Rejsebrev 10
Lørdag 30.07.11
Jeg så jo allerede i går hvordan vejen bare rejste sig mod himlen, så
det er ingen overraskelse, at jeg begynder med 6 km/t. Det lykkes at
komme over den første pukkel, før jeg standser første gang. Jeg har
NÆSTEN kørt en kilometer.
Den næste km har været rimelig. Ved 7km/t har jeg kunnet få vejret, så
det er bare at blive ved, der er 17 til Gerlos, hvor de afgørende
hårnålesving vist begynder.
Natten var vist uden regn, men lige som jeg var ved at ville op 6.45
begyndte det. Men holdt op igen. Men teltet er som sædvanlig vådt. Det
har ikke været tørt siden første nat.
Jeg skal lære jer hemmeligheden ved at cykle i bjerge. Man skal
naturligvis være i en god fysisk form og have en passende gearing på
cyklen. Men jeg er jo ikke noget fysisk pragteksemplar selv om min ringe
størrelse og lave vægt gør mig til en ideel bjergrytter, så nytter det
ikke meget, når jeg får 20 kg ekstra at slæbe op.
Man skal sætte den rette (mulige) fart. Når man mærker det stiger
yderligere, sætter man farten ned - STRAKS. FØR man begynder at gispe
efter luft. Man kan faktisk køre helt ned til 4 km/t, men så skal der
helst ikke være trafik eftersom kørslen bliver noget slingrende. Hermed
er der også sat en grænse for den enkelte, men meget kan lade sig gøre.
Prøv det hvis I skulle møde et bjerg.
 |
 |
| Et blik tilbage - og ned - på Zell am Ziller | Ensom cykel |
Efter 6 km begynder det at regne - let regn. Der er et busskur, så der
sætter jeg cyklen i tørvejr og tager en pause. Først kørte jeg op på en
knold, det var det værste stykke. Nu er jeg på vej op i sidedalen og kan
stå og se over på den anden side, hvor modelhuse i snesevis er strøet ud
over den grønne, grønne dalside spættet med mørk granskov. Alt imens
skyerne hænger et sted i intetheden i mellem. Ikke sært her er grønt med
alt det vand. Selv i dette vejr er det fortryllende. I midten skærer
stier på bjergsiden den op i et puslespil.
 |
 |
| Der fiskes i floden... | ...og vandres på vejen |
Efter 8 km flader det ud og jeg kører pludselig på den midterste
klinge! Efter et par kilometer kommer igen en stigning, men ikke noget
at tale om. Jeg havde godt regnet det ud. Højdemåleren viste allerede
1100 m og passet er vist max. 1500 m, og der skal også være noget til
stigningen efter Gerlos - tror jeg da.
Det er der, men ikke slem. Ved 20,5 km og 1325 på meteret går det nedad.
Jeg er da ikke ovre endnu?
Så er det som om dalen ender i en dæmning, men bare græsklædt - ingen
beton. Der er en trappe op og der går folk på toppen, så jeg standser.
Det må prøves, der må være udsigt deroppefra til den anden side?
Men man kan ikke se ret langt ned. Det er en sø! Det VAR en dæmning.
Vejen folk går på heroppe er oven i købet asfalteret.
 |
 |
| Øverst på dæmningen | ENDELIG! Nu bliver det ikke højere |
Det er nogle hårde næste 2 km. Ved 24 km og 1530 m går det svagt nedad
igen, så jeg triller! i mål. Den officielle højde på passet er 1507 m.
Gad vide hvad jeg startede på? Jeg troede en tid det var 730 m, indtil
det gik op for mig, at det var datoen, den var stillet på!
Der kommer lige en overraskelse: Efter at have sust nedad et stykke,
begynder det at gå op IGEN! Og DET kan benene ikke lide! Det er som om
de dør under mig. Men efter lidt tid kommer rytmen igen.
ENDELIG. Gerlosplatte 1628 m. Her er en plateau oven over søen. Nu
bliver det ikke højere. Så kommer et betalingsanlæg som cyklister
heldigvis kører udenom. Og så går det nedad med 9%. Der kommer et
udsigtspunkt, der er både overraskende og fantastisk. Efter at have kørt
gennem skov det sidste lange stykke tid, breder den nye dal sig ud
langt, langt nede. Og Krimml vandfaldet ses langt borte med alle sine
fald. Og langt dernede er dalen tilsyneladende flad - det var en
overraskelse.
 |
 |
| Et kig ned i den nye dal | Med Krimml Wasserfall ovre til højre |
Til gengæld skal jeg rigtig mange meter ned og jeg suser gennem
svingene. Denne gang er vejen tør, og jeg vover at køre 50 km/t.
Vandfaldet er kommercialiseret. Man skal BETALE for at komme tæt på. Og
der er lavet et eller andet center man også kan betale for at komme ind
i.
Nu hvor jeg sidder og betragter det underste fald synes 2€50 nu ikke så
galt. Vandet vælter sig i en drejning ned gennem klipperne og forstøvet
vand rejser sig til opadgående skyer.
Jeg er på vej op mod til midterste fald, da det begynder at regne. Jeg
vender om og når at redde cyklen ind i tørvejr, inden det bliver rigtig
slemt.
Efter en cappucino fra en automat og et af mine evindelige Linzen-stück
er det holdt op, og jeg kører. Nu er det jo jeg skal følge Tauernradweg,
som begynder her i Krimml. Det opgiver jeg hurtigt. Man skal langt ned
mod floden, og jeg har så småt sat mig i hovedet, at jeg vil nå til Zell
am See i dag. Planen har hele tiden været, at jeg ville blive dér en dag
ekstra.
Jeg suser ned ad hovedvejen, dalen var alligevel ikke helt flad endnu.
Problemet med cykelvejen er, at man ofte bliver sendt på tværs af dalen
og ofte bliver sendt op gennem byer. Det kan være ret stejle stigninger
og dem har mine ben ikke lyst til flere af. Altså skifter jeg frem og
tilbage. Når cykelvejen dukker op, tager jeg den, hvis den ser
formålstjenlig ud - ellers ikke.
Det bliver en lang dag. På et tidspunkt følger jeg Tauernradweg langs
med floden. Så bliver asfalten til grus. det er set før. Så bliver
gruset til græs... Jeg aner det er galt, men hvad er der at gøre andet
end at fortsætte... retningen er jo rigtig og jeg har cykel til det. Jeg
slår forhjulsaffjedringen til.
Jeg overhaler en dame, der jogger med to hunde. Den ene kommer løbende
aggressivt gøende efter mig. Jeg standser, og hun får kaldt den til sig.
Lidt efter er den der igen. Det samme gentager sig. Så kommer der et
elektrisk hegn og lågen er sådan en rondel med 4 arme vi kender fra
supermarkedet. Kan en oppakket cykel komme igennem sådan én. Det
umiddelbare svar er nej, men det kan den faktisk. Først køres forhjulet
med fortaskerne ind. Cyklen er heldigvis tyndest på midten. Så køres
bagenden igennem. Eneste problem er hvordan JEG kommer igennem samtidig!
Jeg afstår fra at forklare hvordan, men det lykkedes. Jeg var også ved
at slå knude på det ene ben for at få det over standen undervejs. Dette
foregik to gange eftersom der jo også var en låge i den anden ende af
engen. Damen har nu indhentet mig, og jeg antyder at jeg godt ved, at
dette IKKE er Tauernradweg. Nej den går længere ude, og hun peger. Men
jeg kan bare fortsætte.
Det gør jeg så, men spørger for en sikkerheds skyld en ny joggende dame,
der kommer imod mig, hvordan jeg finder den. Bare fortsæt. "Gerade aus".
Og lidt efter er jeg på den igen. Jeg husker engang i ørkenen i Chile -
der var der ingen joggende damer at spørge.
Havde jeg fulgt hovedvejen ville jeg på et tidspunkt have skullet køre
til måleren viste 92 km. Nu kommer jeg til at køre 102 km. Ok, der er
måske 2 ekstra til campingpladsen, men de resterende 8 km har jeg kørt
ekstra bare ved at følge cykelvejen 1/3 af vejen. I dag havde jeg ikke
tid.
Jeg finder en campingplads, accepterer de 14€, slår teltet op, laver
mad, spiser, snakker med en dansk far med datter og schweizerne på
motorcykel ved siden af. Finder et sted at skrive i hovedhuset og nu
klokken 21.55 er jeg segnefærdig efter de 102 km inkl. en pasovergang.
Jeg har ikke fundet mine franske venner, men der er også en anden
campingplads, og de kan have ændret planer. Eneste problem nu bliver
muligvis svenskerne ved siden af, der spillede temmelig høj musik lige
fra jeg kom 19.30. Vi får se...
102.30 km
15.0 km/t
56.8 km/t
6:46:44 tim