Op over Brünig - og med færgen

Søndag 03.05.15

Jeg får sagt farvel til finnerne og deres schweiziske ledsager og får lige de sidste dessiner i receptionen. Det med passene har jeg jo selv fundet ud af, men han gør opmærksom på, at der er en færgeforbindelse over Vierwalstädttersøen, der kan spare mig for at skulle op om Luzern. Det er helt perfekt. Færgen går til Gersau, hvor der også ligger et jugendherberge. Der med kan jeg formodentlig komme til Andermatt i morgen og dermed holde planen.

Ydermere fortæller han om "The Glacier Express". Det er et tog, der kører i Rhone og Rhein dalene inde i Alperne. Der er lavet tunneler hvor det er nødvendigt for at det kan køre året rundt. Man kan så få sin bil med. Det er jo klart. I et moderne land, kan man ikke have at forbindelseslinierne er årstidsbestemt. På den måde kan jeg nok godt gennemføre min rute, eftersom jeg kan komme under Furka i stedet for over. Det vil ikke gøre noget.

Jeg kommer af sted ved 9-tiden. Vejen til Luzern drejer fra med det samme og stigningen begynder straks. Det regner som forudsagt men ikke så kraftigt som forleden. Allerede fra begyndelsen kan jeg lugte bremserne fra de der kommer nedad. Denne varme metalliske lugt.

På vej ud af Brienz		Forvredne klipper hvor vejen drejer fra

Jeg puster mange gange undervejs op. Første gang i Brienzwiler og siden hver halve kilometer, tror jeg. Jeg er hurtigt i næstmindste gear - og der bliver jeg. Her er det højdemåleren er guld værd. Jeg kan nøje følge hvordan jeg stiger fra de godt 600 m ved søen til 750, 870, 950. Så ved jeg den er ved at være der. Passet skulle være 1008 m efter kortet. Uret viser 1025 da jeg er oppe. Der ligger et Gasthaus hvor jeg kan stå i tørvejr og tage tøj på. På vejen op har jeg kun haft t-shirt på indenunder regnjakken. Alligevel er jeg gennemblødt af sved. Og alligevel tager jeg en bluse udenpå foruden cykeljakken. Nu gælder det om at holde fugtigheden inde, så jeg ikke kommer til at fryse på nedkørslen.

Først går det ret jævnt nedad, hvor jeg bare kan lade cyklen trille, men inden længe kommer alle svingene foruden at det bliver stejlere. Det gælder om at prøve bremserne med det samme, for de virker virkelig MEGET dårligere i regn. Gennemgående kører folk hensynsfuldt, men det er som om, at jo større bil man har jo mere insisterer man også på at komme frem - cyklist eller ej. Nogle steder mangler autoværnet, og der er LANGT ned. Der kører jeg midt på vejen og jeg rokker mig ikke derfra. Mig skal de ikke skubbe i afgrunden.

På vejen op tog jeg hjælmen af for at få så meget luft til hovedet som muligt. Nu er den naturligvis kommet på igen.

Pludselig kommer der et sving hvor verden ligesom åbner sig forude. Jeg når ikke at bremse i tide, så jeg må køre et stykke tilbage. Den udsigt må jeg lige se ordentlig på. Det er Lüngerer See der åbenbares der nede. Der holder en tysk bil, men passagererne ser meget mørke ud. De er indere,der studerer i Tyskland. En af dem, der læser Master i Automobil Engeneering, siger de kommer fra Syd-Indien. Deres sprog lød heller ikke som hindi eller punjabi. Jeg siger at jeg har været i Nord-Indien og New Delhi i.... hvor længe siden er det nu? 46 år siden. Da var end ikke hans mor født endnu... Næh, man er blevet en gammel haleneger.

I Sachseln dufter der dejligt af brænderøg. Hvem der sad inde foran kaminen nu. De sneklædte fjelde er væk og er erstattet af lutter grønne bjerskråninger. Det er en smuk og temmelig plan vej langs med søen. Derefter kommer en ny kraftig nedkørsel og en ny sø åbenbares. Sahner See. I Sarnen mærker jeg energien sive væk. Det er på tide med en opkvikker. Tre cookies med chokolade gør det. Så er jeg klar til fortsættelsen. I følge kortet er der to veje til Stans herfra. Jeg vælger at blive på den hovedvej jeg er på. Den ser rimelig lige og flad ud på kortet. Den anden må gå bag en mindre bjergryg og det ved man aldrig med.

Jeg spørger et par gange undervejs, det er nu ikke nemt. Der er ingen mennesker - det er jo søndag og det regner. Et sted er der en trafikregulering, hvor jeg kan spørge manden i bilen bag mig mens vi holder for rødt. I Stansstad er jeg bange for at vejen skal gå op ad bjerget. Det viser sig at være helt ubegrundet. Bjergknolden afslører bag sig en helt flad dal, hvor der oven i købet er en cykelvej, jeg vover at tage.

På stationen i Alpnach spurgte jeg om hun kendte færge tiderne fra Beckenreid? Hun slog dem op på skærmen. 14.00, 15.00 og 16.20. Klokken var da omkring 13.10, jeg tænkte, at måske kunne jeg nå 14.00, men som tiden gik blev jeg klar over at jeg måtte have noget frokost, så jeg satsede på at spise i Beckenreid og vente på 15.00.

Udsigt over den første sø		Om bord på færgen

Da klokken kun var blevet 13.50 og jeg mente at kunne se færgen dér fremme, ombestemte jeg mig og satte fart på. 13.58 rullede jeg ombord. En lille færge som vi kender dem fra Hundested-Rørvig og lignende. 10 CHFR. Jeg fik spist det meste af resten af brødet og min ost fra Danmark undervejs. I Gersau kommer vi af i den venstre kant af byen og jeg kører automatisk mod byen uden at have spurgt nogen. Standser ved et promenerende par med barn. Heldigt for det er i den anden retning. 3 km og på venstre side. Km-tælleren er holdt op med at virke undervejs, men jeg har ingen problemer med at finde det. Rote Schuo, som de sagde. Der er en aflåst cykelparkering næsten oppe ved vejen. Ellers skal man ad en lille stejl sti langt ned til søen hvor Jugendherberget er. Jeg tager det nødvendigste med ned i første omgang. Receptionen åbner først kl. 16.30, men man kan komme ind og sidde i varmen. Og et stik er der også. Jeg går op for at hente, hvad jeg får brug for. De to bagtasker og teltet behøver jeg ikke her. Der kommer et par op nedefra og han er venlig at lukke op til cykelparkeringen og jeg kan bare smække efter mig.

Så her sidder jeg i varmen og skriver. Der kører musik i baggrunden. Alt sammen engelsksproget. Det var Chris Rea for lidt siden. Jeg kan se den anden side af søen gennem vinduet. Herfra kan man se at, det der var grønne bjergskråninger faktisk ender i noget med sne på. Nederst løber motorvejen på sine betonben, før den forsvinder ind i tunnelen under Skt. Gotthard. Næh, nu jeg ser på kortet, er det ikke endnu. Det er Seelisberg-tunnelen på 9,3 km. Så kommer motorvejen ud igen omkring Flüelen og først oppe ved Göschenen begynder Skt. Gotthard-tunnelen.

Det er ikke kun meteret, der er holdt op med at virke. Allerede den første dag mistede jeg rammen på den ene pedal, den var knækket i den ene side dengang jeg var i Østrig i 2011. Jeg hørte en klingende lyd af metal, men tænkte, at det måtte være noget, jeg var kørte over. Jeg hørte også at en person kom og sparkede det ind til siden. Først da jeg nåede frem til Solothurn opdagede jeg at rammen nu manglede helt. Dagen i regnen regnede jeg i hovedet på, hvor mange tråd, der havde skullet til før den var knækket. Den havde jo gjort hele turen i Japan, og dér havde jeg vel lavet et tråd i sekundet ca. 5 timer om dagen i 60 dage. Det blev til over 1 mill. tråd. Når man ser sådan på det, var det jo egentlig meget godt klaret. Nu er jeg ved at vænne mig til at sætte foden lidt tættere ved pedalarmen for at have mest muligt at træde på.

ca. 55 km