Dag 9 Möðrudalur - Myvatn

Da jeg kører kl.10 er det netop begyndt at regne. Hmm.

Tilbage på hovedvejen starter det med en tur op over en fjeldryg. Vejen snor sig i store slyngninger af sted. Det regner - nogle gange mere and andre. Som regel kan man se 3-4 km frem til det næste sving. Svinger vejen nu til venstre så vinden kommer mere fra siden eller til højre så den bliver stik imod - det er de store og væsentlige spørgsmål som cykelturist.

Det blæser ikke HELT så meget som i går. Men det er koldt. Nok koldere. Ind imellem er mine fingre følelsesløse.

Holder ind imellem pauser, hvor jeg bare står med cyklen et par minutter. Det hjælper.

Den nye rulle kiks smager fortræffeligt. Der skal komme et beboet sted med camping om 26 km.

Da der ikke er noget som helst at sidde i læ af, for ikke at tale om at stille cyklen op ad, er det det eneste jeg kan se frem til.

Regnen har været holdt op. Jeg opdagede det først, da den begyndte igen, nu regner det meget.

Jeg har besluttet at droppe Dettifoss, det var ellers et af hovedpunkterne i planen. Men hvem gider køre 35 km på dårlig vej i modvind for at se på en vandfald i regnvejr? Om end det er Islands vandrigeste. Så planen er at køre direkte til Myvatn.

Jeg spejder længe efter pause stedet. Jeg har kig på en større mørk klump. Kn det være træer? Jeg er så focuseret, at jeg først sent ser broen. En hængebro på en 100 m. Det må Dettifoss elven, der løber her. Faldet er desværre 35 km væk. Her kommer også Grimstunga, som det åbenbart hedder. Men det er 4 km nede til siden. Gider jeg køre så langt på grus for en kop kaffe?

Jeg beslutter mig for at gøre forsøget. Det er også vejen mod Dettifoss, så jeg kan få et indtryk af vejen og vinden.

Først sidder jeg ude i kulden og spiser min frokost - det får jeg lov til. Så er der kaffe og kage til 1200 is.kr. ca. 70 d.kr.

Det er vidunderligt at komme ind i varmen og selv om jordbærkagen dårlig nok er tøet op fra fryseren og kaffen er yderst sædvanlig, så er det alle pengene værd. Og så er der Wi-Fi!!!

Jeg spurgte damen, hvordan det kunne gå til? Det er kabel, viste det sig. Der kommer TV også. Og telefon. Det er sgu nogle lange kabler, de har fået lagt heroppe nord på.

Så er det ud i kulden igen. De 40 km til Myvatn.

Den første chikanebilist har nu passeret. Kører bevidst så tæt på han tør i høj fart. Jeg skriver bevidst HAN.

Vejen bugter sig i store slyngninger gennem landskabet, nogle gange op, nogle ned. Der er kommet får igen. Det kan blive for småt for enhver.

Vinden er bedre, så jeg kommer fremad. Ydermere er det holdt op med at regne og et sted langt fremme, kan man se solen skinne. Jeg tæller ned. Nu er der kun halvdelen tilbage.

Civilisationen melder sig. Noget der utvivlsomt er en mobilmast og en målestation, tror jeg. Og der kommer nogle elledninger fra et sted nede mod SØ. Formodentlig på vej samme sted som jeg.

Da der kun er 10 km igen begynder jeg at spejde frem. Jeg ved ikke, hvad jeg ser efter, men Myvatn er i hvert fald en sø. Der er nogle bjerge, der ser ud som om, solen skinner på dem. De er helt lyse, og der ER sol i den retning.

Efterhånden er der bjerge hele vejen foran mig. Det damper nedenfor dem et bestemt sted. Og jeg kan lugte svovl. Lidt efter er lugten nu væk.

Så ser jeg vejen. Den slynger sig op af det lyse bjerg og forsvinder. Det må være den vej, jeg skal. Og nu går det først op for mig, at man naturligvis skal op i krateret for at komme til en kratersø

Og et øjeblik ligger hele sceneriet til venstre for vejen før opkørslen foran mig. Et mere eller mindre gulfarvet område med det ene osende punkt ved siden af det andet. Og en p-plads og en masse mennesker, som dog ikke syner af meget på det store område. Det hedder Namafjall eller Hverir.

Jeg kører ind og parkerer og går rundt i svovldunsterne sammen med de andre. Boblende mudderpøle og hylende udledninger af gasser

.

Da jeg kører igen, ved jeg ikke, hvad land, jeg er i. Jeg ved ikke hvorfor, måske er det en del af den fornemmelse, jeg ofte får, når jeg er længe væk. Det bliver bare til "landet" jeg færdes i, og som jeg tager i besiddelse efterhånden, som jeg lærer det at kende. Jeg bliver overrasket, da det går op for mig, at det er Island.

Der er et skilt, der truer med 10% de næste 4,5 km. Så ved man godt, hvad den næste halve time skal bruges på!.

Jeg holder en enkelt pause, men så ser det ud til at jeg er oppe. Allerede?

Det er faktisk tilfældet. Nu skal jeg bare ned på den anden side. Lige som nedkørslen begynder, er der en p-plads. Jeg kører ind og tager Myvatn og omgivelser i øjensyn. Det er meget fremmedartet. Der er lidt Tolkien over det. Oser op af jorden rundt omkring.

Så drøner jeg ned og når omsider et skilt med: Reykjahlið. Det skal byen hedde. Jeg har aldrig hørt nogle omtale stedet sådan. Det er altid bare Myvatn både om sø og by. Der er da også et skilt med Myvatn S.

Campingpladsen jeg har hørt om ligger lige overfor smukt ned til søen, men man må dog ikke gå de sidste 5 m, det er "restricted area".

Jeg tegner mig for 2 dage, kan altid forlænge. Tanken er at sightsee'e i morgen på egen hånd og book'e en tour til Askja i overmorgen. Det er en 11 tim's tur i en 4WD bus til 23.000 is.kr. Det er dyrt, men jeg kommer nok ikke igen foreløbig.

Jeg ankom vist 19.30. Nu er den 21.30 og jeg har rejst telt og spist og skrevet og drukket the, så nu er jeg klar til en "early night", bortset fra at solen, som kom til at skinne allerede inden jeg var fremme, står temmelig højt på himlen. Der er nok hedt i teltet. Sært - når man tænker på, hvor koldt det har været i dag.

82,14 km