Mandag 18.05.15
Der er ikke engang toiletpapir på denne plads. Og så endda et skilt om, at hvis man tilsmudser toilettet, skal man selv gøre det rent. Det er en ældre dame, der er "boss", som hun sagde - på tysk. Den fransktalende del begynder først i Serre, som er den næste større by.
Kører videre ud af hovedvejen. Her kl. 10 er den ret så trafikeret. Jeg spejder ind over markerne efter cykelvejen, der skulle jo være en langs Rhone. Det er først da der er et ophold i sivene langs kanalen, at jeg ser en stump asfalt. Den er jo lige dér.
Det hjalp, cyklister er der ikke mange af. På et tidspunkt drejer den til højre, og jeg er sikker på, at det er forkert, men møder en cyklist, der beroliger mig med, at jeg bare skal til venstre om lidt. På fransk. "Links" kan han dog sige.
Så nu kører jeg langs Rhone. Nattergalen og et væld af andre fugle fylder luften med sang. Senere er det frøerne, der giver deres besyv med. Det er i mange tonearter. Én med en dyb knurren. Da toget passerer går de helt amok i et forsøg på at overdøve det.
Det bliver en nem dag. På ét tidspunkt på hovedvejen, men med fin cykelmarkering og senere igen et langt stykke direkte langs floden frem til Sion, som jeg har udset til dagens mål. Hvis ikke.... Der er vandrehjem i Sion, men ikke længere fremme i Martigny. Ikke i følge listen i hvert fald, men som min ven i Hospental sagde, så var der mange, der havde trukket sig ud af den nationale sammenslutning. Altså vil jeg gerne have af
klaret, hvordan det ser ud med J.H. længere fremme.
Finder banegården. Der synes ikke at være nogen T.I. dér. Men efter at have travet det hele tyndt, finder jeg en tavle, hvorpå der er et I. Jeg skal op ad Avenue de la Gare til Rue Lausanne, så er det lige til højre. På den måde finder jeg T.I. i Sion.
Jeg får bekræftet, at det er, som jeg allerede anede: Ikke noget J.H. i Martigny, eller sok det hedder nu: Auberge de la Jeunesse. Kører ned til vandrehjemmet, hvor receptionen først åbner kl. 17, men hvor jeg finder et bord, hvor jeg nu har aflivet min camembert. Én dag til og den havde skullet spises med ske. Nu skal jeg på byvandring.
Den gamle del af Sion er interessant, men dog også hurtigt overset. Lige passende til resten af en eftermiddag til receptionen åbner.
60,14 km