05.08.17
Det er tåget til morgen, men allerede her kl. 8, er det meste lettet.
Men kl.9, da jeg kører, er den tilbage - tågen. På et tidspunkt kan jeg se en sandstrand nede til højre, men vejen stiger og stiger og sigtbarheden er ringe. Ironisk nok er der to udsigtspunkter, det ene med tavler, der fortæller om algieriske pirater, der kom til Breiðdalur i 1627.
Nu kan jeg skimte skummet på bølgerne nede på stranden.
 |
| Da man stadig kunne se lidt |
Da jeg kommer rundt om hjørnet og ind i en ny fjord, kører jeg på magisk vis ud af tågen. Hele fjorden ligger blotlagt, men på den nordlige side hænger den næsten ned til havet. Her er så stille. En svag lyd af bølger mod klipper.
Island er i høj grad fuglenes land, særlig her øst på. Fugle, får og heste. Islændingene kommer først ind på fjerdepladsen.
Jeg kan se vejen bølge forude ligesom de andre dage. Midtvejs på den anden side ligger der en by, Stöðvarfjörður.
 |
| Byen på den anden side |
Helt overraskende støder jeg her på Petra's stensamling. Keg har læst om den, men glemt det igen. Men her er den altså: Petra's berømte stensamling. Endnu én af de stærke kvinder, som jeg har indtryk af, der er mange af på Island. Én der gik sine egne veje. Den MÅ jeg se. Også i betragtning af, at det ikke er meget, der sker i løbet af dagen. Man kunne sikkert have fundet alle disse sten på Geologisk Museum, men det at én person har samlet dem gennem 80 år, er interessant. Petra døde i 2012, men familien driver stedet videre. Det er et af hendes oldebørn, der sidder i billetlugen. Næsten det hele er samlet lokalt. Før 1960 var der kun en grusvej til byen.
 |
 |
|
| Der var sten overalt - ude... | ...og inde |
Kaffedamen er ikke direkte efterkommer, men hendes mand er. Jeg benytter lejligheden til at få noget at vide om Island. Man betaler for lægebesøg og hospitalsindlæggelse (første dag). Her er det i øvrigt lægen, der kommer på besøg i byen med mellemrum.
 |
| Petra's egen favorit |
Der skal også betales for værelse og mad, hvis man skal på "mentaskola" - gymnasium - langt fra hjemmet. Og det skal man ofte. Hun synes, det skulle være som i Danmark. Har en søster i Hanstholm.
Mens jeg har haft denne dejlige pause med cappucino og hjemmebagte cookies, er solen kommet frem!!!
 |
 |
|
| Mens solen skinnede | Ingeniøren var der også |
.
Da jeg kommer til den næste fjord, er der vejarbejde og overraskende nok, er lastbilerne på danske plader. Munck Asfalt står der på dem. Man sender vel ikke 4 biler til Island for at lave ét vejarbejde. De er nok fast udstationeret. Måske er det slet ikke islændingene selv, der har konstueret Ringvejen?
Solen skinner, men inden jeg har fundet et sted at spise, er den gået væk. Der ER ingen steder, så jeg kryber i læ for den kolde vind bag en varde. Vinden er kold, men den er for en gangs skyld i ryggen. Hele vejen til tunnelen begynder, er den der som en god ven.
 |
 |
|
| Tunnelen havde læ | Man forstår, de lavede en tunnel |
Tunnelen, der sparer mig for 33 km uden om pynten, er 5,9 km. Den stiger svagt den første halvdel og falder tilsvarende den anden. Det hverken regner eller blæser. Dem kunne de godt have nogle flere af.
Medvinden fortsætter frem til enden på den nye fjord, men så er der modvind de sidste 2 km til Reyðarfjörður.
Da jeg kører ind på campingpladsen, møder jeg tyskerne fra Reykjavik og Vik. Der er en plads ved siden af dem, siger de, og sådan bliver vi naboer for 3. gang.
Køkkenet her er meget lille. Jeg har måttet sidde ude og skrive på computeren, og nu er mine fingre stivfrosne. Der var oven i købet en anelse støvregn, men det gik. Til gengæld er der bad inklusive, og i følge pristabellen koster det kun 650 kr for pensionister.
Nu har jeg fået en plads stående i den ene af køkkenbordet, så nu skal der uploades.
68.60 km