26.07.17
Det er altid lettere at komme ind i en storby, end ud den rigtige vej. Men nu kan Reykjavik vel næppe kaldes en storby. Alligevel går det ikke helt let. Selv ikke med hjælp fra Google Maps. Jeg vil jo helst undgå, at køre på de store indfaldsveje. Og når man følger cykelstien, der synes at følge den rigtige vej, risikerer man, at den pludselig bøjer af, og man må køre tilbage.
Det skete først én gang, hvor jeg måtte tilbage og ned på den store. Kun for kort efter at havne på noget, der kun kan sammenlignes med Lyngbyvejen i myldretiden. Der er i hvert fald samme hastighedsgrænse. Desværre skulle jeg lige forbi af-og tilkørsel og en bakke, før jeg kunne slippe væk.
.
 |
| Tæt hurtig trafik i Reykjavik |
Endelig forvildede jeg mig ind i et boligområde, fordi jeg igen forsøgte at tage en cykelsti, en der så god nok ud. På vejen passerede jeg et tysk ægtepar, der også ville til Þingvellir ad vej 431. De har da fået deres ilddåb.... Men det vidste jeg ikke dengang
 |
| Vejen fulgte rørledningen |
Hollænderen sagde, at vejen ville være jævnt stigende, og at der kom et pas til sidst. Det må vel siges at holde stik. Der var godt nok to mindre bakker, der trak tænder ud, men hvor er der ikke det på Island. Mindste gear.
 |
 |
|
| Silo til interkontinentale raketter? | Bro til snescootere |
Jeg føler efterhånden, at jeg ikke har flere tænder tilbage, for nu at blive i terminologien, og SÅ kommer passet først. Det er spektakulært. Men langt fra behageligt.
Da jeg tror det er overstået, og jeg er oppe, kører man ned i en dal, blot for at have endnu en stigning foran sig. Vi taler om 15%, det står på et skilt, hvis man ikke skulle have opdaget det.
Og sådan bliver det ved et antal gange. 3? 4? Jeg husker det ikke. I den første dal spiser jeg frokost. Der er bord og bænk
.
 |
| Ensom cykel i en øde dal |
Sig det ikke til nogen - den sidste stigning trak jeg op ad. Eller rettere: i en vinkel på 45 gr. skubber jeg af al magt på cyklen, for at få den til at bevæge sig opad. Fordelen er, at det er nemt at holde pauser på denne måde. Det er svært at sætte i gang på en stigning på 16%, når man cykler.
Her øverst oppe er der nogle store tanke, som jeg formoder indeholder Rejkjaviks reserve drikkevandsforsyning? Jeg har i hvert fald kørt langs en rørledning, der fører mod Reykjavik.
På den halsbrækkende nedkørsel der så følger, må jeg køre med bremserne trukne. Der er ikke nogle lige strækninger før til sidst.
Oppe efter passet er der den smukkeste udsigt over Þingvallavatn, søen hvor selve sletten, hvor verdens første parlament samledes, ligger i den modsatte ende.
 |
 |
|
| Udsigt fra toppen | Þingvellirvatn |
Nu skulle der i følge kortet følge en strækning med hidsige stigninger. Først over 10% og siden 6-10%. Og det gør der!!! Men efter 15%'s stigningerne er det, om end ikke barnemad, så dog til at overkomme.
Da jeg så drejer om et hjørne, er jeg ved at blive revet omkuld af vinden. Hvor kom den fra? Nu har den været NØ hele vejen. 2-3-4 m/s nok til at være irriterende. Nu er den gået om i SV og kommer hamrende over bjerget. 11 m/s tror jeg. Fra siden.
På et tidspunkt lyder der et smæld, og kortet, der har ligget øverst i styrtasken, er væk. Ligger nede i grøften. Der er for stejlt til at jeg kan slæbe hele cyklen med derned og for megen vind til at den kan stå på støttebenet. Jeg ender med at lægge den ned og hente kortet.
.
 |
| Nedlagt cykel |
Så kæmper jeg mig de sidste km frem til hovedvejen, jeg skal følge det sidste stykke. Den kommer fra SV.
Endelig.... jeg kan lade vinden tage mig, og blæse mig mod Þingvellir. Hu-hej hvor det går.
De sidste 6-10 km er ingen sag. Man ser her, hvor klipperne er revnet og trukket fra hinanden. Det er her to kontinentalplader glider fra hinanden. En tomme om året, hører jeg en guide sige til et busselskab ved et udsigtspunkt.
Der er et kaffested. Efter cappucino med refill og en muffin og en snak med et amerikansk par, der næsten har fuldendt ringen, er jeg klar til at fortsætte til Laugarvatn, 23 km. Jeg troede ellers i lang tid ikke jeg ville komme længere end her, hvor der også er en camping.
Mør men rede.
De taler så meget om at have momentum i sport. Det har jeg her. Momentum. Holder dampen oppe. Vejen svinger rundt på sletten, så jeg kommer til at få modvind et stykke, men det er heldigvis på en nedkørsel, så jeg holder et godt tempo, og bortset fra da jeg passerer nogle bjerge og får sidevind, har jeg den i ryggen.
Derudaf går det med op til 30 km/t selv om landskabet stiger lidt. Denne chance for at træde til, har jeg ventet på længe.
Hen ad kl.19 tordner jeg ned mod Laugarvatn, hvor der skulle være en fin camping i følge amerikanerne. Den jeg i forvejen havde udset mig.
Netop som jeg har bestemt mig for en plads og parkeret cyklen, synes jeg mine naboer taler dansk. Og det viser sig at være Alex, Vera og plejebarnet Simon.
Og inden længe sidder vi og spiser sammen ved deres telt. Deres mad er næsten færdig, men med mit 7 min's måltid indhenter jeg dem.
De har tænkt sig at køre til Geyseren efter maden, nu, hvor der ikke er så mange mennesker. Om jeg vil med? Om jeg vil!
Efter at jeg i største hast har rejst teltet og smidt tingene ind, kører vi i deres lejede kinesiske 4WD. Der er 30 km. Ikke noget for en bil.
 |
| "Strokkur" på arbejde |
Den oprindelige "Geysir" har opgivet ævred, men en ny har overtaget dens position som hovedattraktionen: Strokkur, hedder den. Den er lidt uregelmæssig, men imponerende. Det er dejligt her i al ensomheden at være nogen steder sammen med andre mennesker.
Jeg er først færdig med alle ritualerne ved midnat.
94.46 km