Rejsebrev nr. 12
Calama 27.07.02
Antofagasta - Officina de Chacabuco (1360 m.o.h.) 112.06 km
I går aftes, da jeg netop havde afsluttet et sidste brev, faldt jeg i
snak med indehaveren, som viste sig med et glimrende engelsk. Han havde
også rejst i det meste af verden. Da jeg nævnede, at jeg rejste på
cykel, sagde han, at der faktisk havde været en anden cyklist for nogen
tid siden, en tysker, der var på vej sydpå, lagde jeg hurtigt to og to
sammen og sagde, at han hed Jeff? Ja, var det overraskede svar, det
gjorde han, og jeg følte mig med ét som medlem af et broderskab:
hardcore-cyklisterne. Dagen bliver ubarmhjertig fra start, men det
vidste jeg. I løbet af de første 16-20 km skal jeg op på sletten bag de
brune kystbjerge. Det stiger med 6-8% konstant, solen bager og vinden
fra havet kan jeg ikke mærke, for den bevæger sig med samme fart som
jeg. Men når jeg standser, bliver jeg hurtigt kold. Mod forventning
viser det sig, at efter 8 km er det værste overstået og resten går nemt.
Også oppe på sletten viser det sig, at min frygt for dette stykke, som
skulle ligne det jeg kørte igennem syd for Antofagasta i bil, er
ubegrundet. Ganske vist er der ikke megen afveksling i den brune farve,
men her er fladt og den opmuntrende fart gør, at bjergenes former
hurtigt ændrer sig. En let vind i ryggen gør det ikke dårligere, og jeg
træder godt til vel vidende, at jeg vil nå én af de to byer, der er på
strækningen til Calama, og få tanket flaskerne op inden længe.
Eneste afveksling fra det brune, er nogle gule aflejringer i noget, der
må være et udtørret flodleje. Det ligner svovl, jeg er nede at lugte til
det, men det lugter ikke af noget. En sidste fjer i hatten er, at jeg
også er steget i højden. Her hvor jeg sidder i det eneste hele busskur
hidtil og skriver, er det blevet til 300 m ekstra, siden jeg nåede op på
sletten, nu 805 m. Jeg kværner afsted i et højt tempo. Vinden, der til
en begyndelse var svag til frisk er nu yderligere taget til og hjælper
mig fremad. Udsigten til at nå til Baquedano ved 15-tiden og holde
frokost der, giver mig vinger. På flere strækninger holder jeg 30 km/t,
og det går faktisk opad, omend kun langsomt. Blinkende lygter, horn og
vinkende arme fra nogle modkørende opmuntrer mig yderligere. De 2 l i
mine 3 flasker skal kun holde til Baquedano og det kommer lige til at
passe.
Jeg har allerede på 7-8 km's afstand kunnet se trær forude og nu 14.55
ruller jeg ind i dette, der ikke er meget by, men et lillebitte
supermarked er der dog, og at prisen på frugtjuice er steget et par
hundrede siden Antofagasta, ser jeg stort på. Nu skal jeg have en rolig
frokost: en dåse tun og brød og masser af frugtsaft og så bare trille
roligt til det bliver tid til teltning. Håber at kunne klare turen til
Calama på 2 dage efter denne første kraftanstrængelse. En yderligere
opmuntring er at højdemåleren siger 1050 m. Calama skulle ligge omkring
2000 m.
Undervejs har jeg passeret adskillige miner. Det er det eneste, der er
her. Ingen restauranter eller posada'er. Kun to byer mellem Antofagasta
og Calama. Baquedano efter ca. 1/3 og Sierra Gorda efter ca 2/3. Ved et
af mineområderne var der en kemisk lugt, der pludselig mindede mig om
min ungdoms kemi-eksperimenter. Vi var 3, der købte moget udstyr og
nogle kemikalier af en bror til en af min brors klassekammerater. For 70
kr. så vidt jeg husker. Eksperimenterne fandt sted i kælderen hos én af
os. På et tidspunkt var 2 af os også ovre i den mere sprængfarlige del,
men et, om jeg så må sige, yderst vellykket forsøg gav i hvert fald mig
så stor respekt for sagerne, at jeg ikke ønskede at fortsætte i den
retning. Det var nu også mest raketter, der havde min interesse. Det var
jo dengang, de første kunstige måner var sendt i kredsløb om Jorden. Jeg
tror, jeg kan sige, at jeg var den første og sikkert eneste, det
lykkedes at konstruere en raket, der brugte afskårne tændstikhoveder som
brændstof.Tændingen var elektrisk med et stykke tyndt kobbertråd og en
togtransformator. Det blev vist kun til 2-3 forsøg, det var lidt dyrt i
tændstikker, men én landede da på nabøns tag, så en 4-5 m i højden og en
"skudvidde" på omkring 10 m, må det have været. Forsøg med mere
effektive brændstoffer
blev skrinlagt efter en eksplosion i et vandrør. Røret var dog åbent i
begge ender, så der skete ingen skade, men det gav mig den nødvendige
respekt for den slags, til atb jeg endnu har alle fingre i behold.
Det er med det som med at rejse, der kræves en ydmyg respektfuld
holdning. Husk det, hvis der er nogle, der gør sig tanker i den retning.
En god lang pause har gjort godt. Nu er det videre.
 |
 |
|
| Ikke alle når altid frem | Sydlige vendekreds krydses |
Jeg er nået frem. Hvortil? Tja..til der, hvor det er på tide at slå
lejr og hvor forholdene ser ud til at være til det. Det bliver ikke den
mest formfuldendte teltslagning, men hvad? Desværre er det sådan, at
vinden venter med at lægge sig, til solen er gået ned og det bliver
mørkt. Far dog at kunne se lidt uden kunstigt lys, når jeg etablerer
indretningen, må jeg derfor slås lidt med vinden, men de nødvendige
store sten bliver fundet og gør deres gavn.
Ritualerne bliver omhyggeligt gennemgået. Lommelygte, bestik, lommekniv
m.m. bliver anbragt på deres respektive plasdser. Så er det om at få 400
ml vand i gryden og sat den over. Imens findes posen med aftensmaden,
kedlen fyldes til en kop kaffe, koppen forsynes med kaffepilver og
sukker og så..ja, måske sætter jeg mig til at skrive lidt i forlygtens
skær, eller jeg lægger mig udstrakt og slapper af efter dagens slid. I
dag bliver det skrivning, som fortsætter efter måltidet og mens
kaffevandet varmes.
Middagen er i følge posens oplysninger på 3-4 portioner. Hvor mange de
har tænkt sig, skal dele disse portioner, står der ikke noget om, men de
passer fint til én langturscyklist.
Nu snurrer kedlen ah..det skal gøre godt med en plade chokolade til
kaffen. Kulden er så småt ved at trænge ind i teltet, så nu skal
inderteltet lynes.
Jeg har i dag passeret Stenbukkens vendekreds, hvilket vil sige, at i
dette område vil solen én gang om året stå netop i zenit, altså lodret
over hovedet. Men det er heldigvis vinter, for her er varmt nok allerede
(om dagen). Desuden har jeg passeret halvvejsmærket til Calama og
endelig netop forladt Ruta 5 for at fortsætte ad Ruta 25.