Fra Åkirkeby til Åhus


  

   [HOME]

   Rejsebrev 1

   Rejsebrev 2

   Rejsebrev 3

   Rejsebrev 4

   Rejsebrev 5

   Rejsebrev 6

   Rejsebrev 7

   Rejsebrev 8

   Rejsebrev 9

   Rejsebrev 10

   Rejsebrev 11

   Rejsebrev 12

   Rejsebrev 13-14

Rejsebrev  1                                 12.04.04

Åkirkeby – Åhus

 

Kom som sædvanlig for sent af sted. Efter et lettere hidsigt ridt rullede jeg ombord som den næstsidste 3 min før afgang. Færgen var nærmest proppet til randen, men er man ikke bange for at sidde sammen med fremmede kan man altid finde et sted. Glemte sengetøjet til vandrehjemmet. Alt taget i betragtning er her forbløffende roligt, når man tager antallet af småbørnsfamilier og klapvogne i betragtning. Nogle familier med mindre børn har lejret sig på gulvet. Mange sidder på trapper og langs vægge. De ledige siddepladser er enkelte og spredte. Meget spredte. Man kunne let tvivle på at der virkelig ER et sæde til hver, som det annonceres i højttaleren. Kigger indenfor i ”traveller-shoppen”. Jeg har endnu aldrig været der. En kort rundtur overbeviser mig om, at det nok også bliver sidste gang.

Da jeg går på toilettet inden det store rush lige før ankomst, falder jeg i snak med en af mine tidligere elever, og da jeg når tilbage til min jakke, er den væk. En effektiv afrydder har indleveret den i receptionen og den bliver annonceret i det samme. Jeg får den tilbage og ruller lidt efter fra borde. Efter en kort proviantering finder jeg vej 19 nordpå. Der er en del trafik og den har ikke vigespor. Vejen bugter sig som en bølge gennem landskabet op og ned op og ned. Det er smukt. Inden længe støder jeg på et ubestemmeligt dødt dyr i vejsiden. Det minder om en odder, men efter nogen granskning på afstand, tror jeg det er en grævling. Ikke længe efter støder jeg på et helt skelet af noget, der mindst må have været et får og kort tid efter endnu et. Det virker ikke betryggende. Således belært om, hvordan det kan ende drejer jeg fra hovedvejen ved Tryde og kører ad Sverigesleden over Vanstad og Løvestad. Her er det som om vejen som et sjippetov er kastet i slyngninger ud over landskabet. Smukt. Og videre fremme gennem Andrarum mod Hörröd afløser den ene skovtype den anden. Ser blå anemone på vej gennem skovene. Nåleskov, små bøgeskovsbakker, birk og mindre og større vandløb bugter sig under vejen. Fortryllende. Vinden, der var i nordvest på Bornholm, holder sig her i Sverige i øst-nordøst, men er svag – heldigvis. Ikke ret langt fra Ystad ser jeg to gange rovfugle. Begge gange lange smalle vinger og en kløftet hale og en temmelig rødlig kropsfarve. Rød glente?

Efter Hörröd kommer det fantastiske syn da hele lavlandet og Hanöbukten pludselig breder sig ud foran én og det går nedad 2-3 km fra Linderöd åsens 150-170 m. I Degeberga spiser jeg en is. Vittsk viser sig at være den smukkeste herregård med voldgrav og tårne. Ikke så længe efter standser jeg og ser på en fodboldkamp. Efter at de gulstribede har scoret to gange, kan jeg se hvor det bærer hen og fortsætter.

I Åhus finder jeg vandrehjemmet, efter forgæves at have set efter vandrehjemsskilte og forgæves at have ledt efter sedlen med adressen ”falder” jeg nærmest over det.

Spiser på et pizzaria hvor tjeneren har været i Chile for nylig i Le Serena. Og kokken har kørt på motorcykel fra det sydligste Chile til Brasilien. Verden er nogen gange lille.

 

107.09 km

19.74 km/t

5:25:23 tim

39.5 km/t