Rejsebrev 5
Mandag 25.07.11
Jeg er vågen. Denne gang nok til at ville se på uret. Jeg må have lygten
til hjælp, det er stadig mørkt. 5.15. En bil passerer. Jeg har ikke hørt
nogle i nattens løb, hvor det har regnet og regnet, Ikke voldsomt, men
stille og roligt. Nu er det hørt op. Trafikken er begyndt, endnu en bil.
Fra 22 til 5.15, det er vel også godt nok, men jeg kan da ikke stå op,
når det er mørkt!
I skrivende stund er den blevet 6.30, nu er det på tide...
Det går ikke så stærkt, jeg skal også have tid til at nyde morgenen. Ude
ved cykelstien bliver gasblusset tændt. Det er tørt her, men græsset og
teltet er vådt, men når man ryster det, løber det meste vand af. Netop
som vandet koger, bryder solen igennem, men teltet ligger bag buskadset
- desværre. Det havde jeg dog forudset.
 |
 |
| Første teltplads | Første møde med Donau |
Jeg kommer ud lige i morgentrafikken og snart på en endnu større vej,
hvor jeg et par gange holder ud til siden for at lade resten af
uendelige rækker af biler passere.
Jeg når Tuttlingen og får mit første møde med Donau, som udspringer i
Donaueschingen, hvor Hannah og Walter bor. Hun prøvede, at få mig til at
overnatte der i går, men jeg foretrak denne lidt kortere østligere vej
og trængte efterhånden også til at være alene.
Jeg føler trang til et toilet. Banegården synes at være i min retning.
Der er offentlige toiletter nedenunder. Koster 50 cent. Det er som
sædvanlig ulastelig tysk stil. Som at være hjemme. Jeg benytter
lejligheden til at forsyne mig med lidt ekstra håndtørrepapir - for mine
50 cent. 'Eine käsespeckstange und ein cappucino' fra kioksen og sidder
lidt i solen på en bænk ved busstoppet og nyder det. Spørger først
fejemanden om 'die rote strecke' på kortet. Så én der ser lokal ud.
Weiss nicht. Selvfølgelig: vejarbejderen! Og han ved besked. Forklarer
først præcis hvordan, men spørger så om jeg skal til Bodensee? Ja,
netop. Ja, så er der en anden vej som han synes er bedre - 'nur meine
meinung'.
Det er den anden vej rundt om bjerget, den er ikke på kortet, men jeg
forlader mig på hans præcise anvisninger. Og krydsningen med jernbanen
kan ses på kortet. Og højdekurverne fortæller om en dal, hvor cykelstien
må være.
Det er en vidunderlig dal jeg kører op igennem. Plukker nogle håndfulde
hindbær og fortsætter. Det stiger støt. Først da jeg er kommet igennem
skovstykket og op til marker og enge og et TV-tårn på toppen begynder
alvoren. Ind imellem over 15% efter min vurdering, men det veksler. Ned
til 8% tror jeg. Witthöh ligger 862 m.o.h. og det er højeste punkt på
Eurovelo 6, der fører fra Atlanten til Sortehavet. Der kan man bare se.
Den skal måske prøves engang?
 |
 |
| Witthoh | I klart vejr kan man se de snedækkede alpetoppe |
På toppen snakker jeg med en ældre dame (74 - ja jeg spørger ikke)
dvs. hun snakker, og jeg forstår hvad hun siger, og kan ind imellem få
indført et par ord. Jeg finder ned til Emmingen og får provianteret.
Drikker/spiser lige den yougurt, jeg ikke havde i morges. Og køber for
en sikkerheds skyld én til i morgen. Møder et cykelskilt med: Bodensee
->. Man kunne se armenes ender deroppefra.
Jeg skal op igen fra Emmingen, så kan jeg igen se Bodensee i det fjerne
og vejen drejer fra hovedvejen og der begynder en nedkørsel km efter km
slynger vejen sig gennem skoven langs en brusende bæk. Skal jeg holde
frihjul hele vejen?
Så munder den smalle skovklædte dal ud i en lidt mere åben grøn. Det er
forrygende! Videre går det gennem ensomme grønne dale.
Jeg kommer til mere befolkede egne. I Wahlwies skifter jeg kort! Jeg har
ustandselig måtte vende og dreje det andet for at få det aktuelle stykke
frem. Nu er det brugt op. Det med Bodensee må frem.
Jeg kører forkert igen. Når dog ikke mere end en halv til en hel
kilometer ud ad vejen. Jeg skulle være drejet midt på 12%'s bakken
nedad. Troede jeg skulle følge eurovejen. Jeg må lære at lade være med
at tro - det fører mig ofte på gale veje.
Der er afstikkere i alle retninger og ingen skilte her i
frugtplantage-land. Må have kompasset frem. Det må være til højre her,
vi skal også følge dalen. Jeg indhenter en cyklist foran. Han TROR vi er
på vej mod Ludwigshafen. Jeg siger, at det tror jeg også, og ønsker ham
en god dag.
13.05 efter 48 km ser jeg for første gang ud på Bodensee, nu skal jeg
have en kop cappucino af mit eget pulver, og den kage jeg købte. Det
bliver i et busskur - desværre. Der er der læ til gasblusset.
Pflaumkuchen i 4 cm's tykkelse, hvor de halve blommer ligger og kigger
på mig. Sød kage med sure blommer, det er helt rigtigt!!
 |
 |
| Første vue ud over Bodensee | Luftskib over søen |
Der er blod i dagbogen. Mit sår på tommelfingeren er sprunget op. Det
var forleden, da jeg skulle hjælpe Hannah med at snitte hvidkål på sådan
et snittejern. Da hun så overtog det, gjorde hun det også, så det var
ikke kun mig, der var idiot.
Jeg skulle jo have vasket mig på det fine toilet i morges. Den rutine er
endnu ikke indarbejdet, men nu får jeg chancen i Bodensee, og den kan
ikke forsømmes. Skal jeg virkelig også flotte mig med deodoranten?
Klokken er blevet 15.30 og jeg finder et lille stykke alm. stenstrand,
som der ikke er for meget af og spiser frokost. Først lige op med
bukserne og ud i vandet. Solen skinner, der blæser en "havbrise" imod og
livet er dejligt. Jeg sidder lige ud for dér, hvor armene ender og søen
ses i dens fulde bredde. Til højre svæver et luftskib og ovre mod
venstre sneklædte alpetoppe i disen. Det var dem damen på Witthöh sagde
,man kunne se derfra i klart vejr.
Jeg har fået vand 3 gange i dag. Først i supermarkedet i Emmingen, da
jeg spurgte hvor, gik kassedamen gladeligt ud og hentede det til mig.
Næste gang spurgte jeg ved et værksted om der var vand i hanerne uderfor,
men det var der vist ikke, for jeg blev vist ind i værkstedet. Sidst i
en iskiosk her i Langenhagen. Da jeg spurgte om der mon var vand ude på
toilettet sagde hun, at det skulle man betale for. Det syntes hun
åbenbart ikke, man kunne være bekendt, så hun tog flaskerne og gik ud bagved
og fyldte dem. Så syntes jeg også lige, jeg måtte have en is - med 3
kugler. Her hvor jeg sidder på en bænk i en park og solen skinner og
INGEN vind rører sig (18.45) føles det varmt, men luften har været kold
i dagens løb. Jeg kan nå helt til Lindau i dag.
 |
 |
| Vinstokke... | ...for alle pengene |
20.05 sidder jeg på Pizzaria Portofino i Lindau efter 121 km. Jeg har
været igennem det meste af byen. Alt så meget dyrt ud. Her besluttede
jeg mig for at se på priserne og så var de det, jeg havde håbet at finde
det til. 7.20€ for en pizza Napoli (den med ansjoser) og 2.80€ for en
halv liter øl. Nu glæder jeg mig bare.
Det lykkedes mig at finde et sted til teltet så at sige midt i byen. Det
er et område på størrelse med en fodboldbane, men det ligger bare som en
eng med højt græs. Jeg sætter teltet op i et hjørne bag et budskads bag
nogle affaldscontainere.
Jeg kan ikke finde pløkkerne. I morges glemte jeg at rulle stænger og
pløkker ind i teltet, og da jeg opdagede det, ville jeg ikke rulle det
våde telt ud igen. Og jeg tænkte godt om jeg ville kunne huske, hvor jeg
lagde dem? Det ved jeg nu, jeg ikke kunne. Og de er ingen steder.
Heldigvis er teltet nemt. To pløkker i hver ende kan gøre det, så jeg
brækker nogle grene af og så står teltet klar. Da jeg har fået alt
indenfor finder jeg dem - selvfølgelig.
Bedst som jeg ligger i soveposen er det som om der bliver skubbet til
teltet, er der nogen? Jeg ligger og lytter. Der er ligesom nogle svage
puslelyde. Så kommer der et vældigt slag mod teltet, jeg farer op og
langsomt går sagens rette sammenhæng op for mig: Jeg satte en ekstra
pløk (gren) i til bardunen i enden, og den har nok ikke været hvad den
så ud til? Teltet står i hvert tilfælde endnu, og der høres ikke en lyd.
Jeg når at tænke, at det er dog de særeste tidspunkter folk afleverer
skrald på, det er mørkt og der er ikke specielt lys på affaldspladsen.
126.85 km
16.4 km/t
44.4 km/t
7:41:36 tim