[FORRIGE] [NÆSTE]
Rejsebrev 43
Mandag 24.05.10
Jeg føler, jeg her til morgen er kommet til en dybere forståelse af en af Kinas
hemmeligheder. "This is sensible", sagde Carly, og det er det, hvorfor?
Den røde hær var den, der befriede Kina i 1949. Befriede Kina fra årtusinders
kejsere, krigsherrer og fjendtligsindede lande. Den røde hær er folkets
beskytter.
I en katastrofe situation som for 2 år siden er det den røde hærs soldater, der
springer ud med faldskærm over Maoxian som symbol på, at regeringen er på vej
med hjælpen. Det er den røde hærs soldater, der samme aften udmattede når frem
til Maoxian efter 100 km`s march. Det er den røde hærs piloter, der flyver helikopterne,
der fragter overlevende til hospitaler i Chengdu.
Den røde hær er GRUNDSTENEN i det kinesiske rige. Den er synonym med folket.
Man kan spørge sig selv, hvad der fik lederne til at tabe hovedet i 89 og sætte
hæren ind mod "folket". Ganske vist kunne man undskylde sig med, at det var
nogle få brushoveder, man måtte sætte på plads, men rent faktisk havde
studenterne (så vidt jeg har kunnet forstå) så megen opbakning blandt Beijings
befolkning, at denne påstand bliver noget løs i det, og rent faktisk kom
begivenhederne til at koste mange uskyldige udenforstående livet, så det
udviklede sig til den største skamplet i den nyere kinesiske folkesjæls
historie. Så denne plet måtte for enhver pris skjules.
Derfor er den fjernet fra bøgerne. Men netop det, at ingen må tale om den, gør
at ALLE taler om den. Og hvordan ved man så, at man ikke må tale om den? Det får
man fortalt af den, der fortæller én det. For den, der fortæller, kan også
historier om, hvordan det går folk, der taler om den.
Var det velovervejet eller tabte lederne hovedet? Det første tror jeg. Man kunne
ikke leve med risikoen for at det skulle brede sig til andre byer. Først da
ville man for alvor have problemer. Hellere en lille plet, man kunne forsøge at
vaske væk, end en stor, der yderligere greb om sig. Men man fik skabt sig et
problem. De ufejlbarlige (på kortere sigt) ledere og den ufejlbarlige hær har
fået en ridse i lakken, der ikke kan fjernes. Carly var 5 år dengang, men hun
ved alligevel, hvad der er værd at vide om den...
Den hjemmelavede mysli lever op til forventningerne. Hele lageret af frugt og
yogurt bliver sat til livs: en banan, et æble, en appelsin og 3 bægre yogurt.
Jeg skriver brevene færdige fra i går og får mit første kinesiske
"forretnings-opkald". Da jeg ser, det er et lokalt nummer, ved jeg godt, hvad
det drejer sig om. Det er turen til Jingdi kejserens grav. Der er nu ikke dukket
flere op, så vi er kun 3, men hvis jeg ellers vil "sign'e" op for den, bliver
den til noget, og kommer der flere til bliver det billigere.
Jeg begiver mig til Han Tang Inn og betaler. Det var der, jeg skulle have boet.
Nu fortæller han oven i købet, at selv om det er den anden organisation de er
medlem af, kunne jeg have fået rabat. Den gik så vidt jeg husker ikke for 2 år
siden. Det ligger i en lille gade, der ved spisetid bliver omdannet til
restauranter. Der er ikke plads indenfor nogen steder, kun et køkken, så
fortovene bliver fyldt med små borde og stole. Det er rigtig lokalt. Gad vide
hvad de gør om vinteren? Det kan vel komme ned på frysepunktet her?
Ellers står programmet på Bell Tower og Drum Tower.
 |
 |
|
| Klokken.... | ....kunne man godt blive træt af at se på |
Der er overraskende få i det første. Måske fordi jeg kommer ved frokosttid? Man kan betale sig til at ringe med klokken. Jeg havde godt undret mig over tidspunkterne. Der er musikalske forestillinger, men den næste er først kl.15. Dårlig timing. Øverst er der en udstilling af objekter fra en udgravning en gang sidste år. Desværre er denne del ikke tekstet på engelsk. Specielt ærgerligt fordi der er et billede af en mand i håndjern, der er ved at vise politiet noget. Er det mon den oprindelige finder, der forsøgte at sælge objekterne i stedet for at meddele det til myndighederne?
 |
 |
|
| Med Bell Tower i baggrunden | Et loft i Bell Tower |
I Drumtower er der heller ikke mange. Nogle af trommerne er "Night watchman"`s.
Natten var delt op i 5 x 2 timer, så hver anden time skulle han i gang med
trommen. Godt vi ikke har det i Birkerød.
Jeg kommer ind i salen 15 min før en forestilling skal begynde. Alle de små
skamler er tilsyneladende besat. Men der er nogen med tasker på. Det betyder
enten, at man har reserveret den til en, der er på vej - eller bare at man ikke
syntes éns taske skulle stå på gulvet. Jeg tror pigen venter på sine venner, men
de 3 ældre kinesere?
Næh, den er ikke optaget, jeg må endelig sætte mig, det var da dejligt med en
adspredelse i ventetiden. Desværre siger de aldrig det, jeg forventer, men jeg
kan da forstå, at damen med det krøllede hår er 56 år og jeg fortæller, hvor gammel
jeg er. Og jeg bifalder at Shaanxi er god. Jeg bidrager med, at jeg er dansker,
og det kan damen få adskillige minutter til at gå med at fortæller til sine
venner. Jamen er det da ikke mageløst?
Senere, da "samtalen" er døet ud, kan jeg høre, hun spørger manden, om han da
ikke kan engelsk? Men det har han vist alt sammen glemt. Masser af smil og god
stemning kommer der dog ud af det, og forestillingen kan begynde.
Jeg optager med min MP3-spiller i den ene hånd og fotograferer med den anden.
Føler mig som lidt af en tusindkunstner.
Snakker bagefter lidt med en amerikaner, der helt sikkert er ældre end jeg. Han
er fra Californien og fortæller om Solvang, som jeg godt er bekendt med. Har
aner i Helsingborg - verden er blevet lille. Han har været her i Xi`an for 20 år
siden. Da var der ingen biler!
Så er det tid til supermarkedet. Nye forsyninger til mysli.
Jeg mødes en sidste gang med Carly, der har været på arbejde, en ny uge er
begyndt fra 8-17 hver dag. Hun skal tidligt op i morgen. Hun køber nogle små
brødting, der ligner vafler til mig. Det er en særlig Shaanxi specialitet.
Min øl til 2.20 viser sig ikke bare at være billigere, men også større. 600 ml
mod 500. Man får noget for pengene i sådan et supermarked.
 |
 |
|
| Blandingskultur | Polterabend |