Oberalp... OG Lukmanier

Torsdag 14.05.15

Igen gik jeg tidligt til ro, 20.30 tror jeg. Der var ikke noget at sidde oppe for i kulden.

Dalen slutter mod vest i Realp, hvor vejen op til Furka-passet begynder, og Realp er en lille by. Så er der dalstrøget frem til Andermatt, hvor floden løber gennem en kløft ned til dalen mod Vierwaldstätter Søen. Det er Reuss floden, der løber ud af søen oppe i Luzern. Foruden Andermatt, Hospental og Realp er der kun Schweiz' mindste landsby, så hvad alle de biler laver ude på vejen er mig en gåde. Da jeg var oppe at kigge på klokken var den 5, og da havde de allerede kørt længe. Med mindre biltoget kører natten lang, giver det ingen mening. Men det gør det måske også?

Nu klokken 8 kommer de i en lind strøm. Om de kører i begge retninger, kan jeg ikke høre.

Min vært kom her ved 7.30-tiden og har siden været beskæftiget med kaffemaskinen. Der var en behilder, der åbenbart skulle tømmes, og da han først havde haft alt det under kaffemaskinen, der er skjult af et forhæng ude, kunne det ikke komme ind igen. Af hans udtale af Scheisse og blöd antager jeg, at han er tysker.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om han har købt brød til mig eller ej. Jeg nåede at drikke en kop cappucino af min egen inden han kom og spise en jogurt. Så siger jeg, at jeg nok hellere må se at komme af sted, og han spørger, om jeg ikke lige vil have en kop kaffe? Og hvis jeg så bare giver ham 20 CHFR er det i orden. Det takker jeg ja til. Egentlig havde jeg tænkt, at 10 som på sidste campingplads var passende, men 20 er ok. Vi bliver enige om, at det er en win-win situation.

Jeg kører ned til COOP i Andermatt. Der er lukket! Vi, en ung kvinde, der også var på vej derind, og jeg, bliver enige om at det er holiday - "auffarht". Scheisse - det havde jeg glemt. Jeg har resten af brødet og osten - efter at jeg havde spist to skiver henne på broen, og en dåse makrel i reserve - og masser af cappucino-pulver.

Tilbageblik mod Andermatt		Smukke blå bjergblomster

Begiver mig opad. Vejret er klaret op igen siden i går. Det er lidt køligt i luften, men varmen kommer indefra i rigeligt mål. Prøver at holde den på 6 km/t hele tiden. Så må jeg puste en del på de stejlere stykker og næsten ikke på de fladere. Men stigningen er nu meget jævn. Da jeg har passeret det sidste "switchback", som det hedder på engelsk, kan jeg gå et gear op til 8-9 km/t, før den sidste stigning, som skal bringe mig op til den usynlige sø.

Jeg sidder ved en lille rislende kilde - her er vidunderligt stille.

Det eneste der pletter denne formiddag er motorcyklerne. De kommer i hobetal, gerne 3-4 stykker i halen på hinanden. Nogle gange med 2-3 biler efter, der forsøger at følge trop. Men efter hvert træk er der da heldigvis en pause. De kører heller ikke alle sammen lige pænt udenom!

Før "fryseren" tager jeg lige trøjen på og 11.15 er jeg fuldt påklædt - dog minus regntøj denne gang - og klar til at køre ned.

Klokken er blevet hen ad 13 og jeg er startet på en ny opkørsel. Fra Disentis, hvor vejen sydpå går fra, skulle der først en sidste nedkørsel til før det gik opad - og det med det straks.

Oberalp - igen		Tilbageblik mod slugten

Det er en snæver slugt vejen skal op igennem og naturligvis er de stejleste stykker i de tunneler, jeg skal igennem. Men slid bliver ofte belønnet, vejen kommer op i en bredere smuk dal. Fra bunden klædt i lysegrønt og gult (mælkebøtter), længere oppe afløst af nåletræer i to mørkere grønne nuancer for at slutte med en mosaik af sort og hvidt på toppen. Det er mageløst!

Et sted holder nogle motorcyklister pause og ser hovedrystende på mig, den mest hovedrystende giver sig til at tælle mine tasker, da jeg passerer, og jeg får et "Respect!" med på vejen.

Er nu ved at have nået enden på denne dal, og jeg mangler godt 10 km, før jeg er oppe. Det ved jeg, fordi tælleren i morges havde bestemt sig for at virke igen, og det er jo herligt. Jeg skal snart have frokost, kan jeg mærke.

Her i enden af dalen kommer vandet ustandselig rislende ned fra venstre og forsvinder ind under vejen. Da der på en lang lige stigning kommer endnu et vandløb med en fin stensætning at sidde på, beslutter jeg, at det er tid til frokost. Klokken er 13.50, det er på høje tid.

Jeg er på 1625 m så jeg mangler kun 300 m i at være oppe. Skulle lige til at skrive, at nu har jeg kun én Ritter Sport og en dåse makrel tilbage, men jeg havde helt glemt en helt ny rulle kiks med choko-fyld. Jeg er reddet!

Dalen breder sig kort ud i en side dal fra venstre, og vejen slår en stor bue, hvor det flader ud til midterste klinge.

Så bliver vejen smal igen - kortvarigt bruser floden på højre side, hvorefter dalen igen breder sig ud mod en dæmning øverst oppe. Der mangler nu kun godt 100 m i højden.

Jeg står i skygge for den bagende sol i kanten af en overdækning, og en dejlig kølig brise blæser igennem.

Det var ikke alle der knoklede		Dæmningen for enden af dalen

Holder en ny pause ved en ny overdækning, sneen ligger i en højde på 4 m lige ved siden af mig. Det er hårdt her til sidst.

Efter to slyngninger på bjergsiden og 400 sidste stejle meter er jeg oppe over søen bag dæmningen. Nu går det lidt mindre stejlt videre.

Op gennem et km langt galleri. Toppen er faktisk inde i galleriet, så de sidste par hundrede meter går nedad i stigende tempo til man må bremse op ved Ospicio de Lucomagno. Jeg justerer højdemåleren til de 1920 m, der står på skiltet.

Jeg kommer til at snakke med en pige, der er kommet på cykel op fra den anden side. Spørger hende på tysk, om hun er kendt i området? Italiano or english! Og så fortsætter vi på engelsk. Desværre er hun ikke jendt i området, men hun kan da huske, at hun passerede Acqua Calda og at der var et skilt med camping. Men om den var åben ved hun ikke. Så snakker vi videre og på et tidspunkt slår vi over i svensk. Hun har boet 2 år i Sverige. Men dansk forstår hun ikke, pointerer hun, men jeg kan da gøre mig forståelig på svensk. Ønsker hinanden god videre færd. Hun triller tilbage, hvor hun kom fra, og jeg triller også - efter en række fra en Ritter Sport - den sidste.

I Acqua Calda er der ganske rigtigt en lille campingplads, men den er egentlig ikke åben endnu. Man er næsten færdig med at renovere bygningen, der står nogle varmeblæsere inde i toiletafdelingen.

Efter nogen parlamenterenn kan jeg godt få lov til at slå telt op, og efter yderligere nogen snak, kan jeg også få aftensmad der. 30 CHFR i alt. Det siger jeg ikke nej til!

Men de gør opmærksom på, at det bliver regn i nat. Ja, det ved jeg - desværre. Senere får jeg den ide, at jeg måske kan sove inde på gangen i toiletafdelingen, så kan jeg slå teltet sammen i aften og cyklen kan stå lige udenfor, hvor der er overdækket. Det synes chefen er ok.

Efter at et par mere er dukket op på pladsen, har han endda fundet et sted, hvor han lader døren stå ulåst. Så bliver jeg ikke generet af lyset, der tænder automatisk, hvis de andre skal på toilettet, samtidigt med at jeg selv bare skal åbne døren for at komme derud. Men det allerbedste: Middagen!

Floden der løb gennem campingpladsen		Et himmelsk måltid - og så er suppen endda spist

Det starter med en suppe: Gertze Suppe fra Graubünden. Man kunne ikke byde en cyklist, der har udstået de kvaler, jeg har i dag noget bedrre. Der er gods i den. Nogle pastaagtige gryn jeg har glemt hvad hedder på italiensk, tørret kød, tror jeg og diverse grøntsager og fløde. Det smager himmelsk. De beklager, at de ikke har noget brød, men det går glimrende. Så kommer der en salet og en ret med kylling, champignon, spinat med hvidløg og stegte kartofler. Altsammen tilberedt af én, der har haft hjertet med. Jeg har allerede bestilt en øl. Øl skal der til sådan et himmerigsmåltid.

Jeg klædte mig naturligvis pænt på til middagen, hvilket vil sige iførte mig mine ben, der har været af hele dagen og den t-shirt, der har ligget klar til højtidelige lejligheder.

Nu ligger jeg og glæder mig i teltet efter en kop af min gode cappucino og endnu en række Ritter Sport Fine Ekstra Dark.

På et tidspunkt inden jeg er faldet i søvn inde på gangen kommer det første tordenbrag. Det efterfølges af flere, men jeg falder i søvn....

59,58 km