Rejsebrev 4 15.04.04
Pāvilosta – Ventspils
Får gjort et nødvendigt indkøb inden den videre færd. Et lille stykke pølse, et stykke ost og 2 kager. 0.86 lat mindre end en ti’er.
Blomstrende følfod langs vejkanten, små grå gårde, nybyggede sommerboliger, en enkelt ældre russisk bygget lastbil, der hoster sig frem sydover med en last tømmer, men mest spredte nyere vesteuropæiske biler. En punkteret lastbil står forladt i vejkanten et sted. Strålende om end lidt bleg sol og den lappede asfalt fra i går er blevet afløst af fin ny grovkornet belægning. En frisk vind i ryggen gør dagen perfekt. Vandet ses ikke langt borte, når det ikke skjules af fyrreskov.
I udkanten af Jūrkalne, hvor der er en ”Vejkals”, en forretning, ser jeg den første benzintank siden Liepaja. Benzinen ser ud til at koste godt 4 kr/l. Passerer en vindmølle. I går så jeg en tysk-produceret mølle og ifølge tommelfingerreglen fra min ven fra færgen, burde denne være dansk p.g.a. det lange slanke møllehus. Navnet ”Nordex” siger mig nu ikke noget. Lærkerne slår deres triller og temperaturen er ca. 8°. Efter Užaua må jeg tage en beslutning. Skal jeg fortsætte på hovedvejen eller tage en grusvej over en by, der hedder Cirpstene? Der står 15 km. Jeg vælger grusvejen. Jeg skal vel se Letland. Husene har ikke numre men navne. Om det er familiernes ved jeg ikke. Citronsommerfuglene er fremme som de var det i Danmark før jeg rejste.
Undervejs finder jeg et åbent sted med sol og en del bunker af mindre stammer, som ligger til senere afhentning. Her spiser jeg frokost. Først høres kun vindens susen, men så dukker lyden af en lastbil eller traktor, der kæmper sig vej, op. Først kommer dog to ungersvende, siden traktoren med sit læs. Da jeg netop er færdig med frokosten passerer den første bil, jeg har mødt på denne vej. Jeg når lige at kaste madvarerne i deres respektive poser, før støvskyen omslutter mig. Siden passeres jeg af endnu en bil, før asfalten begynder.
 |
 |
|
| Nogle steder var vejen asfalteret - andre ikke | Fra havnen i Ventspils |
Kommer frem til Ventspils, der ser lidt uoverskuelig ud. Kører mod havnefronten, så langs den indtil der dukker skilte op med engelsk tekst: ”Tourist Office”. Jeg får udpeget ”Rubini” på kortet. Finder det. Hun kender ikke til nogen booking, og det er jo udenfor sæsonen, men de har da ét værelse, som ikke er under renovering. De ejer nu hele huset – fik det tilbage af staten ved den russiske epokes ophør. Nu er det et familieforetagende med computershop i bunden, nogle værelser ovenpå og andre over gården. Jeg skal lige se, hvordan det hele så ud før de begyndte på renoveringen. Der er en trappeopgang, der ser hæslig ud – hvem der bor deroppe forlyder det ikke noget om. Jeg er snart præsenteret for hele familien inkl. Hunden.
Efter jeg har etableret mig tager jeg cyklen tilbage til turistbureauet for at få udpeget nogle gode, rimelige spisesteder. Efter en tur ud til det yderste af molen m.m. beslutter jeg mig for restauranten ”Liuonija” på Kuldigas Iela, hovedgaden.
I går fik jeg en typisk lettisk suppe med navnet SoĻaulear. I dag får jeg at vide, at den egentlig er russisk. Jeg er sulten og beslutter at begynde med en suppe. ”Harčo” viser sig at være fremragende – lige min smag. Med lam, ris, gulerødder og diverse krydderier, der gør den stærk og velsmagende – den bedste suppe jeg kan mindes at have fået. Bagefter vælger jeg en mærkelig ret: lam i solbær: ”Jēra gaja ar upenēm”. Den viser sig at være vidunderlig. My compliments to the cook!! Dette er foreløbig rejsens kulinariske højdepunkt. Jeg beslutter mig for is med nødder og æggelikør til dessert. Isen viser sig selvfølgelig at være min foretrukne: chokoladeis. Nødderne er jordnødder. Alt i alt det bedste måltid, jeg kan erindre at have fået på en restaurant. Nu mangler jeg bare én cappucino, men bare rolig – de har den. Selv toilettet er uovertruffent.
103.89 km
17.95 km/t
5:47:15 tim
34.9 km/t