22.05.18 Jekabpils Ved morgenbordet undrer jeg mig over alle de kopper der står med en lille
smule vand i. Skyller man sin kop efter brug? Det lykkes mig at finde én uden
vand. Og da jeg skal til at hælde kaffe i, opdager jeg hurtigt, at det er vand
der kommer ud. Dér var forklaringen. Jeg var ikke den eneste. Kaffen laver de på
en maskine ude i receptionen. Der er ikke müesli, så det bliver corn flakes med mælk. Det er ellers længe
siden. Og så er der pandekager. Jeg ender med at spise 3. Tror de er gode at
køre på. Det drypper allerede, da vi laster cyklerne, men det bliver ikke til så
meget. Thomas har lagt en rute ind på Garmin. Vi skal følge hovedvejen, indtil
den bliver til motorvej. Det drypper fortsat, men vinden er i ryggen, så det går
pænt derudaf!
 |
|
| Der var et kolossalt stort fort uden for Daugavpils |
Da vi ser vejen, vi skal dreje op ad, tager det ikke mange hundrededele, at
blive enige om, at vi fortsætter. Det er en smal grusvej, der forsvinder ind i
skoven, og det er ikke blevet rigtig motorvej, men en vej cykler sagtens kan
køre på. Regnen tager til og tager af på skift. Hovedvejen har to spor i hver retning
OG vigespor, men også med steder, hvor man kan vende. Vi holder os i vigesporet.
På grund af den høje fart, har vi hurtigt kørt de første 30 km, og netop som vi
bliver enige om at spise frokost, dukker et overdækket busstop op. Vi har smurt en sammenlagt ved morgenbordet og har stadig pølse og ost fra
sidst.
 |
|
| Frokost i det "gronne" |
Vejen går bare lige ud, og trafikken er faktisk overraskende sparsom. Det er trods alt vejen mellem Letlands to største byer. Vejens beskaffenhed er svingende, men i det store og hele ok.
Da vi igen har brug for et hvil, dukker en tankstation op, hvor man naturligvis kan få kaffe. Kaffe og chokolade. Vi er vist allerede her enige om, at planen med at køre til Livani og vente på toget der, skrinlægger vi. Med denne fart klarer vi de 90 km i løbet af sen eftermiddag.
Regnen tager til. Mine bukser, der nåede at tørre på tankstationen, er lige så hurtigt våde igen. Men jeg fryser ikke, selv om det er korte ben og bare fødder i sandalerne.
På vejen kommer vi forbi en stork. Den står helt stille lige ved siden af vejen. Så stille, at jeg tror det er en figur, men i det jeg passerer, rør den lidt på sig.
 |
|
| Storken ved vejen |
Vi kommer til Livani og finder formentlig byens eneste konditori. Kaffe igen - og kage. Igen bliver man nogenlunde tør - men.... Nu er der ingen tvivl, vi kører hele vejen til Jekabpils.
 |
|
| Ejendomme fra russertiden i Liviani |
Holder et par pauser mere, men efter den sidste, drejer vi næsten øjeblikkeligt fra mod "centrs" og allerede fra vejen her, kan vi se et hotel på den anden side af floden. Det må være dét!
Finder frem til noget, der ligner et hotel fra Sovjet-tiden, men der er hvad der skal være. Som om hun er synsk, siger hun straks, at nu skal hun vise, hvor vores cykler kan være. Jeg havde lige glemt, at jeg havde skrevet, at vi gerne ville have vores cykler ind, hvis det kunne lade sig gøre.
 |
|
| Russer hotellet |
Der er en restaurant i den ene ende af bygningen og hotel i resten, men de har intet med hinanden at gøre. Der er også en del spisesteder i downtown, men vi ønsker ikke at cykle mere i dag, så vi tager restauranten. De har ikke øl! Vi er over champagne (lettisk bl.a.) men de er alle søde, så det ender med en spansk cabernet savignon til 12 € for en flaske. Passende afslutning på den fælles tur, for Thomas tager toget til Riga i morgen, når vi når frem til Skriveri, og jeg bliver der.
 |
|
| Vi bor ved floden Daugava |
93 km