Rejsebrev nr. 16
Llano Aguas Blancas - Tamarugal 02.08.02 102.71 km
Følte trang til at lukke kraven i nat. Her kl.6.30 er der 4.0 grader
inde. Er ved at tage temperaturen ude. Kaffevandet er sat over. Der er
ikke noget som en nat i ørkenen.
åh.. kun -3.2, men alligevel er det godt med en kop kaffe ekstra. Nu
kl.7.25 er solen allerede over bjergene, så hjælper det. For første gang
en dag uden andre positive oplevelser end at jeg overlevede uden at
komme i store vanskeligheder - trods alt. Jo, og så var det 100 km's god
træning!
Først 7 km ad en forfærdelig vej op til vejen lige under quebrada'en. Så
sydpå til en yndig lille by for at proviantere. Forfærdelig vej.
Overvejede at vende om, men valgte ud fra en positiv synsvinkel: det
kunne jo blive bedre?, at fortsætte. Det blev den, men først 1 km før
Camar, fin asfalt. Skilt til Camar: 'Pitoresque Pueblo'. 4 km opad
endende med en stigning jeg måtte holde pause på lige før toppen. Trods
mindste gear. Der var intet smukt, yndigt, æstetisk over Camar.
Chilenernes opfattelse af pitoresk er åbenbart: fattig. Er det noget,
der er værd at se på? Og hvad med beboerne? Ingen butik! To ældre koner
så på mig, som om jeg var vanvittig, hvilket de var i deres gode ret
til. Hvad fanden skulle jeg der? Mændene var optaget af et
boule-lignende spil henne ved boldpladsen.
Ingen forsyninger og på vej i den gale retning. Ned igen. Nu var det jo
asfaltvej. Videre sydpå for at komme ned til vejen nede på Salar'en.
Kunne ikke ses. Asfaltvejen gik videre til Argentina. Omsider dukkede
vejen op. Så skulle der være 10 km. Frihjul hele vejen. Omsider en
korsvej?? Findes ikke i følge kortet. Fortsætter så langt man kan se i
den rigtige retning. Kører videre af den anden. Det ser ud som om den
fortsætter ud i Salar'en. Ikke i følge kortet. Tilbage. Det må være
denne her til højre?
Kører derudaf. Ser så pludselig en tankbil køre parallelt med et sted
langt ude i Salar'en. Altså Må vejen gå der. Tilbage og videre ad den
oprindelige vej. Endelig kommer vej-T'et som det skulle. Reddet. I al
denne tid kun passeret af én bil på asfaltvejen. Nu er det bare at køre
tilbage mod San Pedro. Spare på væsken, den skal holde til Toconao. Får
købt sodavand, vand og suppepulver i Toconao.
 |
 |
|
| Vejen ind mod Argentina | Morgen i Salar'en... |
Tamarugal - San Pedro 03.08.02 30.60 km
Faldt i søvn og vågnede kl.22 og fik foretaget aften-toilettet. Var
vågen én gang i nat og lå og vendte og drejede mig. Syntes der var
ualmindelig hårdt. Ikke desto mindre har jeg nu sovet til kl.6.50 i én
køre. Det er lyst. Jeg føler mig udhvilet, men bliver for en gangs skyld
liggende. Der er ikke noget, jeg skal nå. Ser på mine hænder. De er
blevet til ru arbejdsmandsnæver. Skidtet sidder i linjerne i
håndfladerne. Eller støvet skulle jeg måske sige, det lyder pænere. Det
er ellers ikke, fordi jeg er et svin. Brugte kostbart mineralvand i går
på at prøve at gøre dem rene efter at have rejst teltet. Men samme
forhold som hjemme er det jo ikke. Gad vide hvordan jeg lugter? Skulle
gerne i bad i dag, så jeg håber vandet er kommet tilbage.
I dag gider jeg ikke gå ud af teltet, før jeg har pakket sammen. Jeg har
køkken i forteltet. Det er bare at lyne ned og komme vand i kedlen og
tænde. Dette gasblus har sådan en tryktænding, så man ikke behøver
tændstikker. Fremragende. Efter morgenmaden der ikke er for meget af,
kommer turen til kontaktlinserne. Først rengøres tommel, pege og
langfinger, så godt det lader sig gøre. Min lille 1/2 l's Aquarius
flaske fra Sjælsø Rundt er perfekt til at dosere vandmængden. At hælde
fra en flaske bruger alt for meget, men denne drikkeprop og en let tryk
på flasken, giver én hvad man vil have. Nu har jeg brugt denne
én-gangsflaske en måned. Min kop bruges til opsamling. En dråbe saltvand
på linsen – og i med den. Jeg sidder med korslagte ben, i skødet har jeg
min styrtaske og på den ligger mit lille opklappelige spejl købt hos
Tiger for 20 kr. Også det har været perfekt. Lidt grus kommer der altid
med, men så skal linsen lige køres rundt i øjet et par gange. Det er tid
til at komme videre. Tilbage til Kathmandu. Det er San Pedro, det ved
jeg, men i mit hoved, bliver det nemt til Kathmandu, eller et andet sted
østpå. Det eneste der mangler, er lugten af dyr i gaderne, og i Toconao
(gadenavn denne gang) hvor Residencial y Camping Eden ligger, er der
noget der kalder sig Rancho, hvor man kan leje heste. Når man kommer der
forbi, er billedet fuldendt. I det hele taget tager jeg mig ind imellem
i ikke rigtig at vide, hvor i verden jeg er. Jeg ER bare.
Gårsdagens skuffelse og strabadser er for længst væk. Tænk at køre her
og se op på disse kæmper. Llacancabur, denne ridder, der som sædvanlig
står vagt for mig i disen. Jeg er holdt op med at tænke på dette som
Chile. For mig er det bare LANDET. Det er der, jeg lever, og når jeg
kommer til Bolivia, vil det være landet. Landet er der, hvor mennesket
er og lever. Hvad er det for noget pjat med nationalstater? Der er kun
ét land. Mit.
Det er nomadetilværelsen der er gået mig i blodet. Jeg ER en nomade, og
er også begyndt at tænke sådan.
Kommer planmæssigt til Kathmandu, hvor de endnu en gang spiller Doors:
'Baby you can light my fire', og for at det ikke skal være løgn, kommer
jeg straks til at snakke med en englænder, der har arbejdet i Nepal
nogle år tilbage. Ham og kæresten kommer fra Bolivia. Har været på den
3-dages tur, jeg har tænkt mig. Siger at Laguna Verde kan jeg jo komme
til herfra og Salar de Uyuni kan jeg jo cykle i, og resten var der ikke
så meget ved, nogle steder kunne de ikke komme til p.g.a. sne, bl.a.
Árbol de piedra. Lidt for meget kørsel i forhold til udbyttet. Det
tænker jeg lige over i eftermiddag.
Jeg har ladet mig lokke af et skilt med Pizza. Det er mest fordi, jeg
ikke gider opvasken. Napolitana, men jeg måtte bestille oliven særskilt.
Den viser sig ikke at være stor, men smager fortræffeligt. Så jeg må
hjem og spise det meste af en dåse ananas. Det er desværre som om, der
er omslag i vejret, men foreløbig holder jeg fast ved at cykle til eller
mod Calama i morgen. Kan godt bruge nogle dage dér. Skal bytte dækkene.
Og måske til Chiu Chiu.