21.07.17
Jeg var i syv sind i går. Ude på spidsen af halvøen skulle det blive 14 m/s fra S, netop når jeg skal runde.
Her til morgen er varslet sænket til 12 m/s, og der vil være et "vindue" fra 19-24 i morgen, hvor vinden løjer af - for så at tage til igen. Så kan man jo køre der, for det er lyst nok døgnet rundt.
Måtte lige i soveposen i går kl.21 for at få varmen (her er 10-11 gr.) og så faldt jeg i søvn. Kl.0.30 lykkedes det at få gjort aftentoilette.
Til gengæld var jeg oppe 5.45 og bade. Bruserne her er udendørs. Afskærmning på 4 sider, men intet loft. Det regnede ikke, så jeg benyttede lejligheden, men en kold fornøjelse, når man slukker for vandet.
Man lægger bare sin telefon til opladning i toiletbygningen, hvor der som regel er shaver stik. Det gør alle. Jeg låser heller ikke cyklen, for hvem ville stjæle en cykel i Island?
Laver müsligrød kl.7 og pakker og går så over i receptionen (som også er reception for golfbanen), der åbner kl.8, og får mig en kop kaffe og lidt varme og skriver, mens jeg spiser de to ostemadder, jeg har medbragt.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men det er storslået. Landskabet. Og vejen er jo asfalt, så jeg slipper for alle de små krappe stigninger, der kan tage livet af én.
Først har jeg nu fornøjelsen af at køre en islænding på cykel op. Det viser sig at være en pige, der tager en tur på 11 km hver dag. Hun udpeger det lokale varmeværk. Bare et lille hus, hvor boringerne er og så er det ellers ligesom én-vejs fjernvarme.
Nogle steder blæser det en del fra bjergene, ellers er det meget stille. Og så er der alle disse laguner i området, som de skyomkransede bjerge kan spejle sig i.
 |
 |
|
| Jeg savner solen - men trods alt... | Pause i Grunðarfjörður |
In Grundarfjörður I have heard that there should be a good info. It turns out to be a combination of info, cafe and library.
I Grundarfjörður har jeg hørt, at der skal være en god info. Det viser sig at være en kombination af info, café og bibliotek.
Jeg stiller den unge mand umulige spørgsmål. Om el, om kabler, om nummerplader. Han foreslår, at jeg prøver på politistationen om det sidste. Det vil jeg gøre.
Så spiser jeg islandske vafler og drikker kaffe. Det er en dejlig pause, jeg har her. Der er en masse unge mennesker, der alle sidder med deres telefoner - det er ligesom at være hjemme i s-toget. De er vist tjekker.
Der viser sig at være en "biograf", hvor man løbende kan se billeder fra byens historie. Jeg må desværre videre.... Da jeg rejser mig, er der en ung mand med spansk udseende, der spørger om jeg er ham med cyklen? Det må jeg jo medgive. Han er nu colombianer, men pigen han er sammen med er spanier. De cyklede alene begge to, men nu følges de ad indtil videre.
Vi begiver os alle 3 ud, men jeg skal lige ned til politiet, så de kommer til at ligge foran mig. Som han sagde, ham islændingen i infoen, de har alligevel ikke andet at lave. Og det har han vist ret i. Politidamen er ved at snakke privat i telefonen, så da jeg har stået der lidt, er hun høflig nok til at afbryde samtalen. Kombinationerne er tilfældige hævder hun. Vrøvl - intet er tilfældigt med mindre man bruger en tilfældigheds generator, men det gør de måske også?
Den unge mand i infoen viste sig at kunne tale dansk. Det viser han, da han hører, jeg fortæller de to andre cyklister, at jeg er dansker. Har boet i Ålborg i sin barndom. Han er den første, jeg har kunnet snakke med på dansk.
 |
| Kan I finde to små cyklister? |
Så kører jeg ellers mod Olafsvik. Jeg har hele tiden de to foran mig. Der er en pæn afstand imellem dem, og jeg tænker, at det er hende, der er bagerst. Da jeg endelig når op lige før Olafsvik, vier det sig, at det er ham. Vi snakker resten af vejen. Når han synes, det er hårdt, prøver han at finde sin indre Nairo Quintana frem. (kendteste colombianske cykelrytter for tiden - deltager i Tour de France) I hans udlægning startede Quintana sin cykelkarriere ved at bo oppe i bjergene og arbejde med at tage kartofler op nede i dalen. Han kørte så hjem med 50 kg kartofler hver dag. Opad - på en alm. cykel.
Jeg beslutter mig for at fortsætte. Der skulle være 32 km til en campingplads på sydsiden af Snæfellsnas. Det er stadig nogle meget smukke og varierede omgivelser jeg kører i. Når til den sidste by inden nationalparken og dér, netop som jeg skal til at køre op på et lavamark plateau, møder jeg Sara.
Hun viser sig at være skotte, så vi må lige vende situationen i Europa, USA og Skotland og Danmark, før vi går over til udveksling af oplevelser og erfaringer.
Sådanne pauser er guld værd, der skal bare helst ikke være for mange af dem, så kommer man ingen steder
 |
 |
|
| Det er her troldene bor, tror jeg. Der er al mulig overtro omkring Snæfellness | Mountain climbing - I don't have time for that |
Hele vestspidsen af halvøen er forholdsvis flad med en blanding af Vesterhavs landskab og lavamarker. Jeg mener jeg skal være fremme når tælleren står på 112 km, men oppe i 90'erne begynder det at regne. Og fra at stigninger var svage og lange, bliver det nu hidsige op-og nedkørsler fra lavamark til lavamark.
.
 |
 |
|
| The landscape keeps changing | The closest I got to see the glacier |
Jeg er for længst færdig. Selv om det har været en rolig dag, er 100 km ikke hverdagskost. Kl. var 17, da jeg forlod Olafsvik, nu er den 21.
Det er det nærmeste, jeg kommer på at se gletscheren på toppen - Snæfellsjökul - surt
.
 |
 |
|
| Trolde.... | ...på vandring |
Hver gang der kommer en stigning, tænker jeg, at det må være den sidste. Bliver i tvivl om afstanden nu også holder, eller om jeg har taget fejl? Men ENDELIG, netop som tælleren er ved at nå de 112 km, kommer jeg op over en stigning og kan se ned på Arnarstapi - og ned går det.
Pladsen er helt ude i hampen. Sådan at forstå, at der intet er, kun koldt vand og at den samtidig er den dyreste, jeg endnu har mødt 2.000 kr. Det ved jeg fra en polak, jeg snakker med og som bor der, fordi han har ondt i knæet. Ellers var han helt sikkert kørt videre.
Jeg finder campingmanden, der er portugiser, der tjener til studierne her. Jeg får ham til at give mig 500 i rabat, fordi jeg er senior. Det er der ellers ikke noget, der hedder der, men hvis jeg ikke siger det til nogen...
Det er midnat, da jeg har spist aftensmad og er klar til at gå til ro. Polakken har fortalt om den sidste plads han sov på - han kører den anden vej rundt - det må være den, jeg skal satse på i morgen? Der er desværre 75 km - som helst skal være kørt inden kl. 13, hvor vinden for alvor tager fat....
113,21 km