Rejsebrev nr. 1 02.07.02 Santiago
Klokken er 2.30 om natten. Jeg er vågen og ligger i en seng i Santiago. For et øjeblik siden trommede regnen på taget - dårligt tegn, men så længe det kun er om natten... Mit ur har netop vækket. Jeg var nu vågen. Har faktisk lige stillet det til at vække mig i morgen tidlig - så hvorfor nu? Det må være fordi den analoge del og den digitale ikke følges ad. På grund af tidsforskellen har jeg jo måttet stille det. Og den analoge er nem at stille, så det har jeg gjort... så nu følges de ikke. Må finde manualen, for jeg kan slet ikke få den digitale tid frem.
Men hvor er jeg? Og hvordan er jeg havnet her? Jeg spoler lidt tilbage. Flyet til Santiago kom planmæssigt af sted. Jeg snakkede en del med min ene sidemand i lufthavnen i Sao Paolo. Han havde 10 tim inden hans fly afgik til Lima. Havde tidligere været i Salta i Argentina. En by der også er på min "liste". Havde fået en vinduesplads, men over vingen, så jeg kunne kun se skråt bagud. Det blev dog hurtigt skyet, så der var intet at se. Over Andesbjergene gik der pludselig hul på skylaget og en flod kom til syne og store områder, der lignede mudder. Rester fra "syndfloden" for nylig, hvor der faldt et års nedbør på 3 dage i Santiago-området? Så skyer igen.
Landede præcis 13.10 lokal tid som planen havde foreskrevet. Den sidste times tid havde jeg det lidt halvskidt kun reddet af en film med Michelle Pfeiffer, men nu blev jeg med et lysvågen. En følelse af glæde, lettelse og forventning gennemstrømmede mig... det her er eventyrets begyndelse! Ingen problemer med pas eller papirer, men min bagage?
Stod længe ved båndet og ventede.... ingenting. Det overraskede mig overhovedet ikke. Men da jeg så det danske ægtepar, som også havde været med flyet komme tilbage til, hvor jeg stod, gik det op for mig, at der var flere bånd længere henne. Ved det sidste stod min kasse med cykeltasker m.m. allerede ved siden af båndet. Ponchoen var delvis flået af, men kassen var intakt, og ponchoen havde kun fået mindre skrammer. Ved at stikke hovedet delvist ud mellem de der strimler, der hænger ned, hvor bagagen kommer ud, så jeg cyklen stå op af væggen. Efter nogle minutter lykkedes det, at finde en mand med en nøgle, så en dør kunne blive åbnet og min cykel blive pakket ud og i løbet af 5 min var jeg klar til at køre.
Første skridt: PENGE. Der skulle være en visa-kort automat i lufthavnen. Den blev fundet - og virkede. Nej faktisk startede jeg i turistinformationen. En pige der virkelig havde check på tingene svarede på alt. Hun foreslog, at jeg tog en bus til byen. Cyklen kunne godt komme med, sagde hun. Der var ingen overnatningsmuligheder i nærheden. Men jeg måtte lige ud på cyklen og se mig lidt om.
Ved landingen var temperaturen 8 grader, ikke meget, men det føltes ikke koldt, ikke en vind rørte sig! Første indtryk: Palmer og en del tørketilpassede småvækster. Men så pludselig et lille stykke birkeskov. Og nogle graner. En stor flad slette, hvor Santiago ikke var at se i disen, men en 2-sporet vej førte et eller andet sted hen. Mit forhåndsindtryk var rigtigt: forvirrende vejskilte, masser af tung trafik, ingen plads til cykler. Det mindede mig om en skrækoplevelse på cykel på en motorvej i Polen. Nej. Det er ikke her, jeg skal ende mine dage.
Tilbage til lufthavnen. Fat i en bus. Den blå kunne ikke have en cykel med, men den grønne kunne. Det var den helt rigtige måde at ankomme på: en larmende lavtgearet bus, som i Danmark i 60erne. Hvordan er her så? Kaotisk. I hvert fald synsindtrykkene. Larmende biler hovedsagelig busser. Trøstesløse lejekaserner med vasketøj. Pæne små huse i tysk stil. Total stilforvirring. Der er meget sydeuropæisk over det tilsat en god del amerikanske skyskrabere og mindre kønsløse huse af glas, stål og beton.
Santiago er IKKE for cykler. Og den er stor - rigtig stor. Nu traf jeg en uheldig beslutning: ville prøve at finde et hotel, jeg havde fået en folder om i lufthavnen. Det så ikke ud til at være langt på kortet... det var det. Jeg trak min cykel på fortovet.
Endelig nåede jeg ud i området, fandt undervejs ud af, at jeg havde tabt folderen. Men han havde tegnet et kryds på mit kort. Vadede rundt i en halv time. Intet hotel. Begyndte at spørge folk. Ingen vidste noget og jeg forstod ikke meget af hvad de sagde.
Endelig var der bid, men det hotel jeg blev vist hen til så dyrt ud - meget dyrt. Var rådvild. Nå - så dyrt kunne det vel ikke være? Stillede cyklen og var på vej ind. Nej, det så altså dyrt ud. Gik lidt på må og få og spurgte efter "un hotel pequeno?" Der var tilsyneladende ikke andre. Tilbage igen og ind og spørge. 145$. ET HUNDREDE OG FEM OG FYRRE amerikanske $. Næsten hele min reservebeholdning af US$. No way.
Begyndte at gå tilbage, hvor jeg kom fra. Det ville snart blive mørkt. Spurgte regelmæssigt: "Hay un hotel pequeno acerca de aqui?" med stigende tonefald, så man forstår, det er et spørgsmål og ikke en konstatering. De forstod hvad jeg sagde. Det omvendte var sjældent tilfældet. Efter en mindre uendelighed et nyt hotel. Det så også dyrt ud om end mindre dyrt. 60$. Men jeg skulle få det til "Special prize" 45$. No way.
Nu var det mørkt, men omsider lykkedes det. Jeg stillede min cykel og låste den og bad til Gud om at den måtte stå der MED indhold, når jeg kom ud igen.. det tog mindst en halv time. Vi kunne ikke forstå hinanden. Heller ikke en tilkaldt søster. Da hun endelig hev en prisliste frem, blev jeg lidt klogere: værelset kunne lejes både om dagen og om natten. Det var klart priser, jeg kunne være med om, men at forklare hende, at jeg gerne ville have det én nat, én dag og èn nat var tilsyneladende ikke muligt. Da jeg hev nogle pengesedler frem forstod hun, at jeg mente det alvorligt og ringede til en bekendt, som kunne lidt engelsk. Hende forklarede jeg situationen og så var alt på plads. 20.000 CH$ (pesos) for halvandet døgn. Det er i hvert fald 200 kr. Hvor meget ved jeg først, når jeg har set, hvad jeg er blevet trukket for de 100.000, jeg hævede tidligere.
Efter at have været på vej ind i 4 forskellige værelser, lykkedes det til sidst at finde et, hvor døren kunne låses. Værelset er ubeskriveligt grimt, og jeg besluttede hurtigt for at sove i min sovepose. Ikke fordi jeg tror, der er utøj, men her virker i almindelighed ikke særligt rent. Ind med bagage og cykel og det hele på værelset, i med døren og hen og finde en restaurant. Disse kvinder var ikke i tvivl om i hvad kategori, jeg ønskede.
Den var i samme stil som hotellet. Bagvæggen domineredes af en 48 tommers skærm, der viste et TV-program med en masse temmelig letpåklædte unge mennesker - hovedsagelig af det såkaldt svage køn - der vred sig til skrækkelig musik. Der fokuseredes hovedsagelig på bryster og balder. Er det chilensk TV? Utvivlsomt. Der sad jeg så sammen med adskillige andre enlige mænd og "nød" min kylling og mine pommes frites. Men "cerveza"en af mærket Kristal var faktisk udmærket.
Hjemme igen skulle jeg lige skrive i dagbogen, men først ville jeg lige se, om det diminutive TV virkede... og jeg gik ud som et lys og vågnede først ved 2-tiden. Nu er klokken blevet 4 og jeg skal finde ud af at stille uret. Godnat.