Rejsebrev 11 22.04.04
Riga – Riga – Liepaja (bus)
Omslaget i vejret holder ved. Det har regnet I nat, men er her til morgen bare gråt. Bruger noget tid på gulvvask m.m.
Tager en tur til museet igen for at spørge, om der findes nogle arkiver lignende Stasi’s. Da de endelig forstår, hvad jeg mener, er svaret dels, at noget findes i Moskva og er udenfor rækkevidde. Det der findes i Letland, har man valgt at holde lukkede for husfredens skyld (mit udtryk – ikke deres). Men det bliver stadig disskuteret. Det er koldt, så jeg begiver mig hurtigt hjemad og tager billeder på vejen.
Efter at have pakket færdigt og gjort yderligere rent, går jeg hen for at købe et brød og to kager. Venter på min kontaktmand, der som ventet kommer 15 min før aftalt tid, så vi har lidt tid til at snakke.
Kommer af sted 16.05 og er ved busstationen ca.16.30. Der er tilsyneladende masser af mennesker, der skal til Liepaja fra platform 3. Da de alle er steget ind kommer chaufføren ud og fortæller mig et eller andet. Han har netop peget på tidstabellen, at vi først er der 21.43. Det er der jo så ikke noget at gøre ved. Heldigvis er der en engelsktalende dame, der forklarer, at der kommer en bus mere senere, som allerede vil være der ved 20-tiden. Det er den ekspresbus, jeg havde tænkt mig, jeg skulle med. En mand blander sig i samtalen, han kan også lidt engelsk. Et kort øjeblik tror jeg, han er chaufføren på den kommende bus, da han siger: ”I’m driving the bus”, men hvorfor skulle han så stå her. Meningen er nok, at han også kører med den bus. Han har været fisker på en engelsk kutter og de anløb Thyborøn, hvor de lossede fisken. Det er ikke lige et navn, der ligger godt i et lettes mund, så det varer noget, før jeg forstår det. Da bussen kommer siger de til chaufføren, at der er en, der skal have en cykel med (cykel = velocipied) og selv om de snakker lettisk, forstår jeg, at han siger: ”Hvorfor tager han så ikke bare og cykler dertil?” – og griner. Jeg får mit eget bagagerum, hvor både cykel og tasker kan være. Den pris jeg har fået oplyst i informationen passer ikke. Passagerprisen er kun 3.20 lat (mod 3.30) mens cyklen m.m. er 18% i stedet for 10%. Det er vist mindre end et gråt klip koster derhjemme for en tur på 3 tim.
Da jeg kommer op i bussen, er der et ledigt sæde næsten forrest, og inden jeg har fået fumlet mig ind ved vinduet, kommer der en ung mand og spørger, om han må sidde ved siden af mig? Han studerer materiale fysik ved universitetet i Riga på 2. År. Vi får tiden til at gå med at snakke om det ene og det andet, så turen føles ikke lang. Det er som ventet ikke en vej, jeg kunne have tænkt mig at cykle på – kun et spor i hver retning og en del tung trafik. Han tager hjem hver anden uge. Vi udveksler e-mail adresser og han forærer mig en lille (meget lille) mursten, som de har lavet i forbindelse med en øvelse på universitetet. Det undrer mig lidt, at der ikke er ret mange letter, der har fornemmelse af, hvordan Danmark ser ud på et kort. Han var ti år ved overgangen til uafhængighed og har ikke rigtig nogen erindring om, hvordan det var før. Det har altså ikke sat sig som uudslettelige spor i børnehøjde. Han har spurgt, hvor jeg skal bo, og jeg har udpeget gaden, hvor der skulle ligge et billigt hotel. Ja, for hans bror arbejder på et hotel ”Amritsa”, der kunne jeg jo også bo? Jeg sider, at så vidt jeg husker, er det temmelig dyrt. Senere ringer hans mobil (han har den diskret på lydløs, men generelt er mobilplagen ligeså stor her som i Danmark). Det var hans bror og han benyttede lejligheden til at spørge, hvad de skulle have for et enkeltværelse: 40 lat. Han virker selv lettere chokeret. Hvad koster mit? Mindre end 10.
Vi når frem, og jeg tager afsked med min nye ven og finder uden det store besvær frem til mit hotel ”Jura”. Pigen i receptionen er ved at slå knuder på sig selv over ikke at kunne så meget engelsk. Hun er sød, og jeg opmuntrer hende, at det slet ikke er så dårligt. Jo, der er lige ét værelse, jeg kan få. Det viser sig at være et værelse med 3 senge + en dagligstue med 2 sofaer og TV. Hele herligheden for et enkeltværelses pris: 8 lat. Så er det ganske vist uden morgenmad, som man kan få i caféen lige om hjørnet for 1,5 lat. Hvornår jeg vil have morgenmad? Kl. 8 foreslår jeg. De er ikke så glade for at det er for tidligt i caféen, nå, så kl. 9.00? Det er i orden.
Jeg får travlt med at komme tilbage til byen for at spise. Hun peger ét sted ud for mig på kortet. Jeg finder et andet, men her bagefter er jeg sikker på, det var det hun mente, men blot udpegede forkert. Det er et hyggeligt sted af cafeteria typen. Da jeg kommer ud, står der to betjente og venter på mig. De vil bare gøre mig opmærksom på, at jeg burde have låst cyklen fast til rækværket, når jeg nu har en ekstra lås til det. Jeg bliver lidt stødt, jeg har jo siddet og kunnet holde øje med cyklen, hvor mistænksom skal man være? Efterfølgende mener jeg, de har ret, der er ingen grund til at udfordre skæbnen. Hvorfor ikke være på den sikre side? Jeg får sat lys på cyklen og kører tilbage og får cyklen anbragt i et rengøringsrum, der efter lidt flytteri er som skabt til formålet.
Der er en hel del forskellige kanaler bl.a. Eurosport og nogle tyske. Jeg fanges af en film med Dennis Hopper. Det starter med noget med nogle bomber i en elevatorskakt. Senere bliver det noget med en bombe i en bus, der ikke må standse. Den del har jeg set før. Ikke at jeg kan huske, hvordan det går, men jeg er dødtræt og gider ikke se resten.
Jeg syntes også nok håndklædet var lidt lille. Da jeg skal gå i seng, får jeg øje på badehåndklædet, der ligger draperet som en sol midt på sengen. Det er LIDT større.
33.32 km
13.27 km/t
2:30:35 tim
31.5 km/t