I lilleputlandet Lichtenstein

Onsdag 06.05.15

Det har regnet let flere gange i løbet af natten. Jeg har sovet godt, omend ikke så godt som i en rigtig seng. Kl. 6 er det lyst, men jeg tager lige ½ time til. Der er også kun væde at stå op til. Ingen forhåbninger om at vente på bedre vejr, skyerne hænger lavt over dalen. Godt jeg ikke er på den anden side, så havde jeg været inde i skyerne. Det er bare om at komme af sted.

Vejen stiger stadig, som manden lovede og flader så ud. Det regner mere og resten af regnudstyret kommer på. Så kommer en stejl nedkørsel med hårnålesving i en slugt efterfulgt af en ny opkørsel, hvor jeg nærmer mig floden igen. Kører på en hylde opad, opad. Endelig kommer der et udsigtspunkt. Det er Rhein Schlucht, hvor Rhinen i løbet af sit liv har skåret sig igennem klippen, den klippe vejen har skullet over. Storslået, men det blegner lidt i regnen, hvor det af hensyn til kameraet kun kan blive til 2 hurtige billeder.

På vej ned...		Rhein Schlucht

Så kommer en ny voldsom nedkørsel, der ender i et l-a-a-n-g-t lige stræk, hvor jeg triller og triller indtil modvinden igen tvinger mig til at træde.

Kommer frem til Bonaduz. På et tidspunkt støder en motorvej til, men hovedvejen fortsætter. Er kommet over på den anden side an Rhinen. I en lille by er broen under reparation, der er omkørsel og den går opad, men - gående og cykler kan passere - hvor heldig kan man være?

Modvinden er vokset i styrke, men jeg når frem til Chur. Standser ved en COOP. Hellere være forberedt til resten af dagen. Jeg skulle gerne nå til Feldkirch i Østrig.

Da jeg skal betale, er der en dame, der lægger sin våde paraply oven i mine varer. "Du skal da bare lægge din våde paraply oveni mine varer", ryger det ud af mig på dansk. Hun undskylder mange gange.

Jeg føler mig lidt svag i dag. Går ud med varerne og henter mit kagestykke, jeg aldrig fik spist i går. Flotter mig med en kop cappucino fra en automat.

Var alligevel ikke helt i Chur endnu. Der er en strid modvind, men det regner ikke så stærkt. Vinden truer en overgang med at få mig ned på den mindste klinge.

Kommer gennem og ud af Chur og når til et vidunderligt grusstykke gennem lidt skov, hvor fuglefløjt blander sig med motorvejens summen. Her er frem for alt læ. Det hører op, og jeg kører langs larmende fabriksanlæg og sådan veksler det, mens dalen bliver bred og flad!!

Kommer til Landquart, hvor jeg misser et cykelskilt i et industrikvarter og ender på en mark. Tilbage igen. Finder ikke skiltet, men trækker op ad en skråning til en krydsende vej. Der er heldigvis ikke nogen tvivl om retningen i en dal som denne.

Regnen har været holdt op, men det er begyndt igen. Jeg er netop drejet fra mod det forjættende: Vaduz. Hovedstaden i Lichtenstein, et af de få lande i Europa jeg aldrig har været i.

Vinden er løjet af, men regnen taget til. Jeg skal over et pas med en stigning på 11% for at komme ind i det forjættede land. Det er Heidi Land jeg kommer til nu, piger. HEIDI LAND. Jeg ved ikke hvad byen hedder, men det er Heidi mig der og Heidi mig der og Heidi alle vegne. Det tyskeren fortalte mig om. Hvor han skulle købe ting til sine børnebørn. Heidi er et begrab i de tysktalende lande. Det er her stigningen begynder. Jeg ved ikke, hvad vi begynder på, men det ender på 680 m. Fra omkring 450 vil jeg tro. Op kommer jeg og ned igen i glimrende lange lige stræk, hvor jeg bare kan lade den trille for fuld hammer.

Velkommen til Lichtenstein		Og til storhertugens residens - måske

Først nu kommer skiltet med "Lichtenstein" og meget malerisk ligger der en borg på en lille bjergknold i det flade land.. Har tænkt mig at spise frokost i Vaduz, men i Triesen kan jeg mærke, at jeg er ved at gå sukkerkold og standser ved et busskur for at sidde lidt og kvæle de sidste cookies. Snakker lidt med en dame. Det er CHFR man bruger her, men man kan også betale med €.

Tro det eller ej, solen er kommet frem. Jeg havde længe kunnet se blå himmel mod nord, nu er den der. Jeg kører et øjeblik til, så kommer skiltet: Vaduz. Beslutter at finde en bænk i solen. Den der dukker op er lige ved en stor kirke, som åbenbart er en turistattraktion. Turister af alle slags kommer valfartende og skal fotografere sig selv foran (asiaterne) eller ind og se (alle andre). Jeg er også inde og se, men undlader at tage billede af mig selv.

Sådan ser bilerne ud		På vej ind i hovedstaden...

Videre. Kommer endelig til en lang ikke så stejl bakke - om det var før eller efter jeg standsede for at brede teltet ud til tørre husker jeg ikke - kun at jeg omsider befandt mig i Østrig, nærmere bestemt i udkanten af Feldkirch, hvor jeg sov på vandrehjemmet for 4 år siden på min Tyskland-Østrig tur.

Dengang fulgtes jeg med Hans videre indtil jeg drejede til venstre mod Arlberg passet, mens han fortsatte mod Lichtenstein. Hans var en tysk australier, jeg mødte på selv samme vandrehjem.

Jeg kan kende krydset. Det var her vi tog afsked. Så skal jeg til venstre nu og på et tidspunkt kommer vandrehjemmet på højre side. Først genkender jeg den kinesiske restaurant overfor - så ser jeg det internationale symbol. Det er indrettet i et vidunderligt gammelt hus.

Der var både et dansk og et svensk konsulat		Gensyn med Jugendherberg'et i Feldkirch

Får en seng i et dormitory - dog ikke det samme sam dengang. Ikke at jeg kan huske numrene, men jeg kan huske, at jeg gik til højre henne ved vinduete og på sengen til venstre lå Hans og sov tilsyneladende, men i det øjeblik jeg passerede åbnede han øjnene og talte til mig. Og så snakkede vi stort set til vi tog afsked i krydset næste dag.

Nu har jeg tagetv bad og fået sat vasketøj over, de har både maskine og tørretumbler.