Rejsebrev nr. 6
Copiapó 15.07.02
Copiapó 14.07.02 kl. 20.30
Har netop været ude at spise. Værten hér havde lige advaret mig. Man
skulle holde sig til Plaza'en. I nogle kvarterer ville man - og han
greb sigende fat i sin arm. På denne måde advaret gik jeg heller ikke
langt og var på intet tidspunkt på usikker grund, men - udfordrede
måske alligevel skæbnen - lidt. Ud over 'Restaurante' og 'menú' var
der ikke meget der reklamerede for et spisested. Der var heller ikke
andre, der spiste - bortset fra mig. Jeg fik hele menuen, denne gang
med 'entrada', som viste sig at være en slags kold kartoffelsalat. 'Cazuela'en
var denne gang med noget brystflæsk, tror jeg, hovedretten 'segunda'
var et kæmpe kyllingestykke med ris og 'postre' en rødlig budding med
denne uundgåelige karamelagtige sovs. Når man har spist sig gennem
sådan en menu, kniber det med at gå bagefter.
Men lad mig beskrive stedet. Der er over halvfyldt, fulderikker
overalt. Lige foran mig sidder en halvskaldet, langhåret chilener -
ser jeg da han tager den skotskterneret kasket af - og taler med en
gråhåret ditto. Efter dybden af deres samtale er det ikke den første
flaske vin de er i gang med. Men de ænser ikke andre. På min højre
side sidder flere, der er lidt stive i blikket. Den ene forsøger
ihærdigt at få øjenkontakt med mig, men jeg undgår. Han siger også
noget flere gange. Jeg lader som ingenting.
Pludselig kommer én, jeg ikke har bemærket før, over og sætter sig ved
mit bord og siger noget. Jeg lader som ingenting og et øjeblik efter
er servitricen der, og efter længere indtrængende opfordring, får hun
ham op at stå og læmper ham forsigtigt ud af døren. Imens dunker
bassen fra en jukeboks for fulde omdrejninger, mens vi på en stor
TV-skærm i begge ender af lokalet uden lyd følger med i, hvordan det
går Chile i Davis Cup-matchen mod Mexico. Det var her, jeg på
politistationen i går, hvor fjernsynet også kørte, scorede billige
point ved øjeblikkelig at genkende Marcelo Rios, en chilener, der
kortvarigt var nummer ét i verden, for nogle år siden. Men her er det
kun mig, der følger med. Faktisk førte Chile med 2-0 før doublen, som
de vistnok tabte, men hermed kan Nicolas Massú, som vi netop ser
spille, afgøre det hele, hvis han vinder. Han havde vundet første sæt,
og netop som jeg begynder at spise, bryder han maxicanerens serv til
5-4 og....server sættet hjem. Ingen reaktion. Da jeg sådan set er på
udebane, undlader jeg det store jubelbrøl, og det gør resten af
lokalet også. Fuldemandssnakken fortsætter uanfægtet. Jeg får aldrig
svar på, om kampen virkelig afgøres her, eller om der mon ikke kræves
3 sæt til kampe i Davis Cup?
Udover at kampen afbrydes af reklamer, kommer en herre ind, som
åbenbart er uønsket. Han har sikkert været der tidligere. En mand oppe
ved 'husets' bord, hvor servitricerne ind imellem sætter sig, går i
aktion omgående. Fast greb med en arm om på ryggen. Alligevel har han
problemer med at få fyren ud gennem døren. Adskillige gæster styrter
til i håb om et godt slagsmål og den yndige servitrice tropper op med
en kølle på størrelse med et baseball-bat. Manden kommer ikke ind
igen.
De to foran mig er omsider ved at løbe tør for samtalestof og begynder
at se i min retning, men jeg ser interesseret på en eftersynkroniseret
amerikansk serie som en eller anden har skruet op for lyden til –
samtidig med at jukeboxen stadig drøner. Da de ikke får respons,
rejser de sig snart og går. Den ene finder døren ret hurtigt, den
anden er først lidt på kryds og tværs i lokalet. Jeg synker min sidste
bid budding, betaler og går med et taknemmeligt nik til servitricen,
som nikker igen, hun har set, jeg har lagt 200 i drikkepenge.
Lad mig beskrive mit værelse. Her er 3 farver og tapet med bort på deVedrste meter. Vinduet, som vender ud til gangen, er en slags dobbelt
vindue. Der, hvor der normalt er glas, er der her et nyt "vindue",
ikke med glas, men med træfyldning, og hvor der er myggenet-gardiner
for, hvis de åbnes. For at man ikke skal kunne komme ind på værelset,
hvis et eller flere af disse vinduer åbnes, er der udenfor tremmer.
Ganske som i et fængsel, og det er også udmærket, tænker jeg, for hvem
gider bryde ind i et fængsel? Men tilbage til farverne. Væggene har en
lys kedelig orangegul farve. Loftet og døren er i en anden
skidengulgrå farve, mens vinduet brillierer med en farve a la
solskinsgul, blot lidt fiset. Var det ikke fordi vinduet aldrig var
blevet malet færdigt og den nederste del af rammen i den ene side
efterladt i samme skidengulegrå farve som loftet, ville det virkelig
have fremstået som et lyspunkt - men nu.... Det er med andre ord
ubeskriveligt grimt, Hvordan går det til? Det kræver virkelig talent.
 |
 |
|
| Gadebillede fra Copiapo | En by med respekt for sig selv har en "Plaza" |