[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 52
Onsdag 02.06.10
Jeg snakkede med Maggie i går. Hun er "intern", hvad der vist betyder,
at hun ikke er rigtigt ansat endnu. På prøve.
Vi snakkede om skolesystemet. Hvad skal der til, for at ændre det? Det
skal komme oppe fra, "The Government". Hun lyder ikke, som om hun tror på
nogen ændringer. Men hun har valgt at arbejde her, det er hendes måde at
overleve i systemet på. Lave noget hun bryder sig om. Snakke med
gæsterne. Læse lidt i sine engelske bøger, når der er mere stille. Selv
om lønnen er lav.
Her til morgen spurgte jeg hende så, hvad hun tjente. Det var lige tæt
nok på. Men hun svarede. Minimum 600 RMB/md. De får åbenbart alle en
minimum løn og så bonus, når det går godt. Hun ved ikke, hvad de andre
får. Den slags spørger man ikke sådan om. Slet ikke hende, der er på
prøve. Jeg får dårlig samvittighed over at have spurgt. 600! Det er
ingenting - som en gadefejer formodentlig.
Men hellere det end penge - den holdning kan jeg godt lide.
Men jeg aner også, hvordan alle kinesere finder deres egen private måde
at overleve i systemet på. Dette system, hvor man INGEN indflydelse har.
Det er ikke underligt at Danfoss må LÆRE deres medarbejdere at træffe
beslutninger.
 |
 |
|
| Rismarker | Bonden på vej med flere planter |
Jeg føler, jeg har forstået kernen, det grundlæggende i dette mærkelige land -
og så måske alligevel ikke?
Her til eftermiddag står der to ved baren, og jeg synes, jeg hører danske ord ind
i mellem. Det viser sig at være en dansker fra Esbjerg og en nordmand. Og
danskeren skal hjem med samme fly som jeg i morgen. Så nu har jeg solgt en plads
i "min" bil.
Snakker også med en schweizer, der har cyklet hertil fra Bangkok. Fire måneder i
landene i sydøst Asien.
Nu står min cykel i sin kasse. Der er ikke noget tapet sammen, det må vente til
i lufthavnen.
Det er på tide at sige farvel herfra, jeg skal tidligt af sted i morgen.
FARVEL, KINA. VI SES IGEN.