Rejsebrev nr. 11
Antofagasta 24.07.02
Antofagasta 23.07.02 31.48 km
Klokken har netop passeret midnat og det har været endnu en mindeværdig
aften. Mauricio havde taget sin kæreste med, og vi havde det utrolig
hyggeligt. Hvis jeg vil vente med at tage af sted til torsdag, vil hun
lave
'ceviche' til os. Det er en fiskeret med citron, som jeg da gerne vil
smage. Desuden skal Mauricio vise mig byen i morgen på cykel, så med de
ting jeg ikke har nået i dag, kommer det nok til at passe.
Iøvrigt bliver jeg nødt til at tage toget helt fra Calama til Uyuni, så
der ikke bliver langsom tilvænning til bjergene. Jeg kan i hvert fald
IKKE stå på i Ollagüe. På den anden side skal jeg jo så heller ikke
cykle i
de 4500 m's højde, som passet vist ligger i.
Kl. 15.15. Sidder på Plaza'en med min cykel holdende ved siden af.
Klokkespillet i uret midt på pladsen slår netop a - g - f - c. Jeg har
ikke absolut gehør, så jeg ved ikke om det er helt korrekt, med gætter
på det var f-dur. Jeg har fået nyt logi. Carolina, som kæresten hedder,
insisterede på, at jeg sov på hendes sofa, men der findes kun èn nøgle,
og den har Mauricio, for han kommer først hjem, og jeg er ude i ærinder
som: at få vasket, sende postkort og hæve penge. Der røg nogle ved
restaurationsbesøget, hvor vi fik drinks både før (Pisco Sour) og efter
maden.
 |
 |
|
| Domkirken i Antofagasta | Jo højere oppe ad bjerget - jo fattigere |
Antofagasta 24.07.02 57.54 km
Tingene viste sig at være lidt komplicerede, eftersom Carola var midt
i at lave første del af sit afgangsprojekt færdigt (også arkitekt).
Jeg havde hele lejligheden for mig selv til en gang i morges, eftersom
de arbejdede på projektet og sov i hans lejlighed. Det var betydelig
bedre end mit forrige hotel. Da jeg lagde mig og lige skulle se TV et
øjeblik, gik jeg ud som et lys, var senere lige vågen nok til at
slukke, men sov ellers som jeg ikke har sovet længe.
I dag skulle jeg så smage den typisk chilenske ret, og vi enedes om,
at det måtte være til frokost, så de kunne komme videre med projektet.
Inden frokosten kørte jeg endnu en gang til centrum for at gøre et
sidste forsøg på at finde et bedre underlag. Det lykkedes mig at finde
et, som stadig er af skumtypen, men lidt tykkere og med sådan en slags
vaffel-eller æggebakke-mønster. Det var dèr, hvor det virkede mest
usandsynligt at finde det, de havde stort set kun værktøj, men lige en
enkelt disk med fiskekroge, waders og den slags, og så dette underlag,
som sad på væggen bagved helt oppe under loftet. Den unde mand måtte
først ud for at finde en stige, og da han endelig var kommet op kalde
på en anden for at få en bidetang, for det var sat forsvarligt fast.
Da han endelig greb fat i det og løsnede det fra væggen, stod der en
støvsky til alle sider, som om jeg havde haft det med for nylig og
sovet på det UDENFOR teltet. Lidt overflødigt fortalte han mig, at de
kun havde det ene, jeg prøvede til gengæld at antyde, at det nok havde
hængt der i nogen tid, hvorefter han gav sig til at børste det som en
gal. Under en del moro for de andre kunder, rullede jeg det ud, og
lagde mig på det på gulvet. Det føltes ikke dårligt, men 1/2 minut på
et gulv er og bliver noget andet, end en hel nat på stenbund, hvor
stenene vokser i løbet af natten. Men med TO underlag må jeg vel kunne
sove nogenlunde?
'Caviche'n' smagte himmelsk, lige noget til en varm sommerdag, og det
var det faktisk også efter danske forhold. Opskriften er indtil videre
en hemmelighed, jeg skal prøve at lave noget lignende, når jeg kommer
hjem. Jeg kan stadig ikke udtrykke mig på spansk, men alligevel synes
jeg, det går bedre. Jeg kan da sige en del af de engelske ord på
spansk også, og dermed hjælpe til at Carola forstår lidt mere, hendes
engelsk er ikke så meget bevendt - og hun har endda været i udlandet
(Brasilien). Mauricio har noget Mapuche blod i sig. Hans bedstefar kom
et sted nede sydfra. Der er lidt Marcelo Rios over ham, hun er mere
klåssisk spansk af udseende. Undervejs viser der sig to ting, der
forbinder dem med Danmark.
Hun kommer med en dåse, hun synes så godt om, og hvad har der været i
den? Keldsen småkager. Der er et motiv af Carl Larsson på låget, og
Mauricio henter, da jeg af en eller anden grund er kommet til at
fortælle om NaturBornholm, et opgave-oplæg til en arkitektkonkurrence
om noget tilsvarende. Først tror vi, det er det samme, vi taler om,
men da jeg ser det, viser det sig, at det er på Møn, man vil lave
noget efter samme koncept. Underligt at sidde og læse dansk hos nogle
tilfældige chilenere. Der er dog også en engelsk oversættelse. Han har
også et oplæg angående det kongelige teater skuespil-eller operahus,
jeg har ikke fulgt helt med i den sag.
De er 26 og 28 år, regner jeg ud, da vi taler om kuppet i 1970, hvor
ingen af dem var født, men gennem familiernes "sår", har de alligevel
haft det tæt inde på livet. Problemet er nu, mener de, at der er en
masse, der har deltaget på militærdiktaturets side, men som er gået
fri.
Desværre må vi jo tage afsked, men ses måske igen?
 |
 |
|
| Carola og Mauricio | La Portada |
Jeg cykler nordpå for at se La Portada, en slags chilensk 'Pont d'Arc'
(som går over floden Ardeche i Frankrig), der står et stykke ude i
havet. Det er min mening, at jeg vil sove et sted i nærheden, men der
er INGEN egnede steder. Klokken er næsten 18, og jeg beslutter at køre
tilbage til Antofagasta (som jeg under alle omstændigheder skulle), og
se om mit gamle værelse stadig er ledigt på 'El Cobre'. Må køre i
tiltagende mørke, men jeg har jo heldigvis en fast baglygte med blink,
man bare tænder med et tryk. Den er 19.20 før jeg er fremme, men
værelset ER ledigt. Efter at have skrevet lidt, går jeg ud i byen for
at få noget at spise.
Jeg kender efterhånden byen som min egen bukselomme. Efter at have set
på forskellige pizza-og kylligerestauranter, ender jeg med at gå hen
et sted, hvor man kan få 2 retter for 1000. Denne gang skal det være
noget andet end sidst.
I morgen går det så mod Calama.