Rejsebrev 12
Mandag 01.08.11
Alt går efter planen. Jeg køber mig en time på nettet 8.30. 9.30 pakker
jeg det sidste og må tage afsked med Martin og Josefine. Vi er alle lidt
kede af at skilles. Der var umiddelbar gensidig sympati. Men nu har man
jo telefon og e-mail. Betaler og kører først til cykelværkstedet. Den
unge mand er ikke specielt imødekommende, men han gør hvad han kan og
efter l-a-n-g tids søgen med flere negative resultater, finder han en
skrue, der passer i gevindet og oven i købet også har forsænket hoved,
omend det ikke er helt identisk. Nu sidder bøjlen da fast 4 steder, selv
om den stadig er knækket. Hvad skylder jeg ham så? Det var ingenting.
Det koster ikke noget! Jeg bliver helt rørt. Der er ikke megen
tjenstvillighed og service derhjemme mere.
Jeg får provianteret og finder tilbage til cykelvejen i Bruck. Så skal
jeg jo bare derudaf... Jo, tak. Dalen er meget smallere end den var fra
Krimml. Det er ikke kun byerne, jeg bliver sendt op igennem. Op og ned
over knolde går det. Stigninger på 6-8% af 2-300 m's længde. Det havde
jeg ikke ventet.
Møder nogle schweizere. Da de skal vise mig, hvilken rute de vil følge
til Wien, og jeg hiver kortet ud af plastiklommen, lægger jeg den fra
mig på hendes cykel et sted, og da de bagefter kører videre, står jeg
pludselig tilbage med kort men uden lomme. Efter dem! De har ikke så
meget bagage, og jeg ville aldrig have indhentet dem, men heldigvis er
lommen faldet af og jeg har igen et sted at anbringe kortet.
Så bliver dalen endnu smallere og cykelvejen går skiftevis på den ene og
den anden side af hovedvejen. Hver gang den bliver ført under, er der
advarselstavler og spejle for det går jo stejlt ned og op, og der kan jo
være modkørende.
Dagens clou kommer, da hovedvejen forsvinder i en tunnel, og vi følger
den gamle hovedvejs slyngninger på bjergsiden gennem slugten. Så går det
ned, ned, ned mod floden mens den nye hovedvej forsvinder på lange ben
højt over os.
Nu sidder jeg i Lend og spiser frokost. Det er forbløffende: i min
retning er der ingen trafik, i den modsatte retning virker det som om
ALLE hovedvejens (den nye) biler kommer.
Jeg konkluderer, at enten har der været en ulykke eller også er der
vejarbejde i det ene spor.
 |
 |
| Under motorvejen | Tilbageblik på Schwarzach stigningen |
Da skiltene vil have mig under banen og op i himlen igen, nægter jeg
og bliver. Lidt senere kommer bekræftelsen: Det er heldigvis vejarbejde
højt oppe på den nye betonvej. De er vist ved at udvide den.
Senere er der ingen kære mor. Ingen valgmuligheder: jeg skal bare op!
Det er den værste stigning jeg har oplevet endnu. Det stejleste stykke
må jeg op at stå og tvinge pedalerne ned skiftevis. Jeg kan lige netop
gøre det langsomt nok til at jeg kan få vejret. 5 km/t. I flere omgange
går det op. Belønningen er udsigten over Schwarzach, der ligger hvor
dalen udvider sig. Dog kun for at smalle til igen.
Op igen. Ned ad bakke til Salzburg? Jo, godmorgen, hvor naiv kan man
være?
På vej op igen kommer jeg til at standse en cyklist på vej ned. Han
fortæller, at der både er en Tauernradweg og en Salzachradweg, som
skulle gå langs med floden hele vejen til Salzburg. Jeg har svært ved at
tro det - synes der var steder, den ikke KUNNE have gået ved floden, men
det skal da undersøges. I øvrigt er jeg lige ved at være ved et af mine
"sights", Lichtensteinklamm, og endnu bedre: vejen er flad frem til
Bischofshofen.
 |
 |
| Der rives hø | Udsigt over Schwarzach |
Lichtensteinklamm er alle anstrengelserne værd. Temmelig overraskende
åbner der sig en klippespalte i de ellers formfulde, bløde bjergsider.
Vandet har slidt sig ned her i millioner af år. Man går og går op ad
smalle træbroer, på stier hugget ind i klippen. Gennem tunneler brudt
gennem bjerget, hele tiden akkompagneret af vandets brusen og brølen.
Stien slutter ved vandfaldet, hvor vandet fra siden styrter 20 m ned og
tilslutter sig floden.
Dagen er reddet.
 |
 |
| Lichtensteinklamm... | ...reddede... |
 |
 |
| ...på sin vis... | ...dagen |
En grå mur rejser sig for enden af dalen. Omsider kommer jeg ned til
floden og følger den mod muren.
Muren viser sig at hedde Tennengebirge med 4 toppe på omkring 2400 m.
Floden løber vest om.
Pludselig er der et skilt til venstre med camping. Den vej tager jeg, og
nu har jeg installeret mig og skal bare have lavet pasta med schinken.
Det er et betagende syn, at sidde her udenfor teltet på en plastikpose
(en mindste lille stol vil være en forbedring) og se op på muren med
alle dens takker som solen stadig skinner på, nu hvor skyggen for længst
har sænket sig over pladsen her. Pladsen ligger lige til floden.
Desværre er det jo sådan i dale, at tingene bliver presset sammen.
Jernbanen løber lige på den side af floden - og der er ingen støjvold...
64.4 km
14.7 km/t
46.3 km/t
4:21:23 tim