Rejsebrev 13
Tirsdag 02.08.11
Det første jeg så i går, var en automat udenfor brusekabinen. Skal man
betale for at gå i bad? Men da jeg skulle vaske gryden af senere, VAR
der varmt vand - i den ene hane ved vasken udenfor. tider.
Når vandet ikke ændrer temperatur i løbet af ½ til et helt minut, bliver
man mistænksom. Jeg forsøger, at slå den over på rent varmt. Ikke en
dråbe. Altså virker den endnu - automaten. Da jeg ser på den, er der
også lysende digitale nuller. Den sidder udenfor kabinen, det ville jo
have været smart, hvis man selv havde kunnet følge med i nedtællingen!
Nu kan de ventende stå med fryd og vente på skriget!
Jeg har kun pengekatten med sedlerne med, så det bliver kun et delvist
bad.
Klokken er blevet 7.30. Det svære tidspunkt er kommet, hvor jeg burde
skynde mig at pakke og tage af sted. Men der er koldt og klamt, solen -
som nok kommer - er ikke nået over bjergene endnu. Soveposen er
tillokkende....
 |
 |
| Morgensol på den grå mur | Endnu en imponerende borg |
Klokken er 9.05 og jeg er allerede sulten igen. Den grå mur er
forsvundet bag skyernes anden grå farve, men lige nu aner jeg svagt min
og cyklens skygge på stien. Solen presser på - måske bliver det endnu en
fin dag?
Jeg sætter mig på en bænk ved floden, dens vand er helt stille, der må
være endnu en opdæmning, jeg har ellers lige passeret ét kraftværk.
I disse smalle dale er der aldrig tyst. Der er altid en vej i nærheden
og her også en jernbane. Ret fremme troner en gammel borg på en knold -
man skal bare lukke af for trafikstøjen, så er her idyllisk. Nå, det var
det Linzen-stück jeg skulle have...
Jeg hører lyden af en helikopter blande sig med lyden af et passerende
tog - vejens lyd drukner. Det er helikopterland jeg er kommet til.
Passerede en helikopterhavn sent i går. Det er bjergene der gør det
formodentlig. Lange transporttider for syge og tilskadekomne. Mens jeg
var i Innsbruck, kom der to gange helikoptere til sygehuset, der lå lige
ved. Det er nok alle bjergvandrerne?
Nu er solen brudt igennem og varmer min ryg. Af med cykeljakken!
Der kommer en ny knold, jeg skal over, men denne gang er jeg
forberedt. I min lille folder om Tauernradweg er der en højdeprofil, men
da der jo er mange hundrede km fra Krimml til Passau ser de ikke ud af
noget særligt. Ved nøjere studier kan man imidlertid godt se, at den i
går var stejl. Stejlere end nedkørslen til Krimml (9%). Den i dag er
ingenting. Vi kører på en afmærket del af hovedvejen. Efter Salzburg
kommer der to "bakker", hvoraf den første er ret stejl.
Her er fortryllende. I slugten foran skærer floden sig gennem
Tannengebirge, der her er grønspættede.
Igennem slugten er der ingen cykelsti - ikke de næste 8 km efter
skiltene. På et tidspunkt dukker Tauernautobahn op fra den ene side for
straks at forsvinde ind i bjerget igen på den anden.
Et andet sted ved en parkeringsplads er der en jernbanebro med en lille
gangbro på ydersiden. Nogle piger er ved at gøre klar til at skulle
vandre den vej. Der findes ingen andre. Selvfølgelig skal jeg ud på
broen og selvfølgelig kommer der et godstog i det samme. Det er i
bogstaveligste forstand en rystende oplevelse. At mærke rystelserne i
broen og se skinnerne bevæge sig LIDT op og ned ved hvert hjulpars
passage. Så er også det forsvundet ind i bjerget. Pigerne forsvinder
udenom på en smal sti.
 |
 |
| Der plukkes | Jernbanebro i gammel stil |
Der kommer en sidste stigning - det var dén der var afmærket - og en
lang nedkørsel. Der kommer hastighedsbegrænsning: 50 km/t, så jeg må
bremse!
Der lugter af nyslået græs. Høhøsten er i gang her omkring Golling, en
hyggelig by. Bjergene skrumper ind til skovklædte bakker, dalen breder
sig ud og Salzburg er højest nogle timer forude...
 |
 |
| Velkommen i det flade land... | ...med et tilbageblik |
Og så - et af de syn, der bliver siddende på nethinden, åbenbarer sig:
På en langstrakt klippe troner en fantastisk borg. Utvivlsomt Salzburgs
vartegn. Men så helt overraskende for mig. Måske HAR jeg set den på
billeder, men det kommer som en åbenbaring. Som tvillingvulkanerne
dengang i Chile.
 |
| Åbenbaringen |
Desværre er jeg også i krise... Kameraet har gjort knuder igennem hele
turen. Det er fokuseringen der går amok. Det hele ryster - en tid - så
holder det op. Sådan var det i lang tid, og kun en gang i mellem. Jeg
havde ellers fundet et trick her på det seneste. Vende det opad, når jeg
tændte, så holdt det op. Men nu ikke mere, Som det sidste lykkes det at
få taget et billede af borgen, derfra hvor jeg så den første gang. Nu er
det bare håbløst.
Hvad gør jeg? Hvis jeg skulle købe et billigt kamera til resten af
turen, er det NU. I en storby.
Jeg finder Hauptbahnhof og en kop coffee to go. Sætter mig over ved
busserne i skyggen og spiser dagens præmie: En pflaumenkuchen i dobbelt
størrelse, jeg købte i Golling.
Jeg kunne sagtens klare mig uden kamera, men nu er jeg jo vant til at
have billeder med til dokumentationen. Så er det jeg kommer i tanker om
telefonen! Den er der jo kamera i. Ikke det bedste, men trods alt. Og
måske får det det bedre? Det har trods alt været en periodisk fejl. Det
billigste jeg så her vd banegården kostede 79€ med 10 Mpix og 35-113 mm.
Men kvaliteten...
Salzburg havde nok været nogle dages stop værd, men det bliver en anden
gang, det rækker planen ikke til. Nu har jeg da uudslettelige minder
herfra...
Finder turist-info og får et kort. Jeg syntes, den virkede så stor, men
det er hurtigt overset, den gamle by nedenfor borgen. 150.000 indb., så
det er ikke nogen stor by, siger pigen. Jeg GÅR rundt med min cykel i
gågaderne. Et sted lykkes det at gå gennem en passage til en ny "gasse",
andre gange tør jeg ikke forsøge, for der står ikke noget, men overalt
er der små gange ind til siderne til gallerier, og hvad ved jeg.
På Universitäts Platz er der marked - sikkert hver dag - hvor der sælges
blomster, pølser, murmeldyrcreme, kager, legetøj, honning og... sådan
nogle træfløjter med to fugle på, som Jens og jeg fik, da farmor og
farfar havde været her i '54? Så de er ikke noget nyt.
Jeg har givet mig selv til kl.16, så skal jeg videre.
Man kan købe billetter til Salzburger Festspiele - det har jeg vist ikke
tøj til - selv om det er rent!
Jeg sidder på en bænk ved den skovklædte flod og klokken er blevet
17.50. Jeg ved ikke mere hvad den hedder, nu hvor Salzach er blevet
forenet med Saalach i Salzburg.
Jeg fik købt 2 postkort, ét til Angela's forældre og ét til kirken i
Bistrup.
Jeg satte mig ved siden af en ældre østriger på den eneste ledige halve
bænk på Dom Platz for at skrive. Han skulle selvfølgelig vide alt om min
tur. Da det var lykkedes mig at skrive det andet kort, gik han. Netop
som jeg ærgrede mig over at have mistet en mulighed for hjælp med det
tyske, kom der en ung pige og satte sig. Jeg ku' ikke lade være at
spørge om hun også var turist? men det var hun ikke. Hun havde bøjle på
over det hele inkl. elastikker, hvis I ved, hvad det er? Og kunne også
engelsk, så vi fik stykket teksten sammen, så jeg lærte nogle nye
udtryk.
På cykelvejen kan man være anonym, men hver gang jeg kommer til en
større by, er der ældre mænd, der skal spørge til eller kommentere min
tur. Her var der én, der glædesstrålende sagde, at cykle det var da det
eneste rigtige og han havde også gjort turen Passau-Wien.
16.15 kørte jeg videre. Jeg skal love for, at vejen var blevet
trafikeret. Det var utvivlsomt "the rush hour", og jeg forstår bedre,
hvorfor de har advarselstavler m.m. for cyklister. De kører som gale.
Da jeg er kommet et stykke væk fra Salzburg, begynder "skovvejen". Jeg
kører i en skov langs floden. Der er overvejende skygge og dejlig
køligt, Det har udviklet sig til en strålende sommerdag med skyfri
himmel.
På et tidspunkt, hvor jeg er lige ved at indhente to damer, ender vejen
bare. Jamen er det da ikke Tauernradweg, siger jeg forurettet. Nej, den
drejede fra for nogen tid siden, siger de, men der er en sti derhenne,
den prøver vi, du kan jo følge efter.
Vi kører ind ad en skovsti af tvivlsom karakter. Og det bliver den ved
med at være, jeg er glad for, at jeg kan slå forhjulsaffjedringen til.
Vi kører kilometer efter kilometer i skoven. Fra tid til anden kan jeg
ane floden eller rettere manglen på træer. Så vi er på rette vej selv om
stien snor sig noget.
På et tidspunkt kommer der en modkørende far med søn, så et eller andet
sted kommer vi hen.
Og det gør vi, og jeg er atter tilbage på rette spor, efter at have
takket damerne og sparet nogle kilometer.
Mens jeg sidder på en bænk og skriver, standser jeg en kvinde for at
spørge efter en campingplads. Jeg har lige passeret én afvisning nogle
km tilbage, men jeg vil gerne nå den næste, så jeg kan nå Passau i
morgen.
Jo, der er en i Tittmoning. Det er altså i Tyskland. Tyskland, siger jeg
vantro. Ja, floden er jo grænse her, så det er Tyskland på den anden
side. Der er 18 km. Hun kører på MTB og har overhalet mig før og er nu
på vej tilbage, så hun virker troværdig og præcis.
Jeg skal altså køre til 111 km på måleren.
Så møder jeg nogle østrigere på cykel med oppakning, som holder pause.
De har bogen Tauernradweg. Der er ikke afmærket nogen campingplads i
Tittmoning! Da jeg spørger, om der var afmærkning af den, der lå lidt
tilbage, er svaret også negativt. Jeg tror stadig på kvinden på MTB'en.
Spørger lige efter en mand med en hund. Det ved han ikke rigtig, men har
en masse at fortælle. Jeg kan da bare slå telt op her ved floden, bare
jeg ikke laver ulykker. Tag nu i går, der stod der to telte lige
derhenne - og han peger. Han har helt ret, og det vil jeg da også, hvis
det ikke kan være andet. Men broen over floden er i øvrigt 1 km fremme.
Da jeg når broen spørger jeg nogle damer med endnu en hund? Jo, jeg skal
over broen, ind i byen og til højre. Og så skal jeg bare "den Berg hoch"
og så lidt længere, så kan jeg se pladsen. "Den Berg hoch!". Det er
K.E.M. stejlt. I morgen kan jeg se %'erne, jeg tror 15. Sveden står ud
af mig, da jeg er kommet op. Intet at se. Jeg kører ind til det første
hus og ringer på. Jo, det er rigtig nok, og nu får jeg en præcis
anvisning, som egentlig ikke behøvedes, for jeg skulle bare være kørt
500 m, så begynder skiltene.
Én nat med telt og cykel, det bliver 10€. Jeg får sat telt op, gjort
klar til natten, lavet mad og spist i løbet af en halv time.
Mine nye naboer er østrigere. De har været på en tur fra polarcirklen og
tilbage til landsbyen i Steirmark, ja helt hjemme er de ikke endnu. Det
er en mand og to unge piger, eller kvinder er måske rigtigere. Projektet
har samlet penge ind til et godgørende formål, manden har et
multihandicappet barn. 2 af gangen har de cyklet, mens den tredje har
kørt bilen. De vil have tilbagelagt 2000 km på cykel. De har også været
i København. Manden hævder, at han er olympisk mester i
langdistance-cykling. Har cyklet 900 km i ét stræk. Jeg siger: "Das ist
ja Wansinn".