Rejsebrev nr. 23
La Paz 29.08.02
La Paz 27.08.02
Det regner i La Paz. Det var helt hjemligt at høre, det begyndte her
til morgen. Skal jeg virkelig opleve en regnvejrsdag på min tur?
Dejligt ikke at skulle op og på arbejde. Og morgenmaden venter.
Ved morgenbordet bliver der talt finsk til højre for mig. Det er nogle
finske arkæologer, der har været her godt to måneder og skal hjem i
morgen. De giver mig helt ret i min opfattelse af den bolivianske
kulturarv.
Jeg er nede og tegne forsikring og for lige at høre, at alt er i orden
m.h.t. turen La Cumbre - Coroico i morgen. Jeg har ikke haft tid til
at få undersøgt om min egen forsikring også dækker denne form for
'ekstremsport', men det gør den sikkert ikke. Får lovning på en
papboks af den slags de får deres cykler i. Men en stor papkasse? Det
ved de ikke, hvor man får fat i. Sådan en kan jo gemme på et helt
"hjem". Men at tilbyde at købe en vil nok være et godt udgangspunkt.
Det er ikke meget, der er på programmet sådan en dag, men det kommer
rigeligt til at tage hele dagen. Jeg vil f.eks. have kopieret
billederne fra det ødelagte kamera over på CD, og jeg mente, de havde
en 'gravador' internetstedet ved mit 'gamle' hostal, de havde i hvert
fald USB-port, men nej. Desværre. Jeg prøver nogle flere steder, jeg
støder på. Nej. Beslutter at udsætte det til senere og prøve på El
Prado, hovedgaden.
Ordner andre småindkøb. Får købt nogle salteñas til frokost og er
hjemme forbi hotellet. På gaden igen møder jeg min unge franske ven
fra Toconao og toget til Uyuni. Han har mødt flere af de andre fra
toget forskellige steder. Vi følges lidt ad, mens vi snakker - på
spansk. Det er ikke helt rigtigt, jeg snakker nok mest engelsk, det
forstår han godt, men det er gennemgående en noget international
samtale med fransk ind imellem. Vi er på vej ned mod Prado, og han
skal også bruge en internet-forbindelse. Det
sted vi støder på, mener de ikke, der findes en 'gravador' i hele La
Paz, så jeg opgiver. Begiver mig i stedet hen til en sportsforretning,
hvor jeg har set bundtede papkasser ligge udenfor. Sidst jeg var
forbi, var der ikke nogen. Det er der nu, forretningen er vist
midlertidigt lukket, men jeg fremfører mit ærinde: Kan jeg købe en
papkasse, men en stor én? Jeg forklarer også, hvad jeg skal bruge den
til, men de har ikke nogen rigtig store. Jeg finder så på, at hvis jeg
kan få to ens, må de kunne sættes sammen til én stor. Det kan desværre
ikke lade sig gøre, der er ikke så mange der ikke allerede er bundtet.
Jeg får så den ide, at hvis jeg åbner den største og taper den sammen,
så den kun mangler endestykker, må jeg kunne lave endestykkerne af den
mindste kasse. Jeg skal ikke betale for dem, jeg takker og kæmper mig
hjemad med mine kasser. Hver gang jeg skal hjem er det opad bjerget,
og der er et godt stykke.
Hjemme ser jeg en smule CNN og går så ud for at hæve de sidste
bolivianos. På vejen støder jeg på et internetsted på Prado, der
reklamerer med CD-skrivning, så det kunne altså godt lade sig gøre,
man skal aldrig stole på de lokale! Mens min CD bliver skrevet, sidder
jeg og kigger på bøger på en reol. Det er tilsyneladende bøger, folk
er blevet færdige med og har efterladt. Efter et øjebliks søgen falder
mit blik på titlen: 'Ved stranden Ventetid' af Nevil Shute. Her har
været en dansker. Nøjere granskning afslører: 'Jorden runt på 80 dagar'
som har et stempel fra Furulundsskolan i Sölvesborg ikke langt fra
Ystad og Bornholm. Det er en spøjs oplevelse.
I dagens løb har jeg også fået købt mig en ny livrem. Jeg har nærmest
været ved at tabe bukserne på det sidste, jeg må vist spise lidt mere.
Den gamle, som kun var fra 1969, knækkede simpelthen i den tørre luft
i Chile. De der kender mig vil vide, at det at købe en ny ikke bare er
sådan lige. Men efter at have forsøgt mig 5-6 steder lykkedes det. Der
er lamaer på!
La Paz - Coroico 28.08.02 (minibus - cykel)
Jeg sidder på min altan værelse 21 Hotel Esmaralda, Coroico. Jeg kan
se ned på en flod ca. 1 km under mig, hvor 4 dale løber sammen.
Bjergtoppene er vel 5-600 m højere end her. De fjerneste blander sig
med skyerne, men er vist 5-6 km høje. Det er lunt. Klokken er 18.15 og
cikader og fårekyllinger giver lyd fra sig. Mørket er ved at falde på,
men jeg nåede lige at få en tur i poolen og et varmt bad bagefter.
Sammenlignet med de tørre, vindblæste højdedrag, jeg har passeret, er
dette paradiset. Vi er i omkring 1900 m's højde og der skulle IKKE
være malaria. Jeg valgte suiten til 15$. Da jeg først havde set den,
var der ikke meget ved et værelse med udsigt til skrænten bag
hotellet. Her på altanen er der hængekøje, hvis man får det for varmt
indendørs, men det er vist mest til om sommeren. Bananpalmerne vokser
lige nedenfor altanen og bjergene svulmer af frodighed.
Men lad mig lige resumere: Vi skulle mødes ved en café i morges for at
blive kørt op til La Cumbre, som er passet over de høje bjerge (4700
m) ned til lavlandet (junglen) bagved. Herfra skulle vi på MTB's cykle
til Yolosa lige før Coroico, som ligger i 1800 m's højde. Efter endt
justering og instruktion sætter vi i gang, der er en guide foran og en
guide bagved og minibussen følger allerbagest. Med mellemrum er der
stop for at holde sammen på gruppen og for at advare mod det næste der
venter. Det er en svimlende oplevelse.
De første 20 km er rimelig asfalt og ned går det i en fart, alligevel
opleves det som evigheder, hvor man kun skal koncentrere sig om at
holde sig på vejen og undgå de huller, der er med mellemrum. Jeg er
alderspræsident. Ellers er der ingen over 30. På det første stykke går
det fint med at følge de unge vovehalse, men da asfalten holder op, må
jeg give fortabt. Det er en ny sport, som først skal læres, dette at
køre så hurtigt som muligt nedad på en ubeskrivelig dårlig vej. Første
gang det går opad, er jeg ellers ved at få et knæk. Jeg er jo vant til
at køre i mit eget tempo, men nu er der nogle at følge.
Jeg er på denne strækning havnet i den bageste gruppe og lige foran
mig, er der nogle piger, der hjuler deropad. I sidste øjeblik får jeg
omstillet benene til en rytme åndedrættet kan holde til og falder
tilbage, men kun for en kort stund, så står de af den ene efter den
anden. Jeg har ikke meget at køre med heroppe, men det jeg har,
forstår jeg at udnytte til det yderste.
På et tidspunkt, allerede på asfaltstykket, kommer der et bredt
stykke, hvor asfalten mangler, og hvor jeg bliver bange, fordi jeg
kører alt for stærkt. Jeg når lige at tænke: Det har går aldrig godt,
så er jeg ovre uden nogle problemer. Det var aldrig gået på min egen
cykel, men denne her har støddæmpere foran, og det gør hele
forskellen. Så efterhånden bliver jeg dristigere, men helt at kunne
holde trit med de hurtigste, når jeg ikke. En enkelt gang, hvor
forhjulet glider på en sten, er det ved at gå galt, men jeg kommer ned
uden skrammer.
På et stykke er det mudder, vi kører i, og alle får en ny teint. Det
er hård kost for cyklerne, min bagskifter virker ikke perfekt, og sådan
er det med de fleste. Men bremserne er skivebremser og DE virker. Ens
kæde knækker. Jeg kører på Homer, der er en lille mærkat på hver for
at skelne dem fra hinanden. Dough.. alligevel går det godt.
Efterhånden bliver bjergsiderne stejlere og stejlere, indtil de er
lodrette og vandet med mellemrum fosser ned over vejen, der går på en
hylde. Hvor langt der er ned, er ikke godt at vide. 500 m?
Den opadgående trafik har forkørselsret og kører i venstre side ind
mod bjerget. Vejen er ensporet med mødepladser, hvor to biler kan
passere hinanden. Det er den nedadkørende, der må bakke, hvis de mødes
på et ensporet stykke. Vi når alle ned til Yolosa i god behold, mindst
én har dog været ude på en flyvetur, og de fleste virker ret smadrede.
Jeg føler mig i fin form, men det manglede vel også bare. Nu er jeg
kommet ned i en højde, hvor jeg kan ånde.
Nu kører minibussen tilbage til La Paz, men vi der vil, kan stå af her.
Jeg er faktisk kommet først ned, så én af de to, der stod og rodede
med en cykel inde til højre, må have været den forreste guide, jeg
kunne ikke kende ham. Nogle stykker fra turen i går sidder og venter i
Yolosa og fortæller, at jeg simpelthen Må blive i Coroico natten over,
og det havde jeg også tænkt mig, men nu er det endeligt besluttet.
Foruden mig er der også et australsk par og en israeler (meget
selvretfærdig fyr, men jeg siger bestemt ikke noget generelt om
israelere), der også vil blive. Der er en pickup, der for 5 BOB kører
os de 7 km til Coroico og videre til Hotel Esmaralda, der ligger et
godt stykke opad bjerget.
Coroico - La Paz 29.08.02 (minibus)
Nu kører jeg igen på hylden på bjergvæggen på vej tilbage til La Paz i
en minibus. Jeg er nu mere tryg ved det, når det er mig selv, der
styrer. Det australske par er også med, dem har jeg snakket og spist
med, de er vældig flinke. Det var ikke muligt at få præcise
oplysninger om hvorvidt, der gik en bus kl.12 eller ej, så vi måtte
satse på minibussen kl.8, den skulle (og var) sikker nok.
Hotelejeren skulle være tysker, jeg snakkede med ham i går aftes. Han
åbnede ikke munden, når han talte og virkede halvfuld, men var ellers
flink nok. Hans far var bolivianer, sådan var han havnet her. Hotellet
var virkelig af international standard, men også det dyreste, jeg har
boet på, bortset fra Los Molles. Jeg har jo forsøgt at holde udgifterne
nede på denne lange rejse, men sammenligner vi med europæiske forhold,
er under 200 kr. for luksussuiten med panoramaudsigt og middag og
morgenmad jo ikke meget. Og så al denne frodighed. Bjergene er
draperet i grønt uden her dog er ubehageligt tropisk. Det er først
længere nede østpå i lavlandet.
Vi kører stadig på det farligste stykke, lige nu er der en lastbil,
der må bakke for os. Der er 14 passagerer plus en mindre dreng i
minibussen. Gad vide hvor stort førerens kørekort er? Men han kender
vejen, det er tydeligt. Til den mindste sten. Dèr var vi nær blevet
torpederet af en ivrig nedadkørende. Bilerne holder snude mod snude.
Vi har to gange overhalet forankørende lastbiler. Man kører ind i en
støvsky, der bliver tættere og tættere for til sidst at være helt
massiv. Kun føreren kan tilsyneladende se noget og efter nogen dytten
holder den forankørende ud mod højre, og vi kan atter skue dagens lys.
Vi er på et stykke, hvor chaufføren klæber sig op ad klippen -
betryggende. Det virker mere skræmmende at køre her i dag, hvor der er
tid til at se ned, i går havde man nok at gøre med at se ned på vejen
foran.
Vi har nu krydset de 3000 m og er over det værste, og så er vi oppe og
skal pludselig holde til højre i stedet.
Også resten af turen går uden problemer, og jeg kan tjekke ind på mit
'gamle' Hotel Milton 12.10. Jeg får dog et andet værelse med ringere
udsigt.
På turistkontoret er der 3 mennesker, der forhører sig om noget. Først
synes jeg den talende har en dansk accent, men lidt efter lyder han nu
meget engelsk. Det er først, da de taler sammen indbyrdes, at jeg er
sikker på, de er danskere. Jeg overvejer lidt, om jeg bare skal passe
mig selv, men kan til sidst ikke lade være med at sige noget på dansk,
og vi snakker et godt stykke tid om Chile og San Pedro og flamingoer,
og hvad man kan se i Bolivia. Jeg fortæller om turen til Coroico, men
anbefaler den ikke. Men Hotel Esmaralda anbefaler jeg. Jeg opfatter
dem som ældre mennesker, hvad de også er, men formodentlig ikke 10 år
ældre end mig. Suk. Men jeg FØLER mig ikke gammel. Her på hotellet er
der nemlig elevator. Den 'ordførende' giver mig sluttelig sit kort og
siger, at hvis jeg kommer til England, kan han nok hjælpe mig med
hotel. Om det er til vennepris, forlyder der ikke noget om, men det
fremgår, at han faktisk bor i England og desuden har adresser i både
Danmark, Andorra og Spanien. Så nåede jeg alligevel at møde danskere.