Rejsebrev nr. 4
Copiapó 13.07.02
Så kommer der endnu et brev.
Vallenar – Mina Transito (et sted i ørkenen) 115.87 km
Spurgte nogle betjente om Residencial i går. Der var ét lige i nærheden.
Fandt det straks. To forskellige priser værelser. Besluttede mig for at
se begge først. Vi var på en længere travetur i en labyrint af gange.
Det dyre til 5000 havde bad og toilet på værelset. Med varmt vand... Det
andet med bad på gangen kostede 3000. Jeg satsede på at vandet KUNNE
blive varmt. Her til morgen viste det sig at være tilfældet. Meget
varmt. Desværre var det lidt svært at dosere. Når en anden åbner for
vandet eller trækker på toilettet ændrer balancen sig og så står man og
regulerer og så.. og så.. Men det var herligt. Og rent undertøj!
I går mødte jeg to piger på internet-caféen, der talte engelsk. Den ene
var lige kommet hjem efter et år i huset i... FINLAND. Den anden havde
læst et år i New York og underviste nu i engelsk i Calama. Var nu i
vinterferien hjemme hos forældrene her i byen. Som altid rart at kunne
SNAKKE med nogen. Efter at have været ude i verden opfattede de Vallenar
som et hul i jorden. For mig havde den det en storby skal have:
overnatning og internetforbindelse. Her til morgen er jeg klar til
kørsel 8.45. Mangler bare 2x1,5 l sodavand og en ny kuglepen. Trækker
hen ad hovedgaden, alle butikker synes lukkede. Kun spisesteder og et 24
timers apotek er åbne. Jeg spørger nogle damer hvornår der åbnes?
Klokken ti viser de med fingrene. Lidt efter spørger jeg en ung mand,
hvor man kan købe en kuglepen, ‘bolígrafo’ i følge ordbogen., ‘lapis’ i
følge ham. Det er ikke så godt nu, jeg må vente lidt, de åbner 9,30.
Tilbyder mig sin, roder i sin taske, nej, han har ikke nogen alligevel,
desværre. Jeg traver lidt videre, mens byen vågner, og så – en
boghandel, der netop er ved at åbne. Kan jeg købe en kuglepen? Ja,
bestemt. Gitteret bliver hevet op, og her sidder jeg og skriver. Nu er
det bare sodavand, men nu er klokken over 9 så måske? Tiderne lader ikke
til at være helt ens for alle.
Klokken præcis 9,30 er jeg igen på Ruta 5. I går spurgte jeg de to
piger, om der overhovedet var NOGET imellem Vallenar og Copiapó? Jo, der
var i hvert fald ‘una posada’, præcis midtvejs. Altså et sted med mad,
drikke og en seng. Lyder absolut passende. Jeg kan alligevel ikke gøre
det på én dag.
Lidt udenfor byen standser jeg ved to blaffere (chilenere). De skal til
deres hjemby oppe ved Arica til en religiøs fest. Den ene kommer fra
Viña del Mar, den anden har været hos noget familie. Landskabet er
fladet noget ud, bjergene ligger til begge sider, men der er ikke den
store forskel i højden mellem dem og sletten jeg tilsyneladende skal
køre på. Det er blevet mere gruset og støvet til siderne. Jeg er i går
kørt ind i Región de Atacama. Et stort udgået træ står inde til højre
som en sidste bastion før det der venter mig: el desierto, ørkenen. Én
ting har jeg glemt: tun på dåse, frokosten. Der er kun en dåse ærter og
ikke mange skiver brød, men jeg har appelsiner og chokolade. I dag går
det i hvert fald.
Diligencen trækker sit støvspor efter sig fremme mod øst. Nå, nej. En
bil. Efter nogen tid kommer jeg til en sidevej mod Chihuaque, det var
ikke der. Her efter et kvarter hænger støvet stadig et sted ude i
horisonten. Jeg har ikke mødt andre turcyklister, Blafferne for lidt
siden havde set nogle i april eller maj, men det nærmeste fra familien i
Las Pørta. Der havde to canadiere passeret for 15 dage siden – ikke to
uger, der blev talt omhyggeligt – på vej mod Paraguay og var kørt i
samme retning som mig, så de må også skulle over Bolivia.
Efter 32,5 km drejer vejen mod højre. En dejlig afveksling. Vi skal
krydse jernbanen, vi har fulgtes med. Jeg ser på sporet, at denne bane
er i brug og mindes pludselig nogle fjerne lyde i nat: da-dung-da-dung...
På et rødt skilt står PARA (stop) og det gør alle pligtskyldigt. Til
trods for at man kan se så langt øjet rækker til begge sider, at der
ikke kommer noget tog. Det er ikke kun danskere, der er lovlydige. Af
samme grund er her samlet en gruppe sælgere. Oste, clementiner m.m. Jeg
beslutter mig for et net clementiner. 500. Bagefter tænker jeg at
appelsinerne jeg købte forleden kun kostede 500. Har han snydt mig? Nej,
han har bare fået en god pris. Jeg kunne jo bare have pruttet. Til
gengæld skal jeg få en pose med 5-6 camembert-store gedeoste for 1000.
Jeg vil bare have én til frokosten, men det kan jeg ikke.
Efter 60 km kommer et posada, men vi er jo ikke midtvejs endnu, så jeg
passerer. Det er varmt. Shorts’ene kommer på. For første gang føler jeg
mig meget lille og sårbar. Men jeg har sikret mig vand til både i dag og
i morgen. Ikke desto mindre synes jeg den første flaske forsvinder
hurtigere end sædvanligt. Vores opfattelse af ‘exactly’ var nok ikke den
samme. Men netop som jeg har krydset halvvejspunktet kommer et skilt med
‘pueblo’, og ude i det fjerne skimter jeg noget, der ligner huse.
Det holder stik. En restaurant, men ingen overnattende gæster. Cola er
det eneste, der er at få. Jeg sætter mig med én og mærker nu, hvordan
varmen har tæret på kræfterne. Det har været nemt terræn, jeg har taget
det roligt, men alligevel føler jeg mig helt færdig efter 80 km. Jeg har
heller ikke spist noget udover appelsiner, det er nok en fejl. Har ikke
lyst, når det er så varmt, men det må jeg vist lave om på! Et skilt med
noget der lignede en kondor, antydede en fuglefarm, og der er virkelig
en masse bure udenfor. ‘Otra’ siger man, når man skal have én til
(cola), lærer jeg.
Det er ikke kun fugle i burene. Silkeaber? (silbador) fra Bolivia og
Equador. Undulater fra Australien. Alpacafår-og geder m.m. En lille
zoologisk have her midt i ørkenen! Jeg lægger 100 i en bøsse til
fodring. Det lyder ikke som om andre har gjort det samme. På vejen så
jeg en prærie-ræv, coyote, eller hvad sådan én nu hedder, så helt alene
bliver jeg da ikke – i mit telt.
Da jeg kommer udenfor, synes jeg ikke det føles så varmt igen, men ser
lige på uret, cyklen har stået i skygge: 31.3 grader. Jeg triller
videre. Prøver at holde et søndags-tempo. Kan ligeså godt tage nogle
flere km. Ser efter mulige teltpladser. Skidt. Her er helt fladt.
Ved 96 km er der et bus skur ved en sidevej. Da jeg kommer ind i skyggen
mærker jeg, igen hvordan sveden ligger overalt. I fart mærker man det
ikke. Jeg kunne også køre igennem helt til Copiapó, 50 km tilbage. Max.
3 timer. (Jeg ved ikke bedre) Hvis jeg kan se den hvide stribe, kan jeg
godt køre i mørket. Har baglygte med blink og jeg kan jo bare standse de
få gange, der kommer nogen. Overvejer.
Så sidder jeg her i forlygtens skær og gør dagens sidste tildragelser
op. Kl. Er 19,15. Teltet for længst slået op, underlaget lagt ud,
soveposen også, jeg er klar til natten.
Måtte lige over et par bakkekamme for at se om jeg skulle nærme mig en
by, der er på kortet. Intet tegn på hverken by eller huse og samtidigt
passerede jeg noget, der så egner ud til teltning: en gammel udtørret
flodseng eller udgravning fra konstruktionen af vejen. Kun på lang
afstand kan det ses sydfra, og så langt rækker bilernes lygter vist
ikke.
Lynhurtig beslutning, klokken var 17,50 og efter min “tidsregning”
bliver det mørkt kl. 18,15.
Som lyn og torden kom teltet op. Pløkke kunne ikke komme i, så det står
tøjret til 6 store sten, jeg fik samlet sammen. Måtte ligge indtil nu,
før jeg kunne tage mig sammen til at finde bog, kuglepen og lygte. Lige
nu en anelse luftning – ellers er der helt stille. Her er foreløbig ikke
mere mørkt end at jeg kan se teltdugen. Kun en negl af en måne. Må ud og
se stjernehimlen. Herinde er kun 23,7 grader.
13.07.02 Minas Transito – Copiapó ca. 50 km fik ikke computeren med
her op. Det har været en rolig nat. Stort set ikke en vind har rørt sig.
Temperaturen ikke under 13 grader i nat – inde. Lastbilerne har kørt
hele
natten, ja jeg har kun hørt dem, når jeg har været vågen. De ældre
modeller larmer som jumbojets.
På vej mod Copiapó. Vi skal lige op over et mindre pas. Et af dem, hvor
vejen bare går ligeud op over. Jernbanen, som er dukket op igen, hvad
den skulle ifølge kortet – det er vist det eneste, der er rigtigt på
dette kort – slår nogle større sving for at komme over, men vi andre må
slæbe os af sted. Har næsten tømt den første flaske allerede. Klokken er
kun 9,30, men det er allerede ved at være godt varmt. Da vi første gang
krydser jernbanen, står der på et skilt: “Chauffør i dette område lever
ulve og guanacho’er, vær opmærksom og tag hensyn, det er truede arter”.
Gad vide om ulvene har fået lignende besked angående mig?
Jeg have håbet på en forholdsvis hurtig formiddagstur, men det går kun
langsomt. Mere op end ned – øv. Så endelig kommer der et posada. Jeg
hilses af to lastbilschauffører, der er på vej ud. Hvor jeg kommer fra?
Dinamarca! Ah, el grande danes! Udbryder den ene, og selv om jeg viser
min ringe størrelse, så er man da ‘grande’, når man sådan kører på cykel
her. Vi ender med håndtryk og skulderklap: Feliz viaje!
Jeg får min velfortjente morgenmad: Tostada con café. Her kommer
Nescaféen og margarinen på bordet, så kan man selv dosere.
De tørre, brune bjerge ligger til begge sider, kun på sletten imellem
dem frister nogle hårdføre vækster tilværelsen, men spredte regnkløfter
fortæller, at selv her falder der undertiden regn.
Vejen stiger igen. Jeg kravler op 2-3 km. Farten fortæller om
stigningen: 7 km/t. Det er bagende varmt, men sveden hagler ikke af én.
På grund af den tørre luft, når den at fordampe, før den bliver til
dråber.
På toppen sætter jeg mig i skyggen af et kapel, større end de fleste, og
skriver lidt. Nu kan der kun være 10 km tilbage i dag. Der brænder lys i
nogle af stagerne, så det er et sted folk kommer. Netop som jeg skriver
dette, kører en bil med en familie op foran og stiger ud.
Så går det nedad. Først med ubehagelig stærk fart – 50 km/t – for vejen
er dårlig her. Der arbejdes også på den. Gravemaskiner med grabber, der
kan fylde en lastbil på 2-3 gange, får støvet til at rejse sig.
Heldigvis blæser det den anden vej. 12 km triller jeg ned, det længste
hidtil. Ved skiltet Copiapó må jeg træde igen. Luften er på nedturen
blevet køligere. Det lufter dejligt. Efter at have været i byen lidt tid
– travet rundt efter et internet-sted, der har åbent – synes jeg faktisk
vinden er lidt for kølig. Den kommer ude fra havet og blæser ind gennem
dalen. Sikke en kontrast til for 12 km siden.