Machu Picchu, Copacabana og Isla del Sol


  

   [HOME]

   Rejsebrev 0

   Rejsebrev 1

   Rejsebrev 2

   Rejsebrev 3

   Rejsebrev 4

   Rejsebrev 5

   Rejsebrev 6

   Rejsebrev 7

   Rejsebrev 8

   Rejsebrev 9

   Rejsebrev 10

   Rejsebrev 11

   Rejsebrev 12

   Rejsebrev 13

   Rejsebrev 14

   Rejsebrev 15

   Rejsebrev 16

   Rejsebrev 17

   Rejsebrev 18

   Rejsebrev 19

   Rejsebrev 20

   Rejsebrev 21

   Rejsebrev 22

   Rejsebrev 23

[FORRIGE]  [NÆSTE]

 

Rejsebrev nr. 22

La Paz 27.08.02

Cusco 23.08.02
Jeg bliver dog først vækket 6.05, og da vi sætter os ind i taxien, hører jeg ham sige, at vi har to minutter til at nå stationen. Undervejs er vi kun en enkelt gang ved at blive involveret i et sammenstød, og jeg når at få et glimt af Cusco's domkirke, en af disse vidunderlige bastante kirker med to tårne i en stil, man ser så ofte her. Denne blot lidt større. Døren er oven i købet åben og guldet glimter helt ud på gaden og ind i taxien.
På stationen er der hektisk aktivitet for ikke at sige kaos. Jeg bliver anbragt et sted i venteposition, mens Mr. Eber forsvinder for kort efter at dukke op med en mand, der har de nødvendige billetter til turen med stempler og det hele - undtagen mit navn, jeg bare skal skrive selv det rigtige sted. Hvordan alt dette hænger sammen, får jeg aldrig at vide og ønsker det heller ikke - this is Peru, man!
Toget kører i zig zag - altså frem og tilbage op ad bjerget og Cusco ligger dybere og dybere under os. På den solbeskinnede bjergside forsvinder de rustfarvede huse næsten ind i bjerget.
Omkring Machu Picchu er der ikke noget der hedder sydamerikanske priser, men jeg får mig en sandwich med ost og skinke og en kop kaffe for 2$ og 1 sol. Jeg kom ikke til at køre med 'El tren a las nubes' i Argentina, men her får jeg på en måde ønsket opfyldt, for vi bevæger os faktisk op i skyerne, det er nok en del af hele plottet, at skabe denne mystiske inka-stemning. En enkelt taxi der skimtes ved et hus bryder den desværre.
Toget giver sig voldsomt undervejs, det rykker i vognene, de hopper og gynger, men bliver mirakuløst nok på sporet.
Vi holder ved en station - der er stadig 93 km endnu, står der på et skilt. Toget snor sig ud og ind mellem venlige bjerge - med træer! Ind imellem kommer vi ud i brede dale, hvor toget på de lige strækninger kan sætte farten op. Det halve af toget sover det meste af tiden, det er åbenbart ikke togrejsen, de har betalt for.
Vi kører gennem slugter langs floder og større og større bjerge rejser sig omkring os indtil kæmperne bliver sneklædte. Undertiden ser det ud som om kløften ender blindt, men hver gang viser der sig til sidst en ny overraskende vej. Det går nedad. Til sidst kommer vi ned i en urskovslignende bevoksning med træer af alverdens slags, som jeg aldrig har set før.
Vi ankommer til Machu Picchu station (stedet hedder åbenbart også Aguas Calientes) og skal nu med bus videre. Når man ser sig omkring på bjergene, vil man sige, at det er umuligt, men det kan jo ikke passe.
Vi kører lidt på kanten over en flod og passerer hurtigt en primitiv bro. Op ad en 4-500 m høj bjergside går det i zig zag. Vejen kunne man ikke se nedefra. Denne frodighed omkring os. Det er velsignet efter Bolivia's golde bjerge. Et øjeblik er vi meget tæt på kanten, med floden løbende under os i dybet. Der er kun ét at sige: Machu Picchu er et af verdens underværker. Denne beliggenhed gør det til noget enestående. Jeg er ikke så ked af at være uden kamera, det er noget, der skal opleves. Disse tinder i de forskellige verdenshjørner. Denne stramme organisering af 'byen'. Og som for at fortælle os, at Pachamama ikke er helt borte, begynder det at tordne i det ikke særlig fjerne og regne, men meget bliver det ikke til, men det gentager sig. Snart skinner solen igen på dette mystiske bjerg, men de mørke skyer bliver liggende.
På vejen ned med bussen får jeg kigget lidt mere på urskoven. Nu var det man skulle have været på cykel og kunnet stå af og have set på interessante blomster.

Jeg sidder i et raslende tog et sted i Peru. Det er mørkt udenfor. Det svage lys i kupéen gør det lige netop muligt at skrive. Godt der ikke er nogle, der ser skriften, den hopper og danser som toget. Jeg ser lys fra huse og forestiller mig, det er Nordsjælland. At jeg snart er fremme - hjemme. Så sejler månen frem fra bjerget. Det er fuldmåne. Månen er for pokker da den samme. Men det nytter ikke. Følelsen af savn vil ikke forlade mig. Hvad laver jeg dog her? Jeg har været på farten længe nok. Hvor er du Danmark? Jeg er træt af hele tiden at skulle finde ud af ting. Jeg vil bare vide, hvordan tingene hænger sammen. Som i Danmark. Undervejs bliver jeg af uransagelige grunde klar over, at jeg har glemt lommelygten i skyndingen om morgenen. Jeg lægger den altid ved
hovedgærdet. Fandens også! Skal den nu også på tabskontoen?
Toget slæber sig det sidste stykke ned til Cusco. Alle i besiddelse af et kamera (ak ja!) skal fotografere Cusco by night. Det ser også flot ud oppefra. Klokken bliver 21, det tidspunkt bussen kører. Jeg sidder på nåle.
Mr. Eber er der. Bussen kører først 21.30. Sikke et held. Spørger efter lygten. Det kender han ikke noget til, men vi kan køre forbi hans hostal. Det gør vi så, og efter nogen tid dukker fyren i receptionen op med den. Den var vist lagt til side til ham selv.
Så af sted igen til busterminalen. At køre i taxi i Peru er en særlig oplevelse. Der er tilsyneladende visse uskrevne regler. Man overholder normalt vigepligten, undtagen hvis man har travlt, så dytter man i stedet. Man dytter også, når man synes, det går for langsomt for dem foran med at komme over et kryds, uagtet de måske skal holde tilbage. Det er bare at læne sig tilbage og nyde turen. Der er en vis virtuositet over den måde, de snor sig igennem på.
Fremme ved terminalen vil den gode Mr. Eber have mig til at betale for taxien. Han kan jo ikke gøre for, at jeg havde glemt lygten! Men sådan leger vi ikke. Han kunne bare have vækket mig til tiden! Han bliver ved. Og jeg. Jeg har betalt 100$, så vil jeg ikke betale en taxi under disse omstændigheder. Det må han afklare med... hvad det nu var 'bossen' hed. Og sådan bliver det. Overraskende nok giver han op, og vi siger farvel på pæn vis.

Puno - Copacabana (bus) 24.08.02 16.51 km
Jeg sover glimrende i bussen, så mod forventning føler jeg mig godt kørende her til morgen, hvor jeg har brugt mine sidste sol's på American Breakfast på terminalen, der blev ikke lejlighed til aftensmad i går, kun en appelsin og de 3 sidste 'cremositas'.
Den aldrig endende bus skift forestilling fortsætter. Det er specielt det lille selskab 'Colectur', der briljerer. Billetterne indsamles. Først får vi at vide at bussen kører 7.30. Så ændres det til 7 punto. Så mens vi alle sidder ved resterne af morgenbordet, kommer den ældste og siger, at det er NU. Han peger ud på bussen, vi skal med, den blå Colectur-bus, som holder i terminalen. Men ikke desto mindre skal vi ikke gå ud til den. I stedet fører han os ud af terminalen og hen et sted, hvor vi skal vente.
Der kommer bussen så, vi stiger ind, men vi skal ikke til Copacabana endnu. I stedet kører bussen op i byen til Colectur's kontor, hvor vi nu holder inde i gården. Gad vide hvor længe?
Vi skulle vente på nogle flere passagerer, og bagefter køre et sted hen og hente endnu flere. Sådan er det her, kan der scores 10 BOB mere, må verden vente!

Er nu tilbage i Copacabana, hvor jeg bliver til i overmorgen middag. Skal til Isla del Sol i morgen. Og ud og trille lidt i eftermiddag, hvis man kan, det går vist mest opad bakke.
Gik for at kigge på noget, der skulle hedde 'Horca del Inca', inkagalgen. Det var højere på bjerget, end jeg havde regnet med. Nede advaredes der med, at det kostede 10 BOB. Når man så går op ad bjerget, kan man ikke forestille sig, at der skulle være nogen deroppe til at kræve penge ind.
Men det var der. Til gengæld gælder billetten også til to andre ting i omegnen. Spanierne skulle have ment at dette var et inka-tortur-sted, men i dag ved vi, at det er et præ-inka observatorium til bestemmelse af sommer-og vintersolhverv. Som sædvanlig er der ingen oplysninger. På mit kort over Titicaca-søen er der omtalt nogle mærker, der netop skulle markere omtalte begivenheder. Det ved pigen ikke noget om. Også i denne henseende er Bolivia et udviklingsland.
Bagefter cykler jeg ud af en sti mod spidsen af en halvø, hvor Isla del Sol ligger udfor, og hvor der i følge mit kort skulle være 'færgeforbindelse'. Så langt kommer jeg dog ikke, men kommer ud til nogle dejlige skovklædte bjerge med høje slanke trær med lancetformede blade, jeg ikke kender. Så bliver vejen endnu dårligere, og jeg beslutter at vende om, så jeg kan være hjemme inden 18.

Copacabana 25.08.02
Sejler på Titicaca-søen på vej mod Isla del Sol, og ser ind på de steder, jeg cyklede i går. Alting ser anderledes ud fra søsiden, så jeg må have kortet frem for at få hoved og hale i det.
Jeg nyder turen, et sted hvor man ikke skulle tro det muligt, sejler vi inden om en ø, og alt ser pludseligt helt anderledes ud. Jeg kan ikke lade være med at tænke på tur-bådene på Furesøen, det er samme størrelse. Jeg må vist se at komme hjem.
Ankommer til øen og beslutter at stå af her i Punta Sur, selv om jeg egentlig skulle have været til Punta Norte. Men det skulle passe bedre med de tider, jeg har fået opgivet. Sidste båd sejler fra Punta Norte 16.00, så nu har jeg over 5 timer. I følge kortet er der 4 timer til Punta Norte.
Som sædvanlig skal man gætte sig en del frem, skilte er der ingen af. Jeg følger først en sti sydpå og ser på nogle ruiner dér. Går så tilbage og begiver mig op over bjerget. Da der er flere stier end på mit kort, kommer jeg til at tage en forkert til toppen af bjerget. Deroppe fra kan jeg godt se, hvor den rigtige går, men har store problemer med at komme ned til den på grund af terrasserne. Endelig på rette vej sætter jeg et il-tempo.
Det er dejligt at gå til en forandring. Trods en spisepause og en snak med nogle englændere, lykkes det mig at nå frem til ruinerne på nordøen på lige over 2 timer. Jeg føler mig faktisk i god form. Som sædvanlig er der ingen plancher, ingen forklaringer, intet der kan sætte fantasien og spørgelysten i gang. Der er en bolivianer, der kan sit sædvanlige foredrag og kræver penge op, men det kan jeg ikke bruge til noget. Jeg bliver klogere af at læse bag på mit kort. Mens jeg sidder ved ruinerne, der kaldes labyrinten, og spiser endnu en gang i total ensomhed, kommer jeg til at tænke på 'Abernes Planet'. Dette sted på en klode med vand og bjerge og en bugt, hvor der et stykke ude i vandet er en smal bræmme med hvidt sand, kunne være hvorsomhelst, og jeg er lige landet og betragter resterne af en forsvunden civilisation. Der er intet andet, ingen spor ses af noget muligt liv.

Da jeg når frem til Punta Norte, er det bare en landsby, hvor svinene vælter sig i sølet. Den moderne civilisation synes langt borte. Nogle drenge fortæller mig, at der ikke er flere både i dag - kun private til 80 BOB. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, har bureauet været fulde af løgn? Jeg ser, der ligger en af 'Wara's både forankret ude i vandet, så helt opgivet håbet har jeg ikke, men det vil ikke være morsomt at strande her og foreløbigt ser det ud til det.
Jeg sætter mig og får en kop kaffe på en "restaurant". Da klokken er få minutter i 16, dukker der et par op, jeg har overhalet tidligere på dagen. Først tænker jeg, at så kommer der nok en båd, men de viser sig at være tyskere og have en guide med, og de skal hjem med en lille speedbåd, der er kommet for lidt siden. Jeg kommer i snak med dem (det er godt at kunne lidt tysk), og de mener godt, jeg kan komme med deres båd, guiden er flink. Men guiden siger nej, for de skal samle nogle flere op ved Punta Sur. men jeg kan godt komme med der til.
Da vi når frem, siger han, at jeg godt kan komme med til Copacabana, men det koster 25 BOB. Jeg er lige i land for at forhøre mig, men det lader til, at der er lukket for i dag, så jeg betaler de 25. Hvem skal mon have dem? (Min billet den anden vej kostede 15 BOB). Endnu en gang kommer jeg frelst ud af en vanskelig situation. Det er godt jeg snart skal hjem, det kan ikke blive ved med at gå.
Fra søsiden kan man se at "min skov", med de høje slanke træer ude på halvøen, er der ikke så meget af. Der stod også noget om et projekt derude til bevarelse af skoven. (Siden ser jeg dem dog også langs autopista'en ned til La Paz). Det ser mørkt ud inde over Peru, men her skinner solen. Også det at sejle er en behagelig afveksling fra at cykle, men der er noget af det samme over det, som jeg har oplevet her i Bolivia, du kan hele tiden se målet, men det er som om, det vedblivende er lige langt væk.
Nu ligger jeg og lytter til regnen, der falder ude i gården. Det var åbenbart ikke kun Peru, der skulle have glæde af al det mørke.

Copacabana - La Paz (bus) 12.62 km
Da bussen skulle køre 13.15, beslutter jeg at få det sidste ud af mine 'museums-billetter'. Jeg cykler først et stykke op ad bjerget for at se på udsigten. På vejen ned møder jeg en cyklende tjekke. Han startede også i Santiago nogenlunde samtidig med mig, men tog vejen til Mendoza i Argentina og så nordpå. Har også været ude på nogle af de "hårde" veje, men andre steder end jeg.
Så prøver jeg at finde Intinkala. Selv om jeg har et kort og en beskrivelse af, hvor det er, lykkes det mig ikke at finde noget, der ligner fortidsminder endsige ser interessant ud. Men to små grisebasser følger mig interesseret.
Så prøver jeg at finde Museo Kusijata. Det lykkes. Det er dårligt, jeg kan trække cyklen op ad den sidste stenede bakke. En kvinde tager imod min billet og siger, at cyklen hellere må stå inde i porten. Det bliver gjort, og så siger hun noget, som jeg opfatter som, at nu skal jeg bare selv gå rundt og se på tingene. Men inde i gården kan man ikke se noget. Der er lukket overalt. Mens jeg tåger rundt der, kommer der en mand, der viser, hvor indgangsdøren, som er låst, er og siger, at jeg skal gå hen til dét hus og banke på og sige, at jeg vil se museet. Men hun har jo taget min billet, så hun er vel på vej med nøglen? Jeg venter lidt, så går jeg hen og banker. åbner døren og siger hallo. Der er ingen og så meget om den bolivianske kulturarv. Det er ikke noget de skilter med. Det er ikke noget, der er nogen service eller bevidsthed om.

I dag er det selskabet Milton, der kører turen til La Paz for Andino Horisontes, så det er en ny type bus, hvor cykel og bagage skal på taget. Der sker altid noget nyt. På den måde er der desværre ingen mulighed for at blive sat af andet end ved endestationen.
Fremme ved Hotel Milton beslutter jeg mig for en dyr overnatning. Tanken om ikke at skulle læsse cyklen og trække den gennem den halve by er behagelig. Desuden er det inklusive morgenmad, mulighed for vask af tøj, depot til cykel m.m., TV på værelset, jeg trænger til lidt luksus.
Jeg begiver mig straks efter indkvarteringen til en Internet-café og skriver en times tid, ingen nye mails desværre. Så går det til fotohandleren. øv. Snekken til linsefremføringen var ødelagt, og sådan én kan ikke skaffes i La Paz. Jeg havde håbet, men heller ikke mere. Der bliver ikke flere billeder fra La Paz. Jeg må købe nogle postkort.
 

[FORRIGE]  [NÆSTE]