Rejsebrev nr. 20
La Paz 20.08.02
Oruro 16.08.02 39.32 km
Denne hviledag bliver ikke specielt afslappende, men det er jeg jo kun
selv skyld i. Herovre findes der noget, de kalder Chullpas. Det er nogle
før-inka gravbygninger, som vist findes mange steder, men bl.a. her i
nærheden, erfarer jeg fra min nye infokilde. Hun har et meget enkelt
lille 'kort' over stedet. Desuden låner jeg et kort, som ellers koster 5
BOB. Og begiver mig af sted ud gennem byen. Disse veje af 6-kantede
fliser bliver efter flittig brug forfærdelige at køre på specielt for
cyklister. Nu er Bolivia ikke lige landet, der skilter med sine
seværdigheder, men trods alle odds finder jeg chullpa'erne, ser én sølle
ung flamingo og en masse svin, vejarbejde, lossepladser m.m.
Lige nu sidder jeg og stirrer på en lammekæbe med tunge, nogle sorte
kartofler og noget, der måske er et halvt lammekranie med indhold. Jeg
er ude at prøve landets madkultur. Der er ikke nogen, der skal sige, jeg
viger tilbage for noget. Jeg måtte have en øl til at skylle det ned med.
Jeg fandt en sort én i går, god for anæmikere står der på den, det er
jeg vel nærmest under de forhåndenværende omstændigheder. Det er ét af
to steder, jeg fik anbefalet af infodamen. Det mest folkelige. Det skal
jeg love for. Øjet går jeg altså udenom. Kan den pæne dame spise sådan
noget?
Heldigvis fik jeg købt to kager til aftenteen. I morgen går det mod Patacamaya, dèr skulle være et dansk projekt. Gad vide om der er nogle
danskere?
Mit værelse ligger på 3.sal. Hvis jeg går op i et roligt tempo, går der
over et minut, før mit åndedræt er faldet bare nogenlunde til ro. Det er
ikke sjovt.
 |
 |
|
| Chullpa'er i omegnen af Oruro | Svinene væltede sig i sølet |
Oruro - Lahuachaca 17.08.02 104.87 km
Bedste nat i Bolivia. Næ, næ. Overhovedet ikke. Jeg har SOVET. Er oppe
og tisse et par gange, men sover hver gang med det samme. Fra 22.30 til
7.00.
Vejen fra Oruro går over en slette. Da jeg passerer politiposten udenfor
byen fortæller et af de meget få vejskilte, jeg har set her, at der er
227 km til La Paz. Men der er modvind. Ikke meget, men nok. Det er en
kedelig vej og som sædvanlig INTET at sætte cyklen op ad. Så pauser er
stående med cyklen.
Efter 26 km kommer der en sidevej, og sådanne steder er der ofte en
lille betonmur, som vel skulle angive navnet på stedet, men som altid er
overmalet med politiske slagord eller plakater. Lave bjerge overalt
forude så noget må der ske med denne dødssyge vej.
Efter 40km når jeg Humahuara, som i første omgang synes at være en vejby
med butikker og restauranter, men det er bare et sideskud. Den
oprindelige by ligger nede til højre og er temmelig stor. Her begynder
det at gå opad, så jeg er nede på den lille klinge. Der er begyndt at
vokse mælkebøtter ved vejen. Jeg har set nærmere på dem, de ser ud som,
når man har kappet hovedet af dem mange gange, en masse lidt forkrøblede
blade ud til siden og en blomst, der kun rager nogle cm op. Vi ser på
hinanden, næ, ukrudt forgår ikke så let.
Højdemåleren begynder at tale med: 3830 m. Og opad går det, indtil jeg
når et plateau foran nogle bjerge, hvor der er et større lavvandet
søsystem og nede på søen nogle hvide linjer, det skulle da vel aldrig...
jo, kikkerten afslører flamingoer i massevis. det gør ikke noget, jeg
ikke ser dem tæt på, alligevel er det en oplevelse her på en lidt
ensformig dag. Og modvinden bliver ved. Vejen stiger i flere omgange, og
det ser mørkt ud ovenover bjerget. De sidste to aftner har det tordnet
og regnet i Oruro, omend kun kortvarigt.
Jeg sætter maksimal fart op over stigningen kun for at se, at der kommer
et fladere stykke og endnu en stigning. Jeg burde være fremme ved en by,
der hedder Panduro, den må være lige på den anden side. Men de svage
dryp tager til, og på vej op over det sidste stykke falder haglene på og
omkring mig. Endelig oppe ser jeg, at byen faktisk ligger lige dér nogle
hundrede meter fremme og allerede på det tidspunkt kan jeg høre høj
messingmusik.
 |
 |
|
| Fiesta.... | ....i landsbyen Panduro |
Det viser sig, at der er fiesta i byen. Det er sidste dag ud af 3. Én
jeg snakker med påstår, at alle deltagerne er fra landsbyen, det har jeg
svært ved at tro. Behøver jeg at fortælle, at det er koldt!
Jeg kommer senere til en landsby med en politipost. Der er faktisk 'alojamiento'.
Det ene sted vil jeg forhøre mig, men der er ingen i forretningen, og da
jeg ser en hønsestige op ovenpå, beslutter jeg mig for at køre videre.
Fremme ser vejret snart efter MEGET sort ud. Efter det første lyn
overvejer jeg at vende om, men et skilt med en snarlig tankstation, får
mig til at fortsætte.
Her står jeg så i tørvejr for hagl og regn og venter. På hvad? Jeg ved
det ikke. Klokken er 17 og her er ingen overnatning. Der skulle kun være
8km til et sted, men i dette vejr skal jeg ingen steder. Der er et rum
med 2 køjer og et TV, hvor tankpasseren, som er en ung mand på 20?, bor
med sine søskende? Jeg ved ikke hvad de er, men der er 5-6 mindre
drenge, og de bor alle i rummet.
Mens jeg er der, kommer der 2 drenge på 13-14 år på cykler. De har èn
gang været kørt, men kom tilbage: 'Mucho frio', det var for koldt. Det
viser sig, at de bor i byen 8 km væk, og jeg får èn af dem til at skrive
navnet, så jeg ved, hvad jeg evt. skal spørge efter. Der skulle bo et
par tusinde mennesker og være logi og spisemulighed.
Jeg tror, den er lidt i 6, da solen kommer frem under skyerne forude, og
jeg beslutter at NU, skal det være. Det er bidende koldt, men heldigvis
sidevind. Jeg fik regnjakken på, mens jeg ventede, så koldt var det.
Bjergene ovre mod højre er blevet hvide. Lidt efter kommer den ene af
drengene op til mig, ham der ikke havde korte bukser på. Det er ved at
blive mørkt, og jeg træder med alt, hvad jeg har. Jeg har ind imellem
svært ved at få luft p.g.a. vinden, ja og så af alle de andre grunde.
Jeg slår mit bagblink til, og vi når endelig frem. Han viser mig, hvor
der er logi og skynder sig hjem i "varmen"? Jeg må have al bagagen af
for at få cyklen ind gennem passagen, men hvad, nu sidder jeg i min
sovepose og skriver. Her er om muligt endnu mere primitivt end i Pazña.
Lokummet er ganske vist indendørs, men der er vist ikke noget, der kan
falde ret langt, det ser ud til at være fyldt. 10 BOB, det synes at være
prisen for den slags. Gik hen for at spise nogle huse længere henne. Der
er ikke så meget at vælge imellem. Først suppe med spaghetti-sløjfer,
dernæst ris, to store melede kartofler og noget stegt kød. 4 BOB det må
til gengæld siges at være billigt, men det kostede det også i Huari.
Denne suppe er nu lækker, der er èt eller flere krydderier i, jeg slår
timian op, men hun forstår det ikke.
Hvis jeg var blevet fanget på åbent land i dette uvejr, havde det ikke
været godt. Jeg har ikke været indstillet på den slags, så jeg har ikke
en nødplan. Det gælder om ikke at blive våd i den blæst og ved de
kuldegrader.
 |
| Solen bryder frem efter haglvejret |
Lahuachaca - Hotel Porvenir, Tholar 18.08.02 67.25 km
Jeg har kun ét brød (rundt på størrelse med en stor burgerbolle)
tilbage, så det bliver et hurtigt morgenmåltid og så af sted. Dagen
starter med en stigning på 10 km, ikke stejl, men nok til at den føles
uendelig. Der er fuldstændig bart, så det er et voldsomt antiklimaks
at nå op til en by med træer, som ligger i overgangen. Og til en
forandring ser jeg en helt usædvanlig kirke ligge inde i byen. Dér må
være en bænk, og der skal jeg have morgenmad, brød og marmelade har
jeg købt.
Der er ganske rigtigt en lille have foran kirken med bænke, men først
må lågen låses op med nøgle, siger damen, der går og fejer, og et barn
bliver sendt af sted efter nøglen. Og her sidder jeg så foran den mest
vidunderlige gamle kirke og nyder mit brød med jordbærmarmelade til
lyden af kosten over fliserne. Her er fredfyldt, det er første gang i
Bolivia.
Ude på vejen igen mødes jeg af modvinden og må træde næsten hele vejen
NED til Patacamaya. Det er en dødssyg by. Jeg køber nogle mint bolsjer
og 2 ruller småkager. Kører straks videre. Det er som om hele
organismen går i stå. På lastbilerne indser jeg, at det altså også går
opad, men det er mere psykisk. Jeg er røvtræt af denne vej, som bliver
mere og mere ensformig. Standser udenfor byen ved en af disse
cementmure, jeg må lades op. Det flyder med lort og affald omkring
mig. Prøver et mint bolsje og spiser en hel rulle småkager bare sådan
lige. I morgen er jeg i La Paz, men inden....
 |
 |
|
| Begravelsesoptog på vejen | Kirken i Tholar - et fredfyldt sted |
Aldrig så snart havde jeg følt mig rigtig elendig, så døde vinden ud
for en stund og straks efter mødte jeg et belgisk par på vej sydpå, de
var startet 2 mdr. før i Peru. Skulle ende i Cohaique i Sydchile.
Fortalte om 2 hoteller 20-30 km længere fremme for mig, det ville være
et passende overnatningssted, så vil der kun være 60-70 km i morgen.
Opmuntrende.
Vejen ser heller ikke så dødssyg ud mere, men det kan ændre sig. Og
det gør det! Jeg synes, jeg kryber af sted. Farten er også 11 km/t som
det højeste, tror jeg, på nogle stigninger 6-7 km/t. Men jeg kæmper
mig frem mod de frelsende hoteller - og de kommer, netop som det
trækker sammen over bjergene ovre til venstre og højdemåleren siger
3945 m. Skal vi nu igen have uvejr?
Jeg tager det, der ligger på "min" side af vejen. Værelserne er i
gården, og der er ikke noget med baño privado, men der er brusebad.
Det der virker og har varmt vand er ganske vist ovenpå, hvor
værelserne koster 20 BOB, men jeg kan godt benytte det ovenpå, siger
en anden dame, der kan engelsk. Jeg får kørt cyklen om i gården, og
som det første sætter jeg mig ind i restauranten og får en kop kaffe
og 2 friturestegte ruller med honning. Imens blæser det voldsomt op,
og jeg glæder mig over at være indendørs et sted, hvor man kan få bad,
mad og en seng at sove i.
Denne honning spørger jeg til, for jeg mener det var den samme, jeg
fik i Panduro til fiesta'en. Da jeg tog et brød og begyndte at spise,
kom der èn og tilbød at hælde honning ud over. Det smagte udmærket. Nu
får jeg at vide, at det er 'miel de ceña', og ordbogen oversætter ceña
til en lille kop øl. Det må altså være en slags kunsthonning
fremstillet ud fra øl?
Der kommer en del mennesker, mens jeg sidder der, jeg tror det er
kendt for god mad m.m.
Men bortset fra denne opmuntring ud på eftermiddagen, har jeg følgende
kommentar om Bolivia: Bolivia er en losseplads og bolivianerne er
nogle svin. En-gangsbleen er kommet til Bolivia, den er speciel nem at
have med at gøre på busrejser. Når den så er blevet brugt til
formålet, foldes den sammen og kastes ud af vinduet. Den følges af
plast-og glasflasker. For de sidstes vedkommende knuses de, når de
rammer vigesporet, hvorfor dette flyder med glasskår. Når en stakkels
indoktrineret dansker står med en tom plastikflaske og spørger
drengene i Rio Mulatos, om der er et sted til affald, tager èn af dem
den og kaster den hen ad gaden. Danskeren samler den selvfølgelig op,
og det lykkes ham at komme af med den i den butik, hvor han netop har
købt en fuld flaske. (Den videre historie kendes ikke).
Da han senere på lignende vis søger at komme af med én i Ayo Ayo,
siger pigen: Smid den i floden! Og sandelig, det er hvad man gør i Ayo
Ayo. Aldrig har jeg set en så lille flod med så meget affald. Jeg tog
den nu med mig lidt løst fastgjort, så jeg nok ville tabe den
undervejs, men nej - den fulgte med her til hotellet, hvor jeg fik en
dreng til at tage sig af den.
Det eneste man kan savne på dette hotel, som på alle andre, er VARME.
Når det bliver frostgrader udenfor, bliver det også lidt koldt
indendørs, særlig når min dør, som passer i højden i den ene side,
mangler 5 cm i den anden. Der er kun én løsning: i soveposen.
Selv om det vist er endnu mere udpræget i Argentina, kan man også her
føle sig som millionær, når man går ud og spiser. Når man kan få en
menu med 2 retter for ca. 8kr. og den dyreste ret på menukortet koster
under 30 kr, behøver man ikke hele tiden spørge, hvad tingene koster,
det er bare at bestille. Jeg har fået menuen, en guldøl (Paceña –
klart bedste indtil nu - dansk standard), budding og kaffe, så nu tror
jeg kalorietallet passer for i dag. (Men jeg har vist tabt mig!)
Tholar - La Paz 19.08.02 78.22 km
Jeg får det bedste morgenmåltid i snart 2 mdr.: Kaffe, ristet brød,
marmelade, der må være hjemmelavet, juice d.v.s. rigtig friskpresset
appelsinsaft og noget flødeagtigt, jeg ville have brækket mig over som
barn. Det er fyldt med skind, men smager herligt. Måske er min
organisme klar over, at disse kalorier er vigtige. Da jeg skal betale,
må jeg gøre hende opmærksom på, at hun har glemt morgenmaden. Og inden
jeg kan komme af sted, skal jeg lige have et glas the med honning, for
det vil være godt for min hals, og da de spørger, hvad jeg skal efter
jeg (forhåbentlig) er nået til La Paz, og jeg snakker om Machu Pichu,
har nevøen været der og har nogle billeder, jeg lige skal se. Så den
bliver 9.30 inden start.
Det ser ud som om det går opad, men farten fortæller noget andet. Det
bliver der dog hurtigt lavet om på. Det blæser mindre end i går, men
alligevel går det trægt, synes jeg. Forestil dig at køre op ad bakke
med noget, der føles som én lunge, jo længere du kommer, jo stejlere
bliver det, jo mere blæser det, og netop som du er næsten oppe,
passerer en lastbil eller bus og truer med at kvæle dig. Skulle meget
gerne nå de første 25 km før 12.
Højdemåleren nægter at nå de 4000 m, men standser på 3995 m. Efter et
højdedrag, der skal vise sig at være det 'sidste', dukker sneklædte
tinder op i det fjerne, og foran dem glimter noget. Kan det virkelig
være La Paz? Der er næsten 50 km!
 |
 |
|
| De sneklædte bjerge bag La Paz.... | ....kommer lige i tide - jeg er udkørt |
Det kan det. Der er langt, og på denne slette jeg kommer ned på blæser
det ligesom i går, men det går vist jævnt nedad? Ovre mod højre rejser
en sneklædt kæmpe sig, ikke meget sort, det er som er det en stor
sneklump. Sletten, der så nogenlunde flad ud, viser sig at gå op og ned,
op og ned.
Først slæbe sig op, så træde for at komme ned. Det er ikke opmuntrende.
Den eneste trøst er, at for hvert tråd kommer jeg nærmere målet. Men jeg
kan mærke, at jeg er udslidt både fysisk og psykisk.
Endelig op over en bakketop og resten af vejen ligger så langt jeg kan
se flad foran mig. Inden længe begynder lossepladsen til begge sider,
desværre ikke nok bygninger til at tage af for vinden, der nu kommer fra
siden. Det er der selvfølgelig fordel ved, men også den bagdel, at jeg
ind imellem er ved at blæse af vejen og at passage af en stor lastbil er
ved at rive mig ud midt på vejen. Resultatet er, at jeg finder
forskellige alternative spor nedenfor vejen et godt stykke. Den
trøstesløse "indkørsel" mod La Paz fortsætter: affald, halvfærdige
bygninger, halvt nedrevne bygninger, oplagspladser, småindustri.
Kilometer efter kilometer. Eller i følge et skilt: mod El Alto. El Alto
skal komme før La Paz? Det passer ikke med mine forestillinger. Det skal
siges at 'El Alto',
den høje, ligger højere end La Paz, det er bl.a. her flyvepladsen er.
Men turen ind mod en by/byen fortsætter. På et tidspunkt, hvor jeg føler
trang til at lade vandet, mens det endnu kan lade sig gøre, kommer der
en sidevej, der tilsyneladende fører direkte ned i en rød dal, hvor man
aner huse ovre på den anden bjergskråning. Den er fin til mit formål,
men den giver mig også denne forudanelse af, at det måske ender med at
jeg skal NED til La Paz.
 |
 |
|
| Første tegn på at der er noget et sted nede... | ....som viser sig at være La Paz |
Efter den ene uendelige kilometer efter den anden, hvor der er kommet
flere og flere huse på siderne, ser jeg nogle fly ovre til venstre,
altså må dette være El Alto. Klokken er blevet hen mod 4 og samtlige
busser, minibusser, taxier og hvad de nu hedder, starter tilsyneladende
herfra. Det er et gedemarked af råben, fløjtende politibetjente og
biler. Alle forsøger at kapre så mange kunder som muligt, før de bliver
tvunget til at køre. Hvordan jeg i min svækkede tilstand får mingeleret
mig igennem dette mylder, ved jeg ikke, men igennem kommer jeg, og så
åbenbares det, da vi kommer til en betalingsvej: det er rigtignok. Man
skal køre op over El Alto for derefter at køre ned til La Paz.
Højdemåleren har endelig krydset de 4000, det gik også meget op til
sidst: 4065 m, og dernede, som i et drømmesyn, ligger byen i den glemte
dal: La Paz.
Det er enestående. Min træthed, mine lidelser er på et øjeblik pist væk.
Nu er der jo også den fordel, at jeg ikke behøver at træde mere. Vejen
har et vigespor, som ganske vist er meget ujævnt, men bare det at kunne
trille af sted, føles som en belønning.
Hvor jeg ellers havde tænkt mig at skrive, at ankomsten til La Paz ikke
blev noget triumftog, men blot en gammel mands stædige benægtelse af at
kræfterne var brugt op, så bliver det det alligevel i en vis forstand.
Der er i hvert fald ikke mere slid og slæb, kun koncentration på vejen
forude og brug af bremserne.
Da jeg spiste frokost udvalgte jeg mig et hotel efter Lonely Planet, det
synes jeg, jeg havde held med i Oruro. Et ret centralt beliggende. Da
jeg nu kommer susende deler vejen sig, og jeg må have L.P. frem med
kortene. Sør'me om ikke Avenida Montes netop er en, der passer mig.
Faktisk skal jeg bare stoppe det rigtige sted, så er min hostal-gade på
den anden side, og på et tidspunkt tænker jeg, at nu må jeg hellere
spørge, altså standser jeg, spørger, og minsandten om ikke 'Ingavi' er
derovre. Fem minutter efter er jeg ved 'Hostal Ingavi' og fem minutter
efter har jeg lejet et værelse med baño privado til 40 BOB, og min cykel
er sat i depot, og jeg skal bare vente lidt på at værelset bliver gjort
klart.
Dette lynhurtige skift fra den totale udmattelse til den totale
afslapning med en kop the og en rulle småkager var præcis, hvad jeg
behøvede for ikke at miste trøn på Bolivia helt.
Da jeg går ud for at spise, er det for længst mørkt. Jeg har allerede
gennem mit højtsiddende badeværelsesvindue anet, hvordan lysene i
forskellige farver, draperer en bjergside overfor. Jeg spørger i
receptionen efter en restaurant og forsøger at indprente mig navnet, men
har glemt det i samme øjeblik, jeg er kommet 50 m hen ad gaden til en
trappe, der fører ned til et lille torv. Det er et utroligt syn: lysene
på bjerget i baggrunden, nedenfor trappen er der alskens boder og lys og
overalt vrimler det med mennesker. Restauranten behøver jeg ikke at
bekymre mig om, der er masser. Jeg går ind et sted, der viser sig at
være dyrt, over 30 kr. for en ret. Hva' fanden! Er man millionær eller
hvad? De spiller 'Hvor skal vi sove i nat?', altså på spansk, men er det
ikke oprindeligt
en dansk melodi?
I følge L.P. skal man passe på med drikkevarerne her i højderne. Som de
skriver: efter den tredje øl er man godt lakket til og efter den fjerde
praktisk taget bevidstløs. Det er ikke helt forkert. En halvliters fadøl
har gjort sin virkning, men millionæren skal lige have et stykke tærte
og en cappucino, før han forsøger at finde hjem. God mad her. Hold da
kæft et stykke kage og en kunstfærdig cappucino med kanel og is, tror
jeg. NU er kalorieforbruget vist dækket, men det er sådan en
langturscyklist bør spise HVER dag.