[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 11
Torsdag 22.04.10 Mix Hostel
Jeg kom selvfølgelig ikke tidligt i seng. Canadieren og en israelsk pige får
involveret mig i noget af det særeste `jam`, man kan tænke sig. Der er én guitar
med 6 strenge. På en af dem er stemmeskruen gået itu, så den må stemmes efter den
streng. Så er der en anden med 3 strenge, hvoraf de to - som heller ikke kan
stemmes - passer nogenlunde med den første, og så er der endelig en lillebitte
guitar et eller andet fjols har stemt en kvart op, så når man spiller d på den
ene skal man spille g på den anden. Og ingen tør røre stemningen af frygt for at
strengene springer. Det er yndigt. Lyder nok ikke lige sådan, men meget sjovt -
en tid. De sange jeg kan - selv om det kniber med teksten - kender de andre
ikke. Det er tankevækkende at canadieren, som dog er 35, ikke kender Don McLean,
som da - så vidt jeg husker - er canadier. Jeg er virkelig blevet gammel.
Radiohead og den slags siger mig intet, ud over navnet.
Leaving on a Jetplane kan vi dog enes om.
Nå, jeg kommer da i seng før 24.
De spurgte i går om jeg ville med på en cykeltur i dag. Den varede for længe, så
det kunne jeg ikke. Men da de endnu ikke er kørt, da jeg alligevel har tænkt mig
ud i byen, finder jeg på at tage med. Jeg kan jo bare selv køre hjem, når jeg
synes, og jeg har min egen cykel - som har fået lov til at stå her, til jeg
kommer tilbage fra Kunming.
Det viser sig at være en god ide. Det er altid tilfældigt, hvad jeg kommer forbi,
når jeg cykler selv. Nu er vi først gennem en park ved floden, som jeg ikke har
været opmærksom på, selv om jeg har passeret den de første 4-5 gange. Meget dejlig.
Med masser af kinesere, der dyrker tai chi m.m. Nogle i store grupper med
dragter og vimpler. Der er også et sted, der bliver danset. Det er meget
almindeligt her - at man altså stiller en båndoptager op, og så kommer folk...
Det er mest folk lidt oppe i årene. Jeg har ikke set mænd danse med mænd, men
tit er det kvinder med kvinder.
Senere standser vi ved en kinesisk kristen kirke, som jeg ikke ville have fået
øje på, selv om jeg havde passeret den. Jeg kan desværre ikke få at vide, hvad de
fire store skrifttegn bag alteret betyder. Vores cykel guide er ikke så meget
inde i religiøse emner. Kun at det er et af de utallige 4 tegns udtryk, de har så
mange af. Han kan godt læse tegnene, men meningen kan han ikke forklare. I hvert
fald ikke på engelsk.
Her forlader jeg gruppen, foruden mig bestod den af: en fransk pige, en tyrker, en
polak, en israeler - der er ateist - og vores to guider - cykelfyren som jeg har
snakket noget med om cykling og Elaine, der undervejs har spurgt mig, om den sang
vi sang i går. Jeg kan kun huske "Country Roads", men det var ikke den, den
kendte hun... Jeg kommer i tanker om Leaving on a Jetplane og synger første vers
og forklarer lige for tydelighedens skyld, hvad den handler om. Jeg må vist lige
prøve, om jeg kan memorere resten af teksten, den vil jeg blive bedt om igen, når
jeg kommer tilbage, tror jeg.
Jeg går ud af døren 1 time før. Der møder jeg en af de to svenskere, der er
kommet, i døren, og snakker lidt med ham. Han forstår ikke et ord dansk, siger
han, så vi snakker engelsk. Sådan er udviklingen, selv ikke broderfolk kan
snakke med hinanden mere. Det TV m.m. der før lærte os lidt af hinandens sprog,
er nu på engelsk. Det er kun mig, der stadig ser ishockey på svensk TV.
Ved busstoppestedet henne om hjørnet er den første 55 fuld til bristepunktet.
Jeg opgiver at komme ombord med min rygsæk og venter på den næste. Godt at være
i god tid. Der er sikkerhedstjek ved indgangen til stationsbygningen, men det
går nu hurtigt.
Kinesiske banegårde i store byer er KÆMPE store. Jeg har jo prøvet det tidligere
i Wuhan. Så jeg finder hurtigt den rigtige ventesal. På billetten står tognr.
tidspkt. dest. vognnr. pladsnr. Og under/midter/overkøje. Og det fremgår
alt sammen efterhånden. I den ene ende af ventesalen er der to udgange, begge er
lukkede. Den højre er til K165 som jeg skal med. Så jeg holder øje med den. I
den anden ende en stor tavle, hvor tog numrene er oplistet. Jeg kan ikke læse, hvad
der står ved dem, men jeg kan hurtigt regne ud, at når der kommer til at stå det
rigtige med orange skrift, så er det tid til at borde toget.
Ved udgangen bliver billetten kontrolleret. Jeg traver bare efter alle de andre.
En la-a-ng gang med nedgange til de forskellige spor. Næste er K165. Vogn det og
det til venstre, 10-1 til højre, min er nr. 6. Ved vognen bliver billetten igen
kontrolleret. Jeg finder 11 nederst og får rygsækken ind under. Det er en af
fordelene ved at ligge nederst. Det fandt jeg ud af sidst i Wuhan, hvor nogle
unge mennesker hjalp mig med at købe billetten, og da jeg bestilte billetten
gennem Mix Hostel, spurgte de også straks, om det skulle være underkøje. Ja tak.
20 RMB ekstra for at få dem til at bestille. Jeg er blevet magelig, men det er
også mere sikkert.
Der er orden i sagerne her, men det er nok også nødvendigt med alle de mennesker.
 |
 |
|
| På cykel ud i byen... | ...og foran en kinesisk kristen kirke |
Da toget kører - til tiden - spiller de "Sku gammelt venskav rejnt..."
i
højttaleren og en damestemme hilser os velkommen i toget og meget mere. Det
gætter jeg i hvert fald på.
Senere kommer en ny billetdame og veksler billetten til et elektronisk? kort.
Det er noget nyt - som så meget andet her siden sidst. Det går stærkt her. Den
første halve time kører og kører vi gennem Chengdu, eller rettere: rundt om. For
vi starter fra nord-banegården og skal sydpå. Der er ikke nogen, der tager sig
synderligt af mig, da jeg har nikket venligt. Dejligt at kunne sidde og skrive i
fred. Alle de sociale aktiviteter de sidste dage har fyldt mig op, og jeg skal
lige lade op til Jiayuan (Sophia) og hendes class mates i Kunming.
Vi holder i udkanten af Chengdu, vistnok ved en station. Efter nogen tid
passerer et godstog den anden vej, og vi kører straks efter. Det var åbenbart
det vi ventede på. Straks efter er vi på landet.
Inden længe er de første rismarker der. Men den vigtigste afgrøde her ser ud til
at være raps, som allerede er afblomstret. Sidste gang blomstrede den her midt i
april længere nordpå. Landskabet overgår mere og mere til Sichuans typiske blidt
bølgende bjerge/bakker med byer på de mere flade områder.
Netop som bjergene rejser sig mod vest efter et par timer, kommer vi til en
større by og holder. Ikke længe efter vi har holdt kommer den første tunnel. Og
så går det ellers løs. I perioder direkte fra den ene tunnel til den næste. I
korte glimt ser man floden sænke sig mere og mere. I dalen ses terrasserne opad
på den modsatte bjergside. Nye tunneler. Pludselig ser jeg ud på to mænd, der
uforstyrret sidder i samtale uden at kere sig om toget, der ruller forbi. Der
holder også en bil.
Det giver et voldsomt stød i toget, måske da vi går fra at køre opad til at køre nedad en tid. Floden er dæmmet op her og den løber jo
i modsat retning, det er
os, der er på vej opad. Stødet i toget kommer igen, men ingen synes at tage sig
af det, det er ellers RET voldsomt.
Der er en vældig sø bag dæmningen. Bjergene tårner sig stadig op forude. Kører
gennem en ny tunnel og igen langs søen, der efterhånden bliver til en flod, som
man kan se af strømhvirvlerne.
Mens vi holder i en tunnel kommer der en pige fra togpersonalet og stiller sig
op i gangen lige ud for mig med 2 tandbørster. Det minder om en
sikkerhedsbriefing i flyet. Er her tvungen tandbørstning? Det var der ikke
sidst, jeg kørte med tog i Kina. Hun viser at hovedet på den kan bøjes. Munden
står ikke stille på hende i samfulde 5 min. Ingen tager sig tilsyneladende af
det, og hun kværner. Da hun endelig holder kæft, kommer hun gennem vognen et
øjeblik efter med favnen fuld af tandbørster. Det var åbenbart en salgstale. Hun
talte også, som var hun betalt for det. Nu ved vi, hvordan man børster tænder -
nogle af os.
Klokken nærmer sig 20 og mørket falder på, og snart er det ikke til at se, om vi
er inde i en tunnel eller ej. Snart ses lys fra småbyer fra tid til anden. Toget
rumler søvndyssende af sted, der snakkes rundt omkring, Faderen ved siden af,
der hele tiden råbte til sin søn - ikke vredt - det var åbenbart bare hans
almindelige stemmestyrke - må være gået omkuld - drengen også.
Ved 21-tiden lægger jeg mig. Hard sleeper er hårdere end jeg huskede. Men efter
at have vendt og drejet mig jævnligt gennem søvnen, bliver jeg på et tidspunkt
helt vågen og tænker, det måske er morgen. Jeg kan ikke se noget på uret, så nu
kommer min kinesiske kniv mig til gode. 1.30. Det unge par overfor synes at være
stået af i ly af mørket. Jeg er vågen og ligger og funderer lidt. Vi passerer
flere broer, kan jeg høre på lyden.
Så forsvinder jeg igen fra omverdenen. Når jeg ind imellem er ved bevidsthed,
snorkes der omkring mig i mange tonearter, nogle gange er der bemærkelsesværdigt
stille. De voldsomme stød i toget optræder fra tid til anden. Nogle gange virker
det, som om skinnerne ikke helt er i forlængelse af hinanden, vi bliver kastet til
siden.
Kl. halv syv vågner jeg til live igen. Det er så småt ved at blive lyst. Jeg
rejser mig og ser ud. Er lidt i tvivl om farverne, men det ser meget gulbrunt
ud. Jiayuan har fortalt mig om tørke. Efterhånden som lyset tager til, ser jeg
ud på Yunnans afsvedne bjergsider. Grønne agaver spætter landskabet. Bjergene
bølger i meget højere bølger end i Sichuan.
Vi kører ustandseligt gennem tunneler, og når der endelig kommer lys igen, ser
jeg ud på regnkløfter, der skærer sig gennem bjerget - og forsvinder så i en
tunnel igen. Små brune landsbyer og ternede brune markfelter, hvor vidunderligt
grønne striber lyser op. Efterhånden kommer vi ud i bredere dale, hvor små
menneskemyrer bevæger sig rundt på markerne.
Endelig hører jeg noget i højttaleren, jeg forstår - noget af. "Kunming...shi
dian...er shi...", Kunming...kl.10...noget med tyve.. Det lyder, som om vi
ankommer rettidigt. Jeg finder telefonen frem for at sende en sms til Jiayuan,
som jeg har lovet. Intet signal, pokkers.
Da der vedvarende ikke er signal, roder jeg lidt med telefonen. Jeg har ikke
meget begreb om den, men det lykkes mig da at sætte den til at søge efter
netværk. CMCC og CHS-GH. Det første er da mit. Jeg kunne godt ringe ud af
Sichuan. Men jeg kan til gengæld kun ringe FRA Sichuan? - Pokkers.
 |
 |
|
| Banegården udefra... | ...og i ventesalen |