Rejsebrev 10 21.04.04
Riga – Sigulda – Riga
Jeg fik ikke undersøgt togtiderne til Sigulda i går – dumt. Men her til morgen kommer jeg til at tænke på, at der vel ikke kan være længere, end at jeg kan cykle? Der ser ud til at være 50 km, men uden så megen oppakning går det vel? Og så kan jeg måske tage toget tilbage? Det er ”min egen hovedgade” Brivibas Bulvaris, jeg bare skal fortsætte ud af. Efter en del kilometer dels på vejen dels på fortov/cykelsti bliver det endelig til en tosporet vej med asfalterede vigespor. Og så går det derudaf! De sidste 5 km er vigesporet nu ikke asfalteret, så endnu engang tænker jeg, at jeg burde investere i et sidespejl, så jeg kunne blive på asfalten og kun trække ud, når der kommer nogen bagfra. Nu er trafikken tyndet kraftigt ud. Kl. 12.00 har jeg allerede siddet på et ”konditoreja” i Sigulda og drukket kaffe og spist en slags romkugle.
Vejret, der har set lidt blandet ud, begynder at vise sig fra sin mindre behagelige side, men det bliver aldrig til andet end let regn, og så holder det op igen. Jeg bemærker kun hver gang det begynder igen. Det bliver en helt igennem uforglemmelig dag i Sigulda. Der er en turistinfo, hvor jeg køber et kort og spørger, hvad der er at se. Det bliver en længere snak, da jeg også skal høre om mulighederne, for at tage toget tilbage med min cykel. Jeg får en lille seddel med togtiderne, dem er de vant til at levere. Så går det ellers nedad, 11% proklamerer skiltet. I dette forholdsvis flade landskab har floden gennem årtusinderne skåret sig ned med alt, hvad deraf følger. Oppe på toppen på den anden bred befinder det lokale Hammershus sig. Som der vist er tradition for det her, har man pyntet lidt på efterladenskaberne, men alt er holdt i den rigtige stil. Hovedtårnet er således bygget op til oprindelig højde og forsynet med stokværk. Øverst bliver jeg bedt om at tage et billede af et ungt par, og det viser sig, at han kan mere engelsk end bare til husbehov. Han sejler som steward, så vi kommer hurtigt lidt rundt i verden. Før det skulle jeg fotografere en bror og hans dejlige søster ved den store hule. De var begge hjemme på ferie fra henholdsvis London og Irland.
 |
 |
|
| Borgruin ved floden, den øverste del af tårnet er nybygget | Utrolige eksemplarer (blomster) af snylteplanten Skælrod |
Efter besøget på borgen kører jeg ned med susende fart og op igen til Sigulda, hvor jeg får Sołjanka med brød og en øl. Bagefter tager jeg udsigtspunkterne ét for ét og ender med at køre stejlt nedad en sandet hulvej, der får mig til at mindes Bolivia. Jeg ser djævelens hule og følger så en lille sti langs floden. Den er sporadisk afmærket med et lille skilt med en cykel. Der står ikke noget om MTB, men jeg ville nødig køre her på en almindelig cykel. Jeg ser bobslæde banen nedefra og må passere adskillige meter sne som endnu ligger her på slalombanen efter vinteren. Omsider når jeg frem til broen over floden og må endnu en gang okse mig op ad de 11%.
I mellemtiden har jeg fået den tanke, at jeg ikke behøver at køre med toget helt til hovedbanegården i Riga for så bagefter at skulle køre ud til mig selv. Det giver pigerne i informationen noget at arbejde med. De leder forgæves efter Palmu Iela på Riga kortet, men da jeg har udpeget den for dem, viser det sig, at der er en station lige ved. Jeg skal så med 17.18 som holder ved alle stationer, men det er netop det, jeg har satset på. Nu skulle der være tid til pandekager og en kop kaffe, der hvor jeg spiste frokost. Da jeg købte billet var jeg lige ude for at orientere mig, og der er ét uafklaret spørgsmål: skal jeg være på spor 1 eller spor 2? Da jeg når frem til stationen bliver alle spørgsmål fejet af bordet, da 17.18 allerede holder og venter. Det kører åbenbart her fra. Der er lige tid til at fare over sporet foran toget. Lokoføreren peger på sit ur, de kører nu, men venter venligst til jeg er kommet ind. Mit ur er åbenbart 2 min bagefter, man skal virkelig være omhyggelig med tiden! (Når man altid er i sidste øjeblik)
 |
 |
|
| Der lå stadig sne på skibakken | Toget der fragtede mig tilbage til Riga |
Det bliver en hyggelig bumletur tilbage til hovedstaden. Vi skal passere et åbent område med en sø, så kommer Jugla og næste gang ved Čiekurkalns skal jeg af, klokken 18.16. Toget afgik præcist, så mon ikke også ankomst tidspunktet passer? Jeg prøver at spørge togmanden, hvad side jeg skal stå af i, det er jo meget rart at vide, om man skal bakke ud eller gå fremad. Enten svarer han, at det er lige meget (hvad der ikke kan passe for dørene åbner altid kun i den ene side) eller også forstår han ikke, hvad jeg mener. Eller også siger han, at det vil vise sig (hvad der formodentlig heller ikke kan passe, med mindre han er ny på ruten eller aldrig har set, hvad der foregår omkring ham).
Efter al denne cyklen, øl og kaffe føler jeg mig godt tørstig. Godt at jeg har en stor kold øl i køleskabet, som alligevel skal drikkes. Så, nu er der en sø – det var vist kun en mindre, men jeg må hellere holde øje. Ganske vist siger han i højttaleren, hvor vi er, men det er som overalt: man skal vide, hvad der bliver sagt for at forstå det.
Det viser sig, at jeg skal af i venstre side, så jeg skal bakke ud og ned ad de stejle trin. Det lykkes mig at få svinet mine ellers temmelig rene bukser til. Da jeg står på jorden skal jeg skynde mig at flå kameraet frem, for at få et billede af toget, inden det er væk. Resultatet er, at cyklen skrider fra mig p.g.a. den store vægt i styrtasken og dagbogen ryger på jorden, mens div. Papirer i den spredes langs banen. Bukserne svines selvfølgelig endnu mere til.
Jeg finder hurtigt hjem og beslutter mig for at opspore en lettisk restaurant i nabolaget her den sidste aften i storbyen. Selv om jeg gør mig de største anstrengelser lykkes det ikke. Eller rettere: da jeg endelig finder forsiden på det shoppingcenter, som en pige har vist mig hen til, og hvor hun ved, at der i hvert fald er en italiensk restaurant, men hun har kun boet her i 3 måneder så…. Og jeg to gange har spurgt nogen om de kan lidt engelsk og de har svaret benægtende, tager jeg til takke med den italienske, da den vender ud mod indgangen, hvor min cykel står. Priserne er til gengæld anderledes end ”derhjemme”. Alene pizza’en (sicilianne – min foretrukne) koster lige så meget som middag + øl plejer, men så er det jo godt, at man ikke behøver at tænke på prisen. Til gengæld kan man få rigtig cappucino. Den koster næsten 8.00 kr!
Jeg troede faktisk ikke at man havde returflaskesystem andre steder end i Danmark, men jeg har flere gange set nogle gå og rode i skraldespande og mens jeg sidder her, kommer der en sølle udseende person og roder 4 flasker op af en affaldsspand udenfor.
87.99 km
19.22 km/t
4:34:33 tim
57.1 km/t