Tirsdag 12.05.15
I dag kl. 14.28 er det 7 år siden jordskælvet i Sichuan indtraf. Her er der forhåbentlig mere roligt. Jeg sover i hvert fald til lidt over 7. Hører nogen pusle rundt. Inden jeg er kommet op, er alle ude af huset, bortset fra Elias, der har sat alarmen til kl. 9, så vi kan spise morgenmad sammen. Der er kaffe og brød stillet frem, så jeg tager et mindre forskud på måltidet og sætter mig til at skrive. Jeg er bagud.
Senere spiser vi sammen på terrassen og inden længe er Ursula hjemme igen og spørger, om jeg ikke vil blive til frokost? Jeg har ikke travlt, så hvis det ikke er til for meget besvær
?, men det er det slet ikke.Elias har i nogen tid trakteret et ikke helt stemt klaver, og jeg må jo tilstå også at kunne spille - hvis jeg lige får tid til at øve mig lidt - og det ikke er for svært. Ursula har noget vi kan spille sammen, og jeg øver mig, mens hun laver mad og Elias snakker i telefon.
Da vi skal spise, kan hun ikke forstå, hvor Philip bliver af. Hun er ude at se efter ham og ringer endda til skolen. Jo, han har været der. På et tidspunkt kommer der lyde ovenfra, og det viser sig, at han er kommet hjem for længst og bestemt mener, at moderen eller Elias har set ham.
Bagefter spiller vi dette stykke af en der vist hed John Cook. Har aldrig hørt navnet før. Det lyder helt hæderligt - når jeg selv skal sige det.
Efter en kop kaffe er det tid til afsked. Og har jeg nu husket det hele? Ja, jeg er helt sikker på, at jeg har fået alt med ned i kælderen, hvor cyklen står.
Så kører jeg ellers og når helt op til Goldau, før jeg synes, der mangler noget. Jakkerne! De må ligge i kælderen endnu. Så jeg får kørt to gange op til Goldau, før jeg kan tage bakken ned på den anden side. NU har jeg det hele.
Endnu en bakke og det går strygende nedad mod Lauerz, det er bare med at lade den trille med 50 km/t vil jeg tro. Belært af erfaringen bremser jeg noget af farten før svinget og ganske som man kunne forvente: der er både cyklistprøve for en skoleklasse og en bil, der holder ved et fodgængerfelt.
Via Schwyz når jeg frem til Brunnen og det er jo gammelkendt land. Her var jeg for 8 dage siden. I dag standser jeg i Flüelen, hvor der er en campingplads, vistnok den sidste før Andermatt. Handler endnu en gang i Aldi Altdorf, det er rart at være stedkendt.
På vejen mødte jeg to unge ungarere. De var kørt næsten op til Skt. Gotthard passet fra sydsiden, før de var blevet tvunget til at vende om, fordi der var sne på den anden side af passet. Så havde de måttet tage toget fra Airolo til Göschenen. Havde indtil videre tilbagelagt 1000 km og manglede 2000 før de ville være hjemme i Ungarn igen. De talte godt engelsk.
Aftensmaden bestod af en færdigret: Butter Chicken. Den var ikke ringe af 5 CHFR at være. Spiste af gryden og lavede bagefter min første opvask. Jeg har både opvaskemiddel, skuresvamp og viskestykke med. Der var varmt vand i køkkenafdelingen. Men et bad på 4 min koster 1 CHFR. Jeg venter til Hospental i morgen. NU må vi se om manden er kommet hjem fra Tyskland.
36 km
.