Dag 6 Seyðisfjörður til Egilsstadir

Jeg finder en pengeautomat, den er meget praktisk anbragt ved supermarkedet. Kan ikke få lov til at hæve 32.000, så jeg må ned på 30.000 is.kr. Går på opdagelse i supermarkedet. De har papkartoner med skruelåg, men kun på mælken ikke på yogurt. Køber bare sådan en italiensk ostebolle, jeg ikke kan huske hvad hedder i bagerafdelingen. Jeg har en banan, en muffin og masser af forsk. chokolade slik.

Så følger jeg skiltet mod Egilsstaðir - 28 km. Den oprindelige plan er ændret under rejsen. Jeg forstod på Larus, at passet her ikke er bare sådan lige.... og det får jeg bekræftet af de to tyske cyklister. Det er 13. gang de er på Island og de vil tage bussen til Egilsstaðir - belært af erfaringen. Han kalder mig "junger Mann", hvorpå jeg siger: Jeg er altså 68. Nå, men han er 86, så han har vel ret - trods alt. Konen er dog 10 år yngre.

Den første stigning klares på den midterste klinge med vinden i ryggen, men det bliver hurtigt værre med stigningen. Inden længe er jeg nede på 8 km/t på den mindste klinge og også snart i det mindste gear. Der kommer en dræbende lang stejl stigning, og vinden, der startede med at være en behagelig medvind, bliver en ubehagelig tiltagende sidevind, som jeg husker det fra Færøerne. Man kastes enten ud midt på vejen eller ud i gruset. Prøver at holde mig midt i højre vejbane. Så må bilerne selv om det.

Skyerne lukker sig snart sammen om mig for med mellemrum at spredes. I Japan var der noget, jeg kaldte "det grønne helvede". Det var, når man på vej op af et pas blev indhyllet i den frodige vegetation til alle sider. Intet overblik, ingen indikation af, hvor man befandt sig eller, hvor langt der var igen. Bare op, op, op. Det fortsatte i det uendelige.

Her er det "det hvide helvede", jeg omsluttes af. Sigtbarheden er under 100 m. Er netop kommet op over den hidtil værste stigning, det kunne se ud til - et kort øjeblik er skyerne væk - at der kun er 2 slyngninger tilbage.... Tilbage i det hvide viser det sig, at det ikke holdt. Jeg holder et par korte pauser undervejs og til sidst spredes skyerne heroppe i fjeldovergangen og landskabet bliver næsten plant. Der ligger spredte sneklatter heroppe, toppene er utvivlsomt dækket af sne

Der kommer en opdæmning og en sø. Så ved man da, at her går det vandret. Jeg tjekker højden i mit ur. 825 m. Søen ender. Jeg havde gættet på noget vandkraft på Egilsstaðir siden - næ, det er ikke tilfældet. Der kommer en sidste bakke, og så går det nedad. Det ser egentlig ikke sådan ud, men jeg er hurtigt oppe på først 42 så 46 km/t. Efter endnu en lille bakke går det for alvor nedad et langt lige stykke. Jeg slår rekorden fra Chile: 72 km/t er jeg oppe på i medvinden, så er jeg fremme ved slyngningerne ned mod Egilsstaðir. Jeg standser for at tage regnjakken på igen. Den havde jeg taget af, da det ikke regnede SÅ meget, og det blev for varmt og vådt indeni.

Vinden er nu isnende kold. Med besvær får jeg regnjakken på, og så går det nedad de næste 12 km - og ikke stærkt. Jeg må læne mig og cyklen mod vinden for ikke at blæse af vejen - men ned kommer jeg.

Så før frokost har jeg fundet campingpladsen og indskrevet mig. Jeg sidder lige inde og skriver lidt og får varmen, før jeg sætter telt op og kører over til cykelreparatøren, der skulle bo i en bygning lige overfor pladsen.

Jeg finder stedet. Døren står åben - han reparerer vist lidt af hvert - men han er ikke at finde. I forretningen ved siden af, ved de ikke, hvor han er.

Det er styret, der lige har fået nye lejer, der nu er løst. Det ligner ikke min cykelmand ikke at lave det ordentligt. Jeg HAR styrnøgler derhjemme, men det var ikke lige DET, jeg regnede med at få brug for. Må prøve lidt senere.

Næste gang træffer jeg ham. Det er heldigt, for han kommer kun en gang imellem. Bor i Faskrudsfjörður og tager ofte cykler og den slags med hjem til værkstedet. Han synes det virker mærkeligt. Det synes jeg også. Han kan godt stramme det, men det bliver strammere end det bør, og så risikerer man at lejet ødelægges. Vi finder en middelvej. Der er en reparatør i Akureyri, hvis det bliver nødvendigt, men jeg kan godt køre med det - også som det var - men det var fint at få en pro til at komme med en vurdering. Og det er bedre end det var.

Har forhørt mig om vejene. Jeg havde allerede set på en skærm de har kørende at vejen til Askja vestfra stadig er vinterlukket. Nu fortæller hun, at vejen ned til Snæfell heller ikke er åben endnu og F88 vest for Jökulså har de sværeste overgange på Island, så den vil hun ikke anbefale mig. Så det ser ud til at Askja er ude af billedet.

Den nye plan har stadig 4 dage udenfor lands lov og ret, men så har jeg også Dettifoss med. Om 4 dage skulle jeg gerne være ved Myvatn. Byen hedder Reykjahlið og ligger på Vej 1 og man kan proviantere.

Det ser ud som om der er 4G her. Herligt.

32,5 km