Rejsebrev nr. 21
La Paz 26.08.02
La Paz 20.08.02 0 km
La Paz er en charmerende og flot by, i hvert fald set fra centrum,
hvor slummen? op ad bjergsiderne kun ses på betryggende afstand. Der
er et utroligt liv dag og nat? i hvert fald aften. Har haft store
overvejelser over, hvad jeg skal de næste 10 dage.
I morgen vil jeg cykle ned i 'zona sur' og se på mærkelige klipper og
den slags. Torsdag tager jeg bussen til Cusco i Peru. Min cykel og det
meste af bagagen bliver læsset af i Copacabana ved Titicacasøen. Når
jeg så returnerer fra Machu Picchu cykler jeg lidt ved søen og tager
bussen tilbage til La Paz. De sidste dage skal jeg på "dødsruten" fra
La Cumbre ned til Coroico på en 'tour' med følgebil og det hele.
I dag går jeg lidt længere for at spise og ender på hovedgaden, hvor
priserne lige har fået en tak eller to. Hvor en ret i går kostede 26,
koster den i dag 35. Det er udmærket, men der er vist kun
beliggenheden til forskel. Jeg bestiller en ret af nationalt tilsnit,
noget med 'pique' og så ved man, at det kan være stærkt. Det er nu
ikke så galt, men der er nogle små grønne sataner, der ikke er til at
spøge med. Da jeg næsten er igennem dette delikate måltid, kommer jeg
til uforvarende at tage en stor grøn én for en uskyldig grøn peber.
Hold da op! Jeg synes ellers, jeg er ret hærdet i den slags, men det
er, så jeg får sved på min skaldede isse. Det tager mindst fem
minutter, før jeg er kommet mig, heldigvis havde jeg en del øl
tilbage, men her efter måltidet er jeg stadig varm i hovedet. Der var
lidt mere krudt i end i lammehovedet forleden. Her spiller de Frankie
Boy og den slags. Lige nu er det 'Let's twist again' med Chubby
Checker. Man er vel en international restaurant?
La Paz 21.08.02 43.96 km
En forfærdelig nat. Jeg føler ikke, jeg har sovet, men det har kværnet
rundt i hovedet på mig, hvordan jeg skulle bære mig ad med at komme
til El Alto med cykel og bagage og en papkasse til bagage og noget
cykelpap? Som om
det er andet end et problem, der kan løses. Først da det blev lyst
følte jeg, jeg fik slappet af, men jeg sov ikke. Kunne dagen da gå
andet end galt?
Jeg havde besluttet at køre til 'zona sur' på cykel. Bliver jeg da
aldrig klogere? Først var der problemet med at finde en gade, der var
ensrettet i den rigtige retning. Systemet burde jo være - og plejer at
være - at hver anden går i den ene retning og hver anden i den anden.
Men sådan er det ikke lige her. Så jeg måtte trække langt, før det
lykkedes. At finde den rigtige vej, var ikke noget problem, men
hvordan er vejene sydpå: forfærdelige. Når der er asfalt er den bulet
og hullet, så man tror det er løgn. Når det er brolægning er den
ubeskrivelig eller (til sidst) det der er værre, og når det er grus
bare dårlig. Hertil kommer to ting: trafikmængden og pladsen til
cykler. Det er bare 'en lang kø sydpå, og cykler antages for ikke
eksisterende. I den retning er der kun èt at sige: jeg overlevede!
Jeg var godt klar over, at det skulle gå nedad på udturen og opad på
hjemturen, men så enkelt var det ikke. Jeg havde forestillet mig, at
når jeg havde cyklet tilstrækkeligt langt, ville jeg komme til
fredelige omgivelser og smukke bjergformationer. Men så langt kom jeg
aldrig. Der var by hele vejen til Valle de Animas, som jeg først
sigtede mod. Næsten helt op i kløften, som jeg på afstand vurderede
til at være for stejl til at slæbe cyklen med. Og efterlade den turde
jeg ikke. Altså cyklede jeg tilbage mod Valle de la Luna og havde
svært ved at fatte, at jeg havde kæmpet mig de sidste mange kilometer
opad. Valle de la Luna gik det sådan set bedre med, en ret god vej og
ikke så megen trafik. Jeg så faktisk de to eneste bolivianske
cykelryttere, der findes! Det taler jo også for at vejen var rimelig.
 |
 |
|
| Bjergformationer i det sydlige La Paz | Sidste billede før jeg tabte kameraet.... |
Hvis nu det næste ikke var sket, havde dagen blot været udmarvende,
men dog en halv succes. Men jeg synes uheldet forfølger mig. Bedst som
jeg skulle tage et billede af de mystiske formationer, tabte jeg
kameraet. Det er sket før uden mén, men denne gang var det åbent, det
faldt lige på "maven", ramte en sten og holdt op med at fungere.
Linsen blev ridset og drevet, der kører objektivet ud, kom ud af lave.
Hvad er der at sige? Det kunne være sket for en måned siden, det havde
været værre. Alligevel ødelagde det dagen totalt. ærgelsen over at jeg
kunne være så klodset. Nu har jeg ellers hæget om dette fremragende
lille apparat. Kun taget det frem og tændt det, når der skulle tages
et billede og STRAKS slukket det igen og kommet det i posen. øv, øv og
3 gange øv.
Men måske kan det repareres? Jeg har fundet et sted. Ny linse koster
20$. Resten ved jeg ikke med. Men i Danmark ville konklusionen nok
være: det kan ikke betale sig, men måske her? Jeg er spændt på om han
har fået det til at fungere til jeg kommer tilbage. Han lød sådan. Jeg
var helt til rotterne, da jeg kom tilbage. Overvejede seriøst, om jeg
kunne aflyse turen i morgen og få et tidligere fly hjem. Og oveni det
en endnu mere forfærdelig tur hjem opad bakke.
Er så træt at jeg har kvalme. Går ikke desto mindre ud og spiser ud
fra en overbevisning om, at jeg har brug for mad og en tro på, at
appetitten nok skal komme. Jeg kæmper mig gennem 2/3 af måltidet, men
må så give fortabt. Det ligner mig ikke.
La Paz 22.08.02
Til gengæld sover jeg som en sten natten igennem. Det var sikkert også
tiltrængt. Bussen ankommer kun ca. 1 time for sent, skal der virkelig
være en 'tour', der lykkes uden store vanskeligheder? Det er en helt
anden oplevelse at se Bolivia fra en bus. Det kan stærkt anbefales
frem for cykel. Vi kører over en slette, mens nogle små interessante
bjerge af en type, jeg ikke har set før, passerer inde til højre, og
inden længe har vi hele den imponerende snedækkede kæde inde bagved
til højre, topope på begge sider af 6000 m. Man mærker ikke osen fra
bilerne, ikke stanken af affald, råddent vand for ikke at sige lort,
ikke modvinden. Vejen er jo også en asfaltvej, så det er kort sagt
behageligt. Man skal ikke koncentrere sig om andet end, hvad man har
lyst til, kan endog sove, hvis man da vil vove at gå glip af
sceneriet.
Nu skyder der sig nogle mindre grønne bjerge ind foran baggrunden.
Straks efter har vi begyndelsen på Titicacasøen på venstre side. På de
inderste mest lavvandede 100 m dækket af en bevoksning af siv eller
rør. På de grønne bjerge er der begyndt at vokse træer, en behagelig
afveksling fra de bare skråninger og sletter. Vi skal op over bjerget
for at komme ned til færgelejet. Søen er nemlig delt i en nordlig
(stor) og en sydlig del af et smalt stræde. Her skal vi alle ud, for
bussen skal over for sig selv på en pram og passagererne (os) skal
over med små motorbåde, der kan tage op til 25 passagerer. Motoren
oser hen gennem båden, så jeg ikke skal blive helt afvænnet.
Efter denne behagelige afbrydelse skal vi op igen over bjergene for at
komme til Copacabana. Det er en fantastisk tur op til 4130 m med
udsigt skiftevis over den lille og den store sø. Et kort fotostop (ak
ja!) med udsigt over Copacabana, og søen der fortaber sig ud mod
horisonten. Og så ned til 3765 m.
Her er der frokoststop. Det er en turistby. Det se dels af
restauranternes antal, deres mere indbydende ydre og betjeningen. Alle
busserne har åbenbart frokoststop her, det vrimler simpelthen med
backpackers og almindelige turister. Det viser sig at bussen først er
i Cusco i morgen tidlig kl. 4, jeg mente at have forstået, det var kl.
19 i aften. Det bliver lidt af en stroppetur.
Jeg er i Peru. Hvordan er så det? Fremfor alt virker her mere
befolket, flere får, køer, flere terrasser op ad bjergene og husene
virker i det store og hele færdigbyggede. Nogle er pudsede og en del
er også malede. Vi har passeret to byer med nogle store haller,
formodentlig til sport og andre kulturarrangementer. Alt i alt er der
mere organiseret her.
Selve busturen er en speciel oplevelse. Jeg købte en billet hver vej
La Paz-Cusco på turistkontoret. Vi kører med èn bus (boliviansk) til
Copacabana. Så skifter vi til en peruviansk og får en ny billet til
Puno.
I Puno er der aftensmadpause og skift til en ny bus fra et andet
selskab med en ny billet. Denne sidste bus er dog en moderne
dobbeltdækker, så det er en behagelig overraskelse. Da bus-bossen
hører, at jeg vil til Machu Picchu, påtager han sig at arrangere det
hele, for det skal bestilles flere dage i forvejen, men han kan ordne
det. Det lyder jo meget godt men... I Puno skal jeg tage en taxi hen
til hans kontor, og jeg får en folder med navnet på et hostal. Jeg er
lidt loren ved det, men finder en cykeltaxi, som der er masser af her
i Peru. Da han nævner en pris på 120$ tror jeg, jeg har hørt forkert.
For returbillet til Cusco har jeg betalt 180 BOB. Det viser sig, at
det var inklusive billet tilbage til La Paz, så da jeg har den bliver
det kun 100$.
Jeg er stadig vantro. Han siger, at alene indgangen til Machu Picchu
er 20$ og prisen inkluderer, at èn henter mig 04.00 i Cusco, kører mig
til et hotel, hvor jeg kan hvile lidt før toget kører 6.15 til Aguas
Calientes, hvorfra en bus kører resten af vejen og plus guide og
returfart til Cusco. Det er utroligt dyrt indrømmer han, men sådan er
det.
Jeg ender med at betale og tænker, at nu er jeg måske blevet fuppet
fuldstændigt. Nogle englændere på busterminalen mener, at det er måske
lidt dyrere, end hvis man selv køber billetterne, men så slipper jeg
da for at skulle styrte rundt i Cusco, og ærlig talt, hvis jeg kan
betale mig fra det, er det da i orden. Men vi får se... som så ofte
før.
Det lykkes mig at sove noget i bussen, og vi når frem til Cusco
allerede 3.30. Der er ingen til at hente mig, men egentlig var det
også først kl.04.00, så jeg har en halv times spændt venten. Fra
kl.04.00 går den over i en mere panikslagen venten, men 5 minutter
over ankommer en ung mand, der er Mr. Eber. Vi kører i taxi til et
hostal. Nogle af gyderne er kun lige brede nok til en bil. Jeg får et
værelse med bad og mulighed for at sove en god time.