Rejsebrev 12 23.04.04
Liepāja – Liepāja
Jeg sover dejligt . Får ført dagbogen ajour inden morgenmaden. Kl. 9.00 finder jeg rundt om hjørnet. Der er åbent og dækket op til 2. Jeg sætter mig og begynder… Lidt efter kommer ”den tavse mand”. Jeg bedømmer ham til at være finne. Han spurgte på engelsk i går, hvornår der var morgenmad. Jeg overvejer, om jeg skal indlede en samtale, men bliver enig med mig selv om, at han hellere må gøre det, hvis han vil. Så vi sidder dér tavse og spiser. Jeg helliger mig dagbogen. Så går han uden at betale. Jeg benytter lejligheden til at spise resten af kommensrugbrødet med ost. Betaler min del og gør det forståeligt, at jeg ikke er sammen med ham.
Jeg træffer aftale med pigen i receptionen, som er vendt tilbage, om at min bagage kan blive stående i receptionen indtil aften kl. 18. Begiver mig af sted lidt på må og få for at lokalisere færgehavnen i forhold til mit hotel. Kører så til en turistinfo i centrum. Efter rådslagning med pigen der beslutter jeg mig for at starte med en tur, der er beskrevet i min nyerhvervede Travel Guide 2004 Liepāja. De kalder den Between the Sea and Lake. Det begynder godt, man skal bare følge sporvognsskinnerne så langt man kan sydpå og så fortsætte indtil man kommer ud af byen. Så til venstre ad en grusvej indtil søen. Da vejen deler sig, tager jeg instinktivt den venstre, da det er den mest direkte mod søen. Efter at have passeret to sæt glubende ulvehunde, der heldigvis er lænkede, ender jeg i sump og ingenting. Tilbage igen. Atter forbi uhyrerne. Denne gang går det bedre, jeg ender ude ved søen og vejen drejer til højre som beskrevet. Det er en dejlig vej. Mange fugle. Vidunderlig fred bortset fra et ægtepar i en bil. Hun går tilsyneladende tur med et tomt kvælerhalsbånd, hvad der bekymrer mig noget. Hvor er vilddyret? Han gør bilen ren her ude i naturen, det billige skidt. Kommer frem til pumpestationen som beskrevet. Hvad de har glemt at skrive er, at porten kan være låst. Jeg kommer fra søsiden og hegnet er højere end mig selv. Et hurtigt overblik afslører, at der er et andet hegn til nogle bygninger ved siden af og derfra er lågen åben ud til vejen. Der er også en låge, der kan åbnes, det eneste problem er, at jeg allerede for længst har hidkaldt en hund, der residerer på den anden side af lågen. Den er ganske vist ikke helt så stor, som den der sidst satte tænderne i min ankel, men skal jeg ligefrem frivilligt stikke foden i ”løvens gab”? Efter jeg har overvejet situationen i nogen tid og vi vedblivende har stirret på hinanden, holder den op med at gø og kommer til at se helt menneskelig ud. Efter endnu en overvejelse åbner jeg forsigtigt lågen. Den lader mig gøre det. Jeg trækker cyklen ind. Vi står og kigger lidt på hinanden. Så begynder jeg langsomt at gå mod den frelsende vej. Den begynder at gø og følger mig på passende afstand ud gennem den anden låge. Jeg er frelst – for denne gang.
 |
 |
|
| Et kig ud i fuglereservatet | En "ikke-så-agressiv" vagthund |
Jeg tager nu den direkte vej til hovedvejen og begiver mig sydpå. Efter et godt stykke tid, kommer jeg til skiltet, der viser ned mod Jūrmalciems, et fiskerleje jeg har bestemt skal være det sydligste punkt på turen. Det er en grusvej på 7 km. Undervejs kommer jeg til en afvisning til Kalus. Kalus betyder bjerg. Det er Letlands højeste klitter. Med englænderens begejstrede beskrivelse af noget nede i Litauen, hvor han sagde, at det var som at være i Sahara, tænker jeg at dette måske er noget lignende. Lidt efter sidder jeg og spiser frokost på en klit på 2-3 meters højde. Der er i det mindste ingen hunde. Da jeg kommer tilbage til vejen har jeg ikke kørt mange hundrede meter, før nogle ikke bundne hunde lidt forsinket observerer mig. De optager forfølgelsen og den mest ihærdige er ikke så stor, men den lyder ikke rar og den haler vedholdende ind på mig indtil den kun er ½ meter bag. I de afgørende øjeblikke forstyrres den heldigvis af en bagfra kommende bil og opgiver. Jeg er endnu engang reddet. Ved Jūrmalciems , som ikke er det idylliske fiskeleje jeg havde forestillet mig, bliver jeg modtaget af en lavbenet køter, som en gammel dame halvhjertet forsøger at kalde til orden. Det er helt tydeligt, det kun er for et syns skyld. Den får lov til at rende i haserne på mig først ned ad den ene lille vej, så ad den anden. Det lykkes ikke, at finde én, der går helt ned til vandet. Da jeg ikke har lyst til at møde den forrige hund igen fortsætter jeg, da vejen skulle føre ud til hovedvejen igen. Endnu en gang får jeg to mindre uhyrer halsende efter mig, men undslipper dem uden mén. Men nu er jeg efterhånden træt af legen og vil bare hjem. Vejen deler sig flere gange, og jeg når undervejs at blive alvorligt bange for, hvor jeg ender. Men endelig dukker den dejlige asfaltvej op, og jeg sætter fart nordpå. Efter mange begivenhedsløse kilometer når jeg frem, men kan så først ikke finde det marked, jeg havde set på om morgenen og inden jeg finder det, er dem jeg ville have købt hos gået hjem. Alt i alt en helvedes dag, der kunne have været brugt bedre. Eneste lyspunkt er at da jeg går ind for at spise samme sted som i går, har de én af den slags desserter med rugbrød som jeg har fået før. Så tilbage til hotellet og hente bagagen og af sted til færgen, hvor jeg kommer hurtigt ombord.
Da jeg har fået sat mig med min middag kommer en dame og spørger, om hun må sætte sig overfor og jeg slår indbydende ud med armen. I det samme passerer en dansk chauffør, som også var med sidst, og vi udveksler bemærkninger bl.a. må jeg lige vise ham sporene i min ankel. Da damen har hørt at jeg er dansk begynder hun at snakke. Hun er svensk og laver ind imellem noget frivilligt arbejde på børnehjem i Letland. Hun får dog rejsen betalt. Det er ikke fordi, det ikke er interessant og jeg gør da også mit til at øge hendes talestrøm med spørgsmål, så jeg kommer håbløst bagud med dagbogen. Hvis jeg synes, der var fattigt på landet her omkring Liēpaja – hvad jeg synes – så skulle jeg bare se i Litauen! Og hvis jeg har set det, så skal jeg bare se i Hvide Rusland!! Denne bemærkning er blevet hængende i hukommelsen siden.
Da jeg senere får lagt mig bag de bageste sæder i flystols kabinen, går der ikke længe, før et ungt lettisk (tror jeg) par kommer ind og sætter sig, og hun giver sig til at snakke, mens han undvigende brummer lidt. Efter at have ventet tålmodigt i 10-15 min, må jeg nede fra dybet højt og tydeligt med høfligste tonefald i en pause sige: Do you mind stop talking? Hvorpå der bliver tyst nok til at jeg falder i søvn.
110.35 km
18.04 km/t
6:06:48 tim
36.4 km/t