Frem til Lac Laman - Geneve Søen

Tirsdag 19.05.15

Jeg er nede ved morgenbordet kl. 7. Jeg gider ikke vente på alle skolebørnene, og de kommer altid først dryssende. Her i Valais er der rugbrød blandt alt det sædvanlige. Jeg stiftede første gang bekendtskab med det i går på T.I., hvor der var smagsprøver på nogle chips, der var lavet af tyndt skåret rugbrød dyppet i en eller anden flydende ost. Én slags havde æblesmag.

Med min røde kinesiske indkøbspose		En af de få landsbyer på vejen

Jeg har vist ikke fået fulgt op på deres politiske system? Alle kan bringe spørgsmål til afstemning. På lokalt (kantonalt) niveau kræver det bare 1000 underskrifter. På nationalt nogle flere. Det betyder, at der er temmelig mange afstemninger og - desværre - at deltagelsen er meget lav. Dette meget demokratiske (efter min mening) system - virker altså heller ikke optimalt.

Det er skyet i dag. Skulle vi måske få en byge?

Min cykel står i cykelrummet. Hvis begge døre har været lukket, kan den ikke være kommet noget til. Den yderste dør er som til en bankboks, nej tykkere. Historien får jeg af manden i receptionen, og den er, at indtil for et par år siden skulle alle nybygninger i Schweiz forsynes med en atombombe-sikker kælder med friskluftforsyning. (+ div. filtre går jeg ud fra).

Døren til cykelkælderen		Det smalle sted ret forude

Jeg er kun lige nået til bussens vendeplads, så begynder det at regne. Ikke meget men nok til at jeg søger læ og får regnvejrudstyret på. Lufthavnen ligger lige på den anden side af jernbanen og her før, så jeg et jagerfly lande. Det første tegn jeg har set på at Schweiz har et luftvåben udover deres omfattende forsvar.

Det regner kun kort, så er det igen fint cykelvejr. Dalen er blevet bred igen og nu er det frugttræer der dominerer. Vejret har længe set skidt ud længere fremme, men efterhånden som jeg kommer frem, bedres det. Floden skal dreje mod nord og jeg har - vist siden engang i går - kunnet se noget, der ligner hjørnet. Dér skal byen Martigny ligge. Jeg kører på højre side af floden nu og vinden er imod, men det sidste stykke frem mod knækket løjer den af, formodentlig for at komme med fuld styrke, når jeg kommer om hjørnet. Jeg undrer mig over ikke at se nogen by, men til sidst øjner jeg da en borg på en klippe. Det er utvivlsomt der bagved byen ligger.

Jeg ser aldrig mere til den isoleret spom jeg kører nu med både motorvej og flod imellem.

Der er ligefrem et skilt med en advarsel mod vinden, og jeg er da også ved at miste kasketten, da jeg drejer om hjørnet. Jeg ved ikke hvornår det er sket, men jeg er på et tidspunkt kommet væk fra Cykelvej Nr.1, men så længe floden er der, kan det vel ikke gå helt galt?

Jeg skal blive klogere. Jeg er lige kommet gennem en by og igen havnet på en lille asfaltvej langs floden, da jeg overhales af en lastbil, og tænker, at så må vejen da gå videre, hvios da ikke..... den skal hen til et stenbrud og hente sten! Og det er lige, hvad den skal, og vejen slutter ved stenbruddet, hvor floden presses helt op mod bjergsiden.

Det bliver nu højst 3 km ekstra. Tilbage i byen går der en bro over Rhone, og jeg er tilbage på rette spor.

Dalen er blev et bredere, men der kommer et smalt sted, og netop som jeg nærmer mig, går det op for mig, at det selvfølgelig er her det er! Jeg skal i dag køre ind i næste kanton VD, Vaud og ganske rigtigt, det er her på dette smalle sted, hvor 3 veje, en motorvej, en jernbane og en flod alle skal frem.

Så bliver dalen bred og jeg vælger vejen mod Aigle, der er snorlige på kortet, og det plejer at betyde flad vej. Plejer! Den stiger, men kun til midterklingen, og da jeg endelig er over det højeste sted, går det nedad mod Aigle, hvor jeg hurtigt træder den op på 35 km/t og kan holde frihjul 1 km eller så. Vinden har næsten lagt sig.

På stationen i Aigle spiser jeg frokost og så er det ellers videre, men.... den formodede vej ser ud til at standse henne ved et større byggeri. Tilbage igen. Så er det jo godt, at jeg kan begå mig på fransk. Frem med kortet, find en mand og sig: "Direction" og (i dette tilfælde) "Roche". Kan man ikke udtale navnet, må man nøjes med at pege på det. Kunsten er så at forstå, hvad der kommer ud af munden på vedkommende. I dette tilfælde er nøgleordene: "comme indiqué" og "a gauche" - "som vist" og "til venstre".

Det med "som vist" er det så som så med. Ikke én eneste gang har bynavnet Roche stået på et skilt, men vejen går i den rigtige retning, og det er til venstre. Den er blot meget tættere på bjergsiden, end jeg havde forventet.

Det eneste, der nu er i vejen, er, at det igen blæser. Vinden bliver åbenbart - og ikke overraskende - presset sammen på denne side af dalen. Men frem kommer jeg da, og på en tidspunkt kan jeg se havet.... Ja havet er det jo ikke, men Lac Léman, Geneve Søen, og som tilfældet er for havet, er der intet at se i horisonten - andet end hav.

En hel familie på cykel - fra St. Gallen		Endelig ankommet....

Jeg følger vejen langs søen og kommer til Territet. J.H. skal ligge i Montreux-Territet og jeg spejder rundt efter skiltet. Da der komme et nyt skilt med Montreux, ved jeg, at jeg er kommet for langt, så jeg holder ved et busstop, hvor der sidder en dame. "Auberge de la Jeunesse?", siger jeg, og hun peger skråt tilbage, og straks ser jeg skiltet. Men ser det kun fra denne. Jeg må le. Hun forklarer, at jeg skal helt ud for enden. Vejen går skråt tilbage under jernbanen, ned på den RIGTIGE side. Hvor de fine hoteller ligger. Den ender nu med en viadukt under banen og LIGE efter ligger det. Alligevel på den forkerte side. Klokken er 15.30 og receptionen åbner 17 ligesom sidst.

75,35 km