Rejsebrev 18
Søndag 07.08.11
Jeg vågner tidligt og får skrevet de fleste af mine seneste breve ind på
computeren. Så da familien viser sig, er jeg klar til at få sendt. Jeg
må lige have dem via et USB-stick over på Markus Apple og sende derfra.
De har ikke trådløst net.
De foreslår, at vi tager en tur til Burgenland. Det er et af de mindste
østrigske bundesländer, der ligger op mod Ungarn. Jeg må hellere tage
mit pas med, hvis vi skal ind i Ungarn. Både Markus og Berni kommer fra
Burgenland. De har ganske vist mødt hinanden i New York, men sådan er
der så meget... Vi kører i deres lille Citroën, der kan rumme os alle 4
og klapvognen.
Burgenland er mere bølgende bakker end bjerge med sletteagtige områder
ind imellem. Det er overgangen fra den ungarske steppe til Østrigs
bjerge. Der dyrkes vin i stor stil. Først kører vi til et gammelt
stenbrud fra romernes tid, hvor stenene senere blev hentet til Skt.
Stephans Dom. Nu er der bl.a. indrettet udendørs teater, og der skal
være forestilling i aften. Markus har ikke været der siden han var barn
og er lidt skuffet over, hvordan det er kommet til at se ud.
 |
 |
| Neusiedler See i disen | På disse kanter et ret sædvanligt syn |
Så kører vi til Neusiedler See, hvor de har en sejlbåd sammen med hans
forældre. Desværre er akkumulatoren brudt sammen i går, så vi kan ikke
komme ud og sejle. Det er ikke nogen stor båd, men der kan da sove 3-4
stykker. Der er ingen både i havnen der er store, det er søen for
lavvandet til. 2m stort set over det hele.
Jeg møder moderen, der allerede er ved båden. Markus er 30 så moderen må
vel være over 50, men holder sig godt. Hun kan lidt engelsk og jeg tror
efterhånden på, at jeg kan noget tysk, så det går.
 |
| Burgenland er fladt med mindre bakker |
Så går vi i stedet til stranden, der er et stort indhegnet område med
græs og nogle træer, hvor folk soler sig og går i vandet - der er MANGE
mennesker. Vandet er lidt brunligt, men skulle næsten være drikkevand.
Bunden er let stenet indtil man kommer ud til der, hvor man synker 5-10
cm ned i mudderet. Det føles meget blødt om fødderne. Kan man ikke lide
det, må man svømme. En del af søen ligger i Ungarn, der blev patruljeret
på den i jerntæppets tid.
 |
 |
| I mors arme... | ...og i fars |
Det er blevet ulideligt varmt og fugtigt, så man kan ikke foretage
sig noget mere fornuftigt. Men da vi kommer op, er det begyndt at trække
sammen mod syd. Vi pakker sammen og kører til landsbyen (1000 mennesker)
hvor Markus kommer fra, hvor moderen og faderen bor, og hvor også
bedstemoderen og bedstefaderen bor. De sidste har landbrug. Det er
sidste dag i Heuriger , der er en periode, hvor landbrugene holder åbent
i deres skænkestue, hvor man kan komme og spise og drikke deres
produkter - og i øvrigt købe med hjem af vin, pølser, kød m.m.. Jeg
hilser på Bedstefaderen og bedstemoderen, på onkelen og tanten, det er
et rigtigt familieforetagende. Først får vi et glas spritz - hvidvin med
mineralvand. Der kommer nogle forretter, brød med forskelligt:
leverpostej, som når vi selv laver den bedst. Fedt med løg, kvarg med
paprika. Det er mange år siden jeg har spist fedtemad - og så med løg -
det er ikke dårligt! Så skal vi rigtig spise, og Markus foreslår jeg får
noget der hedder ..... som er lidt af det alt sammen. Det er en kæmpe
tallerken, med groft brød til. Det er rigtig landkost, når den er bedst.
En pølse, en blodpølse, noget hamburryg og noget ribbenssteg lignende.
Med kraut til. Det er lavet af råvarer der vil noget - de ægte varer så
at sige. Og et glas grüner veltliner til. Hvidvin som den jeg fik i
forgårs i Melk. Denne er lidt mere raffineret. Bierstuben bliver hurtigt
fyldt. Markus peger nogle ud: De 3 dér, de taler kun kroatisk. Han har
selv talt begge dele som barn. Det er noget fra dengang hvor kejserriget
skulle forsvares mod tyrkerne og man hidkaldte nogle kroatiske soldater,
hvis jeg forstår det ret.
Regnen er begyndt og et kort øjeblik forsvinder lyset da et lyn slår ned
tæt ved. Et mindre skybrud, hvor det er dejligt ikke at være ude på
cykel, men bare at skulle ud til bilen. Alle de gamle er vilde med
Maximillian, som den lille hedder.
Så kører vi hjem gennem regnen. De 40 km til Wien. Der er tæt trafik. De
fleste kommer nok fra forestillingen i stenbruddet, gav vide om den blev
aflyst? Da vi kørte tilbage fra søen kom folk myldrende til, men regnen
begyndte da kort efter.