Rejsebrev 9
Fredag 29.07.11
Klokken er 6 og jeg er vågen. Vi ligger højt, så selv om der er langt
til motorvejen, høres den tydeligt. Og morgentrafikken er for længst i
gang. Og lufthavnen ligger også her. Men jeg har sovet godt. Glæder mig
til badet, jeg nåede det ikke i går.
Jeg tager afsked med franskmændene. Måske ses vi igen, de skal også op
over Gerlospasset til Zell am See, hvor de måske vil være nogle dage,
men vejret...
Nabodamen er så venlig at fortælle mig, at det først bliver bedre på
mandag, jeg har ikke selv villet se efter.
 |
 |
| Morgen på campingpladsen | Innsbruck |
I Innsbruck står jeg og kigger på kortet, jeg tog på campingpladsen. En
ældre venlig østriger kommer for at hjælpe og ender med at give mig
nogle drops - zucker, gut. Lidt efter er der en lyshåret pige, der
smiler til mig som om hun kender mig, jamen er det ikke... jo
minsandten, det går op for mig, at det ER den ungarske pige fra
vandrehjemmet i Feldkirch. Hun sov ved siden af mig og vækkede mig flere
gange - altså ikke med vilje - når hun var oppe for at brække sig. Ja,
det fik jeg først at vide morgenen efter. Hun har da heldigvis fået det
bedre. Skal tilbage til Budapest i morgen. Verden er nogen gange lille.
Vi snakker nogen tid og ønsker hinanden god rejse.
Jeg er lige en afstikker inde i turisthelvedet for at se, hvad Innsbruck
kan byde på. Der er charmerende i centrum, men uhyggeligt mange
mennesker.
 |
 |
| Innsbruck centrum... | ...det er et turistmekka |
Så kører jeg ud langs floden og hurtigt dukker skiltene med: Innradweg
op. Jeg skal foreløbig 45-50 km mod Kufstein. Ad en vedligeholdt gammel
overdækket træbro bliver jeg ført over på den anden side, hvor jeg længe
kører i ensomhed. Der lugter frodigt. Ingen bænke - jeg kunne ellers
godt bruge én, men må stå og spise et Linzen-stück mens jeg skriver.
Når de snakker om, at det skal blive bedre på mandag, er det nok mest
temperaturen, det drejer sig om. Solen titter i hvert fald frem her i
dalen og det er perfekt cykelvejr, luften er kølig.
Jeg sidder under motorvejen på en skrå kant. Foran stikker en kantsten
op i 10 cm's højde og minder mig om den kinesiske mur. Der patruljeres
af soldater på den. Myrer forstås. De kommer vandrende fra begge sider.
Ind imellem er der to, der mødes og tilsyneladende udveksler
informationer. De forsvinder i begge retninger, gad vide hvad meningen
er?
Jeg kørte herind for at spise frokost. Det gav sig til at regne, og så
passede det jo fint. Nu skinner solen og jeg har fulgt myrerne. Hele
vejen - 30 m - under motorvejen går de på muren. De er ved at grave bo
på sydsiden. På nordsiden er der nærmest sump, hvor muren ender. Men den
er vist opstået på grund af regnen, så de er nok ved at flytte?
 |
 |
| Meget charmerende træbro... man må trække cyklen... | Mit ansigt i spejlet... |
Jeg kommer til at køre 50 km langs Inn floden, før jeg skal dreje. Her i
Østrig er dalene på nogen måder vigtigere end byerne for at finde vej.
Bare man kører op i den rigtige dal, skal det nok gå, men jeg har glemt
hvad den hedder. Stationsforstanderen nævnte den. Men jeg genkender
navnet, da jeg ser det: Zillertal. Jeg er netop kommet over på den
rigtige (syd) side af floden, bjerget går lodret op på højre side, og
bilerne forsvinder ad en bro over mig ind i bjerget. Hvortil mon?
Straks jeg runder hjørnet, ser jeg den smalsporede bane, han fortalte
om. Hjørnet rejser sig et par hundrede meter over os som en forvokset
kindtand. Øverst ligger der naturligvis et mindre slot. Solen skinner,
det er køligt, jeg forlanger ikke mere.
Man kan få sin cykel med toget...
 |
 |
| Damptog på den smalsporede jernbane | Zell am Ziller |
Omsider fandt jeg cykelvejen. Efter at bilerne der var kørt IND i
bjerget også kom ud og min vej blev forenet med den blev det helt
ulideligt. Desværre skal en stor del nok op over Gerlos passet sammen
med mig. Dalen ender i hvert fald et sted længere fremme.
Jeg fandt længere ind mod midten af dalen, men måtte køre i den forkerte
retning. Der gik nogle børn ovre på en sti, så jeg kørte resolut over
marken for at finde ud af, at stien gik langs en kanal, man ikke kunne
komme over. Oppe i enden var der dog en bro. Hvor skulle drengene ellers
være kommet fra? Nu måtte jeg igen køre tilbage. Jeg kunne se cyklister
ude i marken bag husene, men hvor skulle jeg komme derud? Nå, det
lykkedes og jeg er ved godt mod omend lidt brugt. 60 km indtil nu 16.30
Jeg er ved at køre forkert til sidst. Når man ikke kører på
motortrafikvejen er skiltningen ikke helt den samme. På vej ud af Zell
am Ziller, hvor jeg lige kørte til stationen for at tanke vand og lave
mig en kop cappucino til den nyindkøbte rabarber-und kirschenkuchen
spørger jeg og skal tilbage til byen. Klokken er 18.30 og det blæser
pludselig op, det bliver regn.
Jeg afventer lige situationen her under tourismus verband's fine
halvtag.
Klokken er 20.05 og jeg sidder i teltet og skriver. Jeg ventede en times
tid. Det er svært med vejret i bjerge. Det blæste op gennem dalen, men
det var som om opklaringen kom fra den anden side.
Da jeg kørte hen for at se på "opkørslen" mod Gerlos, kom jeg forbi en
campingplads i byen. Man har lov til at være heldig. Da jeg havde kigget
på vejen i 10 sek. var jeg ikke i tvivl og kørte tilbage og fik en plads
til 10€, viel zu billich, sagde han.
Det begyndte at regne igen så snart jeg begyndte på opslagningen, men
jeg nåede i hus, før det rigtig brød løs. Nu sidder jeg bare og glæder
mig over at jeg nåede det. Jeg skal lave Mediterrane Gemüsepfanne. Jeg
er havnet i hollænderlejren, det så jeg først bagefter. Hold da op hvor
de knævrer i det store fortelt overfor.