Rejsebrev nr. 19
Uyuni - nær Quehua 11.08.02 75.10 km
Da jeg havde afsendt sidste brev i går aftes, skyndte jeg mig hen på 'Cactus'en,
for at høre om man stadig kunne få noget at spise? Det kunne man, så jeg
bestilte en llama-steak som dagen før. Pragtfuld. Bedst som jeg sidder
og spiser, kommer der en pige oppefra og standser ved mit bord og ser
forventningsfuldt på mig. Jeg plejer ikke at have den virkning, at
kvinder ligefrem standser for at se på mig. Jeg ligner nok et
spørgsmålstegn, og jeg tror, jeg siger: What is it? i den tro, at jeg
har sovs i skægget el.lign. Så er det "nordmanden" fra dagens tur. Det
er lidt pinligt, men til min undskyldning har hun ikke mere gemt håret i
en eller anden hue og desuden taget andet tøj på (hvad jeg bestemt ikke
har). Men det er ikke første gang det sker. En af franskmændene, jeg
vekslede et par ord med i Toconao, og som skulle "på vulkaner", er siden
med toget til Uyuni. Ham kan jeg heller ikke kende, før han spørger, om
jeg ikke har været i Toconao? Og to piger på gaden i Calama siger 'Hello!'
Oh you speak a bit english?, siger jeg så. Kan du ikke kende os, siger
de så, måske på spansk - fra Paranal. Nå, jo, det kan jeg faktisk godt,
hende den ene stammede fra Argentina. Men jeg undskylder mig med, at det
er lettere at genkende et gammelt fjols på en cykel.
Jeg kommer af sted 9.20 og vejen til Colchani, kender jeg allerede, om
end ikke på cykel. Det er et kedeligt stykke, jeg har frygtet for, at
hele vejen til La Paz skal se sådan ud, men det viser sig heldigvis ikke
at være tilfældet. Men jeg tror, jeg har kørt 45 km, før der begynder at
ske noget. Jeg kommer til en landsby, og spørger nogle drenge, hvad den
hedder? Chita, siger de, og vi ser på kortet og snakker lidt. De mener,
at Chita er midtvejs mellem Uyuni og Rio Mulatos, som er den første by
med overnatnings-og indkøbsmulighed. Og endnu engang er jeg i tvivl om
jeg skal tro på kortet, eller på hvad folk siger. Flere har uafhængigt
af hinanden sagt at vejen går direkte til Rio Mulatos, og det gør den
altså ikke i.flg. kortet. Men det vil vise sig i morgen. Efter Chita er
det, at vejen går over nogle højdedrag, og jeg kommer ned i en ny dal og
vel at mærke ikke én af dem, hvor der er 20 km til den anden ende. Nej,
her er det måske kun 5. Undervejs krydser jeg det ene flodløb efter det
andet. Der er ikke meget strømmende vand, men vejen går hver gang ned i
nogle ordentlige vandhuller, jeg må kæmpe mig udenom.
 |
 |
|
| Der måtte trækkes på sandede strækninger | Ikke øremærkede lamaer - vilde? |
Sådan fortsætter det i lang tid, nye dale, nye floder. Der er meget øde.
Et sted med nogle få huse, står der en dame ved vejen. Jeg hilser, men
jeg tror ikke hun svarer. Noget efter kommer der en modgående bus, og da
jeg et øjeblik efter kommer op over et højdedrag, står der to mænd med
en frygtelig masse pakkenelliker, de er åbenbart blevet sat af bussen.
De gør ikke mine til at foretage sig noget, men måske kommer der nogle,
og henter dem? Endnu lidt efter bliver jeg pludselig overhalet af en
dreng på cykel. Hvor fanden kommer han fra? Og hvor skal han hen?
Nå, men her hvor jeg er endt, er de eneste indbyggere vist, foruden llamaerne, som jeg håber holder sig i ro om natten, for jeg ligger på én
af deres stier, nogle dyr, der graver huller i jorden. Jeg tror, det er
en kaninlignende én, der hedder en viscuna? For lidt siden var der en
der sagde sjove lyde og slog med halen.
 |
| Floden der skulle forceres før Rio Mulatos |
Nær Quehua - Efter Rio Mulatos 12.08.02 68.54 km
Endnu en bevæget dag, som dog må siges at være endt godt. Det er en helt
ny rejse, der er begyndt. På nye vilkår. Vejen bestemmer farten, og den
er ikke stor, men det passer fint til mit præstationsniveau for tiden. I
Rio Mulatos skulle der være indkøbsmulighed og vist også logi-mulighed,
men jeg mener ikke, der skulle være så langt, så jeg skulle gerne
videre. I noget, der vist hedder en publicito, en meget lille landsby,
snakker jeg med en ung mand. Da jeg spørger, hvor langt der er til Rio
Mulatos, svarer han, som de gør her, at der er 1 1/2 time. Men det er
vel med bus? Nej, det er på cykel. Og der er en del cykelspor, så der må
være nogle, der cykler, også så langt som til Rio Mulatos. Han har
muligvis gået i skole der og cyklet frem og tilbage? På mit spørgsmål om
hvor mange, der bor i 'byen', svarer han: 3 familier!
Det bliver nu snarere 2 1/2 time p.g.a. min oppakning og vejen er hæslig
det sidste stykke, men endelig står jeg ved Rio Mulatos, altså ikke
byen, men floden. Schweizeren havde godt nok sagt, at jeg skulle krydse
en flod, men jeg troede, han mente de små floder, der har været 3-4
stykker af. Denne er af en anden størrelse, der er vel 20 m over og der
ser dybt ud. En mand, der med sin søn er ved at jage en gris over
floden, råber om noget lidt længere oppe. Jeg går op og kigger på
sagerne. Der er trædesten m.m. så man kan komme tørskoet over, men dybt
og strøm, så cyklen får jeg ikke over der. Jeg går tilbage og gør det
eneste, der er at gøre: af med støvler og strømper, op med bukserne over
knæene og ud for at vurdere dybde og strøm. Det er ikke så galt, som det
ser ud til.
Først går jeg over med støvlerne og den fortaske, der ville blive
oversvømmet og så tilbage efter resten. Kun den anden fortaske dypper
lidt i vandet. Manden holder cyklen for mig, mens jeg tørrer fødder og
får støvler på. Så langt så godt. Byen er i to etager. Nederst går
jernbanen, og der ligger nogle huse med butikker (som her hedder
'pension'), et spisested og til den anden side sundheds-center og
skoler. Ovenover en skrænt ligger alle beboelseshusene og kirken. Og en
vældig parabolantenne. Landsbyen er nok med på noderne.
Jeg får købt, det jeg kan få, det er det meste minus nescafé. Jeg
snakker med nogle drenge og inden længe, er jeg omgivet af børn. De
kigger på alt på cyklen, og jeg giver småkager, det er altid godt med
venner. Så finder jeg på at spise frokost her. Jeg stiller cyklen
udenfor og går ind for at bestille. De er svære at forstå her, men der
er æg til det jeg bestiller og kartofler. Det må prøves. Efter mig kommer
en solbrillet mand ind for også at spise. Der går ikke 5 minutter, så
går jeg ud for at hente dagbogen. Da ser jeg, at mit ur er væk. Jeg
kører jo med det på styret, og jeg tog det ikke af denne gang, jeg tog
ikke engang styrtasken med ind. Oven i købet overvejede jeg det, men
tænkte at nu havde jeg allerede venner her, og det er jo en landsby.
Jeg er grædefærdig. Mest af alt tænker jeg på, hvordan jeg skal klare
mig uden et ur. For slet ikke at tale om alle de andre funktioner, det
havde. Men det må jo være her et sted. Det er trods alt ikke Copiapo i
udstrækning. Der sidder en gammel morlil med nogle pakker og poser
næsten lige udenfor. Jeg spørger hende, om ikke hun har set noget? Næ,
hun har sovet, hævder hun, og ser ud på en måde, så jeg overhovedet ikke
tror hende. Jeg aktiverer personalet på spisestedet, og der er
efterhånden nogle stykker, der diskuterer og også spørger den gamle, der
gentager, at hun har sovet.
Da jeg var på vej der hen, og også mens jeg var derinde, passerede en
masse under i skoleuniform, altså er det en nærliggende tanke, at det er
én af dem. Altså begiver jeg mig hen til skolen. Ved en fejl går jeg ind
til underskolen og forklarer min situation for 4 personer, der vist er
inspektøren, 2 lærere og pedellen. De engagerer sig straks i sagen, og
da jeg fortæller om alle de blåblusede, der havde passeret, går de med
mig ind på 'collegio'et og forklarer sagen for dettes inspektør. Efter
nogle opklarende spørgsmål, mener han, vi må rundt til klasserne, og
forhøre os. Første sted er der ingen, der ved noget, men jeg tror denne
inspektør kender sine lus på gangen. Før vi går ind i den næste klasse,
siger hen, at det måske var en god ide, hvis jeg ville give 10 BOB til
den, der kunne opklare sagen, og den er jeg fuldstændig med på.
Vi går altså ind og allerede inden han er færdig med sin redegørelse er
der én der fingererer efter sin taske og inden længe må han nølende åbne
den, og hvad kommer frem fra dybet? Mit ur. Jeg spørger, hvem der har
fortjent belønningen og giver ham sedlen, og for ikke at stå og tude af
lettelse, banker jeg ham så kraftigt på skulderen, at han er ved at gå i
gulvet til almindelig latter.
Hvem der så senere fik bank af hvem, af hinanden, af skoleinspektøren,
af farmand? eller hvad, er jeg lykkelig uvidende om, men jeg takker
alle, der har givet deres besyv med. Jeg tror, jeg når at give pedellen
hånd 5 gange, inden jeg kan begive mig videre.
Ikke så lang tid efter, skal jeg krydse endnu en flod, der i bredde
sagtens kan måle sig med den forrige. "Same procedure" blot er der denne
gang ikke nogen til at holde min cykel.
Efter Rio Mulatos - Huari 13.08.02 66.87 km
Det bliver den bedste nat i Bolivia. Ganske vist er jeg vågen ved
2-tiden og ligger og vender og drejer mig, jeg ved ikke hvor længe, men
så sover jeg igennem til 6.10, hvor det begynder at blive lyst. Nu gælder
det kaffen. Måske kan jeg nå frem til Challapata i dag, og måske har de
nescafé? Men ellers bliver det den sidste kop inden Oruro.
Her kl. 10 har jeg kun kørt 12 km. Disse støv-eller sandveje er
vanskelige at komme frem på, og her til morgen er det rent galt. Må af og
trække mange gange. Det mest positive der er at sige om vejen, er, at
den ALTID forandrer sig om lidt. Til det bedre eller til det værre.
10.40. Det er den fysisk mest krævende vej, jeg har kørt på siden Uyuni,
ja i det hele taget, når vi ser bort fra stigninger. Sand, sand og sand.
Har dog passeret flere huse end længe og en lidt større landsby, der dog
tilsyneladende var mennesketom. De har nok siddet inde bag vinduerne og
iagttaget galningen. Her har været pløjede områder til afgrøder, jeg
tror, er majs.
Nu er det vinter og min påklædninger som følger: t-shirt, skjorte,
uldvest og HH-jakken. Indtil i dag også halstørklæde. Heldigvis har ingen
af mine læsere kunnet høre min hosten de sidste dage. Jeg havde omgående
fået startforbud. Har mødt én 4WD i dag. Landsbyernes forbindelse med
omverdenen er jernbanen, som jeg mere eller mindre har fulgtes med fra
Uyuni. Hist og her går smalle spor ind over pampas'en. Som regel er det
lama spor, men ind imellem ses aftryk af cykeldæk. Det er landsbyboernes
trafikform. Cykel og tog.
Nu nærmer jeg mig en større landsby, som må have et navn, der står på
kortet? Est. Savaruyo?
Det passede. Først måtte jeg dog forcere endnu en flod, bredere end de
foregående men knap så dyb. En togmand bekræfter at vejen til Challapata
bare er ligefrem, og på mit spørgsmål om hvor mange timer, der er (jeg
har lært noget), mener han 1 1/2 'en coche', i bil. Det er nok 5 for mig
antyder jeg, det bekræfter han, men da jeg senere ser, hvor god vejen
er, holder det nok ikke stik, men bare til i nærheden af Challapata i dag
vil være udmærket. Derfra skulle vejen være asfalteret til Oruro og
videre frem. Får handlet hos en morlil i en butik. Der står ikke
'pension' og er intet skilt. Lærer at her handler man bananer i
bolivianos. Ikke noget med 2 bananer. For 1 BOB får man 5.
Siden Sevaruyo er vejen gået over til at være vaskebrædt af skiftende
dybde. Hastigheden er den samme, ca. 11 km/t. Vejen er lang, lige og
kedelig. Fra en overgang udelukkende at være omgivet af denne hvidgrønne
lav, er vejen nu omgivet af stridhårede totter af en stikkende græs. Jeg
har mødt én bil til, men det er fordi lastbilerne tager en anden vej.
Sidst på dagen i går delte vejen sig pludselig. (Her findes ingen
vejskilte). Til alt held kom der netop en mand på cykel imod mig, og
begge veje førte til Oruro, sagde han. En lastbil, der kom i det samme,
tog den til højre, som gik mere direkte op over højdedraget, det skulle
jeg ikke havde noget af. Desuden er jeg afhængig af at komme til
indkøbssteder.
Vejen bliver ulidelig. Det ringeste vaskebrædt jeg har set, og den
fortsætter i det uendelige hen mod foden af nogle bjerge. Hvad får én
til at blive ved? Der er kun ét svar. Det er det eneste, der kan få én
væk fra dette mareridt.
 |
 |
|
| En af meget få brune landsbyer | Overraskende sandklitter |
15.40 Nu ved jeg da lidt om, hvor jeg befinder mig. Der er ingen
landsbyer på kortet, og dem jeg kommer forbi har intet navneskilt, og
hvad skulle jeg også bruge det til? Men jeg har netop krydset en flod
Rio Negro Vinto, så når jeg har foldet kortet ud, kan jeg se, hvor langt
der er til Challapata.
Der var desværre langt. 40 km? Jeg troede ikke vejen kunne blive værre,
men jeg tog fejl. Mareridtet fortsætter. Store sten gør, at cyklen
ustandselig bumper, hopper, skrider, og der er ingen teltpladser i
nærheden. Der er alt for befolket for min smag. Så videre fremad.
Klokken 17 får jeg en landsby i sigte, som ikke ser så lille ud.
Samtidig kommer en af disse gamle mænd, som jeg efterhånden har set så
mange af, imod mig på cykel. Jeg hilser, og gør mine til at spørge om
noget, og han standser. Om der er alojamiento i, jeg tror jeg siger
landsbyen. Ja, bestemt. Det var den bedste nyhed, jeg kunne have ønsket
mig. Ingen teltslagning i dette område.
Jeg kører ind i byen Huari og hovedgaden viser sig at være brolagt med
disse 6-kantede sten vi kender så godt. Dem havde de også i Uyuni. Jeg
finder 2 alojamientos overfor hinanden og vælger det, hvor der også står
'Restaurant'. Som jeg snart har set det mange gange, er værelserne inde
i gården bag ved. Jeg må selv gå op ad en faldefærdig trappe og bese
værelset, det klarer den gamles bentøj ikke. 15 BOB. Fundet for de
penge.
Da jeg har banket den værste støv af min bagage og placeret den på
værelset og låst cyklen i gården, går jeg ud og ser på byen, som kun var
en landsby på kortet. Dette må kaldes 'una ciudad', en by. Der er en
plaza og mange brolagte gader, selv om der også drives får og køer i
nogle af dem. Jeg sidder lidt på plazaen. Her har man sat sådan en
digital kasse op, der skiftevis viser klokken og temperaturen. Jo, Huari
er med på noderne. Da solen går væk, går jeg tilbage og lægger mig lidt
på sengen. Jeg er totalt udmattet og ved at falde i søvn, men jeg får
dog skrevet dette.
Huari - Pazña 14.08.02 56.94 km
Jeg er vant til at vågne af mig selv lidt over 6, hvor det begynder at
blive lyst. Det behøver jeg ikke at tænke på. Det unde par, som er en
del af familieforetagendet, bor ved siden af og begynder at kæfte op
klokken 5.30. Hvad fanden de skal i gang for så tidligt, må guderne
vide, de foretager sig ikke noget andet end at skændes. Klokken lidt i 6
tuder lastbilerne, som åbenbart søger passagerer. Ikke én gang, men 3
gange med mellemrum, så vi alle er klar over det. Så galer en hane. Nu
klokken 6.25 var der en sirene af en eller anden slags, der tudede. Alle
hunde og haner er nu i gang. Jeg er i en by i Bolivia.
Der kan ikke fås morgenmad på logi'et, så jeg ser bare at komme af sted.
Finder efter nogen søgen et sted, hvor de har marmelade og sætter mig og
spiser morgenmad på en bænk i udkanten af byen. Det viser sig at være
foran 'collegio'et, så inden jeg slipper af sted, må jeg lige snakke
lidt med en masse elever, der som det højeste kan svinge sig op til 'What's
your name?', selv om de bedyrer, de lærer engelsk i skolen. Men sådan er
det jo.
Den nye vej til Challapata er snart færdig, men desværre kun snart, så
jeg skal ud på en omkørselsvej til Challapata, en der er lavet til
lejligheden. Den er bestemt rædsom, nogle steder må jeg nærmest præstere
kunstcykling, men tanken om at højst 20 km forude, finder jeg asfalt,
kan få mig igennem hvad som helst her til morgen. Allerede efter 15 km,
når jeg til Challapata (kortet er som sædvanlig misvisende) og efter af
have passeret en politipost er jeg nu efter 17,5 km ude på den fineste
asfalt med vigespor og det hele. Denne vej strækker sig fladt helt ud
til horisonten, heldigvis blæser det ikke ret meget, for der er vist
nærmest modvind. Spændende ser det ikke ud, men til en afveksling er jeg
godt tilfreds. Det er ikke mange gange siden Chile, jeg har været oppe
på den store klinge, men nu skal det prøves. Ved 17 km/t dør benene
under mig, men kommer sig efter nogen tid. Det bliver vist højeste
marchhastighed?
 |
 |
|
| Endelig.... asfalt igen | Cyklen trænger til rengøring |
Så sker det. Det, der måtte ske på et tidspunkt. Jeg møder andre
cyklister. To tyskere på vej den modsatte vej. To andre de ikke kendte
fra begyndelsen, men siden har "fulgtes" med, dukker op lidt senere. Et
europæisk møde på en boliviansk landevej. Jeg fortæller om, hvordan
vejen er, jeg har kørt på, men de har allerede på forhånd besluttet at
tage bussen fra Challapata til Uyuni. Den enes bagage dukkede aldrig op
i La Paz, så de har ikke noget telt. De andre mistede et kamera et sted
i Peru.
Vi har alle vores historier. De siger, at sådan ser vejen ud de næste
300 km. Det er nok kun kvaliteten, de taler om, for ikke så lang tid
efter, går vejen ind mellem nogle lave bjerge, et dejligt landskab.
Desværre er det mest modvind. De siger, der er et hotel i Pazña, og at
Poopo, som jeg havde tænkt mig at køre til, ikke ligger lige ved vejen,
er en mineby og sikkert ikke har logi. Det får mig til at ændre planer.
Tanken om et bad og tid til at ordne cykel, får mig til at stoppe i
Pazña. der er en politikontrol, betjenten kender ikke noget til noget
hotel, men der er vist en mulighed nede ved dét hjørne!
Ad omveje havner jeg hos en privat udlejer i det mest primitive logi man
kan tænke sig. Det er et lille hus ude i gården, hvor jeg lejer det ene
værelse for 10BOB. Umiddelbart synes jeg, det er lidt meget, men ved
nærmere eftertanke er det ikke meget ringere end
i Huari. Toilettet er af den samme slags, ikke vandskyllende, dette er
dog ude under åben himmel og vandhanen er ude midt på gårdspladsen, der
flyder med alt muligt lort, men der er da vand i den. Det var der ikke i
går, da jeg skulle bruge det.
Lige da jeg kom til byen, teede vejret sig lidt underligt. Det var
ligesom det trak op til regn, masser af lidt mørke skyer og en voldsom
blæst. De er nu helt forsvundet, det blev ikke til mere end truslen. Nu
har jeg fået det værste støv af cyklen, renset kæden så meget man kan
uden kædeadskiller og motorrens og olieret den igen. Har fået købt løg
og en gulerod, nu skal jeg selv lave mad af noget underligt dåsekød, jeg
har fra Uyuni.
Jeg har nu opklaret spørgsmålet om det manglende hotel. Det er ude ved
nogle Therma's, som tyskerne anbefalede. Det er lige udenfor byen, så
hvorfor ingen kunne fortælle mig det, er uforståeligt.
Værelset har mursten som gulv, men kun en seng. I betragtning af prisen
og standarden, synes jeg nok, jeg kan ønske mig et bord, så jeg går over
og banker på og siger, der mangler et lille bord, 'una mesa pequena'.
Quieres una mesita? Si! Og straks efter har jeg et passende bord, med
dug som dog ikke er helt ren.
Der er butikker på stort set alle gadehjørner. Man ser det kun ved at
der er en åben dør. De har allesammen det samme, og så dog alligevel
ikke. Jeg har sådan lyst til kager, men da jeg får forklaret nogenlunde,
hvad det drejer sig om det sidste sted, siger han, at det må jeg til
Oruro efter. Det kommer jeg forhåbentlig i morgen. Har købt en 1/2l
boliviansk øl, det bliver et festmåltid?
Fest er nok så meget sagt, men løg, gulerod og appelsinsaft fik
dåsekødet til at glide ned. Den sidste rest sætter jeg ud til hunden.
Boliviansk øl kan ikke anbefales. Det skummer for meget og - smager bare
ikke særligt godt. Der er ellers noget, som må betegnes en vikingekonge
på etiketten. jeg har i hvert fald endnu ikke set bolivianere med langt
hvidt skæg og kjortel.
Pazña - Oruro 15.08.02 90.18 km
Jeg kommer tidligt af sted. Her kl. 9 har jeg allerede kørt 16km.Vejen
strækker sig hele tiden ud mod horisonten, men inde til højre fortæller
de grønbrune bølgende bjerge mig, at jeg avancerer. Til venstre den
uendelige slette, hvor den lavvandede Poopó-sø strækker sig. Slæber mig
over nogle mindre højdedrag og ser frem mod nye bjerge nu på begge
sider. Til højre er der rester af sne på sydsiden. På begge sider af
vejen disse små brune huse af soltørret ler med stråtag spredt ud
enkeltvis eller i klynger. Et enkelt sted blinker et nyt bølgebliktag i
solen og selv på afstand kan man se, at dørene formodentlig har låse.
Nu ved jeg hvordan Bolivia lugter. En karakteristisk lugt, der hænger
overalt og her til morgen stod det mig helt klart, hvad det er, da jeg
blev passeret af en bus, der sendte en kolossal sort røgsky bagud. En
sky, der blev hængende i 5 min. Det er den sødlige dieselos, som er
synonym med Bolivia.
Så er det som om landskabet breder sig ud. Bjergene til højre trækker
sig længere bort. Klumperne til den anden sidebliver mindre og fremme er
det som om, de fjerner sig. Samtidig forsvinder vegetationen ret
pludseligt. I det fjerne ses den takkede kant af træer i horisonten, der
må være en flod. I følge kortet må det være Machacamarca, der er altså
næsten 20 km derhen.
Der er nu ikke helt så langt. Jeg føler trang til en pause, der er jo
ikke ligefrem mange naturlige rastepladser her. Inde i byen bliver jeg
hurtigt omringet af mænd, der skal høre det sædvanlige. De bliver nu
lidt imponerede, når de hører, at jeg har kørt over 2500 km.
Da jeg fortsætter efter at have givet hånd til samtlige 8-10 stykker,
slår vejen et ordentligt sving for at komme over floden, og efter at
have passeret et højdedrag, kan jeg se Oruro dér fremme. Der er ganske
vist 25 km, men byen er tydelig nok, det er vinduer eller blanke tage,
der reflekterer solen og tegner omridset af byen, der synes at gå næsten
til toppen af bjerget. Modvinden er taget kraftigt til, men nu tager jeg
den med ro om 2 1/2 time er klokken 4, det vil være et udmærket
tidspunkt.
15.30 sidder jeg i min lænestol på Hotel Lipton. Privat bad med varmt
vand, TV, lænestol, dobbeltseng for 40 BOB. Jeg havde ud fra Lonely
Planet regnet med 50, så det er fint. Jeg er ret smadret. Hvis jeg
lægger mig ned falder jeg i søvn. Skal ud og finde en 'cajero automatico'
og hæve nogle penge, jeg har dog til værelset i nat.
Klokken er 19 og jeg sidder og er tilfreds med mig selv. Har lige
drukket to kopper the og spist to kager, for at holde mig sulten fra
døren, til jeg går ud og spiser ved 20-tiden. Selv om hotellet her
ligger i udkanten, var der dog ikke Så langt til centrum. Blev lidt
forvirret, fordi der ikke er navn på alle gadehjørner, faktisk ikke på
ret mange, så man skal hele tiden huske, hvilken man er i. Men pludselig
så jeg ENTEL's (telefonselskab) hovedbygning, og dér lå turistinfo, som
den skulle, med en dame, der talte både engelsk og tysk. Har nu kort
over byen. Har fået hævet penge og fundet en internet-café. Resten
bliver bare tilsætning.