går op for at sætte styrtasken. Jeg finder hurtigt 203, og tænker, at så må 203A være et sted bag den dør. Men nøglen passer ikke og nøgleskiltet får ikke noget til at give lyd fra sig. Er jeg idiot? Ja, det lader det til. Da jeg kommer ned spørgende, siger han, at jeg OGSÅ fik et
kort.... Nåhhh... Jeg fik ganske rigtigt noget mere end nøglen, men da han ikke sagde noget om noget kort, registrerede jeg det ikke. Jeg kan være lidt tungnem.
Et øjeblik efter er den gal igen. Det lykkes mig at glemme kortet på værelset, så han må lave et midlertidigt, så jeg kan komme ind til det.
Der er en anden dør, hvor jeg kan komme ind og ud med cyklen. Da jeg kommer tilbage fra supermarkedet er døren låst. Og min nøgle passer ikke. Ind og spørge, om ikke han kan lukke op for mig? Det er ikke nødvendigt - jeg har jo kortet. Det kan lukke op. Hu hej, hvor det går. Åbneren sad ikke på døren, men på væggen ved siden af. Jeg føler mig virkelig som en idiot, der ikke mestrer den moderne teknologi.
 |
|
| Jeg er da blevet solbrændt i hovedet |
I supermarkedet fanger et ord mit blik: "Kali". Det lyder ikke specielt drikkeligt, men var det ikke det, hun kaldte det? Det der hedder "Kvass" i Letland? Og som jeg smagte på caféen i skoven? Og oven over med meget større bogstaver står: "Kvass". Så det har jeg lige drukket en flaske af. Skal lige have væskebalancen i orden inden aftensmaden.
I morgen cykler jeg 82 km til Viljandi og tager - hvis jeg når det - toget til Tallinn kl. 17.26
58.79 km