Rejsebrev nr. 8
Chañaral 18.07.02
Caldera-Chañaral 103.18 km
Allerede da jeg prøvende lagde mig på sengen i går, var jeg omgående ved
at falde i søvn, så da jeg kommer tilbage efter måltidet, går jeg ud som
et lys.
Er ude for at prøve badevandstemperaturen lidt over otte. Det bliver
ikke varmt, men nu ved jeg, at det er fordi vågeblusset i vandvarmeren
er slukket. Skal jeg prøve at banke dem op? Jeg vælger at begynde at
pakke cyklen og vente og se. Da jeg så småt er færdig og bare venter på
at komme i bad, kommer manden i morgenkåbe med en æske tændstikker, og
jeg får mit bad. Ingen blandingsproblemer, bare op for det varme -
perfekt. Morgenmåltidet består af 3 småkager, der vist blev tilovers fra
i går,
men lidt efter kommer også min tostada, som dog ikke er stor, men måske
ER det smør, og der er marmelade, som jeg har bedt om. Normalt koster
tostada con café 500, men nu er der måske lidt ekstra? Jeg hører konen
nævne tallet 'ocho centos', 800 og gætter, at det er prisen, nå ja,
hvad. Konen er af den vrisne type, særlig her til morgen, mens manden er
sagtmodig og venligheden selv. Da jeg skal betale bliver det ganske
rigtigt 4.300 og jeg betaler med en 5.000 seddel. Konen roder i en pung
og giver mig 600 tilbage. Men det er da ikke nok!!? Det mener hun
åbenbart kan være det samme, hun har i hvert fald ikke flere, men så
træder manden i aktion og, vupti, får jeg mine 100 pesos.
Det har vist sig, at han kan lidt engelsk, men engelsk eller ej, hiver
jeg ham med ind i spisestuen, hvor der hænger et stilleben, denne
frugtopstilling vi kender så godt, blot er det her en fotostat, og det
er lokale frugter. Så ved at pege får jeg udvidet mit spanske ordforråd
specielt med henblik på restaurationsbesøg. En grøn peber viser sig at
være en papaya, den jeg ved flere lejligheder har fået i 'cazuela'en og
i første omgang bedømte til udkogt gulerod.
Vejen mod Chañaral er en fortsættelse af gårsdagens. Grus og sand til
begge sider, et enkelt sted trækker en hvid farve et kegleformet spor
ind i landet fra bunden af en bugt, der er også hvidt sand! Først tror
jeg det er solen, der skinner, men der bliver jeg skuffet. En let
støvregn følger mig ud af byen.
Det bliver mod forventning en dejlig dag. Støvregnen overgår til bare at
være megen fugtighed i luften og vejen skiftevis stiger og falder: 10m,
55m, 70m, 30m, 100m. Landskabet, som godt nok er øde, er alligevel
varieret. På højdedragene står klipperne tilbage, det er her sandet
produceres. Hvor umådelige støvskyer ude i universet bliver til
'stjernefabrikker' ved at tyngdekraften får dem til at samle sig til
sole og måske planeter, er situationen omvendt her. De store klipper
nedbrydes af vind, vand og temperaturskift til mindre stykker, der ender
som grus og sand, der blæser ned i lavningerne.
Klipperne antager groteske former. Specielt ét sted, jeg omgående døber
dødningeklipperne, er fascinerende. Erosionen forsyner klipperne med
næsebor og øregange, nogle steder står kun skaller tilbage. Orden bliver
til uorden, hvor det var omvendt i Eta-Carinæ-tågen, vi fik udpeget på
Mamalluca Observatoriet.
Et sted passerer jeg 4-5 blikplade-skure, hvor nogle hunde og em
barnestemme afslører, der bor mennesker. På et hjemmelavet skilt står et
navn, men stedet eksisterer tilsyneladende ikke officielt. Gad vide om
disse mennesker står i noget register?
På et tidspunkt går klipperne over til at ligne lavamarker, undertiden
delvist dækket af sand. For en rejsende i mit tempo er det en oplevelse
at se alle disse landskabsformer, der uafladeligt skifter. Så røde
klipper, grå, sorte og hvor regnvandet har kunnet samle sig har tørken
senere fået leret til at sprække i naturlige mosaikker.
På et tidspunkt bryder solen igennem og samtidig standser jeg brat.
Øverst på en klippe på den anden side af vejen sidder to
bemærkelsesværdige fugle. Det er ikke de store sorte, som jeg allerede
så i byen i går kaste sig ud fra fjernsynsmasten for at svæve på vinden
med udspilede svingfjer yderst på vingerne. Ravne?, næ, disse har et
meget kraftigt let nedadbøjet næb, der er lyst men orange ved roden. En
sort kalot på hovedet, et hvidt 'ansigt', der går over i det grå nedad
halsen for at ende i et fasan-lignende mønster på ryggen. Jeg betragter
dem i kikkerten og får lov til at komme ret tæt på og fotografere.
Nu, hvor solen igen er brudt igennem, og jeg spiser frokost, har jeg
netop set en klippe ude i vandet, der grangiveligt ligner kaptajn Nemo's
Nautilus. De lysende 'øjne' forrest viser sig tættere på at være lysere
klipper, fuglemøj? Jeg ser ingen.
Klippeformationerne fortsætter, her er noget der sætter fantasien i
gang: ørnehovederne, den koparrede djævel, lossepladsen og en ugæstfri
planet.
Lossepladsen er et område, hvor stenene ligger dynge på dynge, og hvor
farvespillet mellem rød, grå, hvid, sort og brun får det til at ligne
nævnte. Den ugæstfri planet er et område, hvor næsten lodrette
skifferlag rager meterhøjt i vejret og giver det dette forrevne
udseende, her vil det vist ikke være let at lande.
 |
 |
|
| "Dødningeklipperne" | To fugle på vejen |
Endelig må Chañaral ligge bag det næste fremspring, men for en gangs
skyld strækker bjerget sig helt ud i vandet, så vi skal sno os noget
opad. Et sted står en rød bil, og nede fra klipperne lyder nogle
uartikulerede brøl. Jeg tænker, at det er nogle, der er nede for at lave
ekko, men hvordan bærer de sig ad med at lave disse dybe brøl, og
hvorfor siger de slet ingen menneskelige lyde? Uafklaret på dette
spørgsmål kører jeg lidt videre. Der er i hvert fald fugle dernede på en
brun klippe i vandet, og jeg hiver kikkerten frem, og ser det. Den brune
klippe er levende. Den er oversået med søløver, det er dem der laver
disse brøl. Helt op til toppen ligger de. Jeg ser også nogle i vandet.
øverst troner en pelikan og et par mindre fugle. På en mindre klippe ved
siden af ligger en kæmpe-karl. På et tidspunkt er der en almindelig
størrelse oppe ved siden af den. Den er 4 gange så stor. Kan det være en
han? Eller er det en søelefant-hun eller er der ikke noget, der hedder
en søbjørn? På et tidspunkt kommer der en ubuden gæst op til den, og med
forbløffende hurtighed får den sat bevægelse i kæmpekroppen og jaget den
indtrængende bort. Det er zoologisk have in natura. Vinden er denne vej
og her lugter virkelig også af fisk, fugle, rovdyr og ekskrementer.
Klippen foran er helt
hvid, og her ser jeg tydeligt gennem kikkerten, hvordan fuglemøjet er
løbet i striber ned ad klippen.
Efter denne for mig enestående oplevelse, mest fordi den kom helt
uventet, er der ikke langt tilbage. Skiltning med turistinformation
viser sig mod forventning at holde stik. Det er en fin fyr. 56 fortæller
han, da vi udveksler data. Jeg forhører mig om vejen fra Taltañ til
observatoriet og videre til... Ja, de sidste dage er det forjættende
navn begyndt at dukke op på skiltene: Antofagasta. Navnet over alle. Vi,
der kender vores Anders And, husker hans problemer med
Antofagasta-myrerne. Nu skal jeg se, om de virkelig findes - nej
selvfølgelig ikke. Men det er som jeg har forventet: der er INTET. Jeg
skal have mad og vand med til 5 dage, selv om jeg formodentlig kan få
vand på observatoriet? Jeg tager hans oplysninger med et gran salt, det
er egentlig ikke hans område, men han mener altså at vejen fra Paposo,
der er et fiskerleje uden indkøbsmuligheder 56 km nord for Taltal og op
i bjergene og op forbi vejen til observatoriet skulle være nem. Ingen
særlig bratte opkørsler og vejen forbi observatoriet går i 6-700 m's
højde, mener han. Jeg spørger, fordi jeg gerne vil vide, hvor mange
meter jeg skal op den 20. Bjerget er 2644 m, det giver en klatretur på 2
km, mere end Mt. Ventoux. Den ville være god at gøre uden bagage.
Hvis jeg kan skjule teltet godt nok, burde det gå.
Om søløverne siger han, at det ER hannen den kæmpestore og om de sorte
fugle, at de hedder 'jote' på spansk. Det er en chilensk gribbeart, der
godt nok lever af ådsler, men ikke har den nøgne hals. Jeg skriver mig
ind i gæstebogen, der har været en svensker engang i foråret. De to
canadiere har han set, og det har min senere værtinde også. Man slipper
ikke sådan ubemærket forbi her.
Det er også ham, der foreslår et residencial. Jeg spørger prøvende, hvad
det koster. 3000? Ja, det mener han. Det var billigt. Jeg får et kort,
han sætter et kryds, det bliver et stykke 'piece of cake' det her. Først
bliver jeg lidt forvirret over, at den gade, jeg skal nedad, hedder
noget andet på kortet end i virkeligheden, men det er åbenbart noget
alle ved. Jeg spørger nogle ældre mennesker, der står lidt nede af en
sidegade, mest for at øve mit spanske, men det viser sig at være en god
idé. Residencial Sct. Maria, jo jo, det er lige derhenne, og de
forklarer, hvor mange gader, men alligevel synes manden lige, at hen
skal følge mig derhen, og han sætter sig ind i sin lillebitte japanske
bil og kører foran mig derhen og rundt om hjørnet og peger. Det er dér.
Jeg ser på en dør i et hegn, men der fremgår ikke noget navn, så jeg går
hen om hjørnet og ser efter en indgang, men det ER den låge - nogle mænd
på det andet hjørne peger, den er god nok. Ja det havde jeg ikke lige
fundet af mig selv, men her ved alle, at damen her lejer værelser (2) ud
og kalder det Residencial Sct. Maria, selv om det ikke fremgår nogen
steder.
Har nu købt busbillet til Taltal i morgen. Bussen kører ikke 8.15 som
jeg tidligere havde fået at vide i Copiapó, men 13.15. Eller også er det
fordi den tidlige bus er fuld, det er det nok. Det giver mig mindre tid
til at køre i morgen, men bedre tid til at gøre indkøb, som jeg så vil
gøre her i stedet.