08.07.17
Kl. 6.15 regner det. Ikke uventet. Men inden længe hører det op, og det virker som om solen skinner, der bliver varmt i teltet.
Da jeg har spist morgenmad beslutter jeg, at få teltet ned mens jeg kan i tørvejr. Alt bliver efterhånden flyttet ind i "spisesalen" og udenfor er der et halvtag cyklen kan stå under, mens jeg læsser den.
En klog beslutning viser det sig. Netop som jeg er ved at give mig på vej, begynder regnen rigtigt. Jeg har ca. 65 km foran mig, men har hele tiden været indstillet på at få regn i dag. Farvel Adalsbol - og dit dejlige badeværelse.
Da jeg er ved at køre, er der også et hold gæster, der har overnattet inden for, der skal til at køre. De snakker et østeuropæisk sprog. "Is that Tjek or....", siger jeg. Yes, it is, how could you tell, siger en af kvinderne glad. Jeg syntes ikke helt det lød polsk og så gættede jeg. Vi udveksler lidt oplevelser. De har lejet disse 4WD i Keflavik ligesom rigtig mange andre. Jeg tror, at mindst hver anden bil, man ser, er en udlejningsbil.
Jeg har forhørt mig om vejene her omkring hos værten, og har ikke besluttet mig endnu. Vil se, hvordan det ser ud.
 |
| Udmærket grusvej |
Det regner med mellemrum hele formiddagen. Aldrig voldsomt, mere en let regn. Da jeg kommer til Brú, er der to muligheder. Den højre skulle være den nemmeste, den anden den korteste, men den går stejlt op det første stykke tid. Den første går kun lidt op, siger han
 |
| Udsigt fra broen til Brú |
Hvis jeg vidste, hvad jeg ved nu, havde jeg taget den korte. Det er nemt at være bagklog.
Jeg kommer igennem Eriksstadir, der har 2 huse ligesom Brú. Men også en kirke. Godt nok den mindste, jeg har set. Der er nogle kedelige stigninger og vinden er imod. Men vejen er god. Igennem Eriksstadir ligefrem asfalteret.
Dette gentager sig i den næste by, der har hele 4 huse, men ingen kirke. Der skulle være 40 km ud til Vej 1. Når dalen bliver smal, skal man typisk op, og det sker adskillige gange. Efterhånden hører regnen op.
 |
| Der er aldrig mangel på vand |
Jeg når frem til Vej 1, som jeg har kunnet se et stykke tid. Altså ikke HELT frem, for nu måjeg vælge. Enten tager jeg turen ned til den, men skal så de meter op igen, eftersom Vej 1 skal op over en højderyg. Eller også bliver jeg på denne vej, der i følge kortet går parallelt med Vej 1 for så at slutte sig til den længere fremme.
Jeg beslutter det sidste for at spare højdemetrene - og forbander det senere. Dels har denne vej ikke samme jævne stigning som vej 1, dels bliver dette stykke øjensynlig ikke vedligeholdt så godt, da enhver bilist med hjernen i behold vil foretrække at komme hurtigst mulig på asfalt, hvad enten det går ned eller op.
Nuvel, frem kommer jeg til sidst til dejlig asfalt. Desværre er jeg også kommet ud på en vej, der er FULDSTÆNDIG åben. Og vinden synes at komme direkte fra Nordpolen. Kold og heftig.
Det er ikke direkte modvind, men jeg kører kun 9-11 km/t i evigheder. Synes ikke jeg kommer ud af stedet. Timerne går. Jeg havde håbet at nå frem til et sted længere fremme på 1'eren, det bliver umuligt. Eneste mulighed - hvis ikke jeg vil slå telt op på den forblæste ødemark - og der er virkelig INTET - er at køre ned til mit oprindelige mål Mödrudalur nordfra. Der kan ikke være mere end 10 km fra 1'eren.
.
 |
| Stenørken |
Omsider tilsmiler heldet mig: vejen drejer, for at blive i den vinkel. Jeg kommer pludselig op at køre 16 - 20 - 24 km/t. Og netop som jeg kommer ind i et måneagtigt landskab - nu er der hverken mos, lav eller græs - kommer der en L-A-N-G nedkørsel. Jeg har åbenbart kørt opad længe. Med over 60 suser jeg nedad. Og på mindre end en time, når jeg lige så langt som på de foregående 3.
Skiltet kommer: 8 km. Jeg er tilbage på grus, men af en god kvalitet og svinger ind foran caféen foran camping området kl. 20.00.
97,26 km