En lang dag - langs Bodensøen til Lindau


   [HOME]

  1. København-Alpirsbach

  2. Alpirsbach

  3. Alpirsbach

  4. Alpirsbach-Tuttlingen

  5. Tuttlingen-Lindau

  6. Lindau-Feldkirch(A)

  7. Feldkirch-Landeck

  8. Landeck-Innsbruck

  9. Innsbruck-Zell am Ziller

  10. Zell am Ziller-Zell am See

  11. Zell am See 

  12. Zell am See-Pffarwerfen 

  13. Pffarwerfen-Tuttmoning

  14. Tuttmoning-Passau

  15. Passau-Linz

  16. Linz-Melk

  17. Melk-Wien

  18. Wien

  19. Wien

  20. Wien

  21. Wien

  22. Wien-København

  

[FORRIGE]  [NÆSTE]

 

Rejsebrev 5

 

Mandag  25.07.11

Jeg er vågen. Denne gang nok til at ville se på uret. Jeg må have lygten til hjælp, det er stadig mørkt. 5.15. En bil passerer. Jeg har ikke hørt nogle i nattens løb, hvor det har regnet og regnet, Ikke voldsomt, men stille og roligt. Nu er det hørt op. Trafikken er begyndt, endnu en bil. Fra 22 til 5.15, det er vel også godt nok, men jeg kan da ikke stå op, når det er mørkt!
I skrivende stund er den blevet 6.30, nu er det på tide...

Det går ikke så stærkt, jeg skal også have tid til at nyde morgenen. Ude ved cykelstien bliver gasblusset tændt. Det er tørt her, men græsset og teltet er vådt, men når man ryster det, løber det meste vand af. Netop som vandet koger, bryder solen igennem, men teltet ligger bag buskadset - desværre. Det havde jeg dog forudset.


Første teltplads Første møde med Donau


Jeg kommer ud lige i morgentrafikken og snart på en endnu større vej, hvor jeg et par gange holder ud til siden for at lade resten af uendelige rækker af biler passere.
Jeg når Tuttlingen og får mit første møde med Donau, som udspringer i Donaueschingen, hvor Hannah og Walter bor. Hun prøvede, at få mig til at overnatte der i går, men jeg foretrak denne lidt kortere østligere vej og trængte efterhånden også til at være alene.
Jeg føler trang til et toilet. Banegården synes at være i min retning. Der er offentlige toiletter nedenunder. Koster 50 cent. Det er som sædvanlig ulastelig tysk stil. Som at være hjemme. Jeg benytter lejligheden til at forsyne mig med lidt ekstra håndtørrepapir - for mine 50 cent. 'Eine käsespeckstange und ein cappucino' fra kioksen og sidder lidt i solen på en bænk ved busstoppet og nyder det. Spørger først fejemanden om 'die rote strecke' på kortet. Så én der ser lokal ud. Weiss nicht. Selvfølgelig: vejarbejderen! Og han ved besked. Forklarer først præcis hvordan, men spørger så om jeg skal til Bodensee? Ja, netop. Ja, så er der en anden vej som han synes er bedre - 'nur meine meinung'.
Det er den anden vej rundt om bjerget, den er ikke på kortet, men jeg forlader mig på hans præcise anvisninger. Og krydsningen med jernbanen kan ses på kortet. Og højdekurverne fortæller om en dal, hvor cykelstien må være.

Det er en vidunderlig dal jeg kører op igennem. Plukker nogle håndfulde hindbær og fortsætter. Det stiger støt. Først da jeg er kommet igennem skovstykket og op til marker og enge og et TV-tårn på toppen begynder alvoren. Ind imellem over 15% efter min vurdering, men det veksler. Ned til 8% tror jeg. Witthöh ligger 862 m.o.h. og det er højeste punkt på Eurovelo 6, der fører fra Atlanten til Sortehavet. Der kan man bare se. Den skal måske prøves engang?


Witthoh I klart vejr kan man se de snedækkede alpetoppe

 

På toppen snakker jeg med en ældre dame (74 - ja jeg spørger ikke) dvs. hun snakker, og jeg forstår hvad hun siger, og kan ind imellem få indført et par ord. Jeg finder ned til Emmingen og får provianteret. Drikker/spiser lige den yougurt, jeg ikke havde i morges. Og køber for en sikkerheds skyld én til i morgen. Møder et cykelskilt med: Bodensee ->. Man kunne se armenes ender deroppefra.
Jeg skal op igen fra Emmingen, så kan jeg igen se Bodensee i det fjerne og vejen drejer fra hovedvejen og der begynder en nedkørsel km efter km slynger vejen sig gennem skoven langs en brusende bæk. Skal jeg holde frihjul hele vejen?
Så munder den smalle skovklædte dal ud i en lidt mere åben grøn. Det er forrygende! Videre går det gennem ensomme grønne dale.
Jeg kommer til mere befolkede egne. I Wahlwies skifter jeg kort! Jeg har ustandselig måtte vende og dreje det andet for at få det aktuelle stykke frem. Nu er det brugt op. Det med Bodensee må frem.

Jeg kører forkert igen. Når dog ikke mere end en halv til en hel kilometer ud ad vejen. Jeg skulle være drejet midt på 12%'s bakken nedad. Troede jeg skulle følge eurovejen. Jeg må lære at lade være med at tro - det fører mig ofte på gale veje.

Der er afstikkere i alle retninger og ingen skilte her i frugtplantage-land. Må have kompasset frem. Det må være til højre her, vi skal også følge dalen. Jeg indhenter en cyklist foran. Han TROR vi er på vej mod Ludwigshafen. Jeg siger, at det tror jeg også, og ønsker ham en god dag.

13.05 efter 48 km ser jeg for første gang ud på Bodensee, nu skal jeg have en kop cappucino af mit eget pulver, og den kage jeg købte. Det bliver i et busskur - desværre. Der er der læ til gasblusset. Pflaumkuchen i 4 cm's tykkelse, hvor de halve blommer ligger og kigger på mig. Sød kage med sure blommer, det er helt rigtigt!!


Første vue ud over Bodensee Luftskib over søen


Der er blod i dagbogen. Mit sår på tommelfingeren er sprunget op. Det var forleden, da jeg skulle hjælpe Hannah med at snitte hvidkål på sådan et snittejern. Da hun så overtog det, gjorde hun det også, så det var ikke kun mig, der var idiot.

Jeg skulle jo have vasket mig på det fine toilet i morges. Den rutine er endnu ikke indarbejdet, men nu får jeg chancen i Bodensee, og den kan ikke forsømmes. Skal jeg virkelig også flotte mig med deodoranten?

Klokken er blevet 15.30 og jeg finder et lille stykke alm. stenstrand, som der ikke er for meget af og spiser frokost. Først lige op med bukserne og ud i vandet. Solen skinner, der blæser en "havbrise" imod og livet er dejligt. Jeg sidder lige ud for dér, hvor armene ender og søen ses i dens fulde bredde. Til højre svæver et luftskib og ovre mod venstre sneklædte alpetoppe i disen. Det var dem damen på Witthöh sagde ,man kunne se derfra i klart vejr.
Jeg har fået vand 3 gange i dag. Først i supermarkedet i Emmingen, da jeg spurgte hvor, gik kassedamen gladeligt ud og hentede det til mig. Næste gang spurgte jeg ved et værksted om der var vand i hanerne uderfor, men det var der vist ikke, for jeg blev vist ind i værkstedet. Sidst i en iskiosk her i Langenhagen. Da jeg spurgte om der mon var vand ude på toilettet sagde hun, at det skulle man betale for. Det syntes hun åbenbart ikke, man kunne være bekendt, så hun tog flaskerne og gik ud bagved og fyldte dem. Så syntes jeg også lige, jeg måtte have en is - med 3 kugler. Her hvor jeg sidder på en bænk i en park og solen skinner og INGEN vind rører sig (18.45) føles det varmt, men luften har været kold i dagens løb. Jeg kan nå helt til Lindau i dag.


Vinstokke... ...for alle pengene


20.05 sidder jeg på Pizzaria Portofino i Lindau efter 121 km. Jeg har været igennem det meste af byen. Alt så meget dyrt ud. Her besluttede jeg mig for at se på priserne og så var de det, jeg havde håbet at finde det til. 7.20€ for en pizza Napoli (den med ansjoser) og 2.80€ for en halv liter øl. Nu glæder jeg mig bare.

Det lykkedes mig at finde et sted til teltet så at sige midt i byen. Det er et område på størrelse med en fodboldbane, men det ligger bare som en eng med højt græs. Jeg sætter teltet op i et hjørne bag et budskads bag nogle affaldscontainere.
Jeg kan ikke finde pløkkerne. I morges glemte jeg at rulle stænger og pløkker ind i teltet, og da jeg opdagede det, ville jeg ikke rulle det våde telt ud igen. Og jeg tænkte godt om jeg ville kunne huske, hvor jeg lagde dem? Det ved jeg nu, jeg ikke kunne. Og de er ingen steder.
Heldigvis er teltet nemt. To pløkker i hver ende kan gøre det, så jeg brækker nogle grene af og så står teltet klar. Da jeg har fået alt indenfor finder jeg dem - selvfølgelig.

Bedst som jeg ligger i soveposen er det som om der bliver skubbet til teltet, er der nogen? Jeg ligger og lytter. Der er ligesom nogle svage puslelyde. Så kommer der et vældigt slag mod teltet, jeg farer op og langsomt går sagens rette sammenhæng op for mig: Jeg satte en ekstra pløk (gren) i til bardunen i enden, og den har nok ikke været hvad den så ud til? Teltet står i hvert tilfælde endnu, og der høres ikke en lyd. Jeg når at tænke, at det er dog de særeste tidspunkter folk afleverer skrald på, det er mørkt og der er ikke specielt lys på affaldspladsen.

126.85 km
16.4 km/t
44.4 km/t
7:41:36 tim
 

[FORRIGE]  [NÆSTE]