20.07.17
I supermarkedet spurgte jeg, hvem der tog sig af campingpladsen, da jeg ikke kunne finde nogen. De kommer i løbet af aftenen, var svaret.
Det gjorde de også, men aldrig til mig. Det erfarede jeg først om morgenen, da der var én der spurgte, hvordan man startede bruseren. Han havde betalt og fået sådan et kort, der skulle sættes i en automat. Det virkede bare ikke.
Så jeg fik heller ikke noget bad, men betalte heller ikke for det.
Allerede kl.8 ruller jeg op på vejen, blot for at konstatere, at supermarkedet ikke åbner kl.8, som jeg mente, men først kl.9. Så der er ingen fisk til frokost i dag.
Der står to blaffere allerede, og da jeg ser nærmere på dem, genkender jeg dem. Det var dem fra Varmahlið, der gav mig ideen til min müsligrød. De spiste havregrød, de selv satte div. ting til. Bare på vand? spurgte jeg. Ja. Så tænkte jeg, det må kunne gøres med müsli, og når de nu har Brugsens den bedste i supermarkedet, den i den karmosinrøde pose, så købte jeg den, og det smager fremragende og lægger en god bund.
Der var en anelse sol, da jeg startede, men der lå tunge skyer ude over halvøen, jeg skal ud på, men nu kl.11 er det, som om solen skubber dem væk. En pæn dag med kun lidt vind - imod. Der er desværre 50 km grusvej på programmet i dag.
 |
| Fin grusvej - til en begyndelse |
Jeg kører vel 15 km før gruset begynder. "Malbik endar", står der på islandsk. Det begynder godt. Fin vej. Før 12 har jeg kørt de første 40 km og spiser for anden gang. Vinden tager til, og vejen bølger op og ned lge som i går. Det er anstrengende.
Da jeg på et tidspunkt kommer op over en bakkekam, ser jeg som et fatamorgana: Den hvide by. Det må utvivlsomt være etapemålet Stykkisholmur, der rammes af solen og ligger der og stråler. Hvordan kan den være så tæt på? Der er jo 40 km tilbage.
Men sådan er det desværre. Dér -7-8 km over vandet - skal jeg hen, men vejen bevæger sig i modsat retning ind i en bugt og tilbage igen. Jeg kommer lige op til et udsigtspunkt og synet er der endnu, men inden jeg får kameraet frem, er solen forsvundet og byen blevet grå. Men heldigvis har jeg det stadig inden i
.
 |
 |
|
| En længe savnet pause | Den "hvide by" er netop forsvundet |
Samtidig med at vejen drejer, bliver den dårlig. Elendig faktisk, samtidig med at den stiger og falder.
Det er en sej strækning, men omsider.... Efter 78 km når jeg frem til asfaltvejen til Stykkisholmur netop som to cyklister kommer fra venstre. Jeg falder simpelthen ind bag dem. Det er et hollandsk par.
 |
 |
|
| Dårlig vej - ser bedre ud end den var | Og nu kører jeg officielt ind i Snæfellsnes |
Det er lige det boost, jeg har brug for. I løbet af nul komma fem, har vi kørt de 10 km til byen og ender med at dreje ind på campingpladsen sammen.
Jeg er fuldstændig færdig. Må lige op i receptionen og have en kop sukkulaði og et stykke af mormors smuldretærte. Den smager himmelsk. Jeg sidder og skriver men er gang på gang ved at falde i søvn.
Så gælder det supermarkedet, og først SÅ, kan jeg falde om i teltet. Må lige krybe ned i soveposen for at holde varmen.
Alligevel lykkes det efter ½ time at stable mig på benene og gå op for at opdatere bloggen. Nu er klokken blevet 19.30 og det er tid til aftensmad.
87.95 km