Rejsebrev 19
Mandag 08.08.11
Markus skal på arbejde, det er jo mandag. Jeg fik vasket mit tøj i går
aftes, og det hænger her på et tørrestativ og er næsten tørt.
Jeg skal have tørret teltet, så jeg går ned i gården og ser hvordan jeg
kan få det slået op. Men der er en masse tørresnore og jeg tager
inderteltet fra, og får det hele op at hænge. Det fylder også det meste
af gården.
Et bezirg svarer til en kommune, der har en styrelse af en slags. Jeg
spurgte Markus hvor mange bezirge der var? Det vidste han ikke. Mange.
Alt for mange, det var for dyrt. Alene her i Wien er der omkring 25.
Bilnumrene knytter sig også til bezirget, sådan at "hovedstaden" lægger
bogstaver til starten på nummeret - i stil med i Tyskland. Citroën'en
her har f.eks. nummer der starter med MA for Marienbach. Og så er der et
våbenskjold, der fortæller hvilket bundesland den hører til i. I dette
tilfælde Burgenland.
Men det er megen administration med alle disse länder og bezirge.
Da jeg har tænkt mig at tage af sted på cykel rundt i byen for at få et
overblik og besigtige Stephans Dom, som jeg ikke fik set sidst, ser jeg
ned på gaden, den er vel tør nu? Det første jeg får øje på er en
paraply. For sytten da, det regner. Det er denne silende østrigske regn.
Teltet er for længst mere vådt end det var fra starten. Det må bare
blive, hvor det er. Det eneste jeg gør er at forhindre at der samler sig
søer.
Det er det sædvanlige: man ved aldrig hvornår det begynder - eller
hvornår det holder op.
Omsider tager jeg mig sammen og kører. Regnen siler ned, det er ikke
lige nu, jeg har lyst til at standse og se på kort. Men hvis jeg husker
ret, må jeg komme til Ringen, hvis bare jeg følger Ganzlergasse og dens
fortsættelse - nu i den rigtige retning - og cykler må benytte
busbanerne.
Da jeg er nogenlunde gennemblødt (skulle have taget regnbukserne på),
standser jeg og det viser sig at Museumsområdet. Står i tørvejr i en
port og ser i bogen om Wien, jeg har lånt af Markus og Berni. En grøn
spaziergangs linje starter lige her henne - den følger jeg.
Nu står jeg i tørvejr igen - i en søjlegang. Det pisser ned rent ud
sagt.
 |
 |
| Paraplyernes dag | Udsigt mod Riesenrad |
Efter at jeg har bevæget mig imellem forskellige læsteder stilner
regnen så meget af, at jeg cykler videre mod domkirken, Skt. Stephans
Dom. Jeg begynder i den gale retning, så jeg kommer til at gå hele vejen
rundt, før jeg kommer til indgangen. Jeg kan godt lide den grå patina
den har indvendigt. Der er både noget beskedent og noget himmelstræbende
over den.
Man kan komme op i tårnene og forskelligt andet for penge. Efter prisen
at dømme er Nordtårnet det højeste, så det må jeg prøve, højdeskræk
eller ej.
Jeg bliver som den sidste stuvet ind i elevatoren, og så kører vi ellers
op akkompagneret af Eddie Cochran og hans Summertime Blues. Sådan kan
Wien altså også være.
 |
 |
| Ørne på taget | Udsigt mod nord |
Gangbroerne svæver vist nærmest i den fri luft, men det generer mig
ikke. Der er en flot udsigt over Wien og det regner ikke mere!
 |
 |
| Fiaker'e holder klar | Flere paraplyer |
Da jeg er kommet ned og går gennem døren ud i kirken, er der en mand,
der sniger sig ind den vej, der er ellers ikke håndtag på døren. Hvor
dybt kan man synke? Og jeg tror, han blev skuffet, for det er to
forskellige døre i elevatoren man går ud og ind af nede.
Jeg vil på konditorei, men "Aida", som ligger lige ved hjørnet er lidt
for sofistikeret. Kagerne er for små - og alt er lyserødt!
Jeg traver rundt, men finder ikke noget. Står og overvejer. Så opdager
jeg en hund lige bag mit hoved, og da jeg vender mig er den båret af en
pige. Hun må da være lokal? Ja, hvis jeg ikke synes Aida er noget, så er
der længere nede af Kärntner Str. noget med et blåt skilt, men der er
også "Oberlaa", som hun godt selv kan lide. Nede til højre skal jeg se
efter "ein brunnen", altså "mit wasser", som hun siger. Da jeg ser det,
forstår jeg at "brunnen" ikke betyder brønd men springvand. Og ganske
rigtigt - "Oberlaa" mit doppel a - ligger der henne til højre.
Jeg får et stykke hindbærtærte og en stor mocca og prøver at forestille
mig koppen til en lille - hvordan mon man holder på hanken? Jeg gider
ikke deres cappucino med flødeskum som tilsyneladende er det sædvanlige
her. Kaffen er god. Jeg sidder ovenpå, det er et hyggeligt sted, hvor
der kommer alle slags mennesker. Ved siden af sidder der to unge
mennesker, der vist mest er kommet for at snakke. En enkelt mocciato har
de fået. Men de fleste er ældre og ligner ikke turister, det er trods
alt heller ikke overfor domkirken.
Jeg begiver mig videre ud i Wien.
 |
 |
| Pas på toget - når du GÅR | Der tænkes store tanker |
Jeg krydser Donaukanal, hvor Anne-Marie og jeg cyklede for 2 år siden,
og kommer ind i Brigittenau (20. bezirg) Så når jeg Donau og på
Floridsdorfer Brücke krydser jeg over Donauinsel til den venstre bred.
Tager retning mod TV-tårnet eller Donau Tower, som det også hedder. Det
ligger i Donau Park, der virkelig er et fredfyldt område. På en bedre
dag vil der nok være mange mennesker, nu er der nogle ældre mænd, der
spiller skak mod store plastikbrikker. Jeg venter længe på det næste
træk, men må til sidst opgive - de bliver ved med at diskutere. Ved
siden af parken skyder UNO-city i vejret. Foran er nye (dyre?)
lejligheder blevet bygget med udsigt over floden og flere er på vej. Det
kaldes Donau City.
Derfra er der en bro - med U-bahn - tilbage til højre bred.
 |
 |
| Nok en paraply | Riesenrad |
Kommer forbi et andet vartegn - pariserhjulet - og må lige gå lidt
rundt. Det er Wiens Dyrehavsbakke med "Welts höchste Ketten Karrusel",
som jeg IKKE skal op i, og alt hvad vi også har: rutsjebaner,
spøgelsestog, hestevæddeløb, skydetelte...
Prøver så at finde hjem. Desværre slår Donaukanal et sving her sydpå og
snyder mig. Broen jeg kommer over går nærmest nord-syd og ikke øst-vest
som de øvrige. Så jeg kører sydpå i stedet for vestpå.
Må bide i det sure æble og tage kortet og brillerne frem. På denne måde
får jeg også lært den resterende del af Gürtel (den anden ring) at kende
og hjem kommer jeg.
Netop kommet ind i gården begynder det at regne, og jeg får travlt med
at få teltet, der igen er næsten tørt, ned og ind i en rodet bunke.
Markus er der allerede og Berni er ved at lave pizza - med noget grovere
mel - hun havde glemt at købe det almindelige. Jeg ser nogle af deres
Kina billeder senere.