Rejsebrev nr. 14
San Pedro de Atacama 29.07.02
Chuqui - Calama 18.07 km
Var som sædvanlig vågen flere gange af længere varighed. Jeg begynder
at tro, det er højden, der gør det. Til omvisningen i verdens største
åbne mine, skulle man møde 8.30 på en adresse i byen. Spurgte min
betjent, hvor længe jeg ville være om at gå dertil, jeg havde
allerede aftalt, at cyklen godt kunne blive stående. Hvis ikke
politiet kan passe på den, hvem så? Han ville absolut have mig til at
vente 'un rato'. Jeg troede, det var fordi, jeg skulle hilse på
afløseren, der skulle komme kl. 8.00, men det viste sig, at jeg skulle
køres. Politiet yder en vis service her.
Når skaderne gøres op fra i går, er jeg sluppet med lettere
hudafskrabninger på knæene, to halvforstuvede fingre og lettere
molestrerede negle og en ikke funktionsdygtig bagtaske. Det sidste
naturligvis det værste.
Under besøget i minen kommer vi op i 2780 m. Som det er med sådan
nogle omvisninger, er alt det pladder man hører ligegyldigt, men
SYNSINDTRYKKENE overvældende.
 |
 |
|
| "Mindre" transporter | Køretøjer i forskellige størrelser |
Efter besøget er der en dame med et videokamera og nogle småpiger, der
vil mig noget. Først tror jeg, jeg skal filme dem sammen, men det er
MIG, der skal filmes. Det er lærerinden og nu skal pigerne vise, at de
kan engelsk, og jeg skal være forsøgskanin. De spørger det bedste de
har lært på engelsk, og jeg svarer tilsvarende på spansk, jeg ved
ikke, om det var meningen. Da dette åndfulde interview om mit navn,
min alder m.m. er ovre, ser jeg chancen for at blive kørt tilbage, men
det skal de ikke. Guderne
må vide, hvad de så skal? De gule taxi'er kører kun til Calama, så jeg
går de halvanden km i den støvede hede.
Får pakket om efter et nyt koncept. Den nye betjent kommer og snakker
lidt, mens jeg pakker. Vil vide hvorfor folk kommer for at se Chile?
Jeg forsøger at forklare ham nogle af mine indtryk, men han er ikke
overbevist. Jeg vil også nok sige, at jeg ikke tror, jeg kommer til
Chuqui mere, og at det at være betjent i sådan en støvet by ikke er
misundelsesværdigt.
Triller hele vejen til Calama, dog med bremserne slået til en del af
vejen. Calama er ikke en by at skrive hjem om, men jeg finder en
cykelmand, som hjælper mig med at købe sekundlim og få limet stadset
sammen. Låse/åbne-mekanismen er for fintfølende til at klare den
slags, men med et til lejligheden medbragt stykke stiv elledning, får
jeg den hurtigt til at sidde. Nu skal det prøves af i morgen. Han har
også talt med tyskeren, som kom fra Bolivia, og som rejste sydpå, men
at han skulle hedde Jeff, det vidste han ikke. Cykelmanden mener ikke,
det skulle være umuligt at cykle til Ollague og gennemgår ruten for
mig i detaljer, men jeg har besluttet at ville køre med dette tog. Det
skulle være en oplevelse af de mindre komfortable. Det er noget med en
tidsubestemt aftale om at befordre passagerer på strækningen. Det
giver underskud, så vedligeholdelse ser man vist stort på. Jeg skal
nok sidde i min sovepose det meste af vejen. Det tager omkring et døgn
og koster 7.000 uden cykel. Men den kan komme med.
Desværre tager man siestaen alvorligt her inde i landet, og det er også
lørdag, men jeg håber, de åbner her 17.30. Jeg skulle gerne have nogle
oplysninger og få oparbejdet et nyt lager af 'alimentos'.
28.07.02 Hotstel Camino del Inca
Calama - San Pedro de Atacama 109.53 km
Kommer af sted kl. 8.15. Det sidste kvarter går med at prøve forskellige
løsninger med bagagen. Det har været det bedste 'alojamiento' i Chile,
når man lige ser bort fra mit luxustrip i Los Molles. Hun ville have
7.000. I sådan en situation taler jeg dansk. Der kommer tonefaldet bedst
til sin ret. Var det kun for én nat? Ja, nu. Men jeg kommer tilbage fra
San Pedro. Nå, så 5.000. Top. Der er to værelser her gennem gården. På
gangen er der køkkenvask, så med mit lille gasblus er det et helt
køkken. Fjernsynet står også her, så man kan se det fra begge værelser
med døren åben. Der er hele dynen af kanaler, så de har parabol. Jeg
finder CNN og ser, om en forfærdelig ulykke i Ukraine ved en
flyopvisning. Pæne kakler på gulvet. Kun et mindre hul i væggen og et
rædselsvækkende gardin ødelægger lidt af stemningen.
Det bliver en hård start. Modvind og opad. Men som cykelmanden sagde (om
Ollague) man skal tidligt af sted for hele formiddagen blæser vinden ned
fra bjergene. Ved lossepladsen kommer en hær af gøende hunde ud imod
mig. Her frister de en trang skæbne. Sidste stop før døden.
Ser senere noget bevæge sig på vejen forude, så løber det væk fra vejen.
Frem med kikkerten. Den er lidt for langt væk. Men dyret står stille.
Jo, rævehalen er tydelig. Det er denne ørkenræv, jeg også har
set tidligere.
Dagen er allerede meget bedre og vinden er lidt mere skråt fra siden. Da
jeg passerer nogle bjerge inde til højre, holder der tre biler. Her er
overfladen så hård og plan, at selv almindelige personbiler, kan vove
sig derind. Bag bjerget holder endnu én, og på toppen ser jeg, hvad der
foregår. Paraglidere. Vinden har allerede taget meget af og vor ven får
ikke nogen lang tur. Ned til foden af bjerget (200 m højt gætter jeg
på). Må håbe han har været tidligt ude. Nu er den næste oppe og samtidig
hører jeg, hvordan de sprænger i Chuqui. Fjerne drøn. I nat troede jeg
først, det var torden.
Ved ca. 21 km standser jeg og betragter landskabet. Flad slette omkring
mig. Mod øst troner de høje Andes i disen. Chokeffekten fra forleden er
væk, men imponerende ligger de dér, voksende op af den flade slette.
Måske er der nogle lavere foran, i så fald er de skjult i disen. Mod
nordøst er nye toppe kommet til syne og mod sydøst rager en fjern kæmpes
kegle op over den kæde, jeg skal passere sidst på dagen. Mod vest er der
kun nogle meget lave brune bjerge, der afskærer området fra dalene bag.
Kæmpen må være Llacancabur. Mod vest ser jeg en sø ligge der foran
bjergene i horisonten. Faktisk er det som om horisonten forsvinder på et
stykke og to små toppe synes at svæve over "vandet". Luftspejling, fata
morgana.
Klokken er 12.10 og jeg er nået et godt stykke, 43,5 km. Vejskulderen
som først manglede dukkede pludselig op efter 10 km. Jeg undrede mig,
men får senere forklaringen. Godt 35 km ude har arbejderne et depot,
hvor de også graver grus til at komme ovenpå den bløde asfalt, og herfra
arbejder de sig åbenbart ud til siderne. Og de arbejder sørme også om
søndagen. En almindelig personbil standser lidt fremme, og fra højre
side rækkes en arm ud med en lille flaske. Jeg når frem, og selv om jeg
antyder, at jeg har da drikkevarer med, tager jeg taknemmeligt imod
denne gestus. Vinden er nu taget til igen, men nu har jeg den nærmest i
ryggen og det giver forskellen fra 9-10 til 14-15 km/t. Bedst som det er
ved at blive lidt ensformigt, fanges mit blik af noget der bevæger sig
inde til venstre og minsandten, der går et større dyr, dér 50-75 m fra
vejen. Jeg når at tage et billede, hvor den nok kan skimtes som en prik,
men i kikkerten ser den flot ud. Helt alene. Jeg troede de færdedes i
flokke eller familier, men hvad er det for én? Lama, guanaco eller
vicuña? Ikke det første, men jeg tror min Bolivia-bog også har billeder
af dem. (Nu ved jeg det er en vicuña, den er på skærmen jeg sidder ved,
og jeg har spurgt).
Jeg synes bare, jeg holder tempøt, men med ét er min vejrtrækning gået
over i denne hivende rytme. Det er begyndt at stige op mod den kam, jeg
skal over, men Så meget? Men et blik på højdemåleren siger alt: 2875 m.
Jeg går ned i tempo, der skulle gerne være luft til eftermiddagen også.
Fra 13 til 10 km/t. Det er det seje stykke, jeg er i gang med. Kammen
jeg skal over, har i nogen tid været skjult bag den stigning jeg er på,
men nu dukker den frem igen, så det må nok flade lidt ud? - hurra! Et
træ ved
vejen undrer mig, godt nok har der på det sidste været disse spredte
tørre totter, men et træ? Et skilt ved det giver forklaringen: 'Dame
agua, por favor'! Og nogen må altså stoppe. Hvor er nu ekstra-vandet?
JEG skal i hvert fald ikke køre forbi!
Skyer går ind imellem for solen, og en velsignet vind skubber bag på, og
alligevel er det hårdt. 3205 m siger måleren. Har ikke justeret den
siden Baquedano. Jeg har længe kunnet se den hvide skrå stribe på
bjergryggen forude og sætter mig det mål, at der vil jeg spise frokost
kl. 14.00.
Sådan set kan det være fløjtende ligegyldigt hvor og hvornår jeg spiser
frokost, men i dette seje slid, må man have noget for øje, ellers går
man helt i sort. Jeg kan nu se, at det ikke lykkes, men pyt, der er ikke
langt. 14.20 er jeg ved autoværnet. Tid til væske, hvile og forhåbentlig
velvære. Her til sidst så jeg noget hvidt ovre til venstre. Efter nogen
granskning var jeg ikke i tvivl: sne. For næsten en måned siden hørte
jeg, vist i Los Molles, at der var faldet sne i San Pedro, og her så
lang tid efter, har skrænten formået at skjule den for solen. Men det
fortæller også om temperaturerne her oppe i passet.
At komme i gang igen efter hver lille pause er en oplevelse. Specielt
nu. Opildnet af mad og drikke sætter jeg rask i gang, kun for efter 20 m
at mærke, hvordan noget, der skulle løbe ud i benene ikke gør det. Det
er som om de sygner hen under én, og farten må ned på det lavest mulige
5-6 km/t. øverst er vejen skåret de sidste 10 m gennem bjergryggen og
netop her lander en stor fugl 50 m foran mig på kørebanen. Desværre
kommer der en bil bagfra i det samme, men i flugten får jeg da set, at
den er hvid på
det meste af undersiden af vingerne, ellers sort. Jeg tror, den hører
til Jote-slægten, der er sikkert flere arter.
Efter bjergryggen flader landet ud og måleren standser ved 3410 m. I et
bus skur! Det eneste på de 100 km sidder jeg lidt i læ for den hylende
vind, der så venligt har skubbet mig på det sidste. Der er ret fladt på
et langt stykker - overraskende, jeg troede, vi bare skulle ned. Men
efter nogen tid kommer det så, faldet. Og endnu engang bliver jeg taget
på sengen. Mine forestillinger havde været fra 3000 m til 2600 m, men
jeg endte oppe i 3410 m og da jeg ser efter på kortet, skal jeg ned til
2200 m. Et fald på 1200 m!
Så nedad går det! Vejen er ikke perfekt, så jeg holder den lige omkring
50. Stopper og får HH på. Og ned og ned og ned. Allerede her tænker jeg
på, hvordan jeg nogensinde skal komme OP denne vej. Da det endelig hører
op, skal benene i gang igen. Det er som om de nægter, og det stiger
også, det ser ikke ud af meget, men med de ben! Jeg troede, jeg bare
skulle ned til San Pedro, men godmorgen. Efter nogle skud chokolade,
hjælper det lidt, og jeg får slæbt mig op over en stigning. Det er
området med Valle de la Luna, Månedalen, og der er da også nogle lidt
interessante formationer, selv om det ikke er selve dalen, jeg kører i.
Men så kommer det!!
Da jeg endelig er kommet helt op, går det igen ned i svimlende fart, og
nu kommer der først noget interessant inde til højre, men et øjeblik
efter pløjer vejen sig ned gennem det mest fantastiske landskab, jeg
endnu har set. Regn kløfter har skåret dette landskab ud. Det har samme
farve som røde mursten. Det er blevet eroderet til de mest fantastiske
takker og spidser. En lang række takker på højre side minder om ryggen
på en overdimensioneret kam øgle. Det er alle anstrengelserne værd. Jeg
bremser mig roligt gennem dette, og når endelig frem til San Pedro de
Atacama!! Endnu et mål. Klokken er vist ca. 17.30.
Endnu en overraskelse: asfaltvejen hører op udenfor byen. Her bruger man
ikke asfalt. Det er meget rustikt. Minder mig om byerne ude i østen.
Indien og Nepal. Det ligner lerklinede huse, hvad det sikkert også er.
Byen ser ikke stor ud. Det er en turistfælde og en flipper-by. Bag de
lerklinede mure er der nogle steder moderne installationer, til moderne
priser og lidt til. Masser af overnatnigsmuligheder men alt er optaget
de første 4 steder. Det, jeg først passerede, men som jeg syntes så for
lurvet ud viser sig at have et værelse med eget bad til 12.000. Og
senere finder jeg et til 18.000. Den sekundlimede taske springer op, så
nu slæber den på baghjulet et sted. Pludselig står jeg ved et 'Sernatur',
det statslige turistbureau, og som ved et mirakel er det ved at åbne her
søndag aften klokken 18. Hun kan nu ikke hjælpe mig meget. Der er en del
steder med værelser til mine priser, men når de er optagne nytter det
ikke. Endelig kommer jeg i min søgen til et sted, hvor der også står
Camping, så nu har jeg for første gang slået mit telt op i mørke. Her er
kun unde mennesker. 2000 pr. nat. Mit næste problem bliver: hvad kan man
købe her i byen? Men der er internet-forbindelse.