Rejsebrev 9 20.04.04
Riga – Riga
Til morgen prøver jeg mit første indenlandske telefonopkald for at give besked om, hvornår jeg agter mig herfra, men der er gentagne gange optaget. Tager bussen mod centrum, det koster 0.20 lat. Der er også en sporvogn, men jeg er ikke sikker på, hvor den kører hen. Vil på museet for okkupationen, der åbner kl. 11.00. Det er en Skoda trolleybus, en trivelig dame kommer og billetterer. Hun har sit eget sæde, og da en ældre dame har sat sig der, bliver hun pænt bedt om at flytte sig. Jeg undrer mig et øjeblik, indtil jeg ser, at det står med store bogstaver på ruden.
Jeg er næsten 3 timer på museet. Da jeg kommer ud er det strålende sol og varmt. Tager bussen tilbage, da den tager en uventet drejning hopper jeg af første gang. Der er ikke så langt igen. Længere fremme dukker bussen op igen og fortsætter ud ad ”min gade”, så jeg kunne godt være blevet siddende.
Spiser frokost og tager af sted igen. En længere rundtur ud i yderdistrikterne. Målet er bl.a. Maskavas Forstāte, der skulle være noget særligt. Særlig charmerende er de gamle træhuse nu ikke. De fleste ligner noget, der trænger til at blive revet ned. Hvad ser man med tilknytning til Danmark herovre? ”Jysk” havde en kæmpereklame på et ”citymarket” og Nordea har også været repræsenteret flere steder. Og så snakkede jeg et sted med en fyr, der var ansat i et dansk foretagende: Velux. Er ovre på den anden side af floden af én bro og kører lidt rundt i det, der hedder ”Āgenskalus”, mere charmerende end Moskvas Forstæder. Kører hjem af en anden bro.
Tre historier om Karlsson på taget | Det store russiske mindretal gør sig bemærket |
Er udmattet da jeg kommer hjem. Lige en kop med det lokale cappucinopulver og så hen for at spise. Prøver en af kylling retterne i dag. Den er god. Desserten er noget i retning af ristede rugbrødskrummer lagvis med blåbærsyltetøj og flødeskum på toppen. Kunne godt være lidt mere sødt. Føler mig stegt i hovedet af solen. Falder som de foregående aftner i søvn næsten øjeblikkeligt.
34.38 km
12.63 km/t
2:43:12
30.9 km/t