Rejsebrev nr. 2
Oprindelig havde jeg tænkt bare at skrive dagbogen af, men nu hvor jeg
er kommet til La Serena og der er gået godt en uge, er dagbogen
allerede halv
fuld og jeg ville skulle skrive til I morgen tidlig, hvis det hele
skulle med.
Jeg har derfor prøvet at vælge dele ud, der forhåbentlig ikke virker
alt for usammenhængende.
Hotel Turispas, Santiago 02.07.02 kl 18.30
Det har været en vidunderlig dag. Jeg er dødtræt, men lykkelig. Alting
flasker sig selv om alt er frygtelig besværligt. I dag skulle jeg kun
4 ting, det har taget hele dagen.
1) Købe en gasbrænder. Pigen fra turistinfo i lufthavnen havde vist
mig to steder på et kort, men der var langt til dem begge. Fik den
tanke at spørge den smukke dame I receptionen, der var dukket op siden
I går. Hun kan lidt engelsk. Fik bekræftet at mit: “Quiero comprar una
cocinilla por camping” godt kunne forstås. Der var et sted i nærheden,
jeg fandt det nu ikke, men fandt et andet. Købte en ekstra gasdåse med
det samme.
2) Sende mail hjem. Jeg havde lokaliseret en internet-café ikke ret
langt borte. Der var ikke USB-port. Godt jeg havde min Flash-Path
kortlæser med. Det lykkedes foreløbig at sende ét billede, men ikke
til alle på min mail-liste. Min kære søn havde ikke ryddet ud på sin
hotmail I lang tid, der var ikke plads og så ville den slet ingenting,
og jeg kunne ikke få ham slettet af listen. Efter en lille times
forløb havde jeg fået sendt de første mails hjem. Tænk at det også
virker her på den anden side af Jorden.
…
Fik lyst til at se ud over byen. I den ende er der et lille bjerg: San
Cristobal, hvor en kæmpestatue af den hellige jomfru står og skuer ud
over byen. Og en “Funicular” går derop. Up there I met with this guy
Larry. He was from California. Just flew in this morning from Atlanta.
Nice guy. Was going to stay for about a month. Det var rart at kunne
tale med nogen. Diskutere digitalkameraer, fodbold og hvad ved jeg.
Tog afsked med ham ved metroen….
Tog tilbage til hotellet og spurgte min nye veninde, hvor der var et
supermarked. Hun viste mig et på kortet og jeg lærte at sige: Puede
usted mostrarme en el mapa? Kan De vise mig det på kortet. Måske var
det et andet jeg fandt (kortene er I en sådan målestok, at ikke alle
veje er på) I hvert fald havde de INGEN færdigretter på dåse. Der var
dog tebreve, toiletpapir, kartoffelmospulver, tomatsalsa, tun på dåse,
småkager m.m.
Et andet sted fandt jeg en stor plade chokolade hos en flink mand, der
godt kendte Danmark. Mente vi hovedsagelig levede af fisk. Og var
meget rige –
ingen fattige mennesker. Jeg måtte bedrøve ham med at begge påstande
ikke var helt sande.
Tilbage til hotellet.
Nu har jeg lige drukket en kop kaffe og spist nogle af mine nye
småkager. Kaffen er vist på husets regning – måske. Det er min veninde
I receptionen, vi er rigtig på bølgelængde. Jeg har også hilst på
hendes mor. Det tegner godt – ha, ha. Vil ud og finde noget aftensmad.
Det skal IKKE være same sted som I går.
….
Hotel Turispas 03.07.02 kl. 8.30
Har igen været I bad. I dag forsvandt varmen ikke og det kunne blive
RIGTIG varmt. Til gengæld sidder jeg nu I spisestuen og fryser. Her er
jo som bekendt kun 12 grader. I dag har jeg bestilt kaffe. Damen har
netop været her med morgenmaden: tostada (ristet brød), lidt smør, en
ret stor kande med varmt vand og ét brev nescafé. Kom hele brevet I
til en kop vand. Tåleligt. Hvis man skulle bruge alt det vand til det
ene brev, ville den fandeme blive tynd. Da jeg spørgende siger:
“mermelada” slår hun opgivende ud med armene: I dag er der altså ingen
marmelade, det var åbenbart det sidste jeg fik i går.
….
Nu sidder jeg her på en vej langs med motorvejen og spiser småkager og
drikker sodavand og der er 57 km til Los Andes, hvor der skulle bo en
fransk dyrlæge, der tager imod cyklister. Vi får se?
Los Andes 03.07.02 kl. 19.30
Det så så lovende ud på et tidspunkt, viste sig nærmest at blive et
mareridt. Først skete der det, at vejen jeg kørte på, og hver der lige
havde været et skilt visende til Los Andes, blev til en grusvej. Og en
dårlig grusvej med masser af løse sten. Men den holdt da retningen –
nogen tid. Så svingede den pludselig et par gange og jeg befandt mig
på en vej med høns løbende rundt og huse på begge sider, der enten var
faldefærdige eller omgivet af hegn, låger og låse. Her kunne nogen
sagtens have slået mig ned og rendt med formuen – men sådan er
chilenere ikke. Det varede dog heller ikke så længe, så drejede vejen
igen og
krydsede lidt efter motorvejen.
….
Faktisk manglede der kun 20 km til Los Andes, da noget jeg havde
overvejet tidligere, men desværre glemt igen dukkede op. Der kom igen
forbudsskilte for cyklister og ordet “tunel” kom på banen. Det var det
jeg tidligere havde lagt mærke til på kortet, noget der lignede en
tunnel. Og min tanke havde været, om jeg mon kunne cykle igennem den?
…..
En stor dreng jeg mødte, spurgte jeg, om man kunne cykle igennem
tunnelen? Det var umuligt, sagde han. Så spurgte jeg, om det var
muligt at cykle ad denne anden vej? Det var muligt, sagde han. Måske
sagde han også andre oplysende ting, jeg ikke forstod, men jeg hæftede
mig ved, at det var muligt, og forventede at vejen ville gå meget op
og ned og sno sig. Faktisk sagde han også at hvis cyklen skulle gennem
tunnelen, skulle det være med bil, og hvordan skulle jeg med mit
spanske standse en bil og få dem til at tage mig med gennem?
Så jeg tog den lille vej. Det begyndte at gå opad. Og det blev det ved
med. Og stejlt. Jeg svedte som en gris. Min to-liters sodavand, som
var fyldt på flaskerne om morgenen svandt ind. Og sådan blev det ved –
og ved – og ved. Det eneste betryggende var, at det ikke KUNNE blive
ved, men hvad hvis jeg var faldet om med hedeslag og væskemangel
inden? To gange troede jeg, at nu kunne jeg se toppen – men nej – nye
sving og toppe viste sig.
Endelig… efter 14 km's opstigning kunne jeg se et kors – det var
lykkedes. Nu fulgte en skrækkelig nedkørsel, hvor jeg ikke kunne køre
hurtigere end jeg havde gjort opad. Og alligevel måtte jeg ned at
ligge en enkelt gang. Behøver jeg at sige at der var øde. Fuldkommen
øde. Ikke ét hus. Det antal biler jeg så, kunne tælles på én hånd. Men
jeg kunne se frem til at komme tilbage på motorvejen. En kold
nedkørsel men endelig, endelig,
ENDELIG: Motorvej! Nu var der ganske vist ikke vigespor, men der var
kun én vej: fremad. Desuden gik det nedad, jeg havde den oppe på 60
km/t selv om jeg bremsede ind imellem. Overhalede faktisk en lastbil
med jerndragere, der krøb nedad. Efter ganske kort tid havde jeg
tilbagelagt adskillige km og kom til en lille by, hvor jeg kunne få
tanket sodavand. Jeg var udmattet.
Måtte kæmpe mig frem til Los Andes, hvor heldet tilsmilede mig. Det
var nu så småt ved at blive mørkt, jeg fandt noterne frem om
franskmanden. Stod der noget om en adresse? Jo, sørme. Han havde
klinik på O´Higgins 148 og tilfældigvis kunne jeg huske lige at have
set dette navn (som optræder overalt: El Libertador Bernard O´Higgins,
hvem søren han så var).
…..
Los Andes – Las Poerta 89.67 km
Las Poerta 04.07.02
I går sov jeg så i Casa de Ciclistas eller som det også kaldes: House
of Cyclists. Og det var det sandelig. Jeg havde forestillet mig, at
der i ny og næ kom en cyklist forbi, og her om vinteren er det også
nok til dels rigtigt, men nogle blev hængende. Derfor var der I
øjeblikket 3. Carter (US) havde nu været der I 4 år. Daisuke fra Japan
var der for anden gang, jeg ved ikke hvor længe denne gang, men han
havde været Jorden rundt på cykel I 3 år og var det sådan set endnu.
Det skuffede mig nu, at han ikke havde været I Danmark. Til gengæld
havde han været på Færøerne. Noget lignende gjaldt vist Jeff (D) som,
da jeg gik ham nærmere på klingen indrømmede, at han egentlig hed
Jürgen, men alle kaldte ham Jeff. Han prøvede I øjeblikket på at komme
til New Zealand, men det var sløjt med
finanserne, så han ledte efter hyre på et skib.
….
Eric (dyrlægen) havde foreslået, at jeg tog en mindre vej, som jeg
selv havde haft kig på hjemmefra, men som jeg nok ikke ville have
vovet efter gårsdagens oplevelse. Det var en udmærket grusvej, sagde
han. Kun 10 km's “subida” (opkørsel) og til gengæld 17 km's “bajada”
(nedkørsel). Jeg spurgte lidt bekymret om ikke der var faldet megen
regn for nylig, men det mente han ikke skulle være noget problem.
….
Jeg nåede således stærkt opmuntret toppen og begyndte at køre ned. Alt
så strålende ud: vejen var lidt dårlig ind imellem, men ikke noget
særligt. Nu skulle jeg bare trille 17 km og så ville jeg nok snart nå
til en større by: Cabildo. Endnu engang vendte lykken. Vejen blev ved
og ved og dårligere og dårligere. Efterhånden havde jeg kørt 17 km,
men det gik stadig nedad. Så var det der pludselig kom en mindre flod
til syne og jeg nåede at tænke: Nå, så drejer vejen åbenbart – men
nej, vejen drejede ikke. Den fortsatte bare på den anden side af
floden. Jeg tog sceneriet nærmere I øjesyn. Der så ikke SÅ dybt ud.
Til gengæld var bunden sand
og meget små sten dækkene utvivlsomt ville synke I, hvis jeg tog
tilløb og forsøgte at køre over. Og hvis jeg sad fast, gik I stå,
væltede?
Altså af med sko og sokker. Op med bukserne over knæene og ud I
vandet. Behøver jeg at fortælle, hvor koldt det var? Nu vejer cyklen
med bagage over 50 kg, så den skar sig fint ned I bunden, men bortset
fra, at det ene bukseben gled noget ned og blev vådt lykkedes det at
komme over.
Efter dette intermezzo blev vejen bare værre og værre, jeg havde dog
stadig håb om at nå frem til Cabildo. Klokken nærmede sig 18, så det
ville blive mørkt om et øjeblik. Endelig – rundt om et hjørne
åbenbarede sig en dal og der sås noget der tydeligt var en by. Cabildo?
Farten var øget til over det forsvarlige efter vejens beskaffenhed. Så
et skilt til venstre med et eller andet navn og ét til højre: Cabildo.
Da jeg havde kørt nogen tid, gik det op for mig, at husene, jeg havde
set IKKE var Cabildo. Mørket var så småt ved at sænke sig, der lå
nogle fattige huse ud mod vejen, nogle mennesker stod ved det ene. Jeg
råbte: Quanto kilómetros a Cabildo? En mand kom ud og fortalte, at der
var fjorten.
Umuligt.
Om jeg havde “una carpa”, et telt? Si, si. Jamen så kunne jeg da slå
telt op ved deres hus. Alt dette mest ved hjælp af fagter og enkelte
ord. Den var fin. Ind med cyklen og af med teltet. Jeg har ikke den
store øvelse I at slå dette telt op, har kun gjort det én gang I de
sidste par år. Jeg tror, det er min datter, der plejer at lede slagets
gang. Heldigvis blev jeg reddet af gong-gongen: Naboen kom og sagde,
at de havde et ekstra værelse og der kunne jeg sove. Tak som byder.
Så nu sidder jeg her og har ført “samtale” på spansk I et par timer.
Det er godt nok anstrengende. Men sikke en gæstfrihed. Heldigvis kunne
jeg tage et billede af hele familien, som de kunne se på skærmen. Og
jeg har lovet at sende et billede, når jeg kommer hjem. Landsbyen
viste sig at hedde: Las Poerta.
Las Poerta – Los Molles 88.16 km
Jeg sidder i min egen lejlighed med udsigt over Stillehavet og mørket
er ved at sænke sig. Dagene er så fulde af oplevelser, at jeg ikke kan
sove om natten. Jeg skal have tid til at fordøje det. Det er særlig de
store skift mellem ulykker og problemer og overraskende slutninger,
der virker overvældende. Men lad mig vende tilbage til I går:
Da jeg kommer ind I stuen, bemærker jeg en stor rund plade, der ligger
malplaceret midt på stuegulvet, synes jeg. Det skal straks vise sig,
at det er den ikke. Et øjeblik efter kommer to af mændene nemlig ind
med kakkelovnen: en stor jerngryde med gløder, som de sætter på pladen
midt på gulvet. Der er ingen anden opvarmning. Huset er et træhus og
malet i modsætning til mange andre huse jeg ser rundt omkring.
Interiøret kan vel nærmest lignes med en gammel svensk ødegård, hvor
de tidligere beboere ikke har ændret noget de sidste 50-80 år.
Køkkenet viser det sig næste morgen er en mere primitivt bygget
træbygning ved siden af og mellemrummet og et større areal ved siden
af køkkenet er overdækket med noget, der vist er bølgeblik. Her er der
ikke noget gulv, kun bar jord. En vandhane står og stritter midt I det
hele. Høns, hunde og katte render rundt overalt og lidt derfra står 3
heste.
..
På et tidspunkt hiver jeg min dagbog frem for at skrive deres adresse
for at kunne sende det føromtalte billede. Deres overraskelse og
begejstring over umiddelbart at kunne se billedet på skærmen er
rørende, og jeg kunne lige så godt være troldmand eller komme fra det
ydre rum.
…
Ved 21-tiden gør jeg tilløb til at ville gå I seng og det er helt I
orden. Sønnen viser mig natpotten, som står under sengen, og jeg er
ham taknemmelig. Tanken havde lige strejfet mig, hvad jeg skulle
stille op, hvis jeg skulle tisse I løbet af natten, hvad jeg er
begyndt på, på mine gamle dage. Det er nok noget med blærens
elasticitet eller hvad? Pisse irriterende, ha, ha. Hvad skulle jeg
ellers stille op? Forsøge at finde udenfor og få samtlige hunde på
benene og vække hele landsbyen?
Jeg falder hurtigt I søvn, men vågner senere og burger potten. Det er
ellers længe siden. Så ligger jeg og prøver at fordøje dagens
oplevelser – længe. Ind imellem gør et hold hunde, straks svarer et
andet hold og sådan bliver det ved et stykke tid indtil de falder til
ro.
…
Om morgenen sidder vi I køkkenet. Ristet brød med smør og te. I
køkkenet er der også en jerngryde den har dog ben og står på
cementgulvet med sine gløder. Da jeg ser mig om, står der til min
overraskelse et forholdsvis nyt gaskomfur over I hjørnet og et
køleskab, som dog mere ser ud som man kunne forvente: formodentlig fra
50érne. Om gaskomfuret nogensinde bliver brugt ved jeg ikke. I hvert
fald ikke til at koge vand og riste brød.
Jeg begiver mig af sted fuld af oplevelser og fortrøstning. Efter 4 km
kommer der asfalt, god asfalt, jeg nærmer mig åbenbart endelig Cabildo
og I dette herlige øjeblik aner jeg lidet, hvad der venter mig. Nu går
det rask derudaf et par km. Så lyder der et kraftigt knald og
baghjulet er fladt. Sørens også. Nu har jeg kørt 8000 km på mine to
nye cykler uden at punktere. Nå, én gang skal være den første. Det må
være et søm, jeg har kørt op I ud fra hændelsesforløbet. Af med bagage
og baghjul og dæk. Jeg prøver at pumpe luft I slangen for at finde
hullet. Det er som om slangen er ét stort hul. Det fiser ud næsten før
det kommer ind. Jeg undersøger slangen. Kan ikke finde noget. Jeg
mærker inden I dækket, ser uden på det. Der sidder tilsyneladende
hverken søm eller andet. Beslutter
at tage reserveslangen og vente med at lappe til mere ordnede forhold.
Får det på og pumper. Så er det jeg pludselig ser det. Faktisk lidt
tilfældigt. Jeg skal vist lige til at give den lidt ekstra luft –
dækkene skal være hårdtpumpede og jeg blive altid beskyldt for at køre
med for lidt luft: Dækket er revnet på 2-3 cm, slangen ses og hvis jeg
pumper mere….Dækket er revnet lige over kanttråden. Nu hvor jeg har
smidt det væk sidder jeg og tænker om man mon kunne have…
 |
 |
|
| Er de mon aldrig blevet fotograferet før? | Faderen og den eneste hjemmeboende søn |
Mit nye Continental superdæk er revnet, ødelagt, kaput. Reservedækket må
på, hvordan skal det gå med det? Det har allerede kørt næsten 6000 km.
….. Jeg kommer ud på RUTA 5, Panamericana. Det er en 4-sporet vej, 2
spor i hver retning og med “shoulders”, vigespor. Som cyklist kører man
bare I vigesporet, hvor der dog ligger temmelig meget grus, småsten og
glasskår, men det er OK. Hidtil har midterklingen foran været nok til
stigninger på asfaltveje, men her slår det ikke til. Der er ikke noget
med hårnålesving eller slyngninger, vejen går bare lige op over og jeg
snegler mig op ad stigninger over 2-3-4 km med 5-6 km/t. Til gengæld går
det så hurtigt, når det går nedad!
….
Da jeg nærmer mig ser jeg til min bekymring, at Los Molles er en
ferieby. Hvor folk holder sommerferie. Så det er som at komme til Lykken
eller Blokhus om vinteren: Alt er lukket. En pige på racercykel som jeg
spørger efter hotel eller værelse, siger at der ER et hotel, men om det
er åbent, ved hun ikke. Da jeg finder det, ser jeg et
lejlighedskompleks, der ser farlig fint ud.. Prisen, der er kun én ledig
lejlighed på grund af skolebørn, er 30.000 pesos, altså over 300 kr. Men
hva’ f... Det bliver måske den eneste gang, jeg kommer til at bo med
udsigt over Stillehavet og lejligheden rummer køkken, spisebord, bad med
badekar og brus og varmt vand. Det er for godt til at sige nej til og
jeg har jo boet gratis I to nætter. En pige, der kan lidt engelsk, er et
stort fremskridt sprogmæssigt siden I går. Så kan jeg jo selv lave mad,
når jeg at tænke, da hende der senere viser sig at eje stedet ved pigens
hjælp forklarer, at jeg kan spise I restauranten 3 retter og kaffe for
5.000 pesos – 60 kr. Det kan jeg ikke sige nej til.
..
Middagen udvikler sig senere til drinks på husets regning en chilensk
specialitet; pisco. Nu er morgenmaden, som jeg oprindelig spurgte efter
og som ikke fandtes blevet en realitet. Det bliver en uforglemmelig
aften, hvor vi snakker engelsk, fransk, spansk I en pærevælling og
klokken bliver efter midnat, før jeg kryber ned I min kæmpe dobbeltseng.
 |
 |
|
| Hotellet i Las Molles | Hotelværtinden og mig |
Los Molles – Huentalauquen 06.07.02 86.15 km
...
Eneste problemer var forskifteren, jeg måtte slås med flere gange.
.... Sover denne gang på et “alojamiento”, som vist snarest betyder
logi, den mest primitive overnatning man kan tænke sig.
Jeg orker ikke at skrive mere nu. Har siddet her I timevis. Så jeg
korter
yderligere I historien.
Huentalauquen – Oruroalto 07.07.02 129.72 km
…
Jeg glemte lige noget: Sidst på dagen i går fanges mit blik pludselig
af noget bekendt, noget hjemligt. Vantro stirrer jeg på en modgående
lastbil: Johan Arvidsen, Bogbinderi, Skien. Hva’ Fa’en? Forklaring
udbedes!!! ….
Klokken 20,05 går strømmen. Heldigvis ved jeg præcis hvor lommelygten
er, men der er lidt problemer med kontaktlinserne under disse forhold.
Jeg overvejer om det er en general strømafbrydelse eller om man på
denne made får gæsterne til ro og vækker dem om morgenen? Men strømmen
kommer ikke tilbage – heller ikke om morgenen. Til gengæld har jeg
tænkt mig at skulle have det lovede bad. Bag huset er der, viser det
sig, en toiletbygning.
 |
 |
| TV'et på mit værelse | Forældrene så jeg aldrig noget til |
Christóbal viser mig der ud og forklarer, uden at jeg forstår
ordene, at man desværre må holde bruseren I hånden. Der er kun ét rør
så det er koldt vand. Men nej. Der kommer intet vand ud. Der er nok en
elpumpe et sted, så også vandforsyningen er ude af drift. Jeg går tilbage og pakker
og kommer så igen i håb om at få morgenmad. Men nu er nødplanen trådt
I kraft. En stor plastikbeholder er blevet fyldt med vand, som varmes
via den store kedel fra køkkenet og med et metalkrus til hælde med
bliver jeg sat I gang med badningen.
….
Oruroalto – La Serena 08.07.02 96.37 km
Denne dag udelader jeg – er træt – beklager.
La Serena 09.07.02 0 km
Hviledag
Vaskedag
Skrivedag
Skal til Observatorio de Mamalluca kl. 17.00