Rejsebrev 5
Fredag 16.04.10 West Qiang
Homeland Hotel
Jeg er spændt på morgenmaden. Det er som om spisesalen ikke er klar til brug.
Alle de store runde borde hvert med ti stole omkring er stillet op, men bordet
er dækket af tynd plastpose, som ikke bliver fjernet, heller ikke der hvor
gæsterne sidder. Vi starter med et glas lun mælk. Det er mælk, der SMAGER af
noget. Kineserne har ikke været vant til mælk og mælkeprodukter, men med den
øvrige "vestliggørelse", er det dukket op. Så kommer det øvrige: en stor skål
risvælling (vandgrød), små tallerkner med ristede jordnødder, strimlede agurker
og nogle tofustrimler i stærk sovs (tror jeg). Endelig nogle dampede boller og to
æg. Sådan er kinesisk morgenmad, når det skal være fint.
Da jeg kommer til æggene, finder jeg på at spørge efter salt. Det er der ikke, og
det kan enhver vel forstå, hvis man ryster hånden lidt over ægget? Nej. Der er
der en kultur forskel. Efter en rum tid kommer en pige med to små skåle: én med soyasauce og én med....
sukker. Ja, det ligner da lidt, ikke?
Bollerne er to af dem uden noget i, "mantou" tror jeg, og én lille med fyld, "baozi"
vist nok. Mælken er sødlig. Der er intet ud over æggene, jeg kunne finde på at
spise til morgen hjemme - men det fylder godt i maven.
Der smaskes kraftigt ved et af de andre borde. De andre gæster har vist en lille
seddel, når de trådte ind. Jeg kommer i tanker om, at det er den lille seddel,
som jeg også har fået, og som skulle vises til personalet når.... Jeg hæftede
mig ikke ved det. Ingen har spurgt efter min. Det er nok ikke nødvendigt. "Laowei"en
- det er første gang, jeg hører dette ord brugt om mig denne gang - går man ikke
fejl af. Jeg virker som en lige så stor sensation, som første gang. Havde det nu
været på et ydmygt kinesisk logi, var jeg nok blevet overfaldet med spørgsmål
fra de andre gæster, men på dette fine hotel, agerer man som på fine hoteller
overalt i verden. Hvis nogen kigger, er det meget diskret.
Da jeg går ud, siger pigen, at det bliver ti yuan og viser med to krydsede fingre
tegnet for "shi", ti. Nå så det var ikke inkluderet, det troede jeg, det plejede
at være sådanne steder, men mit erfaringsgrundlag er jo heller ikke så stort.
I receptionen er manageren i gang med dagens peptalk for pigerne, der er linet
op. Det er nok ikke lige nu, jeg skal prøve at forklare, at jeg bliver en nat
mere.
Jeg går en tur ned mod skolen for at se, om jeg kan finde mr. Xia Wei. Først får
jeg købt et lille hæfte til at skrive og tegne i, det kan ofte være gavnligt.
Ved skolen kigger jeg ind på den nye skolebygning. Da jeg gør mine til at gå
gennem porten, bliver jeg standset af portneren. Jeg prøver at sige engelsk
lærer, men det hjælper mig ikke. Så jeg fortsætter rundt om skolen og op af
vejen, hvor hende, der var min kontaktperson, boede med sin familie. Det ser helt
anderledes ud. Der er ikke nogen grønne træer man kan følge en lille sti
imellem. Jeg husker ikke præcis, hvor det var, men det ser ud som om, gården er
jævnet med jorden. Nu er der en lang mur langs vejen og inde bag ved en byggeplads.
Jeg tænker, at jeg har det billede af familien, som jeg har lavet og vil forære
dem, så jeg går videre hjemad, det bliver ikke lige nu.
Jeg kigger i Lonely Planet og får spurgt i receptionen, om der er internet i Maoxian. Svaret er ja. Og da jeg prøver at få tegnet et kort, så jeg kan finde
det, er der en ung mand, som tilbyder sig. 'No money', siger han. Han har en lille
rød bil, og vi kører ud på en længere tur. Han kan ikke engelsk, og det kan de
andre, der også bliver inviteret med, heller ikke. Men det gør ikke noget. Vi
kører over på den anden side af floden. Jeg synes, der mangler en bro, for vi
kører helt ned i den anden ende, ned ved skolen for at komme over. Cafeen er
nede i centrum, som jeg ikke rigtig kender. Fyren betaler et eller andet, og jeg
bliver sat ned ved en maskine. Desværre kan jeg ikke, af computeren få lov til at
installere 'Active Sync', som jeg skal bruge for at kommunikere med PDA’en. Og
kortlæseren, som jeg ikke kunne bruge i Chengdu, har jeg ikke fået med.
Der er ikke messenger på maskinen som i Chengdu, så jeg prøver min messenger
portable. Det lykkes at logge på min email, men hver gang jeg næsten skal til at
sende en kort besked hjem, restarter maskinen. Da det er sket 3 gange, opgiver
jeg. Jeg vil betale ham, men det vil han ikke høre tale om. Mit andet projekt
var en boghandel, og jeg har i min gamle selvfremstillede ordbog fundet ordet: 'shu dian'. Så vi går til boghandelen, og han køber et kort til mig. Det er nu et
regionskort (Aba hedder den) og blandt alle de byer, der er kort over, er Maoxian
desværre ikke iblandt. Det koster ganske vist kun 4, men jeg vil da betale det
alligevel, men det må jeg ikke. Hvad skal vi så? 'Laoshi yingyue' - engelsklærer.
Jeg må have fat i en eller anden, der kan tale engelsk.
Der er ved at være telefon igennem til en vis engelsk lærer... | ...og her er han så, min ven fra for 2 år siden |
Det kommer vist til at tage en times tid. Jeg kan huske, at jeg flere gange
kigger på uret, fordi jeg regner med, at Xia Wei har frokostpause mellem 12 og
13. Først kører vi til én skole, men det er efter min mening ikke den rigtige.
Så kører vi over til "min". Det har vi ikke held med. Senere forstår jeg, hvordan
tingene hænger sammen. Tilbage til den første igen. Han ringer et hav af gange,
og vi venter det ene og det andet sted. Nogle piger, han får til at komme hen til
bilen, kan for lidt engelsk til at kunne bruges til noget. Til sidst kører vi op
bagom ad en lille jordvej. Også Maoxian er stort set én stor byggeplads. Huse
er under nedrivning og huse er under opførelse. Støv og jord overalt. Vi venter
igen - jeg ved ikke på hvad. Omsider står vi ud af bilen og går op mod denne
skole. Der er masser af elever, der er nysgerrige, og det er som om, at bare der
er nok af dem, så kan deres samlede engelsk kundskaber bruges til noget. Der er
nogle, der vil have mig med til deres klasse. Det er meget rørende, så lidt der
skal til for at glæde dem. En udlænding i Maoxian og så i deres klasse! Det mest
mærkværdige er, at det viser sig, at Xia Wei er DERES engelsklærer. Én af dem
ringer til ham, og lidt efter har jeg ham i røret. Jeg kunne ikke huske ham
rigtigt, og det er ikke helt let at tale med ham, men vi får da aftalt et eller
andet, en af eleverne får røret til sidst, og vi bevæger os igen ud af klassen
og ned mod vejen over diverse byggepladser. Xia Wei dukker op i sin lille røde
bil, som han stadig har, så helt galt er det da ikke gået. Da jeg ser ham, kommer
det hele tilbage. Han er egentlig ikke en person, man ville tro ville gøre noget
for en udlænding for mig, virker meget tillukket. Måske er han lidt som mig, men
jeg håber da, at jeg er mere udadvendt og humoristisk. Men han er snusfornuftig.
Nu får jeg (som sidst) en masse at vide. Skolen var faktisk ikke mellemskole, som
jeg havde troet, men highschool. Men den nye skole, der er blevet opført, er lavet
til mellemskole og highschoolen flyttet hen det nye sted. Nu er det så faktisk
hans kone, der har den pågældende klasse i engelsk, for hun er også lærer. Skal
han køre mig lidt rundt i byen? Ja, det vil jeg da gerne. Og vi er rundt og se
de fleste skoler. Der er vist 3-4 primary schools, 2 middle schools og 1
highschool.
Vi er på pladsen foran rådhuset, hvor han tog mig med hen den første dag, der er
lidt mere ordentligt i dag. Hvad skal han ellers hjælpe mig med? Ja, jeg undrer
mig jo lidt over, hvor min kontaktperson Sherry og hendes familie er blevet af, og
vi kører derhen bag skolen, og han kan fortælle mig, at det er Chiang museet, som
skal bygges der. Størstedelen af Maoxians befolkning tilhører den etniske minoritet,
der hedder Chiang. Jordskælvet var et stort slag mod dem, og i forbindelse hermed
er det blevet besluttet at bygge et museum tilegnet dem. De er af tibetansk
oprindelse. Vi kører hen til mit hotel og henter billedet af familien, som jeg
har lavet, og med det i hånden har han inden 5 minutter fundet ud af, hvor de
bor. Det er en gammel kone i Chiang klædning, han spørger. Henne i de blå huse. De blå
huse er disse barakbygninger, der er opført til dem, der stod uden tag over
hovedet efter jordskælvet. Han må bruge billedet nogle gange mere, så står vi
udenfor nr. 12 og banker på. Ind kommer vi, og der sidder, ud over nogle kinesere
hvoraf en er Sherrys søster, en anden udlænding, som jeg så i morges, da jeg var
på vej til skolen. Han viser sig at være franskmand og have en kinesisk kone.
Der sker meget mærkeligt i Kina. Jeg vil ikke udelukke, at der KAN være flere
udlændinge i Maoxian, men MANGE er der ikke. Og så skal lige netop vi to vise
sig at have fælles bekendte.
Sammenhængen er denne: Francis, franskmanden, er gift med Jeanne, hvis mor (de
kommer fra Sydkina) rejste til Jiazhaigou (nationalparken lidt nordpå fra her)
Undervejs stødte hun på en ung mand, der blev som en søn for hende. Det er denne
unge mands familie, de besøger. Faderen driver hotellet de nu bor på, som ligger
lidt længere henne ad gaden end mit. Denne familie kender Sherrys familie vældig godt,
og derfor har de to familier nu inviteret Francis og hans kone (som er her som
turister) på middag, og da jeg kender Sherry (som ikke er kommet fra arbejde
endnu) er det naturligt, at jeg også kommer med.
Først må Xia Wei dog gå for at hente sin datter, men jeg får hans telefonnummer,
så kan jeg bare ringe.
Jeg går med Francis og Jeanne, eller det vil sige bliver kørt, for den unge
mand, der er hendes mors "anden søn" kører dem i hotellets bil. Klokken er
efterhånden blevet 16.30, og jeg har ikke fået noget at spise siden i morges, men
masser af te hos dem i nr. 12. Jeg overvejer at gå hjem først, men det vil være
mere enkelt, hvis jeg bliver, så kan jeg bare blive kørt med, når de skal til
middag. Og jeg kan bare gøre, som jeg har lyst til. I parantes bemærket bor de i
VIP suiten, med dagligstue. Det er ikke for ingenting,
at hendes mors anden søns far er ejer af hotellet. Så de ved ikke, hvad det
koster, men Jeanne spørger sig for, og jeg ser også et af værelserne, 120 og det
er ikke HELT så fornemt som mit, men alle faciliteterne er der. Selv om strømmen
og vandet midlertidigt er ude af drift, men det er de måske også hos mig?
Så jeg skriver dagbog som en gal, jeg føler mig allerede bagud, der er sket så
meget i den positive retning.
På et tidspunkt bliver det tid til at blive kørt til middag, og vi ankommer, og
jeg møder Sherry igen. Jeg kan hurtigt huske hende og hendes ubehjælpsomme
engelsk igen. Det skal lige varmes lidt op, men det går da meget godt. Jeg gør
mig meget umage for at udtrykke mig enkelt og tydeligt, men alligevel går det
tit helt galt.
Men denne middag bliver uforglemmelig for mig. Det er første gang, jeg er
indenfor til et rigtigt kinesisk måltid med MANGE retter, jeg har ikke tal på
dem. Der bliver serveret både rødvin (Great Wall - så fik jeg smagt den - noget
tyndt pjask) og risbrændevin og mr. Boss, som jeg kalder hotelværten, hælder godt
på os. Og vi snakker. Og jeg har fordelen at kunne forstå ret meget fransk og
efterhånden også noget kinesisk foruden selvfølgelig engelsk, som jeg snakker med
Sherry og Francis og Jeanne. Det med at forstå kinesisk er det så som så med,
men på et tidspunkt kan jeg se, de taler til Sherry og ud fra nogle få ord jeg
forstår, som yingyue (engelsk) og laoshi (lærer) og deres tonefald, er jeg ikke I
tvivl om, at de presser hende for at bruge sine evner og sine muligheder (hun
arbejder I en bank nu). Hendes boyfriend er der også, han er også ansat iI
banken. Ikke så opfindsomt måske?
Maden er et kapitel for sig, men det udelader jeg her, blot vil jeg nævne at
bedstefaderen absolut skulle have hanehovedet, og det var jeg meget tilfreds med.
Når vi i øvrigt kan kommunikere på tværs af alle aldre og nationaliteter skyldes
det i høj grad Jeanne, der foruden kinesisk og fransk også er rimelig til
engelsk og ellers kan Francis oversætte fra fransk.
Sherrys familie gård er altså forsvundet for at give plads til det
nye museum. Så lige nu bor familien i disse midlertidige boliger. Der
bor ti familier i alt på området. Faren får så nu en form for
erstatning/understøttelse fra myndighederne og får en lejlighed i en af
de nye blokke, der er under opførelse. Han er 56 og hans livsgrundlag er
taget fra ham, men det virker, som om han tager det med kinesisk ro (det
kan ikke nytte at klage udadtil) Han har nok fået et tilbud, han rent
faktisk ikke KUNNE sige nej til.
Xia Weis kone er endnu engang i Chengdu. Sidst var det for at føde (det
blev også en pige som den store), denne gang har den lille været på
hospitalet, men hun skulle nu være udskrevet. Han holder kortene tæt ind
til kroppen her, og jeg spørger ikke nærmere, hvad det drejer sig om.
Af andre for mig måske mere betydningsfulde oplysninger jeg har fået er,
at vejen til Wenchuan bliver lukket en periode. Vistnok fra mandag.
Søndag skulle være sidste chance for at slippe ud. Så bliver vejen
genåbnet efter 3-5 dage, her er kilderne desværre ikke enige. Man vil
lave en planering af vejen, gætter jeg på, de kan vel ikke nå at lægge
asfalt på 60 km vej på nogle få dage?
Jeg har ikke spurgt til min cykel endnu. Jeg ville ikke bringe Xia Wei i
forlegenhed i dag, men jeg vil forfølge sagen. Portnerboligen, hvor den
stod, sidst jeg så den, er der endnu. Nu er den bare portnerbolig for
mellemskolen i stedet. Han ville heller ikke lukke mig ind. Det er
portneren der har gjort det!
Det har været en lang og lykkelig dag, nu vil jeg gå i seng, den er
23.30.
Sherry (og hendes boyfriend?) kommer og henter mig i morgen, men ikke
før 10.