Rejsebrev nr. 22
La Paz 27.08.02
Cusco 23.08.02
Jeg bliver dog først vækket 6.05, og da vi sætter os ind i taxien,
hører jeg ham sige, at vi har to minutter til at nå stationen.
Undervejs er vi kun en enkelt gang ved at blive involveret i et
sammenstød, og jeg når at få et glimt af Cusco's domkirke, en af disse
vidunderlige bastante kirker med to tårne i en stil, man ser så ofte
her. Denne blot lidt større. Døren er oven i købet åben og guldet
glimter helt ud på gaden og ind i taxien.
På stationen er der hektisk aktivitet for ikke at sige kaos. Jeg
bliver anbragt et sted i venteposition, mens Mr. Eber forsvinder for
kort efter at dukke op med en mand, der har de nødvendige billetter
til turen med stempler og det hele - undtagen mit navn, jeg bare skal
skrive selv det rigtige sted. Hvordan alt dette hænger sammen, får jeg
aldrig at vide og ønsker det heller ikke - this is Peru, man!
Toget kører i zig zag - altså frem og tilbage op ad bjerget og Cusco
ligger dybere og dybere under os. På den solbeskinnede bjergside
forsvinder de rustfarvede huse næsten ind i bjerget.
Omkring Machu Picchu er der ikke noget der hedder sydamerikanske
priser, men jeg får mig en sandwich med ost og skinke og en kop kaffe
for 2$ og 1 sol. Jeg kom ikke til at køre med 'El tren a las nubes' i
Argentina, men her får jeg på en måde ønsket opfyldt, for vi bevæger
os faktisk op i skyerne, det er nok en del af hele plottet, at skabe
denne mystiske inka-stemning. En enkelt taxi der skimtes ved et hus
bryder den desværre.
Toget giver sig voldsomt undervejs, det rykker i vognene, de hopper og
gynger, men bliver mirakuløst nok på sporet.
Vi holder ved en station - der er stadig 93 km endnu, står der på et
skilt. Toget snor sig ud og ind mellem venlige bjerge - med træer! Ind
imellem kommer vi ud i brede dale, hvor toget på de lige strækninger
kan sætte farten op. Det halve af toget sover det meste af tiden, det
er åbenbart ikke togrejsen, de har betalt for.
Vi kører gennem slugter langs floder og større og større bjerge rejser
sig omkring os indtil kæmperne bliver sneklædte. Undertiden ser det ud
som om kløften ender blindt, men hver gang viser der sig til sidst en
ny overraskende vej. Det går nedad. Til sidst kommer vi ned i en
urskovslignende bevoksning med træer af alverdens slags, som jeg
aldrig har set før.
Vi ankommer til Machu Picchu station (stedet hedder åbenbart også
Aguas Calientes) og skal nu med bus videre. Når man ser sig omkring på
bjergene, vil man sige, at det er umuligt, men det kan jo ikke passe.
Vi kører lidt på kanten over en flod og passerer hurtigt en primitiv
bro. Op ad en 4-500 m høj bjergside går det i zig zag. Vejen kunne man
ikke se nedefra. Denne frodighed omkring os. Det er velsignet efter
Bolivia's golde bjerge. Et øjeblik er vi meget tæt på kanten, med
floden løbende under os i dybet. Der er kun ét at sige: Machu Picchu
er et af verdens underværker. Denne beliggenhed gør det til noget
enestående. Jeg er ikke så ked af at være uden kamera, det er noget,
der skal opleves. Disse tinder i de forskellige verdenshjørner. Denne
stramme organisering af 'byen'. Og som for at fortælle os, at
Pachamama ikke er helt borte, begynder det at tordne i det ikke særlig
fjerne og regne, men meget bliver det ikke til, men det gentager sig.
Snart skinner solen igen på dette mystiske bjerg, men de mørke skyer
bliver liggende.
På vejen ned med bussen får jeg kigget lidt mere på urskoven. Nu var
det man skulle have været på cykel og kunnet stå af og have set på
interessante blomster.
Jeg sidder i et raslende tog et sted i Peru. Det er mørkt udenfor. Det
svage lys i kupéen gør det lige netop muligt at skrive. Godt der ikke
er nogle, der ser skriften, den hopper og danser som toget. Jeg ser
lys fra huse og forestiller mig, det er Nordsjælland. At jeg snart er
fremme - hjemme. Så sejler månen frem fra bjerget. Det er fuldmåne.
Månen er for pokker da den samme. Men det nytter ikke. Følelsen af
savn vil ikke forlade mig. Hvad laver jeg dog her? Jeg har været på
farten længe nok. Hvor er du Danmark? Jeg er træt af hele tiden at
skulle finde ud af ting. Jeg vil bare vide, hvordan tingene hænger
sammen. Som i Danmark. Undervejs bliver jeg af uransagelige grunde
klar over, at jeg har glemt lommelygten i skyndingen om morgenen. Jeg
lægger den altid ved
hovedgærdet. Fandens også! Skal den nu også på tabskontoen?
Toget slæber sig det sidste stykke ned til Cusco. Alle i besiddelse af
et kamera (ak ja!) skal fotografere Cusco by night. Det ser også flot
ud oppefra. Klokken bliver 21, det tidspunkt bussen kører. Jeg sidder
på nåle.
Mr. Eber er der. Bussen kører først 21.30. Sikke et held. Spørger
efter lygten. Det kender han ikke noget til, men vi kan køre forbi
hans hostal. Det gør vi så, og efter nogen tid dukker fyren i
receptionen op med den. Den var vist lagt til side til ham selv.
Så af sted igen til busterminalen. At køre i taxi i Peru er en særlig
oplevelse. Der er tilsyneladende visse uskrevne regler. Man overholder
normalt vigepligten, undtagen hvis man har travlt, så dytter man i
stedet. Man dytter også, når man synes, det går for langsomt for dem
foran med at komme over et kryds, uagtet de måske skal holde tilbage.
Det er bare at læne sig tilbage og nyde turen. Der er en vis
virtuositet over den måde, de snor sig igennem på.
Fremme ved terminalen vil den gode Mr. Eber have mig til at betale for
taxien. Han kan jo ikke gøre for, at jeg havde glemt lygten! Men
sådan leger vi ikke. Han kunne bare have vækket mig til tiden! Han
bliver ved. Og jeg. Jeg har betalt 100$, så vil jeg ikke betale en
taxi under disse omstændigheder. Det må han afklare med... hvad det nu
var 'bossen' hed. Og sådan bliver det. Overraskende nok giver han op,
og vi siger farvel på pæn vis.
Puno - Copacabana (bus) 24.08.02 16.51 km
Jeg sover glimrende i bussen, så mod forventning føler jeg mig godt
kørende her til morgen, hvor jeg har brugt mine sidste sol's på
American Breakfast på terminalen, der blev ikke lejlighed til
aftensmad i går, kun en appelsin og de 3 sidste 'cremositas'.
Den aldrig endende bus skift forestilling fortsætter. Det er specielt
det lille selskab 'Colectur', der briljerer. Billetterne indsamles.
Først får vi at vide at bussen kører 7.30. Så ændres det til 7 punto.
Så mens vi alle sidder ved resterne af morgenbordet, kommer den ældste
og siger, at det er NU. Han peger ud på bussen, vi skal med, den blå
Colectur-bus, som holder i terminalen. Men ikke desto mindre skal vi
ikke gå ud til den. I stedet fører han os ud af terminalen og hen et
sted, hvor vi skal vente.
Der kommer bussen så, vi stiger ind, men vi skal ikke til Copacabana
endnu. I stedet kører bussen op i byen til Colectur's kontor, hvor vi
nu holder inde i gården. Gad vide hvor længe?
Vi skulle vente på nogle flere passagerer, og bagefter køre et sted
hen og hente endnu flere. Sådan er det her, kan der scores 10 BOB
mere, må verden vente!
Er nu tilbage i Copacabana, hvor jeg bliver til i overmorgen middag.
Skal til Isla del Sol i morgen. Og ud og trille lidt i eftermiddag,
hvis man kan, det går vist mest opad bakke.
Gik for at kigge på noget, der skulle hedde 'Horca del Inca',
inkagalgen. Det var højere på bjerget, end jeg havde regnet med. Nede
advaredes der med, at det kostede 10 BOB. Når man så går op ad
bjerget, kan man ikke forestille sig, at der skulle være nogen deroppe
til at kræve penge ind.
Men det var der. Til gengæld gælder billetten også til to andre ting i
omegnen. Spanierne skulle have ment at dette var et inka-tortur-sted,
men i dag ved vi, at det er et præ-inka observatorium til bestemmelse
af sommer-og vintersolhverv. Som sædvanlig er der ingen oplysninger.
På mit kort over Titicaca-søen er der omtalt nogle mærker, der netop
skulle markere omtalte begivenheder. Det ved pigen ikke noget om. Også
i denne henseende er Bolivia et udviklingsland.
Bagefter cykler jeg ud af en sti mod spidsen af en halvø, hvor Isla
del Sol ligger udfor, og hvor der i følge mit kort skulle være
'færgeforbindelse'. Så langt kommer jeg dog ikke, men kommer ud til
nogle dejlige skovklædte bjerge med høje slanke trær med lancetformede
blade, jeg ikke kender. Så bliver vejen endnu dårligere, og jeg
beslutter at vende om, så jeg kan være hjemme inden 18.
Copacabana 25.08.02
Sejler på Titicaca-søen på vej mod Isla del Sol, og ser ind på de
steder, jeg cyklede i går. Alting ser anderledes ud fra søsiden, så
jeg må have kortet frem for at få hoved og hale i det.
Jeg nyder turen, et sted hvor man ikke skulle tro det muligt, sejler
vi inden om en ø, og alt ser pludseligt helt anderledes ud. Jeg kan
ikke lade være med at tænke på tur-bådene på Furesøen, det er samme
størrelse. Jeg må vist se at komme hjem.
Ankommer til øen og beslutter at stå af her i Punta Sur, selv om jeg
egentlig skulle have været til Punta Norte. Men det skulle passe bedre
med de tider, jeg har fået opgivet. Sidste båd sejler fra Punta Norte
16.00, så nu har jeg over 5 timer. I følge kortet er der 4 timer til
Punta Norte.
Som sædvanlig skal man gætte sig en del frem, skilte er der ingen af.
Jeg følger først en sti sydpå og ser på nogle ruiner dér. Går så
tilbage og begiver mig op over bjerget. Da der er flere stier end på
mit kort, kommer jeg til at tage en forkert til toppen af bjerget.
Deroppe fra kan jeg godt se, hvor den rigtige går, men har store
problemer med at komme ned til den på grund af terrasserne. Endelig på
rette vej sætter jeg et il-tempo.
Det er dejligt at gå til en forandring. Trods en spisepause og en snak
med nogle englændere, lykkes det mig at nå frem til ruinerne på
nordøen på lige over 2 timer. Jeg føler mig faktisk i god form. Som
sædvanlig er der ingen plancher, ingen forklaringer, intet der kan
sætte fantasien og spørgelysten i gang. Der er en bolivianer, der kan
sit sædvanlige foredrag og kræver penge op, men det kan jeg ikke bruge
til noget. Jeg bliver klogere af at læse bag på mit kort. Mens jeg
sidder ved ruinerne, der kaldes labyrinten, og spiser endnu en gang i
total ensomhed, kommer jeg til at tænke på 'Abernes Planet'. Dette
sted på en klode med vand og bjerge og en bugt, hvor der et stykke ude
i vandet er en smal bræmme med hvidt sand, kunne være hvorsomhelst, og
jeg er lige landet og betragter resterne af en forsvunden civilisation.
Der er intet andet, ingen spor ses af noget muligt liv.
Da jeg når frem til Punta Norte, er det bare en landsby, hvor svinene
vælter sig i sølet. Den moderne civilisation synes langt borte. Nogle
drenge fortæller mig, at der ikke er flere både i dag - kun private
til 80 BOB. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, har bureauet været fulde
af løgn? Jeg ser, der ligger en af 'Wara's både forankret ude i
vandet, så helt opgivet håbet har jeg ikke, men det vil ikke være
morsomt at strande her og foreløbigt ser det ud til det.
Jeg sætter mig og får en kop kaffe på en "restaurant". Da klokken er
få minutter i 16, dukker der et par op, jeg har overhalet tidligere på
dagen. Først tænker jeg, at så kommer der nok en båd, men de viser sig
at være tyskere og have en guide med, og de skal hjem med en lille
speedbåd, der er kommet for lidt siden. Jeg kommer i snak med dem (det
er godt at kunne lidt tysk), og de mener godt, jeg kan komme med deres
båd, guiden er flink. Men guiden siger nej, for de skal samle nogle
flere op ved Punta Sur. men jeg kan godt komme med der til.
Da vi når frem, siger han, at jeg godt kan komme med til Copacabana,
men det koster 25 BOB. Jeg er lige i land for at forhøre mig, men det
lader til, at der er lukket for i dag, så jeg betaler de 25. Hvem skal
mon have dem? (Min billet den anden vej kostede 15 BOB). Endnu en gang
kommer jeg frelst ud af en vanskelig situation. Det er godt jeg snart
skal hjem, det kan ikke blive ved med at gå.
Fra søsiden kan man se at "min skov", med de høje slanke træer ude på
halvøen, er der ikke så meget af. Der stod også noget om et projekt
derude til bevarelse af skoven. (Siden ser jeg dem dog også langs
autopista'en ned til La Paz). Det ser mørkt ud inde over Peru, men her
skinner solen. Også det at sejle er en behagelig afveksling fra at
cykle, men der er noget af det samme over det, som jeg har oplevet her
i Bolivia, du kan hele tiden se målet, men det er som om, det
vedblivende er lige langt væk.
Nu ligger jeg og lytter til regnen, der falder ude i gården. Det var
åbenbart ikke kun Peru, der skulle have glæde af al det mørke.
Copacabana - La Paz (bus) 12.62 km
Da bussen skulle køre 13.15, beslutter jeg at få det sidste ud af mine
'museums-billetter'. Jeg cykler først et stykke op ad bjerget for at
se på udsigten. På vejen ned møder jeg en cyklende tjekke. Han
startede også i Santiago nogenlunde samtidig med mig, men tog vejen
til Mendoza i Argentina og så nordpå. Har også været ude på nogle af
de "hårde" veje, men andre steder end jeg.
Så prøver jeg at finde Intinkala. Selv om jeg har et kort og en
beskrivelse af, hvor det er, lykkes det mig ikke at finde noget, der
ligner fortidsminder endsige ser interessant ud. Men to små
grisebasser følger mig interesseret.
Så prøver jeg at finde Museo Kusijata. Det lykkes. Det er dårligt, jeg
kan trække cyklen op ad den sidste stenede bakke. En kvinde tager imod
min billet og siger, at cyklen hellere må stå inde i porten. Det
bliver gjort, og så siger hun noget, som jeg opfatter som, at nu skal
jeg bare selv gå rundt og se på tingene. Men inde i gården kan man
ikke se noget. Der er lukket overalt. Mens jeg tåger rundt der, kommer
der en mand, der viser, hvor indgangsdøren, som er låst, er og siger,
at jeg skal gå hen til dét hus og banke på og sige, at jeg vil se
museet. Men hun har jo taget min billet, så hun er vel på vej med
nøglen? Jeg venter lidt, så går jeg hen og banker. åbner døren og
siger hallo. Der er ingen og så meget om den bolivianske kulturarv.
Det er ikke noget de skilter med. Det er ikke noget, der er nogen
service eller bevidsthed om.
I dag er det selskabet Milton, der kører turen til La Paz for Andino
Horisontes, så det er en ny type bus, hvor cykel og bagage skal på
taget. Der sker altid noget nyt. På den måde er der desværre ingen
mulighed for at blive sat af andet end ved endestationen.
Fremme ved Hotel Milton beslutter jeg mig for en dyr overnatning.
Tanken om ikke at skulle læsse cyklen og trække den gennem den halve
by er behagelig. Desuden er det inklusive morgenmad, mulighed for vask
af tøj, depot til cykel m.m., TV på værelset, jeg trænger til lidt
luksus.
Jeg begiver mig straks efter indkvarteringen til en Internet-café og
skriver en times tid, ingen nye mails desværre. Så går det til
fotohandleren. øv. Snekken til linsefremføringen var ødelagt, og sådan
én kan ikke skaffes i La Paz. Jeg havde håbet, men heller ikke mere.
Der bliver ikke flere billeder fra La Paz. Jeg må købe nogle postkort.