Rejsebrev nr. 13
San Pedro de Atacama 28.07.02
Officina de Chacabuco - Chuquicamata 138.92 km
Det har været en tålelig nat. Dette ekstra underlag gør, at natten
bliver omend ikke komfortabel, så dog udholdelig. Klokken er 5, men
jeg har vist allerede fået mine 8 timers søvn, så jeg ligger bare og
venter på, det bliver lyst, så jeg kan komme videre. Det er 11 grader
herinde, så det har været en varm nat. Det er ikke mørkere herinde,
end at jeg kan skelne det meste, men til at skrive og se på uret
behøver jeg lys. Allerede sidst på dagen i går bevægede jeg mig over
en mindre bjergryg og ind på en højslette, der ikke har afløb til
havet. Det fortæller dagens oplevelser om. Men ved solopgang begynder
det at blæse og opvasken føles betydelig koldere end oppe i 6 graders
frost. Nedtagning af teltet besværliggøres, vinden prøver at tage
magten fra mig, og det er lige ved at lykkes. I mangel af andre
hjælpere tages et par sten i anvendelse, og ved deres hjælp lykkes
det. Vinden er i dag fra den modsatte retning, og det går noget
langsomt fremad, men inden så længe løjer vinden af, og varmen sætter
ind som i går. Højdemåleren, der her kl. 11 siger 1490 m, fortæller om
et støt stigende landskab. At der ikke er afløb til havet, fortæller
alle disse officina'er om. Et officina lader til at være et tidligere
udvindingssted, der nu er nedlagt. Det er salt, man har udvundet, i
de lavest liggende områder har vandet samlet sig, er fordampet og
saltet er blevet tilbage. Måske har det regnet oftere engang,
formodentlig, i alt fald må det have været betragtelige mængder som
oplysninger ét sted vidner om: Fra 1912-1931 en årlig udvinding på
50.000 tons. Når salar'en var tømt, rømmedes stedet og tilbage ligger
disse ruinbyer eller officina's. I nogle tilfælde er der tale om hele
landsbyer med kirkegård og hvad der hører sig til.
 |
 |
|
| Står der "officina" på kortet.... | ....er det ikke en sædvanlig by |
Jeg ankommer til Sierra Gorda ved 12-tiden og ser lige på uret, er det
tid til buena dia eller buena tarde? Viseren er nogle minutter over,
altså det sidste. Men ingen af de to småbitte købmandshandler, der
kalder sig 'supermercado' har bananer. Jeg havde ikke villet have dem
med fra Antofagasta i går, nu får jeg ingen. Så må det være chokolade
som mellemmåltid. Sierra Gorda ligger lige på overgangen til en ny
højslette, der ser mere bar og ensformig ud end den forrige. Meget
mere end en gade er det ikke, men der må vel være et rådhus, byen
lægger i hvert fald navn til hele kommunen, i hvilken der formodentlig
kun er de to byer, jeg nu begge har set. Resten er minas eller plantas.
I minas graves mineralerne bare op, mens de i planteas forarbejdes
foreløbigt. Det har en del af lastvognstransporterne længe vidnet om:
'Acido Sulfurico, Pericoloso'. Også toget på jernbanesporet, der har
fulgt vejen har samme last. Lidt udenfor Sierra Gorda holder det, in
the middle of nowhere. Det eneste, der er at se, er en af disse
vandbeholdere oppe i luften på lange ben, men en lastvogn der kører
derfra giver forklaringen: her omlastes svovlsyren til tankbiler.
Vejen synes uendelig frem til foden af et fjernt bjerg. I første
omgang anslår jeg afstanden til 30 km, men efter 5 km reviderer jeg
den til 20 km. Bare der dog var et busskur med skygge for den
brændende sol, så jeg kan skrive lidt, men intet andet at se end gold
slette. Endelig dukker en 'rasteplads' op. Det er to tønder til affald
og en tredje tønde, der på en eller anden måde holder liv i nogle små
træer. De giver ikke meget skygge, men bag vandtønden lykkes det mig,
at klemme mig ned i gruset og få lidt 'luft'.
Den sidste time har været drøj. Det er gået opad det meste af tiden,
modvinden kommer og går og landskabet byder ikke på de store
variationer ved denne hastighed. Et mobilt boretårn har været én.
Spredt i området viser samlinger af hvide sække, hvilke andre steder
der har været boret. Et kæmpemæssigt hvidt vandreservoir og nogle
højspændingsledninger, mere er der ikke at sige. Det eneste positive
var, at min vurdering af afstanden vistnok var rigtig. 21 km har jeg
kørt og mener jeg er ud for bjergene nu. Men jeg er lidt i tvivl for
der er stadig bjerge i baggrunden, men de "voksede vist op" på
stigningen. Jeg har måttet stå med cyklen mellem benene, der er ingen
steder at sætte den og ingen skygge.
 |
 |
|
| Et møde i ørkenen | Svovlsyretoget |
Jeg må have noget frokost. Har ikke lyst til tun. Det tager også
for lang tid. Heldigvis kommer jeg i tanker om brombærmarmeladen. Men
hvor? Som sendt fra himlen kommer et af disse kapeller ved vejen. For
en gangs skyld af betragtelig størrelse. Kan muligvis give skygge. Det
vise sig, at det er bygget af tre sammenhængende mure. Et par meter i
højden. De to yderste danner hver for sig en vinkel på 120 grader med
midtermuren og ind til disse fløje, er der to små primitive bænke, og
når jeg sætter mig på den venstre og trykker mig op mod muren, er jeg
lige netop i skygge. Også vinden giver muren læ for, og på den øverste
del af det hvidmalede jernrørskors står flaget lige ud. I din død
giver du skygge og læ. Også jeg vil nu huske dig, León.
Nye stigninger med 11 km/t, det passer ikke med hvad jeg havde tænkt
mig i dag. Jeg synes, jeg slæber mig af sted, efter en stigning kommer
der dog lidt sidevind og med kroppen på skrå for at agere sejl, kommer
jeg endelig op på den store klinge igen. Kun for at møde en ny
stigning. En ny slæbe tur, men endelig må jeg være på toppen og så -
ved næste tråd kommer belønningen. Det der har gjort dagen det hele
værd og gårsdagen med. Ud af disen i det fjerne rejser sig to
kæmpestore snedækkede
tvillingevulkaner. Så mod højre en noget lavere ryg og så en ny
tvillingtop, en lavere ryg og et mere spidst bjerg, hvorefter resten
fortaber sig mod syd. Hvis ikke allerede jeg havde tabt vejret på
stigningen, ville det tage vejret fra mig. Nu må jeg nøjes med at
måbe. Det er ikke noget, det kan fotograferes, det kan ikke overføres
til papir.
I dette drømmesyn ligger hele dagens sure slid gemt og hvert et tråd
og hver en anstrengelse. Dette vil jeg aldrig glemme.
Efter denne opmuntring går det derudaf. Det virker som om vejen går
ligeud, men faktisk stiger den lidt endnu, så vi når 2240 m. På et
tidspunkt lyder et dumpt drøn fra en eksplosion til venstre for mig, og
da jeg ser mod stedet, hænger røgfanen for længst over stedet. Den har
nået at sprede sig i de 10-15 sekunder, det har taget lyden at nå mig.
Inden længe kan Calama ses i det fjerne og ud fra tidligere
km-angivelser regner jeg efterhånden med 8 km. Til min rædsel kommer
der et skilt med 17 km. Det, der har rumlet i mit hoved, har været
ikke bare at nå Calama i dag, men også køre de 16 km, der skulle være
til Chuquicamata, for omvisningen starter kl. 8.30 fra et sted i byen.
Chuquicamata skulle nemlig ikke bare være en mine, men også en by.
Endelig går det også lidt nedad og jeg forcerer. Hvis jeg skal køre 33
km inden kl. 18 skal det gå stærkt. Som sædvanlig bliver vejskulderen
ringere og ringere efterhånden som vi nærmer os byen. Den har i det
hele taget været ringe, og der er et hul imellem den og vejen på lange
strækninger, så det er svært at komme frem og tilbage. Da der jo ikke
er meget trafik kører jeg på vejen, og trækker så ud, når der kommer
nogen, specielt naturligvis, hvis der er trafik i begge retninger.
Tæt på Calama er det ved at gå galt. I øjeblikket kører jeg med en af
de nye tasker foran. Det er noget lort. De må være beregnet til at
sidde bagpå, for de går for langt ned mod vejen, med det resultat, at
de kan blive løftet af, af en høj kant. Desuden er den elastik, der
skal forhindre dem i at hoppe af gået fra hinanden og jeg har
repareret den 3 gange, men bliver tasken først løftet HELT af, bliver
den trukket fra hinanden. Det er ikke sket endnu, men den er igen
blevet revet fra hinanden, og jeg kører derfor uden. Ikke at det
egentlig gør nogen forskel.
Da en stor lastbil pludselig dukker op, uden jeg har hørt den,
manøvrerer jeg ud i siden og kører ned i et hul, hvor tasken løftes
eller hopper af og kurer hen ad vejen, men dog uden at komme i
carambolage med cyklen. Her burde jeg være advaret, og det var jeg
sådan set også - men. Da jeg kommer til indkørslen til Calama, går
vejen til Chuqui fra og det bliver motorvej, som det også skal i følge
kortet. 8 km til Chuqui kommer der snart et skilt der fortæller.
Herligt, snart fremme. Men lidt senere sker der noget med vejen, fra 2
spor + vigespor i begge retninger, kommer nu 1 spor i hver retning, og
samtidig bliver vejskulderen ikke eksisterende eller rettere så dårlig,
at der ikke kan køres på den ret længe af gangen. En bil dukker igen
op bagfra, og formodentlig er det resultatet af en lang udmarvende
dags anstrengelser, der gør, at jeg fejlbedømmer situationen og kører
ned i et hul jeg IKKE skulle have kørt ned i. Tasken løftes af, falder
ned og rammer højre pedal med det resultat, at cyklens samlede vægt +
mig vælter mod venstre. Præcis hvad der sker, kan jeg ikke huske. Jeg
tror, jeg får benet ned, for jeg har denne fornemmelse af, at det er
lige ved at lykkes at holde den, men også kun lige. Mig og cykel
havner i asfalten, hvor jeg får tager fra med venstre hånd og hamrer
højre ned efterfølgende, slår knæet af helvede til og altså ligger
dér.
Bilen jeg kørte ud for må have passeret i samme øjeblik for der er
ingen fare på færde, jeg falder også kun ind i vejens yderkant. Jeg er
ved at rejse mig, men det gør ondt og jeg lægger mig lige lidt. En bil
i modsat retning standser op for at se, hvad der er sket, men jeg
vinker den videre og kommer på ret køl. Da jeg får rejst cyklen op og
vil til at køre videre med blødende finger og smertende knæ, er der
noget, der skraber på, og jeg kører over til et eller andet, jeg får
sat den opad. Da ser jeg katastrofen. Den ene holder på venstre
bagtaske er simpelthen knækket. Det lykkes mig at få flyttet på den,
så den kan hænge i én, så jeg i det mindste kan komme videre. På denne
måde sniger jeg mig af sted angst for at denne belastning skal få også
den anden holder til at brække. Var vejen dårlig før, bliver den
ubeskrivelig nu. Her er der heldigvis ingen tvivl, det er IKKE vejen,
jeg skal køre på. 2 km lister jeg mig af sted ud i noget hullet grus,
nogen steder må jeg trække. Så kommer den vej, som må være motorvejen
til Chuqui på kortet. Men det kunne jeg jo ikke vide, jo muligvis,
hvis jeg stadig havde haft min Lonely Planet Chile men... Og hvis jeg
stadig havde haft begge mine fortasker var det heller... o.s.v. Var
jeg kort gennem Calama, hvilket havde været lettere...o.s.v. Nå, men
sket er sket. Videre. Nu er vejen da god.
Jeg kører mod Chuqui. Vejen stiger. Langt borte kan jeg se nogle
bygninger nedenfor de bunker de har gravet op. Det må være byen. Jeg
kan også inden længe, for klokken er blevet 18, se nogle røde lys
længere oppe mod venstre. Det ligner faktisk gadelygter. Der er langt.
Da jeg har kørt, jeg ved ikke hvor længe, går det op for mig, at det
er deroppe til venstre jeg skal. Der er fandeme langt. Og stejlt. Det
mørkner og jeg tænder bag-blinket. Den næste lille time ved jeg ikke
andet, end at jeg kæmper mig opad i mindre og mindre gear. Jeg får
stoppet og fyldt noget reservevand på én af flaskerne og får slugt en
stang chokolade. Jeg følte mig i forvejen udslidt og dehydreret, nu er
jeg også forslået, og det bliver stejlere og stejlere. Lysene synes
ikke at nærme sig. Alle km angivelser har været helt i skoven. Måske
var omfartsvejen 8 km, så vi nu har taget fat på de 16 km? Aldrig har
jeg endnu på denne tur i den grad bidt tænderne sammen.
Sidste gang jeg kan skelne højdemåleren siger den 2440 m, det højeste
jeg endnu har kørt. Her bagefter kan jeg ikke erindre meget fra denne
time, men lysene er til sidst rykket så nær, at det drejer sig om 500
m. Jeg må endnu et gear ned, det må være det mindste, jeg ved det
ikke. Sådan går det til, at jeg til sidst ruller ind under en af de
røde gadelygter og standser for at vurdere situationen. JEG ER I MÅL.
Inden jeg har nået at foretage mig noget, kommer en carabinero over
til mig. Han har en post ude i midten mellem kørebanerne. Om jeg skal
på tour'en i morgen? Ja. Der er ingen overnatningsmuligheder i byen.
Ingen residenciales ingen hoteller. Intet. Hvad nu? Mit hoved er tomt.
Tomt for ord. Specielt spanske. Jeg peger på teltet og siger 'carpa
pero oscuro', som vistnok betyder: telt men mørkt. Hvor og hvordan
skal jeg få slået telt op? Da jeg har samlet mig og skal til at spørge
efter et sted, hvor jeg kan campere, har han fået en ide. På højre
side af vejen er der et lille 8-kantet hus som også er politiets. Han
skal lige ringe. Et øjeblik efter er sagen bøf. Jeg kan sove dér. Der
er elektrisk lys, linoleumsgulv og et slags stenbord rundt på 2-3
sider. Det er vel ca. 16 m2. Cyklen kan også være der. Ydermere er der
toilet og håndvask, men her er der ingen pære, men hvad har jeg mine
lygter til? Han hedder Jorge. Jeg slår ham henrykt på skulderen og
takker mange gange. Senere går jeg over med en kop kaffe til ham og
min sidste plade chokolade, der har været lidt smeltet, men det gør
ikke noget. Koppen får jeg igen, men desværre ikke noget af
chokoladen, den havde jeg ellers glædet mig til. Jeg har for længst
udtænkt forskellige redningsplaner. 'Vaude' er ikke 'Vaude' for
ingenting. I denne situation vil hele håndgrebet med låseanordninger
udskiftes, men det må vist vente til hjemkomsten, så der skal
nytænkes.
Nu er det på tide at gå til ro. Jeg tror lige, jeg skal over og hilse
på Jorge's afløser, han skulle være informeret.
Jeg ser lige på uret. Klokken er blevet 21.10 og højdemåleren siger
2635 m.
Så ligger jeg endelig i soveposen. Jorge's afløser mente nok cyklen
kunne stå her i morgen, mens jeg er på tour'en. Han skal nok sige det
videre. Godnat. Politiet passer på mig.