Rejsebrev nr. 15
San Pedro de Atacama 29.07.02 24.10 km
Jeg tror, de sidste unge mennesker gik til ro ved 4.30-tiden, men jeg
har nu sovet rimeligt. Stod op 7.15 og spiste morgenmad. Gik senere en
tur ud i byen for at orientere mig, og inden jeg så mig om, var jeg på
vej mod et eller andet nationalt monument, jeg ikke anede hvor langt
der var til. Det viste sig at være resterne af nogle før-inka
fæstningsværker, der beklædte en mindre bjergside. Det lokale
Hammershus, bortset fra at det kostede penge. Rimeligt nok, hvis det
skal bevares, er det ikke gratis. Men kunne også af en snoet sti gå op
til toppen af bjerget bagved, hvorfra der skulle være en enestående
udsigt. Jeg spurgte, om jeg måtte komme igen og gøre det senere, da
jeg ikke havde noget på hovedet og ingen vand med. Det måtte jeg godt.
Han skulle nok huske, at jeg havde været der og betalt.
Der VAR en enestående udsigt, både ud over Salar'en og til
månebjergene bagved. Meget skiftende vejr. I morges sol og varme. Nu
her til eftermiddag skyer og blæst. Har meldt lig til en tur til El
Tatio-gejseren i morgen tidlig. Starter kl. 4.00 mens det er mørkt.
For at man kan være der, når gejseren er på sit højeste.
Indkøbene behøvede jeg ikke bekymre mig om. Man kan få det, jeg gerne
vil have til rimelige priser, bananer, ost i skiver, juice, brød.
 |
 |
|
| "Den sidste drink" | På vej ned i Salar de Atacama |
San Pedro 30.07.02 0km
Det har været en bevæget dag. Jeg startede med kl.3.50 at blive klar
over, at min cykel ikke var der mere. Hvad kunne jeg gøre andet end at
styrte pladsen rundt med min lommelygte, for at se, om nogen havde
flyttet den for sjov?
Så kom minibussen og hentede mig, og vi kørte mod gejser-området på den
dårligste vej, jeg endnu har oplevet. Nogle skyer, der forsvandt,
afslørede, at Orion stod på hovedet, jeg syntes nok, der var noget, der
var lidt underligt, indtil jeg så Sværdet rage op i luften. Jeg kunne
ikke helt koncentrere mig om gejserne (flest små boblebade), og desuden
havde mit håndklæde hængt til tørre på cyklen, så jeg kom heller ikke i
det varme bassin. På vejen op gik der lang ikke tid før, der var sne til
siderne og senere også på vejen. Nogle steder føg det, og jeg
overvejede, om vi overhovedet kunne komme ned igen? Der kørte to
minibusser foran vores, og vi blev senere overhalet af endnu en, så der
var mindst 4 busser fra forskellige bureauer på vej. Juan, vores
chauffør, kørte pænt og kom derfor langt efter. Jeg fik taget nogle
billeder, men det var utroligt koldt. Desuden var vi oppe over 4400 m.
Juan underholdt med historier om folk, der var faldet i det 70-80 grader
varme vand, én havde overlevet, men var 2 år senere blevet dræbt i et
trafikuheld.
Et sted kunne man, når man stod nær kanten, mærke rystelserne i klippen
fra det kogende vand nedenunder. Vi var nogle stykker, der lige skulle
prøve. De andre mennesker var søde, men skulle hele tiden noget, så vi
kom sent deroppefra. Jeg var bare interesseret i at komme hjem, og finde
ud af, hvad der var sket med min cykel.
Hjemturen gik godt, indtil vi kørte fast i sneen. Der manglede ca.200m,
før vejen igen blev farbar. I 10 graders frost og blæst og 4400 m's
højde er det ingen spøg. Juan, som vel her burde føre sig frem, som
leder af turen, virkede rådvild, men med hænder og fødder var vi nogle,
der begyndte at rydde vejen. Det lykkedes ved skubben og masen at få
bilen 10 m frem. Opildnet af succesen fortsatte vi med 5, 15, 50 m, men
der var stadig langt igen, og vi var stadig i 4400 m's højde, så når jeg
havde skubbet, gik der nogle minutter, før jeg igen kunne trække vejret
normalt. Jeg sagde ikke noget om den historie, jeg havde læst, om nogle
italienere, der i Bolivia i en 4WD kørte fast og ikke blev fundet i
live. Vi kunne sagtens gå over det tilsneede stykke, men der var stadig
40-50 km i samme højde. Til gengæld havde vi passeret et hus ved en
forladt mine måske 5 km før, hvor der havde været liv. Juan trøstede os
med, at når vi ikke kom hjem indenfor en tidsfrist, ville der komme
nogen og lede efter os.
 |
 |
|
| Guiden koger æg | Redningen.... |
For at gøre en lang historie kort: Efter et par timer, hvor hårdt
arbejde hjalp til at holde varmen, kom der en 4WD ekspeditions-bil med
snekæder og slæbetov den modsatte vej, og i løbet af 5 min havde de
trukket os igennem det tilsneede stykke.
Næsten hjemme igen mødte vi 'the rescue team', en KIA minibus magen til.
Hvis vi skulle have ventet på dem, var vi først blevet undsat kl.17, og
de havde så måttet efterlade den fastkørte bil. Nu var vi hjemme kl. 17.
Da jeg som den sidste blev sat af ved min campingplads, spurgte jeg
Juan, om ikke det var første gang, det var sket for ham, og det måtte
han indrømme. Lidt af en undskyldning er det, at der ikke har været sne
i gejser området de sidste 20 år (siger de).
Da jeg kommer 'hjem' er cyklen ikke dukket op, og teltet svæver nærmest
over jorden kun holdt af de 4 store sten i hvert hjørne, resten har
revet sig løs, for her blæser det ikke bare, her stormer det. I største
hast får jeg nødtørftigt teltet på plads og ender med at finde ejeren af
pladsen, som tilfældigvis havde syntes, det var for risikabelt, at min
cykel stod alene udenfor teltet, så han havde taget den ind i et aflåst
rum, de havde. Havde han dog bare vækket mig og sagt det!!!! Således
opmuntret går jeg tilbage til teltet for at konstatere, at det ikke kun
er de få ting i forteltet, der er 'rullet' i støv. I den dobbelte
indgang har der været en 10 cm lang sprække, hvor kun myggenettet har
været for, så alt er dækket af et fint brunt støvlag. Dette støv, som
jeg allerede har haft i næsen de sidste dage, er umådelig fint, og
trænger ind i alle porer. Det er mest soveposen, det er gået ud over.
Efter kraftig banken og børsten får jeg en del af. Resten må være.
Udmattet falder jeg om med en liter juice og en ostebolle og ligger og
vegeterer lidt. Så hører jeg nogen kalde på mig. Det er Christel og
Daniel fra turen, som jeg havde snakket en del med. Jeg havde også
tænkt, at jeg lige ville hen forbi og sige, at alt havde vist sig at
være i den skønneste orden, nu kom de mig i forkøbet. Jeg tilbød straks
at give drinks, og vi gik ud og fik Pisco Sour, et sted de kendte.
Senere gik vi ud og spiste. Daniel er hollænder og Christel er
portugiser, men bor i Holland. Hun taler spansk som en indfødt, og vi
kommer ind et lillebitte sted, hvor hun overtaler damen til at finde
nogle stole, for der er da et bord dér. Christel og Daniel taler sammen
på en blanding af portugisisk og hollandsk. Når det ikke lige er
engelsk, fordi andre taler engelsk. Vi har en hyggelig aften, de vil
videre sydpå engang i morgen, og vi finder og af at bytte kort. Daniel
har allerede tilbudt mig deres kort over Altiplano (Chile, Peru,
Bolivia). Jeg kan jo bare sende det, når jeg kommer hjem, og da jeg så
ikke mere har brug for mit kort over hele Chile, får de det.
San Pedro 31.07.02 42.47 km
Måtte have 2 kopper kaffe her til morgen. En let hovedpine tager hurtigt
af. I dag skal jeg gennem Valle de la Luna, månedalen. På nogle kort er
vejen asfalteret, det passer ikke med virkeligheden, den er meget ringe,
men dalen der skærer sig igennem disse bjerge er virkelig fantastisk.
Nogle steder ligger klitterne helt op til toppen af bjerget, andre
steder er klitten selv blevet det højeste punkt. Blødere dalstrøg er
dækket af et ujævnt, gråligt, boblende lag af salt, til den ene side
ses, hvordan saltet nogle steder er krystalliseret og glimter mod mig i
solen som tusinder spejle. Desværre har jeg ikke vinden med mig i dag.
Den kommer i ujævne, voldsomme stød, der nogle steder forårsager den
rene sandstorm, jeg må forcere. På et langt lige stykke truer vinden med
helt at bremse min fremfærd. Det blæste ikke sådan i morges hjemme ved
teltet, håber heller ikke, at det gør det nu.
 |
 |
|
| Klippeformationer.... | ....i Valle de la Luna |
Andre steder er mere bestandig klippe blevet stående som sære skulpturer
eller lange, smalle, takkede mure. Efter at vinden et par gange har
været lige ved at vælte mig helt omkuld, og jeg har måttet have benene
ned, søger jeg læ for at skrive dette, men det er som om vinden er alle
steder. Den hylende vind fortsætter. Spiser frokost i noget jeg kalder
elefantfodsdalen. Hjemme igen konstaterer jeg, at teltet står endnu.
Går på museum sidst på eftermiddagen. Meget interessant bygning.
Stjerneformet. Desværre er der kun ét sted tekst på engelsk. Jeg har
ordbogen flittigt fremme og lærer nye gloser, men det er også trættende.
Det omhandler bosættelserne i Salar'en og deres udvikling fra
forhistorisk tid og til i dag.
Ved solnedgang burde vinden lægge sig, og det er som om, den er lige
ved, men så blæser det op igen. Endelig nu 21.30 er den stilnet af. Kun
for i nat? I morgen kører jeg sydpå til flamingoerne.
San Pedro - Llano Aguas Blancas 01.08.02 83.81 km
Nogle nye på campingpladsen larmer næsten lige så meget og længe som de
forrige. Og dette er endda nogle familier. Jeg tager mig ikke af det.
Til gengæld gør jeg intet forsøg på at være stille, da jeg står op og
pakker sammen ved 7.30-tiden.
Hvad står den på i dag? Ingen vand. Intet bad. Jeg klarer lige akkurat
at vaske hænder i resterne af en 2l's mineralvand. Har 2 l juice og 1
1/2 l vand. Jeg køber 1 1/2 l ekstra just in case. Må lige ind forbi
grænsepolitiet og sige, at jeg ikke skal over Paso Jama til Argentina,
men sydpå. Vejen går ligeud, falder måske en smule, men Salar'en er
stort set flad. Benene fungerer overraskende godt. Jeg er ved at
tilvænne mig højden. Det er trods alt 2400 m. For at blære mig kører jeg
over 30 km/t på en strækning. Så pustes der altså også en del. Solen
skinner fra en skyfri himmel og det lufter kun en anelse. Efter 5-6 km
overhales jeg af en pick-up med stole. Den kører ind ved noget, hvor der
holder en masse biler. Ellers er her intet bortset fra lav bevoksning og
spredte træer. Først tror jeg, det måske er en fodboldkamp. Nej, der er
faner og der lyder musik. Musikken får mig til at tænke på Albanien
1974. Der er noget march og fædreland over det. Det kunne ligne en
pumpestation, den skal nok indvies. Ser ganske vist ikke HELT ny ud, men
efter støvstormen kan vi alle vist godt se lidt brugte ud. Læbepomaden
er jeg begyndt at bruge flittigt.
Nu mangler jeg blot at få købt noget fugtighedscreme i stedet for den
stjålne.
Jeg standser efter 25 km. Her er FULDSTÆNDIG stille. Omkring mig den
flade Salar, der mod øst fortsætter lige til foden af bjergene. Så
skråner terrænet jævnt opad til de øverste toppe strækker sig mod
himlen. Særlig Llacancabur's vulkankegle, som jeg for længe siden kunne
se i baggrunden, er karakteristisk. Jeg er alene i verden. Tamarugal
står der på mit nye kort et sted mellem San Pedro og Toconao, med en
stjerne ved, så det er noget seværdigt. Da jeg spurgte pigen i
turist-info'en, forstod jeg ikke det hele, men árbol var det afgørende
ord og det betyder træ. Da jeg nu kører på vejen har jeg altså en
forestilling om et særligt træ, måske et særligt gammelt træ? Men på
afstand dæmrer det for mig. Den mørke stribe, jeg har kunnet se i
horisonten, er træer. Mange træer. En skov? Da jeg når frem, viser det
sig at være tilfældet. De står måske lidt mere spredt end vi er vant til
det, men kan da spærre for udsynet i alle retninger. Der holder en
campingvogn og er en bod, der sælger kunsthåndværk, men ellers ingen,
hvad der først undrer mig, for med al denne frodighed må der da være
basis for beboelse? Men det er nok fordi det er nogle ret dybe
vandførende lag træerne kan nå, der er ikke basis for afgrøder. Det er
også nogle tornede bæster, viser det sig, da jeg parkerer min cykel opad
et og bagefter må trække torne ud af dækkene. Heldigvis viser det sig,
at ingen har kunnet trænge helt igennem.
 |
 |
|
| "Skoven" i Salar'en: Tamarugal | Skiltet - om ikke andet - har kendt bedre dage |
Jeg når Toconao, som ligger lige under 'Quebrada'en, som disse skrånende
bjergsider hedder. Her provianterer jeg lidt og køber en hat, sådan en
slags foret kludeklips-hat, som mange af de lokale bruger. Sidst jeg
skulle beskytte hovedet mod solen, måtte jeg bruge min strikkede, sorte
hue. Veksler et par ord med to franskmænd, som lige kommer med bussen i
det samme og skal bestige en vulkan i nærheden. Og så af sted mod
flamingoerne. Endnu engang bliver mine forestillinger gjort til skamme.
Jeg ved ikke hvor disse forestillinger kommer fra, men det skulle ikke
undre mig, om det var fra Anders And. I hvert fald synes jeg, da jeg
kører fra Toconao, der ligger højt, at kunne skimte nogle træer et sted
i det fjerne, så det er nok dér!
Fra at have ført gennem en grusørken, jeg senere kommer til at overnatte
i, drejer vejen og fører midt ud i Salar'en. Der kommer vegetation, hvis
man kan bruge det udtryk. På en brun jord med et hvidligt overtræk af
salt, er der nogle få arter, der kan overleve, specielt én tør, gul,
strid græsart. Jo længere jeg kommer ud, jo mindre er der.
Til sidst kun den brune jord og den hvide salt, og så kommer Conaf's
lille hus til syne, og et øjeblik efter parkerer jeg op af det. Der er
også en lille parkeringsplads og ellers bare en afgrænset sti lige frem,
og der kan man nu se vandet og nogle flamingoer. Jeg får betalt 2000,
armerer min taske med kikkert, dagbog m.m. drikker resten af den anden
flaske og haster derudaf. Pigen forklarer mig om en anden sti, man kan
gå ad, men jeg har ikke tid, jeg må ud og se dette gådefulde i midten af
verdens ende. De spankulerer majestætisk rundt og roder i vandet. I
modlyset spejler de sig i vandet og mod bjergene i baggrunden er det et
overvældende smukt syn. Jeg ser også nogle ovre til den anden side
længere væk. Måske man kan se dem fra den anden sti? Og jeg skynder mig
tilbage til den anden sti. Den viser sig at være meget interessant. Ved
et vandhul, hvor disse diatomerer og en anden slags alger, som
flamingoerne lever af kan ses på tæt hold, ser jeg overrasket et sort
firben med røde pletter. Efter teksten at dømme er det måske en
salamander? Så ser jeg endnu et firben i en anden farve. Jeg
fotograferer og skynder mig videre. Ved den yderste lokation er
flamingoerne stadig langt væk, så jeg må have kikkerten frem. Og denne
lille kikkert med de 10x's forstørrelse kan virkelig sætte tingene i
relief. Ikke nok med at flamingoernes næb nu tydeligt ses kraftigt gult
og dens ben røde og halsen pink, bag den tårner de snedækkede
Andesbjerge sig op og understreger sammenhængen. Hvordan de fjerne
bjerge gennem underjordiske vandførende lag forsyner denne lagune med
det vand, der gør det muligt, at livet kan opretholdes i denne afsides
biotop står hen i det uvisse. Det er et enestående syn, og jeg er opfyldt af begejstring og
taknemmelighed over at kunne opleve det.
 |
 |
|
| Det ene øjeblik uddød saltørken.... | ....det næste livgivende vand |
Jeg står der så længe, at jeg bliver indhentet af en tysk familie med
guide. Jeg låner dem min kikkert og falder senere i snak med dem.
Nu hvor jeg ligger i forlygtens skær og skriver og har været ude at
betragte stjernehimlen over Salar'en føler jeg mig mæt fysisk og
psykisk. Nu skal jeg sove. Godnat.
Jeg måtte lige ud at tisse. Lysene fra Toconao ses tydeligt, men det er
også kun 17 km væk. Men mod nord kunne San Pedro ses og så 3 steder
mere, hvor det sidste må være Peine i bunden af Salar'en. Det er ca. 50
km til hver side. Må lige se, hvad de to sidste er.