An unexpected visitor

Mandag 04.05.15

Jeg spiste aftensmad her i går. Der var ligesom ikke andre muligheder. 3 retters menu. Ja, egentlig 4. Først en salat, så kartoffelsuppe, en vegetarisk pastaret og endelig tiramisu. Jeg var også glubende sulten. Bestilte endda en øl til. Eichhof - en lokal tror jeg - udmærket.

Der dukkede en tysker op på værelset. Fra Berlin. Insisterede på at tale tysk, og hans tysk er ikke så let at forstå, så samtalen går lidt trægt. Vi var kun 4 til aftensmad.

Her til morgen var alle formodentlig mødt op. Det er jo inkluderet. Der blev talt et uforståeligt sprog af de fleste. Da jeg spurgte tyskeren, om han forstod noget af det, ville han netop have spurgt mig om det samme. Han mente det lød skandinavisk. Jeg kunne fortælle ham, at det var det i hvert fald IKKE. I informationen fik jeg det opklaret: ungarsk.

Jeg har vist ikke omtalt, hvordan jeg bærer mig ad med at være så fint opdateret på blog'en. Har købt et internationalt sim-kort. Så via min telefon kan jeg komme på nettet hvor som helst der er telefondækning - og det er der stort set alle steder. Jeg har nu næsten ikke brugt det for på de schweiziske jugendherberge er der wi-fi - noget får man da for pengene. Det er heller ikke gratis med sim-kortet. 0,17 c = 1,50 kr pr. Mb. Og det er ikke helt til at styre, hvad windows bruger nettet til.

Nedgangen til Jugendherberg'et i Gersau		Nogle indonesere syntes jeg burde fotograferes

I dag har jeg 1000 højdemeter foran mig til Andermatt. I dag kan jeg nemlig følge en af de nationale cykelruter og de er udførligt beskrevet på nettet. Det bliver dog nok ikke stejlere end i går. Ved Brünig Pass står der 10% på kortet. (stejleste stykke). Ved dagens stigning ingenting. Men ved nøjere granskning af profilen ser det nu ud til at der kommer 3-4 km til sidst, hvor det stiger godt 10%.

Tja, det ser ud til at jeg slipper for det stykke. Har lige gransket ruten nærmere og på grund af reparationsarbejder er strækningen Göschenen - Andermatt spærret i opadgående retning. Hvor heldig kan man være? For en pris af 5 CHFR kan man få transport med tog eller bus.

Fra at have kørt i kanton OW - Oberwald - er jeg nu ved at sejle over søen - denne mangearmede søstjerne kaldet Vierwaldstädtter Søen, kommet ind i selve hjertet af Schweiz - Schwyz - ét af de 3 oprindelige områder. Og Gersau skulle være det inderste indre.

Det er om at komme af sted mens det endnu ikke regner. Jeg kunne ellers godt hav tænkt mig endnu en dusche i deres excellente bad. Kun ét minus, hvas man kan kalde det det. Da jeg stod i badet i går og var færdig, slukkede lyset netop som jeg slukkede vandet, som var det en kontakt. Det blev natsort. NU ingen panik - was ist gescheen? - og jeg nåede frem til, at der nok var en bevægelsesføler et sted. Trak forhænget til side og viftede med armen, og - bling - var der lys igen. Tror den var sat til 5 min hvis jeg kender mine egne badevaner godt nok. Smart ikke?

Kan man tænke sig en smukkere strækning end her langs søstjernesøens bred? Jeg tror det ikke. Det er lige før solen magter at sende et par stråler gennem skylaget og for at fuldende det hele virker meteret nu igen. Det r nu rart at vide, hvor langt man har kørt - og allermest: vide ca. hvad der er tilbage.

I Brunnen efter godt 10 km, er jeg ved at køre forkert. Der står Schwyz og Gotthard på skiltet. Vejen går mod truende bjerge. Hellere se på kortet. Nå sådan, jeg troede det var enden af søen, men den slår bare lige et knæk. Der er lidt riviera-stemning over det, her langs søpromenaden i Brunnen, hvor hoteller stræber opad og slås om pladsen med andre hoteller og cafeer. Nu går det opad til en hylde på bjergsiden. "Gefährliches strecke Brunnen-Flüelen", står der på et skilt, "Benutzen Sie Bahn oder Schiff". Det ser da ud til, at der er cykelsti? Jeg tænker, at jeg nok har oplevet det, der var værre, og fortsætter. Der er da også sti hele vejen, men mange steder er den tilsyneladende forbeholdt fodgængere, der nok er tusindvis af om sommeren, men nu - ikke en eneste. Stien fortsætter også gennem diverse tunneler. Det er helt hjemligt igen at befinde sig i dette infernalske støjhelvede som en tæt traffikeret biltunnel er. Og stien er bred her....

Et sted med egen tunnel...		Jernbanen i dybet

Da jeg kommer til Sisikon er jeg allerede i en ny kanton: Uri, en anden af de oprindelige 3. Vejen på bjergsiden har længe gået op, op ,op, på et tidspunkt kan jeg se jernbanen dybt under os. Mere var der ikke plads til langs bredden.

Endelig kommer nedkørslen. Ind i en tunnel. Det næsten som en gang i Japan. Der var der åbninger til det fri med mellemrum, så det var ligesom at køre med spøgelssestoget på bakken i gamle dage. Bøh - Bøh - Bøh. Her er der ingen der siger bøh, men det er bare om at bevare koncentrationen og holde cyklen på stien, der er ikke noget værn ud til vejen. Det er mageløst, vejen svinger ustandseligt og hele tiden må man være forberedt på, at der kan stå én på stien lidt fremme.

Men der er ingen og nu er jeg i Flüelen for enden af søen. Det er her dagsruten på Cykelvej 6 starter mod Andermatt. Klokken er 11.15 og det er stadig tørt.

I Altdorf dukker der en Aldi op. Det er tid til at proviantere. Jeg spørger lige en mand, om der er andre supermarkeder og han nævner nogle, men vi bliver enige om, at Aldi nok er det bedste. Der kan jeg få alt, siger han. Det gælder dog ikke disse pastasalater, jeg har købt til aftensmad tidligere. Må nøjes med en færdigret. De har haft mikroovn på de andre Jugenherbergen.... Og ellers har jeg jo brænder og gryde med.

Efter Altdorf, hvor Wilhelm Tell troner foran kirken, kommer en lang nedkørsel! I Erstfeld er der en stor jernbanestation, der efter størrelsen at dømme nok er sidste stop, før togene sydpå kører ind i deres tunnel under Skt. Gotthard og ned i Italien?

Motorvejen, der i morges befandt sig på den modsatte side af søen, er rykket tæt på. Nu løber den 50 m nede til højre for mig. Banen er stadig oppe til venstre. Koklokkerne ringler som en hel hoben svenske jernbaneoverskæringer nede til højre, toget kører netop nu ind i en tunnel 50 m over mig og så, SÅ går det opad. Stiger 1540 m på de næste 35 km, står der! Nu er der kun mig og de høje bjerge...

I det samme begynder modvinden. Det blæser ret kraftigt fra syd og vinden bringer varmen med sig. Det er mindst 20 gr. nu og det er sket inden for en time. Hjælmen er kommet af og kasketten på, for at skærme issen mod solen. Den er kommet delvis frem, men måtte for min skyld gerne blive væk netop nu. Jeg har det rigeligt med varme. En apfelstrudel og en tår vand gør godt.

I Gurtnellen kommer den første bænk, ganske vist i et busskur, men klokken er 14.15 og det er tid for frokost. Endnu 9 km til Göschenen og 14 til Andermatt, men de sidste 5 km, skal jeg jo nok med anden transport. 9 km er 1½ tim hvis det er stejlt. Stigningen har været meget svingende de sidste mange km. Den sidste km til Göschenen er stejl. Selv i næstmindste gear skal der TRÆDES. Og til sidst kommer et endnu stejlere stykke op til en rundkørsel.

Der har været flere advarsler, om at man ikke må cykle videre. Bustransport er overstreget, så det må være tog man skal med. Men på stationen er der INGEN hjælp at hente. Ikke et skilt, billetsælger eller noget. Jeg vader rundt og ringer på en klokke et sted. Intet sker. Der kommer et tog ind på den "forkerte side af stationen". Jeg spørger togmanden, hvad man gør? Købe billet i automaten, naturligvis, er jeg dum eller hvad? Det tror jeg nu ikke han siger, men han mener det. Jeg er ophidset, hvad fanden ligner det, at der ikke er ordentlig information! Jeg trykker mig frem til en billet i automaten, der koster 8,20 CHFR. På nettet stod der 5 CHFR. Jeg køber den forbandede billet - til ingen nytte, der er ingen der vil se den.

Det viser sig, at når der ikke står spor nr. på køreplanen for toget til Andermatt, er det fordi det er det, der holder på "den forkerte side". Det har åbenbart intet nummer. Heldigvis er der en pige, der snakker udmærket engelsk, der kan bekræfte, at det er det rigtige tog. Det tager kun 10 min, siger hun. Ellers er der vist ingen med.

Toget kører nærmest lodret op ad bjerget. Ind imellem kan jeg se vejens serpentiner. Hvordan et tog på almindelige skinner kan køre så stejlt opad, forstår jeg ikke. Det er betragteligt koldere da jeg kommer af i Andermatt. Det viser sig, at der er en anden cyklist, hvor han så end er kommet fra. En togmand er så venlig at gelejde os over sporet, hvor der står, at det er forbudt, for at vi ikke skal bære cyklerne ned i undergangen og op igen. Lidt service var der dog.

Et vigtigt skilt hvis man vil bevæge sig rundt i Alperne		På vej det sidste stykke til Hospental