Rejsebrev 7 18.04.04
Engure – Riga
Efter en dejlig nats lang søvn 22 – 7.30 kun afbrudt af løsslupne unge menneskers legen tagfat på gangen til og fra badet (jeg har mit eget) begiver jeg mig ud på sidste etape mod Riga. Ved det store vejkryds Kolka-Tukums/Riga-Jurmala-Talsi sidder en gammel morlil i en ældre Lada. Udenfor har hun opsat flettede kurve i alle størrelser fra vasketøjs størrelse til 2-3 skriver brød størrelse. De fleste med for en cyklist uhandlelige hanke. Jeg finder den mindste, der koster 1.5 lat. Det er vel billigt for ægte håndværk? Undervejs taler hun uafbrudt på lettisk og jeg på dansk. Da jeg overrækker hende de 1.5 lat, bryder hun ud i lange jeremiader, der lyder som: ”Tak gode herre, må De få et godt langt liv og mange børn og må himlen være Dem nådig”.
Der er modvind og det er blæst noget op, men solen skinner. Benene er lidt svage i dag, jeg kunne godt bruge en hviledag, men bare 60-70 km endnu. Endelig kommer jeg til et ”Kafejnika”, der er åbent. Jeg har passeret flere de sidste to dage, men endnu ikke været indenfor. Dette viser sig at være et cafeteria af danske dimensioner. Jeg bestiller kaffe og en kage. Bagefter ser jeg endnu én endnu lækrere, så det bliver til to. Ikke så lang tid efter dukker det første skilt med Jurmala op. Det ser ud til at være en vejby på 15-20 km’s længde. En kombineret cykel-og gangsti antyder civiliseret område og snart ses de første boligblokke på højre side af vejen. Et skilt fortæller om 13 km til info. Så følger km efter km med villaer på begge sider. Fra gamle faldefærdige rønner til nybygninger, der stadig er under opførelse. Zink-tage ser ud til at give status, et enkelt af kobber ser jeg også. Og tårne og spir giver åbenbart også status, men det er der åbenbart en gammel tradition for, for også mange gamle træhuse har sådanne.
De sidste 20-24 km er drøje. Først kommer der en bro over jernbanen, som jeg ikke tror kan være for cyklister, men der viser sig at være en kombineret fodgænger/cykelsti. Så kommer store åbne motorvejs lignende stykker, hvor jeg prøver at holde mig udenfor eller efterhånden PÅ den optrukne linje i siden, da der ikke er plads udenfor. Flere steder er der dybe huller ude il højre, man ikke skal falde ned i. Modvinden vokser, men endelig drejer vejen mod centrum til venstre, så vinden nu kommer skråt bagfra. På endnu en vej over en jernbane er der et fortov, jeg kører på, men der er over ½ m ned til vejbanen, så det er om at holde tungen lige i munden. Midt på broen kommer der en kastevind fra siden, og jeg slingrer faretruende nær afgrunden. Endelig kører jeg over broen til det gamle Riga og skal nu bare finde en turistinfo om bustider på fredag.
 |
 |
|
| Broen over floden til det gamle Riga | Det gamle Riga set fra broen over floden |
Jeg kører lidt på udkig efter det ønskede. Der er ingen turistinfo, men min 6. Sans bringer mig hurtigt til busstationen, hvor de er meget hjælpsomme. Problemet er cyklen. Som jeg forstår det, er det chaufførens afgørelse om den kan komme med, og det kan afhænge af, hvor mange passagerer og bagage, der er i øvrigt. Under alle omstændigheder går bussen til Klaipeda, som jeg skal tage (og stå af i Liepāja) fredag morgen kl. 8.20 fra terminal 2. Med denne besked kører jeg ud for at finde Palmu Iela 18 3. Det lykkes uden problemer, blot har jeg svært ved at se hvor nr. 18 er, bortset fra et værtshus. Da jeg har været en tur bag om blokken, og har tænkt mig at sætte mig ind og få en øl til klokken bliver 17.00, er der en mand, der ser på mig, som om han kendte mig og tydeligt siger: ”Steen?”. Det er min ”kontaktperson”. Han viser mig hvordan man kommer ind (med kode) og hvordan det indviklede nøglesystem virker. Der er 3 låse. En ældre herre i frakke og alpehue, som man ikke længere finder mange af i Danmark, men som der var ti-tusind vis af tidligere. Han virker meget bekendt. Kunne have været min farfar for 40 år siden.
Senere da jeg har sundet mig lidt, går jeg ud for at finde et sted at spise, på udkig efter et jeg har fået peget ud. Finder det. Det er sådan et, hvor man køber maden efter vægt. Man sammensætter måltidet selv og betaler efter vægt af de enkelte dele. Da de snakker lidt engelsk, spørger jeg, hvor man kan købe telefonkort, da alle telefonbokse – og dem er der mange af – er til kort. Det har de sør’me også her – jeg får et til 2 lat = 20 kr.
89.55 km
16.76 km/t
5:20:28 tim
31.2 km/t